HemHem, no. hjem; lysfulle marke i sternes heem. H. Suso. 26.5. Smlgn. isl. heimr. Schlyter: hem, Lund: hem.Hem, no.; – PSO I. 201 (ovf. I. 775 a s. l.); – Candida har i mit hierte sin hiemme. DV IV. 276. Jf elver-, herre-, Jorsal-, medel-, værneh.Hem, bio. hjem; han schall skibe thet vp vti sit herbergh, heem til een burgere (1443). Kbhvns. Dipl. I. 167; ta foer han heem j geen. Mandev. Rejse. 140.16. I udtryk om at angribe, hjemsøge, skade; denne deris forræderi vaar kommen dennem selff hiem. Vedel, Saxo. 350; sig førster sammenbinde, vil Herren oc hans salvede hiem. Arøbo, Dav. Psalter. a 2. Smlgn. Grimm, Wb. IV. 2. 648, 861. Jvfr. også hjemføre, -gæld o. s. v. ndf.Hem, bio.; – mand skulde forføye sig hiem til sit huss. Medelf q 1; RFII 437 (ovf. u. følje, go. 1)).Hem(m)e, bio. hjemme; ængen, som heeme ær i Køpenhaffn (1443). Kbhvns. Dipl. I. 169; ydælige hemme sowe. Romant. Digtn. II. 244 = hiæmæ. sst. I. 141; then stadh, som han ær hemæ vthi. Schlyter, Sweriges gl. Lag. IX. 472; hund ær heme rigest. N. D. Mag. V. 171 (= hiemme. S. Povelsøn. 238; P. Syv. I. 201). – have alle h. ɔ: være ved sine fulde fem; sin forstand; tog det vel i giemme, hvor Laure neppelig dem alle havde hiemme. Don Pedro. 55. Smlgn. l. domi habere. Hjemage, go. køre hjem; bethallede jeg nogle bynder for 7 læs ved att hiemage aff Steenbiærg schou (1628). Khist. Saml. 3. R. III. 61. Smlgn. age 1) ovf.Hjembede, go. bede hjem til sig, indbyde; andre kammer, som theris slect oc wenner, huilcke the haffue hiembedet, schulle ligge (1576). Rosenv., Gl. L. IV. 293.Hjembære, go. bringe, varsle; huad skade det monne dem hiembære. Dav. Lyndsay, Om Monarkier. 154v; der skaberen dem bød at glantse sig til ære oc med de under-vand sig priisen at hiembære. Hexaem. 50; mand fick gode oc wellsmagende vrter till sallatt om kyndellmysse dagh, huad dett will hiembære, maa Gudtt wide. Rørdam, Monum. hist. Dan. I. 654. Smlgn. sv. hembära.Hjembære, go. – bære hen; skal kisten hiembergis paa it viis tilfforordnet sted (1634). KD III. 134 (jf ovf. IV. 355 b8-10). Jf ovf. III. 349 b2 f. – bære (frembringe); ati skulle hiembære fruct. Joh 1516 (1524).Hjemdrage, go. 1) hjembringe, bringe; Iesus os evig liff hiemdrog. Psalmedigtn. I. 212 b. 2) drage hjem (uvirk.); hvormed og hendes bud til videre hiemdroeg. Bording. II. 285.Hjemdrage, go. 2); ieg maatt' lade dem hiemdrage. Jac 58. Hjemfalde, go. tilfalde, vedkomme; kunde kongen midlertid giffue dem deris sølff, da skal pantet hannem hiemfalde. Hvitf. III. 513; huorledis de ere komme til naffnet, hiemfalder oss icke her meget at randsage. Lyschand. 267; hvad præsterne prædickede, falder mig icke hiem. P. Resen. 288; forseelsen kiendis saa grov, at den skyldigis gods bør kongen at være hiemfaldet. Chr. V. D. L. 1-24-12.Hjemfare, go. fare hjem (dø); at ieg udi troen vel bereed kunde aff dette elende hiemfare. Psalmedigtn. I. 230 b.Hjemfare, go. (fsv hemfara); den er hiemfaren. HenrW III. 267.Hjemfærd, no. 1) hjemfart; tøffuer han icke lenger, men giffuer seg sielff til hiemferd. Tavsen, Post. sommerd. 286; derfaare iligen begiffuet sig paa hiemferden igien. Vedel, Ligpr. o. Predbj. Podebusk. b 5; beridde sig paa sin sotteseng til en frimodig hiemfærd. Vedel, Ligpr. o. Cl. Glambech. a 5; tegnis døden deraff, ad den er en hiemfærd til Herren. Mich. Henrichsen, Ligpr. o. Jørg. Rosenkrantz. 270. 2) et gilde, som nygifte gjorde, når de kom til deres hjem; repotia, hiemfærd, velkom efter bryllup. Steph., Nomencl. I. 133; Moth. Med hensyn til sådanne gilder jvfr. Rosenv., Gl. L. IV. 249, 285. Smlgn. Grimm, Wb.: heimfahrt 2); Molb. Diall.: hiemfærd. 3) medgift; skall all witterlig giæld, hiemferd oc børnependinge først betalis aff fellitz bo (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 277. Smlgn. isl. heimanferƀ; Lund: hemfærth.Hjemfærd, no. 3) (1579). KhS3 VI. 506 (ovf. V. 402 a22).Hjemfinde, go. henvise (fra en højere ret til en lavere, til en ny og bedre behandling og påkendelse); huorforre wi (ɔ: kongen og rettertinget) igenn hiemfinde Corfitz Wiffertz udeschning till frue Beathe seduannlige retthe wernethinng (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 98; Moth. – også om at erklære uskyldig; da bleff hand sageløs hiemfunden, ingen skyldede ham nogit uden som en ærlig mand. Hvitf. IX. m 4v. Smlgn. finde 5) ovf.Hjemfinde, go.; vor dom hjemfandt den til først at ordeles på herredsting. SR II. 48.Hjemfindelse, no. det, at en sag bliver hjemfunden. (jfr. ovf.). Moth.Hjemmefred, no. fred i et hjem, et hus; visse mig huss oc hieme fred att bliffue i natt y dette sted. Ranch. 150; ieg laaner eder huss oc hieme fred. sst. 169. Smlgn. Fritzner: heimfriƀr; Schlyter: hemfriþ;er.Hjemmefred, no.; – at wi haffue hussfred oc hiemfred. Mar dedik a 6v.Hjemfæ, no. ejendom. Moth. Smlgn. fæ 2) ovf.Hjemfærd, se u. hjemfare.Hjem(me)født, to. 1) født i ens hus; samme foole er Trouels Karlssenns retthe hiemmeføde (1540). Rosenv., Gl. D. II. 40; den, som kiender sig ved fæet, siger det at være sit hjemføde. Chr. V. D. L. 6-17-8 (= hæmmæ fød. J. Lov. II. 105). 2) indfødt, hjemføding; vernaculus, hiemfødde, landtz eget. Colding, Etymol. 1413; Nucleus latinit. 2025, 537. – en plumpert, som haffuer ingen forstand oc er en hiemfød. Hegelund, Svsanna. 5. 3) medfødt; saa langt vaar fra, at de haffde forgæt deris gamle hiemfødde had oc indlendiske trædte. Vedel, Saxo. 311. Smlgn. Schlyter: hema föder; Lund: hemæføddær.Hjem(me)født, to. 1); 1 Msb 1727 (T); Bernts II. 102 (ovf. III. 465 b52, 286 b36). – visende, at noget er h.; den (ɔ: ornen) har hans rette vanlige hjemfødte kvægmærke. SR II. 152.Hjemføding, no. 1) et hjemmefødt dyr el. tyende; thet samme øgh war hans moders hjemfødinge (1584). Rosenv., Gl. D. IV. 39; verna, hiem - føding. Steph., Nomencl. I. 288. 2) indfødt; hand som en hiemføding formeente sig saa vel at haffue lod oc anpart vdi landet som nogen anden. Lyschand. 47.Hjemføding, no. 1); ville selge och føre indtill Thyschland med deris eget hiemføding (1507). Stbb 98.Hjemføre, go. 1) bringe hjem; noget vildt dyyr at hiemføre i huset. Vedel, Svend Tiuveskæg. 147. 2) gengælde; hwadh han hawde herre Ywan giordh, thet hawer han hanom sa hiem førdh och wrecked aff hanom tøllig w mage Romant. Digtn. I. 82 = ather førth. sst. II. 200. Hjemføre, go. (fsv hemföra) 1) Rkr n 5v (ovf. u. afløsen); (1530). Rsv* IV. 143 (ovf. IV. 869 a8); (1601). NkS 351d (4°) t 2 (ovf. V. 399 a26).Hemgang, no. hjemgang, hjemvej; wor thet swo, at nogher aff wor broder sloghe hwer annen vti gildes hws æller po hæmghanghen. Suhm, Saml. I. 2. 50.Hjemgave, no. medgift; lad saa wære, att hanwm tilfalder arff eller hiemgaffue mett syn hustru. Er. Roterod., En chr. Furstis Undervisn. 101; hiem gaffue, huilcken den beste er. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. ee 2v; hvis denne formener sig nogen tiltall at kunde hafve til A. B. enten for brøllupskost, hiemgafve eller andit (1600). Secher, Rettertings D. 313; dos, medgifft, hiemgifft, hiemgaffue. Colding, Etymol. 331, 721; Nucleus latinit. 294. Smlgn. Schlyter: hemgava og hemgæf.Hjemgenne, no. drive hjem; det fæmonn, som de for indtegtt fæ skulle hjemgenne (1579). Rosenv., Gl. D. III. 317. Smlgn. genne ovf. Hjemgive, go. give (i medgift); ieg haffuer faaet min herris daatter til hustru oc hundrede pund guld bleff mig hiemgiffuet met hende. De 12 Patriark. Test. m 1; denne herlighed, som nu er kongelige Mayst. hiemgiffven, at haandfestningen maa være casseredt. Hiøring, Leyres Politie. m 6. Smlgn. Schlyter: hemgiva.Hjemgift, no. = hjemgave; kong Hugen gaff sin daatter till hiem gifft siw muler ladde met guld. Chr. Pedersen. V. 105.13 = meth gifft. Romant. Digtn. III. 154.14; doto, ieg giffuer hiemgifft. Turson, Vocab. 207; kong Erich gifftet i dette aar til kong Woldemar sin ældste daatter, de fick Malmø oc Trælborg til hiemgifft. Hvitf. II. 190; giffuen hannem vdi ecteskab med den store hiemgifft. Lyschand. 2; en part bede om en rijg hustru med megen hiemgifft. H. H. Skonning, Hed. Philos. 32; Chr. V. D. L. 6-13-4; hvor stoor hiemgift gaar ind ad dørren. P. Syv. I. 85. Smlgn. Schlyter: hemgift H(j)em(me)gjæld, no. gengæld; som de wore flittigste oc mandeligste ij deres vdygder, saa skulle de oc bære først hiemgælden op oc faa sin fortiænte løn. Tavsen, Post. vinterd. 128v. – især i forbindelsen: have h. (have noget for h.) ɔ: lide fortjent skade, (= nuv.: tage skade for hjemgæld); dirffues thet noger at gøre oc fanger thær schade offuer aff noger, han haffue hemgield (1485). Kbhvns. Dipl. I. 220; myster han ther offuer sodan werie, haffue hemmegield. sst.; giør her nogen emodt och fanger ther schade offuer, tha haffue thet for hemegieldt. Rosenv., Gl. L. IV. 104; komer huerken hand sielff eller hans bud effter sin rettighedt, haffue hiemmegieldt for thett øll (1598). Hist. Tdskr. I. 460. – met mindre ieg vill sticke min fattige hustru oc smaa børn i største skade oc endda haffue baade spot oc skaden for hiemgield (1620). Khist. Saml. V. 655; Chr. V. D. L. V. 1-24-29. Smlgn. Aasen: heimgjeld. (I V. S. O. og Molb. O. findes hjemgæld opført med bet.: gæld hjemme til boets gavn, men på det anf. st. af recessen af 1558. kap. 53 er h. i udg. 1642 kun en fejl for hjemfærd, se udg. 1567, jvfr. Rosenv., Gl. L. IV. 277).Hjem(me)gæste, go. hjemsøge, angribe; den selff samme skam, du actet hende til, den dig hiemgeste vil. Hegelund, Svsanna. 51v; icke allene affuerged sine fiender, men ocsaa effterset oc hiemmegest dennem. Lyschand. 33; hand skulde endten giffue hannem sin daatter, eller hand vilde med suerdet hiemmgeste hannem. sst. 69; der de formerckede, det var kongens alvor at hiemgiæste Suerig, oc det vilde gielde huden. P. Resen. 114.Hjemhente, go. hente hjem; ved Guds hielp hiemhenter seyren. Wallensbek, Ptochotroph. Holm. topogr. 21; disse hænder mig en seyer - krands hiemhenter. Kingo, Chr. V. anhang. h 2.Hjemherskende, to. hjemme rådende; hvilcken den fremmede gæst (ɔ: d. evige liv) icke eene kand udføre imod det hiemherskende kiød. Rosenkrands, Undervisn. 9. Hjemhøvde, no. medgift i kvæg. Moth. Smlgn. høvde ndf.Hjemkom, no. hjemkomst; tog mig derfore strax efter min hjemkom for haande nogle af de første psalmer at vertere (1623). Khist. Saml. III. 556. Smlgn. isl. heimkoma og velkom ndf.Hjemkomme, go. 1) komme hjem; han fandt karlenn, handt hem kom (1538). Rosenv., Gl. D. II. 55. 2) komme hen; mannge nødes for same lannge vey att bliffve fraa kyrcke, och mannge gamle folck icke kunde ther hiemkome (1558). Rosenv., Gl. D. II. 255. Det er vel tvivlsomt, om her ikke er en læse- el. skrivfejl for hien (ɔ: heden) komme.Hjemkomme, go. (fsv hemkoma); 1) (1530, ovf. V. 258 a34); (1577). NdM V. 19 (ovf. I. 446 a12); (1595). DS III. 312 (ovf. V. 204 b17); DL 5-8-1 (ovf. II. 856 b8).Hem(me)køb, no. køb sluttet i hjemmet (i modsætning til på tinge); effther thenne hiemkøb tha bleff thenne same gardt lawebødhit och skott til tinghe (1457). Dueh. Dipl. 86; effther thet gotz var ey ighen løsth, tha er thet ey panth, men hemmekiøb, och effther righens raad haffuer nu fundhen all hemmekiøb with makth. Matzen, Panteret. 24.Hjemlade, go. lade være hjemme, sende hjem; kongl. matt. hiemladne raad finge breff (1563). N. D. Mag. VI. 149; saae sig at være for suag at imodstaa fiendernis mact, fordi hand nylige tilforn haffde hiemladit Dalekarlene. Hvitf. VII. 174; – nut. tm. i l. bet.; bleff den (ɔ: kirken) igien obnet til de catholiske effter Jacob Rønnous befodring hoss det hiemladendis raad. Hvitf. VIII. 262; hand skreff til hans hiemladendis raad i regieringen. sst. IX. z 3v.Hjemlede, go. føre hjem; nu er jeg red', at jeg min kiæriste hiemleder. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. III. 35.Hjemlede, no. ulyst til at være hjemme; idel lyst oc kæde giør mig hiemlæde. Hegelund, Svsanna. 6; hun haffde hiemlede, sparde sin hønde, sled mere sin kobe. sst. 38v; hand har hjemlede. P. Syv. II. 131.Hjemmelov, no. pris for de en genstand ejendommelige egenskaber; hvor skal jeg dig, vort Gulland, tale oc ald din hiemme-lov med rette farver male. Kingo, Chr. V. anhang. e 1. Smlgn. lov ndf. Hjemløb, no. tilladelse til at rejse hjem; de 4000 var paa nogle dage gifvet hiemløb efter fætalie. P. Resen. 185. Ordet synes snarest en forvansket skrivemåde for hjemlov = isl. heimleyfi. Hjemløbe, go. løbe hjem; wechterne wore aff redsel der aff hedenflyde oc hiemlobne. Tavsen, Post. sommerd. 3.Hjemløse, go. indløse; effterdi Chr. K. effter louglig tilbiudelse iche haffde hiembløst sit pant (1643). Matzen, Panteret. 310. Smlgn. Schlyter: hemlösa.Hjemskikke, go. overdrage; derfor haffver Gud icke hiemskicket undersaatterne retten at rette offver øffrigheden. Hiøring, Leyres Politie. B 7v. Hjemstille, go. henstille til, overlade, tilregne; vil ieg nu hiemstille det til de vnge kompaner oc sette det til deris eget hierte. Pallad., Hosedjævel. b 1v; (1567). D. Mag. IV. 219; om den (ɔ: Danebrog) skal vere falden vd aff himmelen, eller oc er hannem tilsendt aff paffuen, vil ieg huer til deris betenckende hiemstillet haffue. Hvitf. II. 107; stille hiem. sst. IX. tt 2; Psalmedigtn. I. 425 a; huad wi haffue vdi voris danske fordum oc første driffter, det maa wi haffue hannem (ɔ: Saxo Gramm.) allene oc hans store vmage bildigen oc tilbørligen hiemstilled. Lyschand. XVI; stillede det Gud hiem. Jersin, Via vitæ. f 2; (1631). N. D. Mag. II. 360; der udi at kiende være en hver rætsindig Gvds ords tieneris liebhaber hiembstillet. A. Berntsen. II. 147; Bording. II. 387; huorledis udgangen vil blifve, hiemstillis tiden, som udvjser alting. P. Resen. 422. Smlgn. sv. hemställa; t. heimstellen.Hjemstød, no. modstand i hjemmet; nepelig finder wi nogen, saa meget ont haffuer optagen som hand (ɔ: David), hiemstød, howforfølging. Ranch. 12. Smlgn. opstød ndf.Hjemsætte, go. = hjemfinde; samme sag haffuer werrit inde for rigenns cantzeler och tha er hiemssat til Corfitzis wernething (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 96.Hjemsættelse, no. = hjemfindelse; huerrchenn dom eller nogenn hiemsettelsse till lanndtzthinng at werre giordt, sagenn igen at schulle komme till herritzthinng (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 97.Hjemsøge, go. vise nåde mod, søge, besøge; Herren hiemsøgte Anna, at hun bleff fructsommelig. 1 Sam. 2.21 (1550, 1647; Luther: suchte heim); Simon fortalte, huorledis Gud først hiemsøcte oc anammede it folck aff hedningene. Ap. G. 14.15 (1550; 1524: haffde først søct sit folck, at hand skulle tage it folck; Chr. Pedersen: søgt ath tage sig ith folck; Luther: heimgesucht); huad er mennisken, at du tencker paa hannem eller menniskens søn, at du hiemsøger hannem. Hebr. 2.6 (1550, 1524 og Chr. Pedersen: søger; jvfr. Ps. 8.5; Luther: heimsuchest). Smlgn. sv. hemsöka. Hjemsøge, go.; – Gud haffuer hiemmesøgt sit folck. Corv II. 86 (= Luk 716). 2) straffe; paa den tid Gud vil hiemsøge oss vdi vore synder. Bertelsøn, Formaning e 3v; naar Gud hiemsøger sine børn oc straffer dennem. VdPb d 1-1v; d'Urfé II. 27 (ovf. IV. 619 b39).Hjemsøgelse, no. besøgelse; Marie hiemsøgelsis dag. Vit. Theodorus, Børnepredicken. 1556. 105v; Helvad, Encolpod. vuuu 1v ir. (ɔ: 2 juli; Mariæ besøgelsis dag. Wolff, Diarium. II. 151); der faare gaar du saa tryg oc foracter din hiemsøgelsis tid. Tidemand, Post. II. 98; hand skal saa meget bedre ramme paa dig, naar du icke vilt kende din hiemsøgelses tid. sst. II. 98v. Smlgn. Luk. 19.44: den tid, du est hiemsøct vdi. (1550; 1524: søgelsse thiidt; Chr. Pedersen: besøgelsis tid; Luther: heimgesucht bist).Hjemsøgelse, no. 2) straf; huad ville i gøre paa hiemsøgelsens oc wlyckens dag. Jes 103 (1550, 1647); der skal vorde en hiemsøgelse offuer dem. Visd 1914 (1607, 1647).Hjemtage, go. inddrage; haffuer de gode mend offuergiffuet, at de intet bonde gods skulle hiemtage eller kiøbe. Hvitf. IV. 124 (= them tagæ. Kofod Ancher, Lovhist. II. 559; til sich taghæ. Geh. Ark. årsb. V. 55).Hjemting, no. det ting, hvorunder en hører efter sin hjemstavn, værneting; hvo som med rigens ræt fra hiemtingene nogen riddermandsmand, borger eller selffeigerbunde vil forfølge (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 331; haffuer werrit søgt oc forfulld for gield till hiembtingen (1624). Matzen, Panteret. 217. not. 5; de procuratorer, der for deres u-tilbørlige forhold blefve forviiste fra den høyeste ret eller herre-dagene, skulde siden vel paaagtes, at de ikke siden skulde i provincierne lade sig bruge til hiemtingene. Slange, Chr. IV. 1466.Hjemveg, no. hjemvej; giffue mig paa hiemvegen igen (1547). D. Mag. VI. 297. Smlgn. veg ndf.Hjemveg, no. (fsv hemvägher); – VdS 390 (ovf. II. 118 b10); Steph II. 344 (ovf. IV. 797 b21).Hjemvoxt, to. hjemmevoxet; læge-urter, som ere udlendiske, andre vore egne, hiemvoxte. Comenius, Opladne Dør. § 135.H(j)emme, go. huse, give hjemsted; engen husæ eller hemæ eller fordeytingæ nogher frydløs man (1396). Geh. Ark. årsb. V. 53 (jvfr. Molb. o. Peters. 56); at de saadantt folck icke husse eller hiemme (1574). sst. III. till. 58; som samme mandrabere huser hiemmer eller herberger. Rosenv., Gl. L. IV. 33; (1525). N. D. Mag. V. 89; kand ieg høre eller spørge, ath nogen gør hannem hielp eller trøst eller huser eller hiemmer hannem. Chr. Pedersen. V. 207.34-35; de husede oc hiemmede dem. Hvitf. III. 95. Smlgn. Fritzner: heima; Schlyter: hema.Hjemmebrugt, to. brugt i hjemmet; Dict (= vernaculus; Etym 1413: hiemme brugeligt). Hjembrænde, no. (indbrændt) bomærke; have ombedet os, som ikke signeter have, vore karmærker og hjembrænde herunder at skrive (1598). DM4 IV. 107. Jf brænde 4).Hjemmedøbe, go. i nuv. bet.; om børn, som ere hiemme døbt. Pall, Episteler oc Euang (1564) oo 2v; børn, som for deris svagheds skyld ere hiemmedøbte. DL 2- 5 - 8; intet barn maa hiemmedøbis. Kirkerit 73.Hjemmedøbelse, no. hjemmedåb; dersom børnene ikke er givet navn i deris hiemme - døbelse. Kirkerit 80. Jf døbelse. Hjemfange, go. få hjem; mand af Ost-Indien hiemfanget har et skib. AB II. 291.Hjemfart, no. (t heimfahrt) hjemgang; att husbonden kand haffue sin fri hiemfartt till gaarden (1601). NkS 351d (4°) v 1; SthU e 1v (ovf. V. 199 b7).Hjemfærdig, to. færdig til hjemrejse; at vi til Michelsdag kunde vorde hiemferdige (1624). DM I. 109.Hjemfodre, go. hjemkalde; deris børn, som vden rigit ere, lader hiemfodre (1623). Tauber VII; hannem ved en salig død her fra til sit æris rige hiemfodrede. Brochm I. b 6v. Jf fo(r)dre.Hjemforlove, go. lade fare hjem; bleff geistligheden hiemforløffuet (1657). KhS5 III. 717. Jf forlove 3) (I. 663 a).Hjemfølge, go. følge hen; Fdg 1/5 1624 § 27 (ovf. IV. 46 a15).Hjemgange (-gå), go. (fsv hemganga) gå hjem; AB I. 101 b (ovf. III. 242 b8); – naar de om aftenen hiemgaar (1706). KD VII. 779; Lucopp b 2v (ovf. IV. 237 b4).Hjemgjort, to. (æsv hemagiorþ;er) hjemmegjort; Dict (= opus vernaculum); maa ey dragis uden med hiemgiort lærit. Fdg 26/4 1656 § 4.Hjem(me)gæld, no.; – fongher han skade paa hans rwser, tha bør hanom ath haffue hiemgialdh (1471). DVb 52. Jf gjald 1).Hjem(me)grot, to. hjemmevoxet; Etym 1413 (u. vernaculus); tenckte, hiemme groed var ogsaa verdt at see (1702). DSt 1909 41.Hjemmehavende, to. hjemmehørende; alle slags i deris kiøbsteder hiemmehaffvende skibe. Fdg 26/2 1663.Hjemmehøre, go. høre hjemme; hvor de hiemmehører (1708). KD VIII. 40.Hjemkalde, go. (fsv hemkalla) i nuv. bet.; bleff hand hiemkaldet aff sine forældre. RsH b 7v-8.Hjemkomst, no. (sv hemkomst) i nuv. bet.; huilcket hand ved hiemkomsterne tillige med vdgifften paa reiszen schall lade affordre (1690). GhA II. 288.Hjemlakke, go. gå hjem; thill klosterit hiemlach. Dmdo 105.Hiemlevned, no. (sv hemlefnad) levned hjemme; om deris adskillige slags leffnet blandt den gemeine mand, hiemleffnet. Hasenm ttbl; dette er nu iesviternes hiemleffnet. sst. i 2v.Hjemlov, no. (fsv hemlof) tilladelse til at drage hjem; wii haffue wndt hannum hiemloff aff Swerigis reiisszæ (1518). Suhm II. 2. 85; VdS 374 (ovf. I. 272 a13); liuder Pauli huus-leede og længsel effter hiem-loff. Fab dedik b 2. Jf lov (II. 838 a36).Hjemnader, no. aftensmad hjemme. M. Jf ovf. III. 197 a23.Hjemrejse, no. (fsv hemresa) i nuv. bet.; (1648). KD VI. 113; (1652). JS3 II. 368 (ovf. V. 39 b4, 284 a31); (1666). DS V. 345 (ovf. u. dødelighed); – woris hiemregse (1572). KhS VII. 252 (jf ovf. III. 573 a2). Hjemrykke, go. føre hjem; sine engle vil han udskicke oc oss met sig hiemrycke. Psd I. 181 b.Hjemsamle, go. samle hjem; vil iorden oss alle i sit skød hiemsamle. Hegelund, Liff oc Død 5v. Hjemsende, go. (fsv hemsända) i nuv. bet.; AB II. 209 (ovf. I. 663 b18); da ham hiemsendtes sit danske lexicon. DV VII. 547.Hjemspundet, to. hjemmespundet; hiemspundet strylærret. Fdg 16/5 1691.Hjemmestavn, no. hjemstavn; de ved mindste nik skal gaae fra hiemme-stavn. DV IV. 287; min reyse jeg begynder fra min saa kiære hiemme-stavn. KS 200. Hjemstå, go. gå hjemad; lod igien til Norrig hiæmstaa. LyschG a 2v. Hjemstævne, go. stævne første gang (= prima instantia). M. Jf Norges gl Love V. 277: heimstefna. Mulig kun n.Hjemsvend, no. hjemmefødt træl. M.Hjemsæde, no. bolig. M. Hjemmetam, to. (fsv hematamber) opfødt i hus (om fugle). M. Hjemtid, no. tid til at tage hjem. M.Hjemtingsdom, no. dom fældet på hjemtinget; schede det effter hiembtingssdommen (1686). Hüb II. 255.Hjemtog, no. (t heimzug) hjemrejse; paa hiemthogit til G haffde hertug F hans adel til giæst. Hvf (fol) 1189.Hjemvise, go. tilbagevise; huor offuer supplicanterne til videre erklering vden nogen forretning hiemvisis. Fdg 25/5 1636 § 4; oc derforre uforretted sag hiemvisis. sst. § 5. Vis mere +