HelgenHelg(en), no. 1) helligdom, helligt sted; han skal ey vtgonghe aff helgæn. 3. Msb. 21.12 (Gl. D. Bib.; 1550: helligdommen). 2) højtid, festtid; iustitium, helg, naar icke dom eller rettergang holdis. Turson, Vocab. 380; udi helgen, som er høst helgen, faste helgen och andre helgen, huad brøde som y samme hellgen giøris, maa mandt y samme helgen forfølge den, som bryder. D. Mag. 3. R. I. 186; for laante penninge maa endt mandtt den anden forfølge baade y helg och uden helgh. sst. I. 187; thersom hellige falder paa then dag, ret schall holdis, tha schall the begynde første søgnedag ther nest effter. Rosenv., Gl. L. IV. 23. 3) fred; Vrietsfang og Hestebeksvang have været liust udi fred oc hæl for alle øxehug (1529). Secher, Rettertings D. 489. Smlgn. Fritzner: helgr; Schly- ter: hælgh og faste-, høst-, jule-, pinse-, påske-helg. Jvfr. D. Saml. 2. R. IV. 330.Hellug, to. hellig; hun var en hellugh møø. Hell. Kvinder. 80.1; tha giorde then helluger andh henne soa thung. sst. 71.29; 12.24; 45.7; then hellugæ trefoldighet (1464). N. D. Mag. I. 157; thet helluge sacramenthe. N. M. Pet., Lithist. I. 121; alle thee helluge ord. sst.; – thet helge cors. Romant. Digtn. III. 86.11 = hellige. Chr. Pedersen. V. 59.14; thin hælle leghem. H. Suso. 201.20; then hellæ prophete. sst. 21.9. – h. mænd som udråb; helle mænd, hvor for vofne ære line - dantzerne. Comenius, Opladne Dør. § 945 – hille mend. Colding, Etymol. 872; Nucleus latinit. 1152. – 2 g.; sywende dagh skal waræ høktidheligere ok helgære. Gl. D. Bib. 3. Msb. 23.8; hun ær meget helgere en vor. Chr. Pedersen. V. 31.9 = helligere. Romant. Digtn. III. 43.25. – 3 g.; wor helgeste ffader pawen. Dipl. Chr. I. 200; tha jorthedhe wii thet helgesthe leghom. Brandt. 232.24, 9, 18 (helich. sst. 232.18). – helligt ɔ: helligdag; maa de losse, heller det er helligt eller icke. Hvitf. III. 226; huert aar den 15 januari, eller neste søgne dereffter, om helligt indfalder (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 386. – bedes h. ɔ: bedes (gives) fri; peplingene scal bethes hælict then dach, oc scal giwes thennom een twnne øøl (1393). Molb. o. Peters. 30; hælacht. sst. 333. – holde (have) h. ɔ: holde fest, holde fri; de ode oc drucke oc hulde helligt offuer alt det store roff. 1. Sam. 30.16 (1550, 1647); i holder helligt denne dag vden arbeid. Ranch. 244; ferias sedere est otiose feriari, holde helligt. Colding, Etymol. 1135; Steph., Nomencl. II. 607; til Guds huss henfølge dem, naar din skare helligt holder. Psalmedigtn. I. 269 a. Smlgn. n. holda heilagt, se Aasen: heilag; sv. få hälit, se Rietz: hälig, Sch. u. L. II. 267 b. 30-35. Jfr. uhellig.Hellug, to. (isl heilagr); – vort han stadfest i helagh akt. HS 1018; – (1393). DoB 28; HS 4910 (ovf. IV. 815 b46, 942 b15); – Br 2092 (ovf. IV. 38 b54); Dommed b 1 (ovf. II. 815 a36); – hinner ether tid met helle gerning. HS 13815, 343 (ovf. u. endræ(g)t), 13216 (ovf. III. 827 a10); – ien vtalige skaræ alle hælle mænz. HS 9628, 8726 (ovf. III. 513 a40); – hellig blod, hellimand siger Jyden. PSO II. 58. Jf blod slutn. – hille den død, Gud taalte. GFK 37; – helli trin ɔ: sancta trinitas, eller hellig Trin, Katrine. PSO II. 58. Jf Rietz 250 b: holla tri. – nej, den hellen giør Jeppe ey. Dmdo 69, 94; – 3 g.; HS 18522 (ovf. III. 606 a24); paffuen den hellischt fader. Heg 172, 170; hentydning til t he[ö]llischt, jf GrimmW. Jf bod- (V. 117 a45), brun-, faste-, halv-, himmel-, land(s)-, natte-, plog-, sjelv-, skalk-, skin-, skærdags- (III. 857 a43), ting-, van-, vrangh.Helligaften, no.; i udtryk om at have kort tid til en afgørelse eller til døden; her er stakked dag til hellig aften, at vi ikke vide, hvilket øjeblik vi see de Danske seyle her under landet. Vedel, Svend Tiuveskæg. 25; han har kun stakket til h.; det lakker til h. med ham; det ringer til h. for ham (ɔ: han dør snart). Moth.Helgand, no. helligånd; i thæn hælghanz nafn. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 87.29; nest helghandz closters bood (1485). Kbhvns. Dipl. II. 151; hellighandz. sst. I. 215; heliantz (1597). sst. II. 172, 178; IV. 322. Smlgn. ånd ndf. Helligåndsblomst, no. plantenavn; melckgræs (hvid rod, h. aands blomster). Comenius, Opladne Dør. § 134 (= l. polygala, t. des h. geistes blümlein). Navnet er mulig kun dannet efter Tysk, hvor det for øvrigt ikke synes almindeligt, det findes ej i Nemnich, Polyglot.- Lex. u. polygala; derimod findes både der og hos Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 176 andre navne efter hellige personer el. begivenheder.Helgeandshus, no. et til den helligånd indviet sygehus; thet samme thorgs rom skal were fra then ny helghe andz hus til beghyndelsen pa sancti Michels Kierkegardh. Rosenv., Gl. L. V. 185 (= a domo hospitalis sancti spiritus. sst. V. 184); (1457). D. Mag. VI. 81; then helligands huss y Aalborg (1483). Dipl. Viberg. 78. Smlgn. Daugaard, Dske. Klostre. 25-26; Rørdam, Kbhvns. Kirker og Klostre. 298 flgd.Helligbesk, no. hiera picra (et lægemiddel). Moth.Helge bønders dag, no. d. 12 maj. Vid. Selsk. Skr. II. 269; Geh. Ark. årsb. I. till. 14.Helge bønders dag, no.; WF 114; helligbøndersdag, hellig bønders ugge er uggen nest efter Valdborg dag. PSO II. 5-6.Helgge(j)sthus, no. = helgeandshus (også det med et sådant forbundne kloster); thet skall sendes til sanctum Georgium oc helghestes huss (1443). Kbhvns. Dipl. I. 171; (1477). sst. II. 139, 255; fattiige, wonføre oc siuge menniske, szom ligge oc ære wti hospitall oc helliggessthuss (1532). sst. IV. 473; the fattige wdi helliggeisthusit (1591). sst. IV. 704; (1476). Fynske Aktstk. 66 (jvfr. s. 133); thær er styfftet eth hospitall vdi theris bye, szom nw kalldes hellge gesthwss (1528). Dueholms Dipl. 126; slij sywghe follck indlegges wdj s. Jørgens hospitall och helliige gesthuss (1528). N. D. Mag. V. 128; (1533). sst. II. 211; hues fattige mennische paa theres siwge senge laae oc theres børlige røgt mett madt oc øll ther haffde, bleffue wdførde oc aff helliggesthus vdkast (1533). Hist. Tdskr. 4. R. III. 482; (1552). Dipl. Viberg. 291, 327. Smlgn. Sch. u. L. II. 36 b. 14-36.Helliggøre, go. erklære for helgen, kanonisere; Knud den 4, som siden er canoniceret oc helliggiort. Hvitf. I. 191.Helliggøre, go. (sv heliggöra) 2) indvie; helligh gør mik alt først fødh. 2 Msb 132 (ÆB og flgd. overs.), 291 (ovf. IV. 815 b47). 3) i nuv. bet.; then stadh vordher helligh giort. T 553 141v; bade thend, som helliggiør, oc the som helliggøres. Heb 211 (1524, 1607, 1647; 1550: helliger ... bliffue helligede). 4) holde hellig, ære; atj skullæ hellighøræ mik foræ Israels sønær. 4 Msb 2012 (ÆB, 1607, 1647; 1550: helligede); at helliggiøre Guds naffn er helliglig at hedre det. Mar e 5.Helligkrud, no. plantenavn; chamædrys silvestris. Moth. Efter Kylling, Viridarium. 156 er ch. s. et æ. navn for teucrium. Helliglegemsaften, no. aftenen før helliglegemsdag (se flgd. ord); vaar dette forschrefne kundgiort vdaff bursprocket nu om hellig legems afften. Hvitf. VI. 157 = sv. om helge lekames afften. Hadorph, Rijm-Crönikor. II. 370. Smlgn. æ. sv. helga licama aften. Vadstena Kl. Regl. 16.Helliglegemsaften, no.; den anden dag hellig legemis aften mon' vere. LyschC a 44. Helliglegemsdag, no. d. 2. torsdag efter pinse; som wii ether i sist till screffwe at komme till Krogen jnnen pintzsedagh, tha kwnne wii well merche, at thiden er gantzse stacket at vtrede ether till swadan reyse, thii haffwe wii forlengt swadan tiid jndtill helgelegwmme dagh nestkommendes (1479). D. Mag. 3. R. III. 273; Kbhvns. Dipl. I. 27; hand (ɔ: Urban IV.) haffuer forordnet, at hellig legems dag skulde aarligen holdis høytidelig feria 5 post octauam pentecostes. Hvitf., Bispekr. q 1; gick hand til skibs tisdagen effter trinitatis oc kom til Campen hellig legems dag. Hvitf. V. 247; hellig legeme dags tide bleff hertug Christian atter vdualt til Danmarckis konge. sst. VI. 124. Smlgn. Schlyter: hælgha likama dagher; Sch. u. L. II. 683 a. 15-18 og legom ndf.Helligmandsskud, no. en afgift; helymandtz skodt, som er en enggelsk aff huer mandt (1499). Cod. Esrom. 145. Smlgn. skud ndf.Hellemisse, no. alle helgensdag (1. novb.); ingen man skal holde giedder lenger en til helgemøsse nestkomende (1492). Geh. Ark. årsb. V. 79; helligenæ møsse (1499). sst. V. 84; skall hwer borgeræ giwæ om wolborg møssæ een half grott oc half om hellæ møsszæ (1549). N. D. Mag. I. 90; nogit før hellemesse kom kongen igien til Suerig. Hvitf. VII. 142. Smlgn. Lund: hælghæn mæssæ; Schlyter: hælghuna mæssa; Aasen: helgamessa.Hellemisse, no.; – hellermisse maattu mig vente. PSO II. 6, jf sst. y 3v. 2) se flgd. o. Helmissedag, no. = hellemisse; holldis och sielffuaaren steffne paa hellmyss dagh. Bendz, Rønninge og Rolfsted. S. 108.Helmissekorn, no. en afgift i korn; gifver oc icke almueskorn til presten, kirken eller degnen, men allene helmessekorn for sin helmesse mad (1654). Khist. Saml. II. 167 (jvfr. sst. II. 200).Helmessemad, no. en afgift (i fødevarer); y icke wille giffue ethers sogne prester theris gamble renthe oc rettighed, almøsse korn oc helmesse madt (1541). Rørdam, Kirkel. I. 182, 386; helmyss-mad til iuul (1635). Hist. Tdskr. V. 555; hvilke iblant anden smaaredsel hafver gifvet en stoor helmissemad, hver boemand 17 brød, et bøste flesk, 12 gaas, j medister (1654). Khist. Saml. II. 176; helmissemaden i dette sogn er saa viidt forringed, at hver mand, som gaf 17 brød, hafver nu faaet afkortning paa 12 brød. sst. II. 179 (jvfr. sst. II. 200); Progr. f. Nykøb. 1866. 23; det almuis korn, helmise mad oc andre deslige smaa udgifter, som præsterne i Lolland oc Falster hafver nydt oc oppebaaret. Forordn. 1/7 1687; Forordn. 17/4 1688. Smlgn. julerente ndf.Helligåndshus, se helgeandshus.Helligdom, no. 1) hank.; i nuv. bet.; han bygde sin helligdom som en enhorn och giorde hannem euige fast som iorden. Ps. 78.69 (Chr. Pedersen); alt, huad som der er vdi helligdommen oc hans redskaff. 4. Msb. 4.16 (1550, 1607). – hunk.; naar Aaron oc hans sønner haffue betact helligdommen oc al hendis redskaff. 4. Msb. 4.15. – ik.; forsende det siden som it stort helligdom til Constantinopel. Vedel, Saxo. 12; din sæd skal besmitte helligdommet. De 12 Patriark. Test. c 6. – særlig om relikvier; gaffue ther til (ɔ: til en kirke) calck ock dysk ock hælidom (1437). Fynske Aktstk. 162; manne haffde hælledom oc anner sodhan thing hoss sek. H. Suso. 194.31; hwn fæk hinnæ helligdom there, ther then frwe skullæ aa sweræ. Romant. Digtn. I. 196; patriarchen gaff hannum sancti Symonis armled ok aff sancti Sarfasius blodh .... keysæren gladis meget aff the helghe domme. sst. III. 147.11-22 = helgedomme. Chr. Pedersen. V. 100.27. Smlgn. isl. heilagr dómr og Rosenv., Gl. L. V. 4: a helghedom ey sweria. 2) hellighed; somme sagde, at thet var met heldom oc somme hugde, at thet var met troldom. Hell. Kvinder. 8.19. 3) hellig gærning; thee mangæffoll helidom, ther han (ɔ: Jesus) giordhæ then tymæ. Lucid. 6.Helligdom, no. 1); – flt.; Test* d 8 (ovf. IV. 626 b33).Hel(li)gen, no. 1) helgen, hellig; han (ɔ: Gud) obenbaredhes ok twsændhe heliæns meth hannom. 5 Msb. 33.2 (Gl. D. Bib.; 1550: helgen; 1607: hellige). Formen: heliæns kan mulig være et ejendommeligt flertal, (jvfr. brøders. ovf. I. 278), men er også mulig kun gengivelse af Vulgatas sanctorum. – szaa hielpe mig Gudt och alle syne helligenn. Rosenv., Gl. L. IV. 19; ingen acter nu helligen mere. P. Smed. a 4; denne ære bleff helligene tillagt. Pallad., S. Ped. Skib. i 4; huilcken bog somme kalder en register offuer helgen. Hvitf., Bispekr. q 4v. 2) et fromt, helligt menneske; ther ieg mange helgen lagde vti fengsel. Ap. G. 26.10; som tilbørligt er helgen. Rom. 16.2 (1524, Chr. Pedersen; 1550: helligen; 1607: hellige); benaade oss euige Gudt, som haffuer alle helgen naaden ted. Psalmebb. I. 152; then hellige christelige kyrcke, som er alle helgens samfund. sst. I. 175; der er it euangelium, formedelst huilcket alle helligen vorde salige. Tidemand, Siel. Urtegd. k 5v; Guds helgen hafv' en krafftig daab, en troe, et haab. Kingo, Psalmeb. 284. Smlgn. sv. helgon.Helgensed, no. ed ved alle hellige; the sex schulle holde thet meth theres helliens eedh oc met vpprechte fingere (1476). Fynske Aktstk. 37; som ieg hadde iæth mz heliantz edh. Rimkr. l 6 (= helgens ed. Brandts udg. v. 34, 83); skall then holle met syn hellens eedt. Rosen., Gl. L. IV. 129; viii mendt hagde verit indhen tinge och vitned met uprachte fingre uti helgens eedt (1541). Rosenv., Gl. D. I. 65; II. 125; (1568). sst. III. 67, 230; benecter hand vedt sin høigeste helgens eedt (1590). sst. IV. 205, 263; (1548). Dipl. Viberg. 265; (1550). Khist. Saml. IV. 539, 540; giorde the theris helgens edtt och badtt thenum saa Gud tiilhielpe (1558). N. D. Mag. VI. 138; (1623). Hübertz, Aktstk. II. 280; vandt med oprakte fingre og højeste helgens ed, eftersom byfogden hende forelagde. Wulff, J. Bang. 103. Smlgn.: widtnide medt opracte hender, bedendis thenom Gudt thill hielpe och helgen (1550). Rosenv., Gl. D. IV. 103. Som det vil ses, bruges udtrykket almindelig længe efter reformationen; – herhen hører vistnok også: sverger hand icke falskeligen eller med hellands æd. Comenius, Opladne Dør. § 834 (= t. darzu schweret er weder falsch noch hoch).Helgenmesse, no. = hellemisse, se d. o.Helgenspenning, no. håndpenge; hwa som wt giwær thæn hælghæns pæningæ om naker endracht ældær køpændskaph .... thæn gutz pænningæ scal han igeen giwæ. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 159-60. Smlgn. gudspenning ovf.Helgenskyld, no. en afgift ved allehelgensdag; (i Skåne); to hæsker i en gaard skulle yde meer en enkelt helgenskyld (1500). Molb. Gloss.; theris sogneprester thiinde, helneskyld och offer (1532). Khist. Saml. IV. 697; skulle the giffue presten en helgneskyldt, dett er iij skr byg om helgnemesse. sst. IV. 707. Smlgn. Bärens, Jurid. Lommebog. 1797. 46-47; Falkman, Upplysningar om kronans inkomster. I. 142; II. 201.Helgenskyld, no.; også på Bornholm, helmeskyldtt byg 33 skpr (1569). HübB 326, 328 ff, 609. Hellighed, no. hank.; forgiæffs er all wor hellighed, tw wilt hannwm inthet haffue. Psalmebb. I. 78. Ord med endelsen -hed pleje at være hunk., se dårlighed, frihed, begærlighed (se till.) ovf., kærlighed m. fl. ndf.; jvfr. Rydqvist. II. 294; Grimm, Gramm. II. 497. Som sidste sted bemærket, er derimod ags. hãd hank.Hellighed, no.; til hank. jf ovf. II. 700 b7 f; V. 214 a38. – hunk. PE 136 (ovf. III. 189 b37); – HS 1012 (ovf. IV. 348 a6). – helligdom; T 144 (ovf. II. 886 a26); hans lønlige helligheds vddelere. PlD** 27. Jf over-, sjelvh. Vis mere +