GodGod, to. 1) af et vist værd; huilcken delefuogidt herritzfuogden tillspurde, huor gode hand siunthis øgene at werre, huortill hand gaff till suar, att the kunde werre saa gode som xxv (1584). Rosenv., Gl. D. IV. 39. 2) pålidelig, anset; Jes Hvas gyorde syn eedh meth ridder mentz men ok gode jord eyen bønder (1480). Barner, Fam. Rosenkrantz. I. dipl. 150; the forne gotz indwordhe Oloff Lawesson sielff tolte meth ridhermens men oc gode bøndher oc sielffegher (1480). Molb. Gloss.; annamme aff kiøbmændene der for en redelig biergeløn effter gode mænds sigelse. Fredr. II. Søret. kap. 24; der hand skulde effter gamel sæduane giøre sine gode mend oc hoffsinder it verdskaff. Vedel, Saxo. 257. – g. mand (kvinde) ɔ: adelig; huilckenn god manndt anden vill arge paa liff eller guodtz (1468). Rosenv., Gl. D. I. 4; (1579). sst. III. 318; naar noger god man viiss nogher aff sith gotz (1492). Geh. Ark. årsb. I. 80; (1536). sst. II. 88; Chr. Pedersen. V. 357.16; godemend, prelatther oc alle andre, som iordeguotz haffuer (1527). N. D. Mag. V. 301; skall her effther icke giøris till gode quinner eller iomfruer andre perle smycke. (1528). D. Mag. V. 76; paa gode mendtz gaarde, enthen the ere i raadet eller uden raadt (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 187; (1576). sst. 291; (1539). Khist. Saml. VII. 513; slog sig fra sine godemend oc raad til en hob ringe oc foractelige folck. Lyschand. 340. Smlgn. Lund: goth; Ihre, Gloss. I. 695-96; Schlyter: goþ;er; Sch. u. L.: gude man; jvfr.: ekki tel ek þ;á meƀ bónƀum eƀa góƀum mönnum. Grettiss. kap. 21. 3) gøre god a) godkende; non probatur judici, det giøris icke gaat, i. e. rejicitur. Colding, Etymol. 995; Steph., Nomencl. II. 1120. – b) godtgøre, erstatte; hand schall haffue giffuitt nogen arbeidtz folk iiij marck vj ß till kostpenndinge om wgen, och j icke will giøre hannom gott vden iij mark paa huer person (1577). N. D. Mag. I. 16; om hans herre icke vilde giøre hannem saadan bekostning god. P. Resen. 128. Smlgn. t. gut machen, thun, se Frisch, Wb. I. 386 og 387. – c) g. sig god ɔ: gøre sig yndet; vilde oc nager i rigens raad drage sigh fran sine metbrødre oc gøre sigh god fore oss (1483). Geh. Ark. årsb. II. 52. 4) sige god for ɔ: indestå for, gå i borgen for; will Hannart icke sie god for oss for the penninge, endog thet skulle were hannwm enghen skade. Allen, Aktstk. 196; att the wille for hannom loffue och godsige til kongl. m. (1536). Khist. Saml. VI. 6; (1557). D. Mag. IV. 21; (1602). sst. III. 47; (1559). Rosenv., Gl. D. I. 276; (1582). sst. IV. 10; en anden tager sig hans geld til, siger god for hannem oc giør sig saa geldskyldig. Tidemand, I. 158; III. 72v; Valdemar maatte recke haanden oc sige god for hannum, at saadant skulde holdis. Vedel, Saxo. 291; (1598). Hist. Tdskr. I. 498; (1602). Secher, Rettertings D. 571; siger oc god for sin broder udi samme bestilling. B. Tott. II. 238; wille ieg nu ickun sige goed for 3 eller 4 tusinde rdr. D. Saml. V. 234. Smlgn. Sch. u. L.: gutseggen; ht. gut sagen. 5) svare godt ɔ: tale godt for, forsvare; Lass Jeipssen foget tiill Tryherritzting for at sware gott for bønderne j daler (1541). D. Mag. 3. R. I. 84. 6) være god for a) ɔ: være i stand til, du til; tha skall andre (ɔ: kirkeværger) tillsettis igen, met mynde ath sognemendene teches thennom ath vere guodt therfor. Rosenv., Gl. L. IV. 7; naar hand findes icke der god for at være, heller icke der tager vare paa, da maa hand icke lenger være sognedegn. Pallad., Visitatsb. 66.4; tilbødt Mattes Annderssenn neste arffvinge samme gaardtt at beholle, om the er gode for thenn at besiide (1558). Rosenv., Gl. D. II. 198; saa at vi ansee hannem for den, der er god for at frelse os. Rosenkrantz, Undervisn. 232, 228. læseren kan dog finde klar lærdom nock oc meere, end hand er god for at rette sig efter. B. Tott. I. b 2; Vaupell, Griffenfeld. II. 165; at de ey større skatter affordres, end de ere alle gode for at udgive (1690). D. Mag. V. 274. Smlgn. sv. vara god för. – b) = sige god for; forskreffne borgsmendt ware godh for Find met swo skiell, att han schulle møde (1533). D. Mag. VI. 183; (1536). Khist. Saml. VI. 5; hand siger til den, som ieg er skyldig: ieg vil vere dig god for denne mand. Tidemand, Post. III. 72v; (1574). Rosenv., Gl. D. III. 253; biscop Absalon vilde vere hannem god faare, at hannem skulde ingen vold skee. Vedel, Saxo. 491; (1612). N. D. Mag. II. 174; Smlgn. n. vera god til, se Aasen: god. 7) for gode; tage f. g. ɔ: tage imod, være tilfreds med; ath i wildhe taghæ megh myn schriffwelse for godhæ oc ey taghæ till mestyckæ. Tavsen. 25; dette tilnaffn tog kong Rolff for gode. Vedel, Saxo. 34. 8) i (udi) gode ɔ: i fred; koningen aff thissæ thry righæ sidder i godhe oc i wenscaph met stæthernæ (1396). Molb. o. Peters. 58; med Sverrig Rysland er i gode nu fordragen. Bording. II. 13; paa det bemældte tuistigheder udi gode oc mindelighed kunde bileggis. P. Resen. 41. Smlgn. sv. i godo. 9) med gode ɔ: med det gode, i mindelighed; hwn vilde det ingeledis gøre huercken met gode eller onde. Chr. Pedersen. V. 165.3; (1536). N. D. Mag. III. 9; om hand met gode kunde stille almuen. Hvitf. III. 325; it breff, huor vdi paffuen raader hannem til lemfeldighed oc met gode, icke tyranni, at regere hans vndersaatte. sst. III. 615; effterdi det ikke med gode kan bilægges (1663). Hist. Tdskr. 4. R. V. 246; vilde de icke gifve sig mett gode. P. Resen. 101. Smlgn. n. og sv. med godo. – will handt medt alle gode fuldtgiøre hannom i therris andit regnskap (1582). Rosenv., Gl. D. IV. 16. 10) til gode, a) holde sig til g. ɔ: til rede; jeg skulde annamme til mig samme gaard kgl. maj. at holde til gode (1536). N. D. Mag. II. 150. – b) se til g. ɔ: hjælpe; den ene at see den anden tilgode oc hielpe hinanden udi alle de maade, mueligt kand være (1582). Rosenv., Gl. L. IV. 308; sidde ved hans seng oc see hannem til gode, naar hand er siug. B. Tott. III. 15; Jammersm. 11. Smlgn. sv. se til godo; Aasen: sjaa til goda. 11) så godt som ɔ: så meget som; e. n. skal intet vorde at skade og aldeles intet skulde miste ikke saa godt som en fereken (1536). N. D. Mag. II. 152; huor hun døldhe suo gotth som en penning aff thet fremede godtz (1537). Rosenv., Gl. D. II. 48. Smlgn. Schlyter: goþ;er 3).God, to. 1); den ringste mynt saa god som en skarffue. MP 123; se ndf. bet. 3 a). – se ovf. III. 443 a5, 8, 10. – g. dag (ovf. II. 62 b5; V. 165 a51), folk (V. 264 a24), køb (ndf.), nat (bet. 1 d), tid (IV. 335 b31, jf ndf.), tidende (ovf. IV. 339 a18, 24), tår (bet. 3)), ven (IV. 794 b27), se d. o. – kraftig, virksom; then ædlæ ridderæ bodæ stolt oc god, han kunne icke vorde omodh. RD II. 200 (jf ovf. III. 116 a33, 280 a29); enghen ær saa godh at han(um) wordher eij modh. PL** I. nr 1065; jf sst. II. 386; Etym 1108 (ovf. IV. 868 a14); FD 191 F (ovf. I. 324 b4). – venlig, mild; godhe ordh ære bædre en gwldh. PL** I. nr 61 (jf ovf. III. 89 b30); gaff stundum onde, vndertiden gode ord. Hvf I. 173; locke met gode ord. Etym 307 (u. benedice). – få en g. ɔ: få prygl; hand begynte at true oc sagde thill hoffdrengen: du skallt fo en god, du mot tage vare po min haand (1599). RdU IV. 462; jf ovf. III. 867 a21. – 3 a) – vidne at være (så) godt; med æd at giøre PR's boe oc løsøre saa goede, som de vore den tid, oc forverge, at forne løsøre ... ere saa goede. SR II. 192. – 3 b); (1643). Rsv* IV. 398 (ovf. II. 510 a4). – d) g. godt ɔ: gøre vel, virke godt; Ordsp 327 (1550, ovf. I. 687 b12); PSB 175 (ovf. IV. 67 a11). – 10 b) – til bedste (fordel); PE 6 (ovf. u. fordagtinge 2)); naar hand kunde giøre nogen til gode. Mog fort a 6v; de nødtørfftige at skal giøris til gode. Fdg 24/2 1636; BT I. 13 (ovf. IV. 352 a15). – ironiskt; han agted at komme med fiinden i ord og giøre ham vidre til gode. SortH f 1v; – NdM II. 266 (ovf. u. friseskude); – (1531). KD IV. 460 (ovf. III. 518 b47); – Hors* (1685) fort c 3 (ovf. IV. 298 a50). – se sig t. g. ɔ: have fordel, drive handel; som i den Østre sø sig havde seet til gode. AB II. 291. – til alle g. = tilgode; (1524, ovf. V. 295 a9). – kende t. a. g. ɔ: kende så man har gode tanker om; det sige wi icke der for, at wi haffue nogen mistancke til dem, wi kende io dem til alle gode. PlV 6118-9. 11) (fsv sva got som) næsten; VdSv fort b 7 (ovf. V. 286 a45); saa got som halff død. Hvasz fort a 7v; saa got eller hen ved saa mange. Etym 1242 (u. instar). 12) som no. lækkeri; hafde een kurf fuld af gott med sig, som war af alleslagss sucher confiturer. Monr 13-4. Jf sukkerg. – Jf dynkel-, eje-, fride-, fuld-, gagns-, havn-, ind-, javn-, lun(e)-, mellem-, s(j)elv-, skægge-, ta[æ]rv-, tusind-, tåls-, væder-, ædel-, ætg., spring for godt.Godartig, to. godartet. Moth.Godtberåd, no. plantenavn; vandveybred med brede blade, got-beraad. Kylling, Viridarium. 123; Moth. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 12, 281; t. gutberath.Goddreng, no. et tilnavn til nissen; det folck, der sige, at de rede grød til nisse goddreng, at han skulde rycte queg. H. Lauritzøn, Sjælebog. 93. Smlgn. V.S.O.: nissegoddreng; Rietz: godenisse.Goddreng, no. Jf nisseg.Goddådig, to. velgørende. Moth. Smlg. t. gutthätig. Goddådighed, no. velgørenhed. Moth.Godfader, no. hustruens fader. Moth. Smlgn. Rietz: godfar 3) og Molb. Diall.Gode fruer, no. furierne. Moth. Godgærning, no. god gærning; almoser, gudheleghe bøner oc andre gothgerninger (1408). Molb. o. Peters. 363; han ræddis Gud met mildheth i syne godgerninge. Hell. Kvinder. 1.9; cristnæ the troo oppa tet hemmelske paradiis, oc at allæ menniskæ effter tørres godgerningher skulæ ther hafuæ løn. Mandev. Rejse. 63 19; holde den helge tro og lade hende med godgjerninger gro. Rimkr. (v. Brandt.) v. 3444 = gode gerninger. udg. 1495. m 5v; the løse oss eij aff wor piine med een almøze, godgerninger sijne. N. D. Mag. II. 325. Smlgn. isl. góƀgerningr.Godgærningsmand, no. en mand, der øver gode gærninger, velgører; ath tw frelzs af pinæ woræ syælæ, woræ forældærs, woræ næstæ, woræ gotægernings mens. Khist. Saml. I. 438. Godheldig, to. godmodig, venlig, godhjærtet; it ord er offte mere tacknemmeligt end en stor gaffue, oc it godheldigt menniske giffuer dem baade sammen. Jes. Sir. 18.21; der aff faar du den ære, at mand kalder dig en skickelig, godheldig mand. Jes. Sir. 32.18 (Luther, begge steder: holdselig); Johannes kaldis den, som haffuer yndist oc naade hoss huer mand, en liffsalig, godheldig, venlig mand. Tidemand, Post. III. 48. Smlgn. held.God Hendrik, no. plantenavn, stolt Henrik; bonus Henricus, goder Henrick, stolter Henrick. S. Paulli, Flora Dan. 180 B. Moth. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 37; Nemnich, Polyglot-Lex. d. Nat. Gesch. I. 1014. Godhjærtig, to. velvillig; verer venlige mod huerandre, godhiertige. Ef. 4.32 (Chr. Pedersen, 1550, 1647); den godhiertige læsere lade sig dette ringe arbeyde vel befalde. Bunting, De monetis. 1627. 60; alle mand, godhiertige oc fromme. E. Naur. dd 4v; godhiertige læsere. Gerner, Ilias. a 2. – Som bio.; som sig dette husis anliggende nød lader godhiertigen gaa til hiertet. Wallensbek, Ptochotroph. Holm. topogr. 26. Smlgn. t. gutherzig. Godhjærtighed, no. velvilje, godhed; kunde hand icke endnu bære gode dage oc skøn paa kongens godhiertighed. Vedel, Saxo. 483.Godhjærtighed, no.; haanden giør efter hiertets godhiertighed. GHD II. 161.Godmenende, to. velmenende; wij wdi hans guodmenende forsett wille komme hannom mett nogett thill hielp (1588). Kbhvns. Dipl. II. 434.Godmoder, no. hustruens moder. Smlgn. Molb. Diall. Godmoder, no.; bleff nefntt epter min s. fader och boren till kierche aff min godmoder. Hüb II. 313.Godrygtig, to. med godt rygte; han skall være forfaren oc viss, desligest forstandig oc godrøctig. Herm. Weigere. 132.Godtid, bio. snart; han saa saare frester hennes troo, at der som hun hadde icke weret dess større wdi hende, da hadde hun wisselig mott godtijd offuergiffuet seg. Tavsen, Post. vinterd. 180. Smlgn. nuv.: i god tid. Godtid, bio. Mulig rettere som 2 o. (tidsbestemmelse), jf ovf. IV. 335 b33, 416 a54.Godetykke, se u. tykke.Godvilje, no. 1) samtykke; hafwæ wy æffter ware frænders rath oc gothwiliæ salt then fornempdæ gardh. Molb. o. Peters. 15; all thennæ arffdeel hawæ wy meth alles woræ gothwilghæ oc samthykkæ solt (1400). sst. 107; samthycker oc fulborther oc stadhfæster jak meth fulkomelich gothwilghe, ja oc fulborth alle thisse stycke (1406). sst. 223. 2) velvilje, godhed, vilje; nu moa iac hannum til scam oc last ey forthi, ther mec ær tilbunden met so megell gotwillie. Hell. Kvinder. 75.5; hennis forældræ hafde soa megel gotwillie till henne. sst. 52.8; y-desz lenger der dy legtte, desz beddere guod-willig dy samell feeck. Grundtv., Folkev. II. 265 a; thu skallt faare tiell Nybborig y dag for guodwillig mynn. sst. III. 701 a = god villie. sst. III. 706 b. Smlgn. isl. góƀvild og góƀvili. Godviljet, to. velvillig, nådig; vmvænd teg til thin herre gudh, thy han ær godvilit oc miskundelig. H. Suso. 138.30. – 3 g.; thu æst thæn gooth wiliæst, oc æk ær fulscakst. Brandt. 58.23. Smlgn. isl. góƀviljaƀr.Godviljet, to. – = godvillende; alle gothwilliædh mænnæskær. KhS5 IV. 741.Godvillig, to. velvillig, villig; benignus, goduillig. Turson, Vocab. 192; at de vilde fremdelis vere saa godvillige mod deris folck. 2. Makk. 12.31 (1550, 1647; Luther: gutwillig); den goduillige er plat forlat. Herm. Weigere. 185v; Psalmedigtn. I. 288 b; N. D. Mag. II. 150; benevolus, godvillig. Colding, Etymol. 1471; from, god-villig, velvillig, benevolus. Comenius, Orbis pictus. 357; der hafve ladet sig finde godvillige til icke alleeniste gode bøger at skrifve. B. Tott. I. b 1v. – Som bio. frivillig; isønderlighed ited, att uy oss vdi sadan høy uychtig werck goduylligen skulle menge och induyckle. Chr. IV. Breve. I. 82. Smlgn. Fritzner: góƀviljugr; Rydqvist. VI. 163: goþ;vili.Godvillig, to. – Som bio.; (1591). Rsv IV. 278 (ovf. I. 671 a17); Hvf II. 141 (ovf. u. bemøge).Godvillighed, no. velvilje; kand hans konn. ma : tt. giørre thennom nogett for then goduillighedt, som Danmarckes riiges raadt hans nade altiidt beuissed haffuer. N. D. Mag. V. 37; all anden goduillighed, dennem tilbøds aff kongen. Hvitf. I. 86; benevolentia, godvillighed. Colding, Etymol. 1471; da er dens dyd oc hans godvillighed paa det høyeste. B. Tott. I. 21; det er lovligt, at laaneren for sin godvillighed holdes skadesløs. P. Syv. II. 2.Godvægtig, to. fuldvægtig; ind til han samme hoffuit sum met goduectige goldegyldene betaler. Herm. Weigere. 265v.Gode, no. 1) gode, gavn; it menniske, det maa være saa from, skickelig oc dyctig, som det vil, saa hafuer det dog ingen gode der aff. H. H. Skonning, Hed. Philos. 813; meeninge mand haffver ingen gode der aff. Block, Horticult. Dan. 47. – flt.: kunde lyckens gode forlyste, naar de bruges med fornuft. B. Tott. III. 155. 2) godhed; straff oss wdaff thijn gode oc styrcke oss med thijn naade. Psalmebb. I. 29 = dit gode. Kingo, Psalmeb. 90 (i de første expl. din naade); hør, hamp oc alskens saadanne vare ere ey saa gode, som fordum pleye at vere, huercken i gode, bredde eller lengde. Hvitf. IV. 669 (= j godheit. Dipl. Norveg. VIII. 350). Gode, no. 1); giør gode, juvat. Dict; det giør intet gode. sst. – flt.; Brochm II. 321 a (ovf. IV. 637 a8); [udvæl] af 2 gode det beste. PSO I. 322.Godhed, no. hunk.; lad din godhed bliffue det, hun er i sig selff. Tavsen, Pater noster. b 5.Godhed, no. (fsv godhhet); – PE 32 (ovf. u. bekvem); Hvf IV. 36 (ovf. u. forlækre 1)); GHD II. 77 (ovf. V. 274 b33). Jf dynkel-, tarv-, ugavnsg.Gods, no. fk.; pantsætter jæch hanum al min gotz (1405). Molb. o. Peters. 218; wiill noghen kiende seg rett tiil siin godtz (1533). N. D. Mag. II. 204. – forscrefnæ gossæ eller hinnes retthe tillegels (1497). O. Nielsen, Gl. Tingsvidner. 68.27. – meget gotz. Matth. 19.22 (Chr. Pedersen, 1550). – flt.; the gotze, som han igen ladher effter sigh. Rosenv., Gl. L. V. 179; forskreffne gotze. sst. – begge goudtz (1588). Rosenv., Gl. D. IV. 121, 143; disse mine godtz och gaarde (1594). sst. IV. 396.Gottes, go. gå godt, blive bedre; med gifftermaal ey spottis, thi hvor som saadant skeer, ræt aldrig vil det gottis. S. Terkelsen, Jakobs Gifterm. b 7; hun siger, det vel snart med hannem gottes skal. Bording. I. 318.Gøde, no. gødning; lætamen, giøde, giødning. Colding, Etymol. 623; Pontopp., Gramm. Dan. 163; Nucleus latinit. 704; hvilken mand der tager mere jord, end han vel kan gjøde, eller nogen saar nogen jord uden gjøde (1631). Jydske Saml. VI. 251; gjødning. sst. Smlgn. Kok, Sønderj. Folkespr. I. 192; Hagerup, Det dske. Sprog i Angel. 31.Gøde, no.; nogen jord, som hand tog hannom fran oc førd syn giøyeth paa (1546). DM4 I. 169; dett sprock, att den beste giøe, som giører aggeren fructbaare, er dett, som falder aff husbondens sku (1601). NkS 351d (4°) b 2; jf ovf. III. 134 a-b. – Jf FeilbO: gjøde; fæg. ovf.Gøde, go. fede; gaasen, som de giøder med stopkager oc giør feed. Comenius, Opladne Dør. § 160. Smlgn. sv. göda; Aasen: gjøda. Gøde, go. 2) føre gødning på; (1631). JS VI. 251 (ovf. II. 63 b24); Raun 44 (ovf. III. 134 a53); (1681). HT IV. 528 (II. 359 a51); – alt gammelt mog, som wdføris att giøe med paa aggerland (1601). NkS 351d (4°) f 3, j 6 (ovf. V. 322 b1); SR II. 180 (ovf. III. 493 b1). 3) give skarnet fra sig; altt ny møg, som feitt giøe (1601). NkS 351d (4°) f 3; Etym 1223 (u. stercoro); Steph II. 1301. Jf be- (I. 133 a11), malle-, margg.Gøding, no. = gøde; gaar aar efter andet omkring med deris sæd, efftersom de med giødingen kunde fortkomme. A. Berntsen. I. 9.Gødske, no. gode, godhed; ther hun soa, at Gudh sendæ syn gøsky aa hennæ. Hell. Kvinder. 45.10, 25; han bøth henne rigdom, huss oc eghn oc alle værilz gøzki. sst. 74. 15; hans gøzski mynkis aldrigh, och hans rigdom vorder ickæ mynnæ. sst. 75.12. Smlgn. isl. gœzka.Gødske, no. Jf overg.Gødske, se beg.Godagten, no. (t gutachten) godkendelse; paa e k mtis godachten oc ratification (1656). DM3 IV. 292 not.Godtbefindende, no. skøn, afgørelse; (1690). GhA II. 288 (ovf. V. 300 b2); (1705). KD V. 794 (ovf. V. 280 b48). Jf be-, godtf.Godtfindende, no. (sv godtfinnande) = godtbefindende; Fdg 30/4 1692 § 7 (ovf. V. 355 a28) 3, 9; henstilledes til dend verdslige øvrigheds gotfindende (1720). DS III. 275; jeg overlader alt dette til min hr doctors eget gotfindende. Holb, Philos udi eg Indbildn A 3, S 6.Godtgøre, go. (sv godtgöra) i nuv. bet.; (1582). NdM VI. 158 (ovf. u. forgæves, to.); ChrVS § 133 (ovf. V. 9 a47). Godhjærtet, to. (sv godhjertad) velvillig; Etym 1471 (u. benevolus).Godtroende, to. (sv godtrogen) i nuv. bet.; vi ere alt for eenfoldige oc godtroende. Fab 230.Godtykke, no. (sv godtycke) = godtbefindende; skal de effter compagniets god tycke betalis. Fdg 10/1 1668 § 6. Jf ovf. IV. 504 b53.Godvillende, to. (fsv godhvillande) retsindig; frydh allæ gothwyllændhæ mæn. KhS5 IV. 739.Godel, to. udmærket; godel eller ypperlig. Wandal a 3v a (udledt af hebr גָּדַל ). Er det form af godlig?Gods, no. ik.; HM 30 (ovf. u. adnyde); – farende g., se ovf. I. 510 b: fare, tm. b) og c). Jf adel- (V. 6 b19), alter-, arve-, bol-, bonde-, bord-, børne- (I. 108 a4), dragon-, drenge-, fjende-, fragte-, gave-, gilde-, gribs-, gårdsæde-, hitte-, ind-, indhave-, jorde-, kalente-, kare-, kaste-, kommis-, købe-, købmands-, landbo-, land-, ledings-, lejlændings-, ljusnings-, læn-, ma[æ]ng- (III. 173 a21), medel-, måls- (III. 165 b16), møderne- (III. 120 b46), nåde-, odels-, old- (III. 283 b42), overløbs-, pakke-, pante-, præste-, rytter-, rømnings-, sende-, sendings-, sjelveger-, skatte-, skog-, spring-, stabel-, strø-, stubbe-, styrte-, tunde-, tynge- (IV. 484 b6), vare-, vederlags-, vikari(e)-, vin-, voge-, vragg.Gø(de)landsbjug, no. byg såt i nygødet jord; lodt ieg so giølandtzbyugit (1617). DM4 V. 299, jf sst.: bleff soedt stub byg.Gødmøg, no. gødning; ny giødmøg er best till engj (1601). NkS 351d (4°) j 4v.Gødne, go. = gøde 2); Hors d 8v (ovf. IV. 618 b11). Jf gynde.Gødning, no. (fsv göþ;ning) i nuv. bet.; SR II. 180 (ovf. III. 493 a54); Etym 623 (ovf. II. 63 b20); PSO II. 10 (ovf. III. 605 b22); – giøning er trijfoldig (1601). NkS 351d (4°) j 3 i r. (= trinde slags giøe, i texten).Gødskning, no. = gøde. Økon Journ 1757 763 (ovf. IV. 544 a7). Vis mere +