HedenHeden, to. 1) hedensk; siden bleffue allæ danskæ men i kristen troo wel fastæ, then hedhen troen the kastæ. Rimkr. k 6; Lucid. 60; finner noghær brothær sin gilde brother fanget i hiethæn mans fangcel. Thorsen, Sønderj. Stadsretter. 316; mæt hedne men fore cristne at stride. Romant. Digtn. II. 131; sst. III. 16.23, 45.10, 77.22 = Chr. Pedersen. V. 14.9, 32.6, 53.21; hwn war en tha heden oc wcristhen. P. Eliesen. 185; ett hedne hierte maa ther wed bløde. Kortvending. v. 2336; A. Berntsen. I. b 1v; trofasthed end og i fordoms hedne-tider saa prislig var. Bording. II. 439; bedre er dit hedene pant, end din kristene tro. P. Syv. I. 332. 2) uindviet; ære the skyldughe at taghæ the døthæ mæn vp aff hethen iord oc kommæ thøm i wigd iord (1417). D. Mag. I. 369; hand ynckede siden offuer hans fattige legeme, at det skulle der ligge i heden høy, thi groff hand det op oc førde det til sin kircke gaard. Chr. Pedersen. V. 437.10-13; (1523). N. D. Mag. II. 120; Pallad., Visitatsb. 92.5; dersom nogen med sin vilje tager sig selv afdage, da maa han ikke begraves i kirkegaarden, men udi høj og heden iord (1560). Khist. Saml. IV. 466; (1643). sst. III. 229; (1660). sst. VII. 310; Grundtv., Folkev. II. 295 b; opgraffue de, som i kirckegaarden ere begraffuen oc legge dennem vdi heden iord. Hvitf. II. 264; er dømt til galge og gren, høj og heden jord (1618). Hist. Tdskr. V. 23, 24. Smlgn. Lund: hethen. 3) vanhellig, uren; hwilkæn som ædher aff theth, han skal wordhe hedæn. Gl. D. Bib. 3. Msb. 19.7 (1550: da er hand en verstyggelighed; Vulgata: profanus); talede de ocsaa skendelige om en dannequinde, naar hun laa inden kirckegong, da sagde de, at hun laa hiene, det er saa megit at forstaa af muncke lære, at hun er en henske quinde vdi sin barselseng oc ingen christen quinde. Pallad., Visitatsb. 90.16-20. Smlgn. sst. 154. Også Moth har ordet heden om en barselkone, der ej har været i kirke, ligesom om udøbte børn. Smlgn. isl. heiƀinn, Schlyter: heþ;in; Aasen: heiden; Rietz: heden.Heden, to. 1); – der hver var heen. LyschG* 6; de lode heent hierte fare. sst. 20.Hedenblomster, no. evighedsblomst; hedenblomster, stoechas citrina. Moth. Smlgn. Nemnich, Polyglot.-Lex.: gnaphalium arenarium, hvor stoechas citrina findes som æ. l. navn; Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 102. Jvfr. også t. heidnische lilie = heidenlilie (lilium martagon). Hedenhu, no.; fra h. ɔ: fra ældgammel tid; jeg vil dig fra heden-hu forklare de Guthers udspring. Kingo, Chr. V. anhang. a 1. Vistnok en vilkårlig omdannelse af det flgd. ord.Hedenhu, no.; – aff hedenhug oc første begyndelse. Lysch fort 2; aff alder oc heden hug. sst. 52.Hedenhøs, no. af (fra) h. = fra hedenhu; thet forne gotz woor hennes rætæ oldhe lewæ aff hedhen høøss (1495). Khist. Saml. IV. 532; de aff hedenhøes høre til Danmarckis rige. Hvitf. III. 62; aff sligt de Lybskis, voris aff hedne høes offuermaade hadske oc forderffuelige fienders, vold befrj kunde. sst. IX. n 3v; huilcken høy di Tull - sønners slect aff hæen - høss skulle weridtt deris begraffuelsse. Grundtv., Folkev. III. 317; nogle (ɔ: ordsprog) ere fra hedenhøes, andre ere opkomne i kristendoms-olden. P. Syv. I. a 6v. I forbindelsen: tha wor ieg platt ssaa hellpe løss, som ieg wor kommen aff hedne høss. (Kortvending. v. 1671) synes udtrykket snarere brugt i bet.: fra et hedensk land el. lign. – Jvfr. derimod: Samsons gud aff hedennske høss pleir att verre mectig oc bøss. Ranch. 234. Når man sammenligner det æ. n. udtryk: frá heiƀnum haugi (se Fritzner2: haugr, jvfr. Aasen: heiden) og den oftere forekommende forbindelse høj og heden jord (se heden 2) ovf.), forekommer det mig sandsynligst, at ordets sidste del må være æ. d. høg (høj), jvfr. Ihre, Gloss. I. 840, skønt Rydqvist. IV. 406-7, V. 257 udtaler sig tvivlende om denne udledning. I hvert fald er udtrykket ældre end år 1600 (se anf. st. IV. 407), jvfr. Rydqvist. VI. 183. Hedenmand, no. hedning; Pythagoras den viise heden - mand. Kingo, Samsø. a 3.He(jde)nsk, to. = heden 1); du est icke en henske quinde vdi din barsel seng. Pallad., Visitatsb. 91.2 (jvfr. heden 3) ovf.); da oprette de heydenske lege huss i Jerusalem. 1. Makk. 1.15; mange aff det heynske folck. Pallad., S. Ped. Skib. c 5v; det forskel mellem heydensk oc den euige rette oc sande paakaldelse. Tidemand, Siælens Urtegd. c 7v; den største gud du est blandt heenske guder alle. Hexaem. 57. Se også først anf. st. 187. – h. korn ɔ: hirse; riss, hirs, boghvede, hedenske korn. Comenius, Opladne Dør. § 127 (= l. panicum). Smlgn. Grimm, Wb.: heide(n)korn. – h. mil ɔ: et længdemål; fem hetenskæ milæ thæthen er een annen stad. Mandev. Rejse. 115.10. Smlgn. valsk mil (u. valsk). – hedensk torn, plantenavn, acacia altera. Moth. Vistnok = genista pilosa, der på Tysk kaldes kleine heidepfriemen, klein heyden, se Nemnich, Polyglot.-Lex. I. 31; jvfr. Bauhin, Pinax. 394. – h. vundenkrud, plantenavn; hedensk vundenkruet, herba fortis consolida saracenica. H. Smid, Lægeb. IV. 63v. Smlgn. t. heidnisches wundkraut, se Nemnich, Polyglot.- Lex. II. 1323 og gylden vundurt ovf. (se gylden u. guld).Hedning (-ung), no.; the skulæ ey lidhe noger skendskap af hednunge. Brandt. 307.1. I Mandev. Rejse. 210.3 gengives ordet: hedninge. – hednunge findes i hvert fald i Svensk, se Rydqvist. VI. 183. – heetnyngæ. Kofod Ancher, Om Gilder. 114; hedningh. Romant. Digtn. III. 139.4, 5 = Chr. Pedersen. V. 95.17, 18; hedninge. Matth. 6.7 (1524, Chr. Pedersen); de blinde hiedninge. Ranch. 8. 2)? tha scal alderman hauæ een skiling af huer then, som gaar i gildet, item af huer hedning en kanne øl. Kofod Ancher, Om Gilder. 121. Udgiveren forklarer ordet som en fornem, hæderlig person (jvfr. Suhm, Saml. I. 3. 223), og denne forklaring er til dels tiltrådt i Molb. Gloss. med henvisning til Ihre, Gloss. I. 840, men er vistnok meget usikker. Skulde ordet være brugt om landstrygere, tatere, der samledes uden for gildehuset? Smlgn. Grimm, Wb.: heide 3) (jvfr. bet. 4); Du Cange. VI. 66: saraceni (jvfr. brugen af hedensk ved plantenavne = l. saracenicum, se ovf.) og boveplads ovf.Hedning, no. bryg, brygning, se ovf. II. 182 b25 og rettelsen Ark XI. 39 ff.Hedning, no. 2), se ovf. V. 424 b48.Hedingkonge, no. en hedensk konge; denne effterskreffne wise er lagt om en heding-konge. Grundtv., Folkev. IV. 453. Smlgn. isl. heiƀingi.Hednin(g)sk, to. = heden 1). Carwel bleff tagen til kong aff al de[n] hedninske heer. Chr. Pedersen. V. 32.23 (= hedninge hær. Romant. Digtn. III. 46.5); han talede saa lenge met den hedninske quinde. sst. V. 84.15 = heden quinne. Romant. Digtn. III. 123.3; er thett befrøchtendis, att thett stigt bliffuer slett hedningsk indnen faa aar (1547). D. Mag. VI. 298; en statzelig rytter saare artelig effter hedningske maanering udstafferet. Wolf, Encomion. 265; falske oc hednigske christne. M. Henrichsen, Ligpr. o. O. Gjedde. 238. Ordet er vel snarest en omdannelse af flgd. o. u. påvirkning af hedning.Hednisk, to. = hedningsk; hun giffuer seg dybt wnder de hellige Jøder, huilcke hun acter møget offuer seg oc ij alle mode werdigre end seg oc sit hedniske folck. Tavsen, Post. vinterd. 182v; de hedniske land. Pallad., S. Ped. Skib. c 5v; Ranch. 23; Hvitf. VIII. 214; saadant hedniske verck. Jersin, Om Mirakler. d 1v; at aff en ringe misforstand icke skulle en hedniske uforligelighed følge (1643). Rosenv., Gl. D. L. IV. 379 = Chr. V. D. L. 2-9-29; hednisk, gentilis. Comenius, Orbis pict. 456; Holberg, M. poet. Skr. 141. Smlgn. sv. hednisk.Hednisk, to.; – h. mundkrud, se d. o. Hedenkonge, no. hedensk konge; hell sider i heden konge. DgF II. 258 a (= hiden-k. sst. 256 b; hieden-k. sst.).Hedenland, no. hedensk land; førend de hedenland saa. DgF II. 258 a.Hedensværm, no. sværm af hedninger; da første Waldemar den hedensværm fordrev. DV IX. 641.Hedenskab, no. (fsv hedhinskaper) den hedenske del af jorden; vdi hedenskabit oc Turckiet. Bertelsøn, Formaning b 5v; HvfB a 2 (ovf. I. 598 b5). – et hedensk folk; Jer 211 (ovf. IV. 785 b46).Hedningfolk, no. i nuv. bet.; det hedning-folk, der Danmarks konge tien. Wiel XII. 541. Hedningherskab, no. hedensk herskab; maa hand først for hedning-herskab bucke. Naur i 2.Hedninghund, no. hedensk hund (skældsord); hvi har du heedning-hund da dømt dend blodig dom. Naur p 3. Hedningehær, no. (fsv heþ;ningahär) i nuv. bet.; RD III. 465 (ovf. II. 182 b39).Hedningkvinde, no. i nuv. bet.; lær her i qvinde-kiøn dyd aff en heedning-qvinde. Naur o 4v.Hedningvisdom, no. hedensk visdom; bramme aff hedning-viissdom. Naur i 2. Hedningåg, no. hedensk magt; Naur i 1v (ovf. u. anspænde). Vis mere +