GrimGrim, no. sod på en kedel o. lign. Moth. Smlgn. isl. hrím; Molb. Diall. og kedelgrim ndf.Grime, go.
1) sværte; fra hælen indtil hovet top hand grimer sig og smitter. Kingo, Sæbygd. Kokl. a 4v; grimme sig med kul og sod. sst. b 3; foedus homo, skiden, slem, grimet. Colding, Etymol. 461; grimet om munden, turpata facies. Sammes Dict. Herlov. Smlgn. Aasen: grima, eng. grime.
2) sætte mærke på et træ (for at dette kan tjene som skæltegn); først i den grimede bøg, som stander ved den gamle, brede vei, og saa ret synder ud ad i den grimede eg (1479). Dahlerup, Mariager. 11; i den grimede bøg, som stander i det hiørne, som Alstrup vei kommer løbende (1499). D. Mag. VI. 118; som en grimit bøg och en skielsten staar hoes (1503). Secher, Rettertings D. 215, 213; (1599). sst. 267; ther saatte the threbundenn stienn, ithem saa nar therfra grimit thi en anden bøg (1562). Jydske Saml. II. 381; (1579). sst. II. 383 – 84. Mærket i træerne blev i almindelighed vistnok sat ved at borthugge noget af barken, jvfr. udtr.: at hugge grimer, se ndf. og: ceteris e regione illius in silua arboribus terminalibus securj, ut assolet, decorticicatis (1219). Dipl. Viberg. 3 og Jydske Saml. II. 381. not. Smlgn. Rydqvist. IV. 68 not. 2; Hildebrand, Sverigs medeltid. I. 179.Grime, no.
1) plet. Moth. Smlgn. Aasen: grima 6); Rietz: grima 2.
2) mærke i træ (se grime 2 ovf.); havde der set og udlet de stenskiel paa marken och skoufskiel och grimer udi skofven (1404). Secher, Rettertings D. 213; løber tze (ɔ: the) forne skoff skyffter ij sønder tyll Leeds mark oc y nør, tyll Skyarens skoff vedt tagher, och tijl dij guode grimer, som forne rebs mendt och nu haffuer huggit (1573). Jydske Saml. II. 384. I Hübertz, Aktstk. om århus. I. 51 og flere gange (se sst. I. XII) forekommer udtr. grims egh om en eg, der tjener til mærke ved et skæl, men der synes ordet næsten at være bleven et egennavn. Grimeskovhat, no. et sortsmudset menneske. Moth.Grimet, to. sort med hvidt forhoved (om kvæg). Moth. Smlgn. Molb. Diall., Kok, Sønderj. Folkespr. I. 301 og grå-, sortgrimet ndf.Grimet, to.; der Luce strippe-drog sin grimed malcke-koe. Schand a 2. Jf sa(de)lg.