HarmHarm, no. smærte, sorg, krænkelse; han er ey saa stoor i werdhen till, ath han ey skall stundhum toolæ harm i howit oc halæ. Brandt. 302. 7-9; at de kunde affliffue hannem oc heffne deris harm. Herm. Weigere. 83v ir; lide mere harm oc elendighed. Jersin, Via vitæ. y 2v; thett wor daaner-kongenn, feck alder et større harum, thett wor staalten iumfru, sualt wdj hans arum. Grundtv., Folkev. II. 297 b; denne harum. sst. IV. 556 b; V. 387 b; med en stridbar arm betalning søge for sin skade, spot oc harm. Bording. II. 230; aff kierlighed foruden harm tog hand sin kiærist i sin arm. Kingo, Psalmeb. 241. Smlgn. isl. harmr.Harm, to. vred; 1) med hensynsbet.; jeg feck icke draget myth swærd swa snard, so harmt war megh pa thenne dieffuel. Romant. Digtn. III. 163.18; thaa vort Pashasius so harmt. Hell. Kvinder. 72.11; peracuit mihi pectus, det bleff harmt oc vred. Colding, Etymol. 4; er harmt udi sinde. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. II. 146; om en gammel mand blifver saa harmt, hand maa brøste. B. Tott. II. 96. I Rimkr. e 4v skal vel snarere læses: bleff ham so harmt i hw end bleff han, skønt både Molbechs udg. (v. 1355) og Brandts (v. 1357) have opløst forkortelsen således. Det samme gælder i Hell. Kvinder. 84.33: vorth han harlæ harmt. Jvfr. dog Molb. Diall.: harmt. 2) vedføjet eller som omsagnsord; høstruen bleff rød alt som en blod, hun bleff aff hiarthett harum. Grundtv., Folkev. II. 142 b; att vy icki daa i en harom hue schulle springe op och fusse paa vor ieffnchristen. D. Saml. III. 222; er hand bleffuen saa harm og hastig. H. H. Skonning, Hed. Philos. 492; Kingo, Sjungek. I. 60; naar hand (ɔ: løven) er bleven harm og blodet ey kand kiøle. Kingo, Chr. V. b 2; gaar nogen til anden mands i harm hue og setter ild. Chr. V. D. L. 6-19-3.Harm, to. 1); til 168 b47 f; blef hand end tijt harmt. TkH 20.Harmgiven, to. 1) sorgfuld; inconsolabilis, sorgegiffuen, harmgiffuen. Colding, Etymol. 1190; engstige, harmgiffne. sst. 60. 2) vredagtig. Moth.Harmskægget, to. = harmgiven 2). Moth. – Smlgn. egennavnet Grimbart i Reinke de Vos.Harmskælt, to. = harmskægget. Moth. Harmslagen, to. = harmskægget; vi kalde nogle bittre, andre haarde, harmslagne, grumme. B. Tott. II. 21; Moth. Smlgn. Rydqvist. VI. 181: harmslaghin; Molb. Diall. og anger-, græmslagen ovf.Harmstilt, to. = harmslagen; saa høyt stigde deris harmstilde oc forbitrede galenskaff. Vedel, Saxo. 331.Harme, go. 1) sørge over; altth Affrica harmædæ hans død. Romant. Digtn. III. 64.12 = Chr. Pedersen. V. 44.8. Smlgn. isl. harma. 2) gøre vred, volde sorg; hand harmer sin søn for ingen del. Ranch. 77.Harme, go. 2); giøre harm, harme, operre. Etym 780 (u. moveo), 1395 (u. devexo); Steph II. 903. – h. sig; kunde jeg mig ey paa et træskabilcken harme. Wiel II. 109; VI. 179 (ovf. V. 252 b18). – lf. i samme bet.; VdS 63 (ovf. II. 86 a14). Jf forh.Harmelig, to. kummerfuld; met kummer i æde det harmelige brød. Psalmedigtn. I. 157 a.Harmelig, to. 1); talede tha sa harmelig. RD I. 329 (= hermelig sst. II. 325; mulig bio. = sv harmelik. Flores v 1270); hvor hand ej torde harmelig den strenge kuld fornemme. AB II. 469 a. Vis mere +