HelHel, to. 1) hel; age i hel vogn ɔ: komme udskadt fra noget, have held med sig; thet ær gott ath age hiem meth en hell woghen. Romant. Digtn. III. 107.7-8 (= Chr. Pedersen. V. 73.22); the quedhe gierne for wdenn saarriigh, som aghe wdj helle wogne thiill torriig. Kortvending. v. 932. Smlgn. isl. gott er heilum vagni heim at aka, se Egilss. kap. 38; Fm. S. IV. 364; VI. 151; VIII. 186. – af h. ɔ: helt; de integro, aff ny oc heelt. Colding, Etymol. 1287. 2) sund, rask, helbredt; om øghæ ær illæ slaghæt, tac uerbene os, oc smør øghæn mæth, til thæs, at the æræ heel. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 14.17; wii heel oc usiwg, gyffwet, skiøt, affhænt haffwæ (1400). Molb. o. Peters. 93, 311; Hell. Kvinder. 4.31; Gl. D. Bib. 1. Msb. 43.27; tha han wognæde, war han heel aff all syn sar. Romant. Digtn. III. 141.5 = Chr. Pedersen. V. 96.30; denne spise hør ey de huile. Psalmebb. II. 52 (rim på tuile); bliffuer øyet end borte, oc i bliffue heel, da haffue i end da en god fordeel. Herm. Weigere. 269v (= nt. worde gi hel. v. 6437); bleff ieg skødt i mit venstre knæ og blef ieg ikke hel paa skibet. D. Mag. 3. R. I. 258. – hyppig i ønskende talemåder; Gud ladæ ether herræ fare wæll och leffue bodee hell oc sæll. Romant. Digtn. II. 231, 262; I. 274; kongen badh hannum hiel lewe. sst. I. 260; han bad them lewe hiel och seel. sst. I. 305; = liffue wel oc sel. sst. II. 365. – hilsende el. lovprisende; hell Maria haffsens stierne. Psalmedigtn. I. IX a; heel, see thu konning. Gl. D. Bib. 2. Sam. 16.16; 18.28 (se Molb. Gloss.; Vulgata: salve rex); hiel were i. Matth. 28.9; hiel were thu. Luk. 1.28; Joh. 19.3 (1524; Chr. Pedersen: hil være i (dw); 1550: hel vere eder; hil vere du; 1607: hil være eder (dig); hil vere du). Smlgn. Rydqvist. V. 208; VI. 184. – Smlgn. isl. heill.Hel, to. (t hell) lys; naar dend himmel er klaer oc hæll, saa skinner der solen væll. LyschG s 1v; som stierner, der skinner baad hell oc klart. LyschC b 13. Jf helle (II. 206 a38).Hel, to. 1) – (1534). DM4 II. 12 (ovf. II. 876 b43). Jf FeilbO. – h. og holden, se ovf. II. 261 b18 f. – stor; Hvf III. 312 (ovf. III. 449 a37). – Som bio. meget; droge heel langt vd fra staden. 2 Makk 1027 (1607, 1647); rubicundus, heel rød. Etym 1075; GH 180 (ovf. u. altingest); fortienesten er her hel slet. Vaup II. aktstk 87. Jf gåse-, kærne-, mageh. (III. 9 b20).Helbre(g)d(e), no. helbred, sundhed; thesliges skulle wij engen owerwold gøre vpa liiff, helbregde eller gotz (1483). Geh. Ark. årsb. II. 50; dem mere til døden end til helbreide. H. Smith, Vrtegaardt. 1546. a 5 (udg. 1577: helbrede). – helbredhe. Brandt. 236 10; fly hanom siitt helbrede igienn (1549). D. Mag. 3. R. I. 323; jeg stoed op igien oc kom til min helbrede. B. Tott. III. 176. Smlgn. Fritzner: heilbrigƀi; æ. sv. helbrigde, se Ihre, Gloss. I. 845; Rydqvist. VI. 184: helbrygdha.Helbre(g)d(e), no. – helbredelse; RsH d 4v (ovf. V. 163 b7).Helbredspose, no. en pose, der kan skaffe helbred; han har fuld god en hilbræds pose, see hvilcket kiød oc andet kram vor Jeppe lister aff posen fram. Ranch. 294; om jeg ikke gierne vil tiene Jep oc bære eders flask oc hilbridis pose. sst. 299. Her altså en madpose. Efter Moth = krydderpose. Helbredspose, no.; mand kand saa let i gilde - gaard sin helbreds - pose tabe. Wiel VI. 169. Helbredspung, no. scrotum; har jeg dog ey med opract hals i luften ofte dønset og holt min helbreds pung tilfals, ja stedze der paa pønset, hvordan jeg kunde lucte ud, om koen skulde springis. Kingo, Sæbygd. Kokl. b 6v. Helbre(g)d, to. sund, rask; jæk heell oc heelbreydhe til æyner oc skøter (1407). Molb. o. Peters. 311; minz thettæ altid, tha thu ær vng, helbregd og stærk. H. Suso. 145.12; tha saghde han, ær han ey hielbregdhe; the sagdhe, han ær karsk ok stærk. Gl. D. Bib. 1. Msb. 29.6; som helberydh æræ. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 149; P. Lolle. nr. 989; saluus, helbrede. Vocab. 1514; Turson, Vocab. 180; Rosenv., Gl. L. IV. 25; ingen er saa siug, hand kand giøre hannem helbrede. Tidemand, Sjæl. Urtegd. e 4; (1558). T. Becker, Herl. Trolle. 32; vdi all deris flode bleff ey befunden en leffuendis eller helbrede mand. Vedel, Saxo. 254. Smlgn. Fritzner: heilbrigƀr. Helbre(g)d, to. – medførende sundhed; haffuer prinssen icke hafft reet en godh helbredhe dagh. Allen 196. Jf nuv. en rask d. Helbregdgøre, go. helbrede, læge; Gud hielbreyde giordhe Abymalech. Gl. D. Bib. 1. Msb. 20.17 (1550: helbrede); kødh ok hwdh, j hwilke byld ær fødh ok helbreygdh giordh. sst. 3. Msb. 13.18 (1550: lægis igen). Jvfr. gloss. sst.; helbredgiorde hand mange aff siugdom. Luk. 7.21, 7 (1524; Chr. Pedersen: giorde han mange helbrede). Helbregde, go. helbrede; swo længæ til han heelbregdes ællær karskæs. Gl. D. Bib. 3. Msb. 22.4 (Vulgata: donec sanetur); Herre! helbreyde meg. Ps. 6.3 (Fr. Vormordsen; 1550: helbrede; Chr. Pedersen: gør mig helbrede); de baare siuge folk vd paa gaderne, at Peders skwgge motte komme paa nogen aff dem, ath de kunde hilbrediss. Ap. G. 5.15 (Chr. Pedersen); huilke alle worte hielbredit. sst. 5.16 (1524; Chr. Pedersen og 1550: helbrede; 1607: helbredede); huor eders fader bleff hilbred. Herm. Weigere. 223v.Helbredelige, bio. lægende, gavnende; salutariter, helbredelige. Vocab. 1514.Helbrejdelighed, no. helbred; giiff oss i thenne stadh frygd, helbreydelighed oc spaglighed (1497). Se Molb. Gloss. u. spaglighed.Helbrejdelighed, no.; siælsens renlighz, helbreydelighedh oc then hellighe andz nade. T 553 139v, 8v (ovf. IV. 980 b51).Helbredig, to. = helbre(g)d; huor hand oc mange sigis at haffue helbredig giort met ord oc paarørelse. Hvitf. I. 56.Helbredig, to. (fsv helbryghdogher); – GkS 91v (ovf. V. 172 b1).Helbredughed, no. helbred, helbredelse; han matthe paa syn døtz dagh giffwe blindhe legomligh lywss oc giffwe døffwe oc dumme helbredughet. Brandt. 233.8. Smlgn. æ. sv. helbrygdoghet, se Rietz. 249.Helbredsom, to. sund; den barmhjertige Gud forlehne et helbredsomt aar (1712). Hist. Tdskr. 3. R. III. 170.Helgøre, go. læge, helbrede, frelse; here! heel gyør thyt folck oc segen them, ther arff scal tage met teg. Lucid. 8; vellvillighe Jhesu! heelgiør mek for thit hellige naffn. Khist. Saml. V. 442; see! nu estu hell, nu maner iach tegh til for henne skildh, ther thek hauer helgiort. Hell. Kvinder. 69.23; kommer Esaw til en skaræ ok slar hannom, then annæn skaræ skal heelgøres. 1. Msb. 32.8 (Gl. D. Bib.; 1550: kand vndkomme; Vulgata: salvabitur).Helsæl, udråbso. hilsæl; helsell, god dagh Paris from. D. Skuesp. 71; helsæl i gode herrer bode. Ranch. 51; hel sel min naadigste herre blid. sst. 88. Jvfr. den hyppige forbindelse af hel og sæl, se d. første o. ovf.Hele, go. = helgøre; hun (ɔ: apia) helær sar. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 9.3; Hærræn hielær ikke i swærd ok ey i spydh. Brandt. 111.18 (= 1. Sam. 17.47; 1550: hielper; 1607: frelser; Vulgata: salvat); Gl. D. Bib. Josva. 2.13; ieg ved dog dertil lægdom god eder igen det samme at hele. Herm. Weigere. 269v (= nt. helen. v. 6435); kunde icke finde nogen kraftig lægedom at heele sine saar. Vedel, Saxo. 104; (1603). Geh. Ark. årsb. III. till. 81; de saarede heles. Comenius, Opladne Dør. § 722 (= t. geheilet); opreff dog strax det saar, som heeled var. Gerner, Ilias. 3; P. Syv. II. 24. Smlgn. isl. heila; æ. sv. hela, se Schlyter og Rydqvist. VI. 184.Hele, go. Jf tilh.Helebod, no. hjælp; her er heele - bood paa tvende mangel stoore. Hexaem. 85. Smlgn. bod 1) ovf.Helende, no. sundhed, lykke; at the hauæ thæt hælændæ oc thæt liff, thær aldri kommær døth ællær sywgdom æfftær. Lucid. 64. Smlgn. isl. heilindi.Helere, no. frelser; hwat ær ihesuc, jnktæ vdhen een hieleræ oc frælsæræ. N. M. Pet., Lithist. I. 123; Khist. Saml. V. 442; ether er føth i dagh en heleræ, thet er Cristus. sst. I. 450 (= Luk. 2.11; 1524: frelsser); Ihesus Christus han ær thyn helere. Hell. Kvinder. 80.36; kalledhe hanom werldens helere. Gl. D. Bib. 1. Msb. 41.45. Smlgn. æ. sv. helare, se Rydqvist. VI. 184.Helermand, no. = helere; the øpte til Herræn, hwilken som wpwakte thæm helerman ællær frælsere. Gl. D. Bib. Dom. 3.9 (1550: frelsermand).Helne, no. = helende; fran mansens illiæ oc intil hans iessæ er ey helnæ ower hanum. Khist. Saml. I. 449 (= Jes. 1.6; 1550: inted sunt; Vulgata: sanitas). Egenlig vistnok kun en skrivform for helende, jvfr. alsvolden u. alsvoldende.Helne, go. læge, helbrede; komme thre englæ oc helnet henne mæt theræ hendær all hennis legome. Hell. Kvinder. 44.28.Helsam, se helsom.Helse, go. 1) hilse; allæ mæn helsær iæch ewinnælegæ helsnæ mæth Guth (1404). Molb. o. Peters. 187; (1464). N. D. Mag. V. 152; ieg helsær then høffueske Caruell. Romant. Digtn. III. 44.3 = hilser. Chr. Pedersen. V. 31.12; consaluto, at hielse. Vocab. 1514; Colding, Etymol. 1104, 885; Steph., Nomencl. II. 311; P. Eliesen. 62; icke tacker, naar mand helser. Jes. Sir. 42.24 (1550, 1647); Arrebo. II. 136; Grundtv., Folkev. III. 357 b; (1658). Hist. Tdskr. 4. R. V. 385: helser dem igien, som hafver helset. Er. Roterod, Om Høviskhed. 4; Jammersm. 9; saa de dig helse maa. Kingo, Kronborg. a 2v; Kingo, Sjungek. I. 66. – naar i skulle indga vti huset, hielse i det. Matth. 10.12 (1524; Chr. Pedersen: hilser (jvfr. Matth. 5.47)); om dagen toge han aff for voss sin hue oc hielsede voss. Herm. Weigere. 47v. 2) frelse; dig al verdsens frelser, som os nu alle helser, til føde - by antog. Psalmedigtn. I. 366 a. Smlgn. isl. heilsa og Molb. Diall.: hilse.Helse, go. 1); – tm.; vær helsen moder stoor, vær helsen kost-frii amme. Hex 136 (fl. g. sst.). Jf uhelset.Helse(n), no. 1) sundhed, kraft, salighed; tale met discipulis det, som siælennæ hielssæn rørdæ. Brandt. 162.24; send mek styrc oc helsnæ. Hell. Kvinder. 30.17; o Gudh, ther vore helsnæ ær. sst. 67.23; wedh Pharaonis helsæ. Gl. D. Bib. 1. Msb. 42.16; Dom. 15.18 (Vulgata begge steder: salus); salus, helsen. Vocab. 1514; sidder i helsen alle. P. Smed. a 2v; (1595) D. Saml. III. 337; sanitas, helsen. Steph., Nomencl. I. 243; Nucleus latinit. 1546; blæghed gifver legemeds svage tilstand tilkiende, hvor en udmattet helse er. Comenius, Opladne Dør. § 293; guds frykt giver fred og helse. P. Syv. I. 168. 2) hilsen; fred oc helsen. Esra. 4.17 (Luther: friede und grusz); salutatio, helsen. Colding, Etymol. 1103. I Nucleus latinit. 1540 gengives salus i bet.: sundhed ved helsen, men i bet.: salutatio ved hilsen. Se også u. helse 1). Smlgn. isl. heilsa; Rydqvist. VI. 184: helsan. Helsestat, no. sundheds-, salighedstilstand; tha han hafde begynnet at vøfues i verldens fofænghet oc ville fare vil i thenne verlden aff sin eghen hielse stat. H. Suso. 7.10. Smlgn. stat ndf.Helsetid, no. den tid, da nogen kommer for at hilse; om ey ved helsse tjd stor mengde sig anmelder. Raun, Georgica. 50 (= l. si non ingentem domus alta mane salutantum vomit undam. v. 461–62).Helsenvand, no. sundhedsbrønd; diid søger herr' oc knect af samme helsen-vand at drick' oc der i bade. Hexaem. 114.Helselig, to. salig; wnd oss godh fræmmelse vdi værilden oc helseligh ændelikt. Molb. Gloss.Helselig, to., se ovf. V. 311 b38-40.Helsne, go. = helse 1); hwilcke der och lader ether helsne met mange twsinde godenatter (1567). Khist. Saml. VII. 249; helssen foreldre oc folckit med flijd. Bredal, Børnespejl. 2; hun heelsenett daner kongenn. Grundtv., Folkev. IV. 109 b, 380 a, 521 b; dicere salutem alicui, hilsne. Colding, Etymol. 302. Smlgn. Lyngby, Sønderj. Sprogl. 67.Helsom, to. 1) sund, karsk; thy at ieg ær skrøueligh tiil mith liff, doch hobbes meg til Gud, thet jegh er helsom tiil myn siel (1474). D. Mag. VI. 124. 2) sund, lægende, gavnlig; aff Israels søners helsome offrelsæ. Gl. D. Bib. 3. Msb. 10.14 (Vulgata: de hostiis salutaribus); er thet tilbørligt oc hilsomt, att wij altijd teg skulle loffue oc tacke. Psalmebb. I. 123; wi giffue samtycke til saadanne heylsom oc salig skickelse. Hvitf. IV. 21; (= helsomelig. Geh. Ark. årsb. II. 27); (1602). Secher, Rettertings D. 348; salutaris, heelesom, lægelig. Colding, Etymol. 1103; Nucleus latinit. 1540; er eet heelsamt vand mod brynde oc alle saar paa tungen. N. M. Aalborg, Lægeb. 137; hand kiender alle træ's og urters heelsom saft. Bording. I. 25. Smlgn. isl. heilsamr og gloss. til Henr. Harpestr. Lb.Helsom(me)lig, to. = helsom; hør min sangh, hwilkæn som myndre ær sødh, æn togh ær han helsammeligh. Brandt. 161.28; the drukke helsamlig visdoms vatn. H. Suso. 133.22; han er giorth eeth heelsomeligth wiisdoms watn. (1488). Gl. Kgl. Saml. nr. 1586. 99. Se også u. helsom. Smlgn. isl. heilsamligr.Helsommelighed, no. = helsen 1); som offuergaff all fafenghe ok alth eniste betenkte helsommeligheth ok gudelige stykke. Kristi Efterfølg. 33.7 (= l. salutaria ac divina cogitaret); iet høwest lefnet, som nog var enest til helsammelighet. H. Suso. 132.24.Helbredtyv, no. en, der tager helbredet; du feber, helbred-tyv! DV IX. 663.Helgårdmand, no. bruger af en hel gård; skal huer helgaardmand haffue 4 heste i tøyer (1601). Bendz 110 - 11. Jf Bernts II. 16 - 7; ovf. V. 405 b23. Helkoppet, to. havende fulde frøhuse; 2 tdr. helkoppet humle (1636). Hüb II. 196. Jf FeilbO: humlekop; kop ovf. og ndf.Helskend, to. (sv helskinnad) helskindet; Dict (= invulneratus). Til formen jf ovf. III. 793 b23, 794 b46.Heløret, to. = helskindet; kommer Svenskens rytter saa heel-øret frem at vilde klemt voris udfald. HiørK g 10; hand slap heel-øret. PSO II. 232. Jf ovf. IV. 994 b22 ff. Heleplaster, no. (sv helplåster) lægende plaster; Dict (= medicamentum cicatricem ducens); siden brug heeleplaster. ålbL* 207; om naadens ynksom haand ey legger heele-plaster op paa min syndebyld. DP 10.Hilsekys, no. hilsende kys; hvi er din (ɔ: Judas') hilse-kyss saa slem en dræbe-dolck. Naur c 4. Vis mere +