HardHard (hård), to. 1) ik.; dit ansict er hart, som det waare aff haard malm. Chr. Pedersen. I. 301; thu est it hart menniske. Matt. 25.24 (1524; Chr. Pedersen: en haard mand); din fader giorde vort aag for hart. 1. Kg. 12.4 (1550, 1647); den haarde tieneste sst.; deris land er hart oc wfructsommeligt. Vedel, Saxo. fort. 29 (haarde kampstene. sst.); er hvercken for hart eller bløt. N. M. Aalborg, Lægeb. 43. – fk.; meth horde trækkis gernynghe. Gl. D. Bib. 2. Msb. 1.13; hordeste. sst. 2. Msb. 6.9; 5. Msb. 32.13; thendne tale er hort. Joh. 6.60 (1524; Chr. Pedersen: haard). Smlgn. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 19. 2) h. korn ɔ: (hvede) rug el. byg; een skeppe hardt kornn, byg eller rug (1516). Fynske Aktstk. 150; (1568). Rosenv. Gl. D. III. 83; frumentum, hart korn. Colding, Etymol. 487; Nucleus latinit. 488; sæd og tiende beløber sig haard korn 19 tdr. og 8 tdr. havre (1625). Jydske Saml. III. 44; alt hart korn skal saaes i tiltegt aff maanen. Helvad., Prognost. astrolog. 1633 b 4. Smlgn.: rugh oc biyg, hvætæ, ærtæ, bønæ oc oll harth sææth. Thorsen, Sønderj. Stadsretter. 112. – hartkorn i nuv. bet.; (1643). N. D. Mag. II. 155. Smlgn. Sch. u. L. II. 210; VI. 150; Frisch, Wb. I. 418 b. Jvfr. Vid. Selsk. Skr. V. 161-68. 3) h. penge ɔ: hele, store p.; tij lødy mark hardæ pænyæ, som gildæ oc gængæ æræ (1399). Molb. o. Peters. 84. Smlgn. Grimm, Wb.: hart 2). 4) syrlig. Moth. Smlgn. Molb. Diall. Ihre, Gloss. I. 836; Rietz: hår(d) 2). – Jvfr. Lund: harth. – Som bio. 1) hårdt, meget; saa at han icke saa hart besuigis som de godtroende. Herm. Weigere. 4; lycken gick hannem saa hart imod. Vedel, Saxo. 3; saa hart at plage og forfølge saadan mand. P. Paars. B. 1, S. 1; 2) fast, bestemt; iegh wil hanum tage i tiænestæ myn, ffor te stode hart mz herre syn. Rimkr. b 5; hun sagde hart ia, at thet sso war. Ap. G. 12.15 (1524, Chr. Pedersen; 1550: stod fast der paa); jeg mig hart vnskyllede. D. Mag. I. 63; disse tre ting synis at være saa hart tilsammenbundne. S. Povelsøn. 90. 3) nær, tæt, næsten; hart vden for kyrken stor end høffuer peleræ. Mandev. Rejse. 8.20; Romant. Digtn. III. 169.1; Chr. Pedersen. I. 266; der vor en vrtegaard hart hoss. sst. I. 348, 364; thet er hart adh doomædagh. Tavsen. 52; som han kom hart op vnder staden. Tidemand, Jerusal. Forst. b 1; (1541). Rosenv., Gl. D. I. 68; der klocken hart vid fire vaar. Herm. Weigere. 143v; Vedel, Saxo. 358; da de nu komme hart for Flensborg fiord. Hvitf. VIII. 339; III. 38; D. Mag. I. 63; samme barnn waar hart saa langt som enn halff arm (1621). N. D. Mag. I. 380; fornam hand, at de vare hart hos. P. Resen. 135. Smlgn. Rydqvist. VI. 181; Grimm, Wb.: hart 14).Hard, to. 1) – vedholdende, hårdnakket; ErB (1646) b 2v (ovf. V. 108 a9). – utvetydig, bestemt; der som wi icke haffde denne høybegaffuede Guds mands haarde, vdtryckte ord faar oss. VdPb f 1v. – på (det) h. ɔ: meget hårdt; som under syndens byrde paa hardiste trengis. Brochm II. 384; naar de ere paa det hardiste tryckte. sst. 419 a. – (om heste) stødende; Etym 1028 (ovf. II. 353 a26). 2) – som mål; (1643). Rsv* IV. 408 (ovf. II. 34 a39); godsets hart korn. Fdg 11/12 1688 § 2. 3) rettere møntet (gangbar), jf DalinO: hård 1). – Som bio. 2); 2 g.; Kemp 1821 (ovf. III. 282 a16). Jf flinte-, klippe-, krig-, nødde-, sprenkel- (IV. 77 b44), stand-, sten-, trykh., snibforh.Hartad, bio. = hart 2); forjagede vores folk fra dennem (ɔ: kanonerne) og havde dem hartad omvendt paa vores egne folk. N. D. Mag. II. 20; propemodum, hart ad. Colding, Etymol. 765; Nucleus latinit. 1375; aldting var hart ad clart. S. Povelsøn. b 3.Hardbaget, to. hærdet? skro kniffue, harbagitt kniffue, kiercki kniffue. D. Saml. III. 223. Smlgn. Grimm, Wb.: backen 7). Hårdfør, to. som tager dygtig fat; faar mad oc værer haardfør, at i ey aff hunger døer. Ranch. 294. Smlgn. Aasen: hardfør 2).Hårdfør, to. særlig om den, der spiser alslags; haardfør i sin mad, ad cibum agrestis. Dict; den haardfør struuthts. Hex 212. Jf ovf. IV. 168 a46. 2) (isl harƀfœrr) i nuv. bet.; motte bliffue haard førd i smerte. Job 610 (1607, 1647); Dict (= durus, robustus).Hårdgrund, no. fast bund (om vand); aalen gider icke gierne været udi flad vand, hvor der er haargrund. Holst, Fiskeb. 14.Hårdhalset, to. hårdnakket; thethtæ folk ær hordhhalsæt ællær halsbastet. 2. Msb. 32.9 (Gl. d. Bib.; 1550: haardnacket). Smlgn. t. harthälsig og hals 2) ovf.Hårdhammer, no. en lille hammer til at hvæsse en le med (ved bankning). Moth. Smlgn. Molb. Diall. u. hare. Sch. u. L.: harhamer og hærde 2) ndf. Hårdhjærtet, to. 1) ufølsom, hård; nu seer iegh, ath i bliffwe iaa liighe hordhiartedhæ oc wbøyelighæ paa ethers sidhe. Tavsen. 25; thenne salighe lerdom wille i hoerdhiartidhæ papister icke annammæ. sst. 39. Smlgn. hjarte ndf. 2) tungnem; vaar der nogen saa haardhiertet, at hand icke kunde lære dem (ɔ: de 10 bud) paa sine ti fingre. Pallad., Visitatsb. 46.18.Hårdhjærtet, to. 1) (sv hårdhjertad); som varsken bonde-karl haard-hierted ud henlisted. Raun 105; siger den ømhiertede fader till den haardhiertede broder. GHD II. 85. Hårdhjærtig, to. 1) hårdhjærtet; der er ingen iblant eder saa haardhiertig eller wmild. Vedel, Saxo. 69. 2) hårdfør; han var en haardhjertig mand, lod sig ikke en ringe ting vedkomme, han havde engang tilskibs stor ve af tandværk ... og (haver) saa selv opløft samme tand med rode, som værken stod. D. Mag. 3. R. III. 97. Hårdhjærtig, to. 1); Lycori, du haardhiertige. Buc* d 8 b. Hårdhjærtighed, no. hårdhjærtethed. Moth.Hårdhjærtighed, no.; haardhiertighed til at bevise barmhiertighed imod de vedtørftige. Hors* (1685) 246.Hårdholden, to. 1) vedholdende, hårdnakket; pervicax, haardholden, haardnakket. Nucleus latinit. 1228; tenax, haardholden, fastholdende. sst. 1862. – 2) karrig; er icke for haardholden oc karrig ofver sit eget. B. Tott. I. 78; icke nidsker (nap, haarholden), men beflittende sig paa sparsomhed. Comenius, Opladne Dør. § 851 (= l. tenax); pertinax, meget haardholden, meget gienholden, knap oc karrig. Nucleus latinit. 1867. Smlgn. Grimm, Wb.: harthältig.Hårdholdenhed, no. 1) fasthed, bestandighed; tenacitas, haardholdenhed. Nucleus latinit. 1862. 2) karrighed. Moth. Hårdhuet, to. med hårdt sind. Moth. Smlgn. isl. harƀhugaƀr.Hårdhuldet, to. vant til arbejde. Moth. Smlgn. isl. harƀholdaƀr og hardholdr.Hårdiløben, to. fast sammengrot; ei lettelig en haardiløben knude kløves. Bording. II. 345. Smlgn. Aasen: laupa 6). Hårdlidenhed, no. hårdførhed; Sterckodders haardlidenhed. Vedel, Saxo. 124 ir. Hårdlivet, to. med hårdt liv, vanskelig afføring; rønnebær stopper (giør haard lifvet). Comenius, Opladne Dør. § 123. (= t. hartleibich); Moth. Smlgn. sv. hårdlifvat. Hårdmælket, to. vanskelig at malke. Moth. Smlgn. Aasen: hardmjelt.Hårdnakkelig, bio. hårdnakket; han løber met hoffuedet mod hannem oc strider haardnackeligen mod hannem. Job. 15.26; obstinate, haardnackeligen. Colding, Etymol. 444, 1367; der ere offentlige oc haardnackeligen utacknemmelige. B. Tott. I. 122; Psalmedigtn. I. 410 a; i tuert imod kongelige forordninger haardnackeligen forbliver udi husene (1657). Khist. Saml. VIII. 407; sig heller icke haarnackeligen imod, men gif efter. Comenius, Opladne Dør. § 899. Hårdnakkenhed, no. hårdnakkethed; ieg kender din wlydighed oc haardnackenhed. 5. Msb. 31.27 (1550, 1647; Tavsen: haardnackedhed); anden vlempe, som aff hans harnackenhed kand aff komme (1553). Khist. Saml. III. 331; hedningers haardnackenhed imod euangelium. Vedel, Saxo. fort. 3; eders haardnackenhed. De 12 Patr. Test. c 2; Psalmedigtn. I. 287 b; saadan en begrædelig skade met hans haardnackenhed icke tiltrenge. Hvitf. IV. 476; I. q q 4. – haardnackedhed. Tidemand, Post. I. fort. a 4; Comenius, Opladne Dør. § 876. – Formen hårdnakkenhed findes endnu i V. S. O., Molb. O., Grundtvig, Håndordb., medens hårdnakkethed vist er alm. Som det vil ses, er sidst nævnte form også lige så gammel. Smlgn. sv. hårdnackenhed.Hardnakket, to. hårdnakket; i hardnackede oc forherdede i hierte oc hørelse. Ap. G. 7.51 (Chr. Pedersen; 1550: haarnackede). Oversættelsen 1524 har sst.; hørnackede. Smlgn. hørdelig ndf.Hardnakket, to. (sv hårdnackad); di onde, wduelige oc harnackede (1601). NkS 351d (4°) g 2- 2v; – T 193 (ovf. u. braskere); (1533). KhS V. 14; 2 Msb 329 (ovf. II. 560 a40, 164 b24). Hårdnæmt, to. tungnæm; indocilis, haarnæmpt. Turson, Vocab. 190. Smlgn. sv. hardnom, se Rietz: nimm.Hårdold, se hårdvold.Hardsted, no. en ambolt til at hærde (ɔ: hvæsse, se ndf.) leer på; en haerstie, et spigerbor og et navr (1622). Jydske Saml. VI. 153. Jvfr. Kok, Sønderj. Folkespr. I. 307: hardsted og sted. ndf.Hårdstruke, no. = hardsted. Moth. Til ordets sidste del jvfr. Aasen: strok 2); Rietz: struku; Molb. Diall.: struge. Hårdsåden, to. hårdkogt; æg, som ere haardsaadne eller stegte. H. Smid, Lægeb. I. 121. Smlgn. sjude.Hårdtalen, no. det at tale hårdt; myndighed til trusel oc haardtalen. Tavsen, Post. sommerd. 137.Hårdtrykkelig, bio. = hårdnakkelig; saa mange som hordtryckelig leffue vdi nogle obenbare laster. Kirkeordinans. 1539. f 1 = Rørdam, Kirkelove. I. 73; kaldis den en kættere, som haardtryckelige fordagtinger sin egen mening. Pallad., S. Ped. Skib. n 6; pertinaciter, haardtryckeligen. Colding, Etymol. 1307; contumaciter, haardnackeligen, haardtryckeligen, sst. 1367. Smlgn. fortrykke sig, se fortrykke 2) ovf. Hårdtrykkeligen, bio. = hårdnakkelig. Moth.Hårdtrykken, to. genstridig; der Pharao giorde seg hordtrycken til att lade oss fare. 2. Msb. 13.15 (Tavsen; 1550: forherdet). Hårdtrykkenhed, no. = hårdnakkenhed; pertinacia, haardtryckenhed. Colding, Etymol. 1306; Nucleus latinit. 1867; den lange ophold, de hafde foraarsaget hannem ved deres haardtrykkenhed og disputer. Slange, Chr. IV. Hist. 1408. Hårdvej, no. en fast vej; derfraa endnu nogen aggere til haardveien, saa vester med en anden haardveien (1604). Secher, Rettertings D. 563.Hårdvold, no. det faste land (rundt om en sø eller eng); hans forelldre haffuer i langsommelig thid hafft samme møllesøe uillet och uklaget, saa wiitt som wandgreffuit er indtill haarvollden (1585). Rosenv., Gl. D. IV. 80. – engene, som ere enten haar-old (tørre) eller vedskactige. Comenius, Opladne Dør. § 418. Smlgn. sv. hårdvall og Molb. Diall. Med hensyn til formen hårdold må mærkes, at sv. vall oftere antager formen oll, se Rietz 789, og at den anf. kilde undertiden har et noget svenskagtigt præg.Hördelig, to. stridbar, krigersk; stridelig eller til strid, hørdelig, militaris. H. Smith, Hort. synonym. 35v. Smlgn. hørdnakket ovf. u. hårdnakket.Hårdelig, bio. 1) = hart 1); tac the yrter oc wæl hartheleke i watn. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 82.11; for oss var skickett Goe Pallesen och hordeligen kierde, att Lass Christensen haffde set deelle paa hannom (1475). Rosenv., Gl. D. I. 14; ther grebe the hannum wthi thz slaw och hordelig the hannum bwnde. Rimkr. p 5v; Rosenv. Gl. L. IV. 54; i ere forkærde haardelig. Herm. Weigere. 31; Vedel, Saxo. 5; Psalmedigtn. I. 273 a; aspere, haardeligen. Colding, Etymol. 93; Nucleus latinit. 50. 2) = hart 2); iægh bether ether ogh biwther hartheligh (1408). Molb. o. Peters. 399; appeller jæc til paffuens sædæ oc beder jæc eder hardælig, at j undæ mægh apostolos. N. D. Mag. VI. 205; bad thøm, at the skuldæ hordælighæ til sammen holle oc blifuæ. Mandev. Rejse. 139.17; de skulle haardeligen undervise almugen hver i sit leen (1527). N. D. Mag. II. 149; raade hannem haardeligen, at hand skulde fortøve. Vedel, Svend Tiuveskæg. 122; herr Henrich Giøe haffuer haardeligen vnderuist hannom at holde gaat regiment. Hvitf. VII. 12. Smlgn. isl. harƀliga; Sch. u. L.: hardelik.Hårdelig, bio. 3) vanskelig; danscke, ther saar haardelig wdtrycker then hemelig krafft, som then hebraiske text indeholder. FV a 4v.Har(d)le, bio. meget; hun suckæt harlæ sooræ oc græt. Hell. Kvinder. 38.20; the jomfru suckede harlæ soræ. Romant. Digtn. II. 218; hun var ther aff harlæ blydh. sst. II. 237 = wortæ tha myget blid. sst. I. 131. Smlgn. isl. harƀla; Rydqvist. IV. 418. Jvfr. også halv ovf.Hardleg, no. hårdhed, forhærdelse; thæt bæthrer al harlech oc tumores. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 58.26. Smlgn. isl. harƀleikr.Hardne, go. blive hård; dureo, harne. Vocab. 1514 (ligeledes u. obdureo. sst.); jeg haardner, duresco. Pontopp., Gramm. Dan. 307. Smlgn. isl. harƀna.Hærde, go.; 1) h. brød ɔ: danne skorpe på brød (ved at komme æg og mel derpå og sætte det ind i ovnen). Moth. 2) h. en le ɔ: hamre æggen skarp. Moth. Smlgn. Molb. Diall.: hare; Kok, Sønderj. Folkespr. I. 307: harde o. flgd. ord og hårdhammer samt hårdstruke ovf. Egenlig synes disse ord at være af en anden stamme end hård, jvfr. Sch. u. L.: haren og har, men ere vistnok betragtede som sammenhørende med hint. Smlgn. bet. 3) og V. S. O.: bane 2). 3) h. udi ɔ: banke med; hun hærde mig stundom wdj syn kiep, att pallthene, the føye lep fraa lep. Kortvending. v. 1242. Smlgn. vende i ndf. 4) lf. forhærde sig, vise trods; saa skall och huer mand, ther obenbarlig er bandsatt oc herdis dag och aar y den band. Rosenv., Gl. L. V. 138; herdes han ok vedh, at han ey vel feste thiil (1492). Fynske Aktstk. 40. Smlgn. Lund: hærthæ.Hærde, go. 1) – i nuv. bet.; RD II. 13 (ovf. V. 182 a44); DgF II. 242 b (ovf. V. 182 a45 = harditt sst. 240 a); i salten søe hand herder sin natuur. Wiel III. 187. 4); – tm. forhærdet, stiv; hand blev lige stolt og hærded udi sinde. KC a 3v; avind digt i hjertet river paa hver hærded Jøde-krop. KPs 589. 5) fylde med sten (el. lign.)? Diderichsen b 3 (ovf. III. 736 a40). Jf forh., javn-, stålhærd(et).Hærdetru(g), no. et trug til at dyppe gloende jærn i; de iern, som ere gloende, slucker hand (ɔ: smeden) i hærde-truet. Comenius, Orbis pict. 209. Smlgn. t. härtetrog og tru(g) ndf.Hærdig, to. kraftig, modig; herdige mend baade i huff, hierte och styrcke. Chr. Pedersen. V. 335.17; disse danske quinder de waarre komme aff kiempe sleckt, herdige och fuldhugsse i hierte och i lemmer. sst. V. 347.18; tror tw icke, ath wij kunde icke haffue ladet een køn oc herdig karll taget hannwm aff dage. P. Eliesen. 121. Smlgn. Aasen: herdig; sv. härdig og fuldhærdig ovf.Hærdig, to. Jf en-, gen-, ildh. Hartfoder, no. (t hartfutter) kærnefoder; det nødige hart- oc rugfoder der til forskaffer. Fdg 15/12 1684 § 2; bemelte rug oc hart foder. sst.Hårdgørere, no. en, der mentes ved tryllemidler at kunne sikre mod skudsår; ChrVA § 2 (ovf. IV. 316 a47). Jf ovf. III. 799 b22 f; IV. 244 a1 f.Hårdhove[de]t, to. havende et hårdt hoved (egensindig?) Etym 174 (u. capitosus). Vistnok smtr. Efter Dief har cap. begge bet.Hårdhudet, to. i nuv. bet.; calleo, er haardhudet eller haardhændet. Etym 146; Steph II. 173.Hårdhændet, to. (sv hårdhänd) i nuv. bet.; Etym 146 (ovf. l13); – en streng øffrighed effter en haardhended. GHD I. 13.Hårdmundet, to. (sv hårdmunt) i nuv. bet.; Etym 478 (ovf. IV. 139 a40).Hardepund, no. = harbopund; jeth hardepund smør (1515). DD 95.Hårdsindet, to. (fsv hardhsinnadher) havende hårdt sind; Dict (= durus, inexorabilis).Hårdskallet, to. i nuv. bet.; Hex 213 (ovf. II. 223 b23).Hårdslagen, to. fast dannet vej; Steph I. 58 a. Mulig kun sammenskrivning, jf ovf. III. 874 b52 f.Hårdtalende, to. brugende hårde ord; hand haffde vel været noget haardtalende mod vildfarelse. Cold h 4v.Hårdyndig, to. hæslig; est du deilig, da giør det, som erligt er, men est du haardyndige, da forandre din natur. Vedel, Septem sap d 2 (= gr αἰσχρὸς. Opuscula Græc sentent ed Orelli I. 144).Hårdagtig, to. hårdla den; smaa blade, som ere nogit haard- oc huassactige. FD 226 B.Harde, go. hærde; DgF II. 240 a (se sp b6). Jf forhårde.Hardhed, no. (sv hårdhet) i nuv. bet.; for ethers hierters hardhed. Matt 198 (1524; CP: haarhed); – PMA II. 85 (ovf. II. 751 a25); Etym 92 (u. asperitas), 143 (u. duritia); arbeyd uden skumling oc haardhed paa det gemeene beste. GE 51. Jf kri(g)h.Hårdig, to. hård; den haardigste kamp i klipperne siuntes at knage. SortH e 6v.Hærdelige, bio. ivrig, ihærdigt; RD II. 347 (ovf. II. 366 a40). Jf beh.Hærdighed, no. forhærdelse; som bliwe i sin herdehet. HS 7517 (= l in obstinatione. udg 1724 134). Jf gen-, ildh. Vis mere +