HelHel, no. 1) et overnaturligt væsen, der antoges at vise sig som forbud på nogens død; de spectro, quod prodromum esse mortis non nemo censet, nostro idiomate heell, appellato vel quod visum sit unum tantum habere pedem, vel quod alterum æneum haberet ... unde et hodie hoc insignitur encomio: den hoppende hæll. Mundelstrup, Specimen gentilismi. b 1; så nogle, at der kom som en buk, der hoppede på 3 ben, og ham kalder de hel, og var da en del af folkene syge om morgenen ... og er det mærkeligt, som jeg af gamle folk har hørt fortælle, at i samme store død kunde de vise hel fra en by til en anden, og at han lod sig se i skikkelse som en hvid hest. Jydske Saml. II. 3. Smlgn. Molb. Diall.: hel og helhest; Kok, Sønderj. Folkespr. I. 308; 2) i h. ɔ: ihjel; then man, som ward i hel slaghen. Barner, Fam. Rosenkrantz Hist. I. dipl. 97; slo Stigh Perssøn ihell i frid oc daghe (1466). D. Mag. VI. 127; ihiel sst.; war han slaghen i hel. 1. Msb. 38.7 (Gl. D. Bib.; 1550: ihiel); ta kastæ tee een snaræ at hans hals oc kylken j heel meth storæ hundæ. Mandev. Rejse. 103.1; slogh xx i hæll aff thøm. Romant. Digtn. III. 30.20 = i hiel. Chr. Pedersen. V. 22.31. – i hiel. Rimkr. b 3v, b 4; Chr. Pedersen. I. 112, 118. Smlgn. isl. hel (í hel) og ih(j)elslå ndf.Helble, no. et lagen, hvorpå en døende ligger; der stønnede de dødsiuge paa sin helble henlagt. Wallensbek, Ptochotroph. Holm. topogr. 14. Smlgn. ble ovf. Helbrev, no. en døendes sidste vilje, testament. Moth.Helbreve, go. testamentere. Moth. Helbrud (-brød), no. dødskamp; wdi det sidste helbrød oc aandefang. Huberinus, Om Guds Vrede. 189; er end samuittigheden vdi mange bleffuen saa følløss, at hun intet føl til synden, da vogner hun alligeuel en gang, bleffue det icke før end vdi helbrud. N. Hemmingssøn, Livsens Vej. fort. 5; som de, der ligger in agone oc dødskamp, naar det er kommen til helbrud imellem naturen oc døden. Mich. Henrichsen, Ligpr. o. Jørg. Rosenkrantz. 294; der helbruds haarde verk angreb det ædle blood, og der til længere liv ej virklig middel stoed. Bording. I. 184, 123. Smlgn. Rietz: häljanbrote. Helbru[ø]d, no.; – maa vdstaa saadan et helbrød. RsH f 2v.Helbrød, no. den sidste mad, en døende spiser. Moth.Heldræt, no. = helbrud; skal ingen forhale sin sag, ind til hand kommer i helle dræt. Urban Rhegius, Sjælens Lægedom. c 3; der hand begynte at drage heldræt. Vedel, Ligpr. o. Claus Glambech. c 7. Moth forklarer ordet: det sidste åndedræt. Smlgn. dræt ovf.Helfjært, no. den sidste vind, der undslipper en døende; hand blev saa hastig, hand slog sin helfjert. P. Syv. II. 113; Moth.Helhoste, no. hoste, der volder ens død. Moth.Hjelkryst, tm. knuget ihjel, dræbt; der ligger du hielkryst og overvunden. Bording. I. 212 b; hvis hierte moxen er hielkryst af længsels qvale. sst. II. 141.Helrakke, no. en fugl, der viser sig, når nogen skal dø, strix. Moth.Helregle, no. dødsrallen; messen er siugere, end hun før vaar, hun haffuer hafft helregle siden i gaar (1533). D. Mag. II. 92; helreglen er deris, som kempes med døden. Comenius, Opladne Dør. § 956 (= t. das tödtliche röcheln, l. stertor lethalis). Smlgn. t. röcheln og ragle ndf.Hjelrive, go. rive ihjel; hvor det (ɔ: vildtet) af ulven blev ogsaa hielreven og opædt. Bording. II. 314.Helseng, no. dødsseng; theris fader sagde for thennom y hans helseng paa sin sijste tijd (1510). S. R. D. VIII. 139; thenn, som iche giør syn testamente utii syn velmact, bliffuer siden syug och vill thet utii syn helseng giøre. Rosenv., Gl. L. IV. 14; denn thid, salig Anne Anderssdaatter, som døde i Grønninggaard oc laae i hindes helseng (1576). Rosenv., Gl. D. III. 287; gick min kiere hustrue till sin helseng, oc hensoff hun i Herren. Khist. Saml. VII. 366; kong Magnus ligger y helle-seng, hand taller icke mede eder nu. Grundtv., Folkev. III. 246 b (= helltraa. sst. III. 237 a; helsot. sst. III. 251 a). Helskid, no. = helfjært. Moth. Smlgn. V. S. O.: skid 2).Hjelskyde, go. ihelskyde; deres største part hielskudt og fangen blev. Bording. II. 390.Hjelslå, go. dræbe; en græsselig orcan til Cadix været har og mangen bygning der i grund fordærvet og hielslagit mennisker. Bording. II. 189. Smlgn. slå ndf.Hjelslæt, no. drab, nederlag; cædes, hielslætt, drab. Colding, Etymol. 137. Smlgn. slæt ndf.Helsot, no. dødelig sygdom, sygdom, af hvilken nogen dør; hvo som drikcer ther aff, han fongher bodh aff allæ hondhæ syughæ vdhen helsoth. Mandev. Rejse. 89.11; Chr. Pedersen. V. 452.7; sogne prester, som søge skulle de siwge y deris helsot. Luther, Sermon om døden. g 2; saa lenge, at hand faaer sin hælsot. Huberinus, Om Guds vrede. 5v; helsoten oc pestilentze kommer flux nu mere oc mere paa gangs. H. Smid, Lægeb. IV. a 5; Kortvending. v. 1670; vi kiøbe døden for penge eller kiøbe os helsot til, førend vi komme paa vor sotteseng. S. Paulli, Flora Dan. 361 Gg; D. Saml. V. 291. Smlgn. isl. helsótt og sot ndf.Helsot, no. – flt. = helspætter; helsoeterne vare slaget ud paa skuldrene (1640). Hüb II. 78.Helspætte, go. plet som tegn på forestående død; af thennæ stædh staar ieg ey op, helspottherne, the æræ nw thedhæ. Hr. Michael. 175; hør du capellan! hent oss olien med en fart, thi messen haffuer sine helspetter huer en (1533). D. Mag. II. 95; marisca, helspette. Turson, Vocab. 31; hand krymper sin mund, vender øyen, faar hælspætter, gisper. Tidemand, Post. I. 6; patagus, helspetter. Colding, Etymol. 890; maculæ pestilentes, liigspetter, helspetter. sst. 922; saa helspetterne, kiergaardens blomster, udspringe paa hænder oc arme. Arøboe, Ossa rediviva. 29. Smlgn. spætte ndf.Hjelstikke, go. stikke ihjel; ieg ej hielstikker eller slaar. Bording. I. 98. Heltrå, no. = heldræt; syg daa lagdes denn gamble greffue altt y saa sterck enn heeltraa. Grundtv., Folkev. II. 430 a; kongen liger i helltraa, hand taller icke med eder end. sst. III. 237 b (= helle-seng sst. III. 246 b, se d. o.); thaa lagdis iuncker Lauers i stercke helle-traa. sst. III. 471 b = fich soet och siug hand laa. sst. III. 473 b. Vedel bruger derimod ordet = danetrå (besvimelse, skindød), se d. o.; men vel næppe med rette, medens omvendt P. Syv (se Udv. Viser. 432) vil forklare danetrå = heltrå. Smlgn. trå ndf.Helvide, no. 1) helvede; meden thu hafuer i helwide wæreth oc alskens pijne seet oc fareth (1510). N. D. Mag. II. 332 – helvedis 2 gange sst.; hælffuedes. Hr. Michael. 57; Matth. 16.18 (1524, Chr. Pedersen). Smlgn. isl. helvíti og vide ndf. – h-s attolleri ɔ: tobaksrygere. Moth. Smlgn. artoleri ovf. (I. till. 21). Jvfr. også S. Paulli, Flora Dan. 361. Mm. – h-s dørnagle ɔ: en ond kone. Moth. 2) et rum i et skib. Moth. Vistnok = nuv. hellegat (se Harboe, Marineordb.). Smlgn. Grimm, Wb.: hölle 8); Sanders, Ergänzungs- Wb.: hellegat og hölle.Helledsbrand, no. et slet menneske; hand loed Helledsbrand raade. Vedel, Pavekr. 116v; ieg sende vd gamle Helledsbrand. sst. 117. Ordet er vistnok brugt som egennavn, men med hensyn til dets betydning som fællesnavn, idet den egenlige form Hildebrand ofte forekommer, se anf. st. 112, 113, 113v, 114, 116v, 117. Smlgn. sv. helvetesbrand; Grimm, Wb: höllenbrand; Sch. u. L.: hellebrant.Helvedgrue, no. et helvedes ildsted; hand saae paa vilden fior en røg-beblandet lue, der stak af landet op som af een helved-grue. Don Pedro. 34. Smlgn. grue ovf. Egenlig menes mulig et krater. Jvfr. He(k)kelfeld 2) og de der anførte henvisninger ovf.Helvedhals, no. et ødelæggende gab; her var kun ild og vand de onde herske-herrer, de begge gram og gridsk sin helved - hals udsperrer. Kingo, Chr. V. anhang. g 3v.Helvedslug, no. helvedgab, helvedes afgrund; der øser ild oc eem som udaf helvedslug. Kingo, Kronborg. a 4v. Smlgn. slug ndf.; t. höllenschlund, höllenrachen. Hels(k)fyr, no. 1) helvedes ild; hand kunde aldrig faa nock, nu haffuer hand munden fuld aff iord oc helsfyr der til. Pouch, Problemata. e 2. 2) helvedes ild (udslæt); primsignet oss med helskfyr oc pock. Hieron. Justssøn, Samsons Fængsel. e 4; du skalt faa helskfyr ɔ: hellisk fyr. P. Syv. II. 58 (jvfr. trykfejlslisten). Hos Moth: helsfyr. Smlgn. Grimm, Wb.: höllisch og eld 3) ovf. Vis mere +