HaldHal(d), to.
1) hældende, skrå; locus proclivis, haald sted. Colding, Etymol. 233; hald. Nucleus latinit. 166; du bønner, erter sette skal, naar maanens skin afftager, at rijse dem oc ey for hall. Gerner, Hesiodus. 171.
2) partisk; om thet er een tryg oc seekijr ting att opsette sijn salighed hoss then, som er saa hall, oc ther blæss hijtt oc kaltt aff een mwnd. P. Eliesen. 411. Smlgn. isl. hallr og hæld ndf.Halde, go.
1) hælde, dingle. Moth.
2) visne. Moth. Især i tm. visnende, udgåt; ther syndher fraa thill then store hallindhe twygranetthe eghe stwbbæ (1521). Dipl. Viberg. 149- 50; skoffue, som ere hallinde (1601). D. Mag. I. 56; huad er vi andet end hallende tre. Ranch. 42; arbor siderata, hallend, vissnet træ. Colding, Etymol. 1168; retorridus, fortørredt, hallendt. sst. 1343. Smlgn. isl. halla.
3) ødelægge, svække; dess wær wii faa thet aldrig bood, swo ildhæ mwnæ han oss hallæ. Hr. Michael. 137. Af Molb. forklaret = halne, se ndf., men den anf. udledning passer bedst både efter form og bet. Smlgn. Molb. Diall.: hale sig.
4) lf. = 2) Moth. Halde, go.
1) – tm. ludende, skyggende; legge mig ned wnder en hallende ieeg (1601). NkS 351d (4°) b 5. Jf tophallende.Haldenhed, no. vissenhed; sideratio, vissenhed, hallenhed. Colding, Etymol. 1168; Nucleus latinit. 1657. Haldår, no. uår, misvæxt; der kommer ikke haldaar paa skaaldenelde. P. Syv. II. 202. Smlgn. isl. hallæri.