HofHof, no. 1) gård, grund; for ieg tijl Roskildh by, och ladis ther i then kirkæ ny, som ieg lod byggæ paa eth got hoff. Rimkr. k 4v. 2) i nuv. bet. fk.; den gantske keyserens hoff forundrede sig paa hans kongelige forde oc metfølg. Vedel, Saxo. 323; omkom dronningen med ald sin hoff. Lyschand. 165. – flt.; løgn findes ved alle hoffe. P. Syv. I. 193. 3) (hof)fest; then høghtid begicks met mygel pris ... iet riger hoff hawer jngen seet. Romant. Digtn. I. 51; ther vor bodæ glæde oc gammen, the herræ oc førstæ ther komme sammen, then queldh, ther howet sculde wæræ. sst. II. 188; ther aldrigh slighen høgh tidh war, fiortan tage stod thet how. sst. I. 265. – særlig turnering, dystridt; then tridiæ dagh skulde howet och væræ .... the dystereth mannelige. Romant. Digtn. II. 79; skalt thu søghe mange hoff, huar dyst och torney samen komme. sst. I. 62; neoptolemus, som begynder først ath ryde till hoffue. Vocab. 1514. 4) ting, møde; the withær tokæ at hawæ hoff mydfastæ hwert aar, oc thet scal koning gøræ kunnicht j allæ land en manet, før æn hoff holdes scal (1282). Geh. Ark. årsb. II. 3; semel in anno perlamentum, quod dicitur hof, debeat celebrari (1282). sst. II. 5, 7; til det store hoff, som kongen haffde ladet forscriffue, forsamledes icke alsomeniste diur, men oc saa fule, en gantske stor hob klagede mest alle offuer ræffuen. Herm. Weigere. 138v (= nt. to deme hove des konninges. Reinke de Vosv. Schröder. 131); skal hand frelse alle forloffuede met de mectigste gode mends hielp oc raad i det næste hoff, her effter kommer. Hvitf. III. 282 (= proximo perlamento. Geh. Ark. årsb. II. 10); hoff war i Kyøpinghagn melløm ærchiciscop och konung. Brandt. 68.16; howf wor j Helsinburg, oc ther møttæs kuning af Danmarch, kuning af Swerighæ oc kuning af Noryæ. N. D. Mag. V. 194. 5) kamp? her Helsing hannd lader yppe enn hoff, i-huilkenn suennd den orm kand slaa, den vill hannd sin datter giffue. Grundtv., Folkev. I. 347 a. Meningen synes i hvert fald, at der opfordres til kamp mod ormen. Smlgn. isl. hof; Ihre, Gloss. I. 886–87; Rydqvist. IV. 59. not. og dane-, dom-, herrehof ovf.Hof, 1) se hov 2) hug (II. 284 b25).Hof, no. 1) – til II. 249 a26; rettere = med gode forhåbninger, jf Larsen, Sof., Niels Ebbesens vise 192 anm; på 3) ovf.; – stucke i brand dette kongelige palatz oc hoff. SkP 437. 2) – ved fho.; fra h. (fsv fra hova); (1608). KD V. 738 (ovf. V. 6 b24); hiertkippet Jeppe gaar fra hove hiem. Wiel X. 421. – til h. (fsv til hova, mnt to hove) ɔ: a) til slottet (hoffet); en bundehund, der kand løbe med sin hossbund til hoffue. SkR kkk 2v; – naar de til hoffue gaa. AB I. 54 a; naar mand først til hove slipper ind. Naur f 3. – b) ved h.; HWR 139v (ovf. II. 177 b34); du vil til hove faa det første. AB I. 54 a; SortS 33 (ovf. V. 459 b22). Jf til 3) og 5). – Jf dolh.Hofbroder, no. medtjener hos samme fyrste; den, som er sin egen herre wtro, hand bliffuer aldrig sine hoffbrødre tryg. Vedel, Saxo. 88; denne samme dom vaar oc den faaresæt, som reed vdi vandet met vilie til sin hofbroder oc offuerstenckte hannem. sst. 227; en aff hertugens nær frender slog en anden sin hoffbroder ihiel. sst. 277.Hofbroder, no.; de leedte mig vd hoffbrødre slig. Heg 138. Hofbrød, no. et slags brød; buccellatum, hoff brød. Vocab. 1514; hoffbrød eller kaffring. H. Smith, Lib. voc. lat. 264. Smlgn. Grimm, Wb.: hofbrot og hofknægtebrød. ndf.Hofburs, no. tjener ved et hof; han ikke gik til Guds bord, men fortøvede til efterfølgende søndag, da de andre hofburser ginge hen (1682). D. Saml. VI, 56; Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: hofbursche; sv. hofbuss og burs 2) ovf. samt hofpus ndf.Hofburs, no.; hofbursse har lært at tag' af dig exempel. Wiel VI. 151.Hofdreng, no. 1) hofmand, tjener ved et hof; det er hoffdrengen, ieg feste i gaard. Grundtv., Folkev. II. 354 a; der kom en hoffdreng i same stund. sst. IV. 111 b (jvfr. hør du liden smaadreng. sst.); da gaff denne hoffdreng sig y leg med Jacob oc legte om 8 ß ad gangen. Rørdam, Univ. Hist. IV. 461; en Ljfflands hoffdreng, som Casper von Vendel hafde taget til fange. P. Resen. 194. 2) kriger; hun lader sig byge en snecke, then sender hund y haffuit udt och well sath met raske hoffdrenge. Grundtv., Folkev. I. 322 b. Smlgn. hofmand ndf. og dreng ovf. Hofdreng, no. 2); i hoffdrenge gilde. Dmdo 26 (overskr.: conducens milites).Hoffane, no. 1) fane for hoftroppen; offverleffverede hans kongl. maytt. selff den salig mand hoffanen, som vaar paa de tider meget lang ... maatte hand dog med den strax uden skoe oc rem marchere. L. Jacobsøn, Ligpr. o. Jørg. Brahe 38; bleff hoffanen reffven fra stangen. sst. 44. 2) hoftrop (en trop dels af folk, lønnede af kongen, dels af de ved hoffet ansatte krigsdygtige); aff den iudske oc fynske adel to fahner ryttere oc saa hans egen hofffahne. Hvitf. IX. q 3v; prætoriani milites, hofffane. Colding, Etymol. 984; fyck ieg marskalcken 1250 dl. till at affskaffe dy offuerlige ryter med under hoffanen (1629). D. Saml. V. 72; N. D. Mag. II. 35, 123; (1632). Geh. Ark. årsb. III. till. 107; hoffanen bleff commenderet imod fienden. L. Jacobsøn, Ligpr. o. Jørg. Brahe. 41; den udvalde konning førde først den danske adel med hofffahnen, ofver hvilcken hand hafde sat Jens Ulfstand. P. Resen. 8. Smlgn. Grimm, Wb.: hoffahne og fane 2) ovf.; Hist. Tdskr. II. 45; sst. 4. R. V. 384.Hoffart, no. 1) hoffærdighed, pragtlyst; her haffuer du paffuedommet met sin rette houfart. Pallad., S. Ped. Skib. h 6v; hos theris jordeferd brugis allehande forfengelige pract, hoffardt oc merckelige bekostninge (1576). Rosenv. Gl. L. IV. 293; (1599). Khist. Saml. VIII. 648; vor gierrighed oc vort hoffart stor ey lenge med oss kand vare. Psalmedigtn. I. 218 b; hoffart er adels arve-sygdom. P. Syv. I. 5. Smlgn. t. hoffart og om dettes oprindelse af hochfahrt. Grimm, Wb. IV. 2. 1666 samt hoffærd ndf. 2) krænkelse, uret; hade hr. Otte giort Lawe swodant eet hoffart (1460). Barner, Fam. Rosenkrantz. I. dipl. 106. Smlgn. hovmod ndf.Hoffarve, no. den farve, der anvendes til hofklædninger; kaarsit oc modgang er for vist oc Christi bruds hoffarffue. Psalmedigtn. I. 84 b; de grebe til det verdslige suerd oc toge antichristens hoffarffue paa sig. Vedel, Saxo. 7. Smlgn. Grimm, Wb.: hoffarbe.Hoffolk, no. kollektivt, 1) i nuv. bet.; saa du inthet hofffolck. Grundtv., Folkev. IV. 171 a; hofffolckit icke kannd bekomme den diell, the behøffue (1578). Kbhvns. Dipl. IV. 627; fyck Hans Boyssøn til hoffolckid 8000 dl., køckenfolckid fyck 451 dl. (1639). D. Saml. V. 78. 2) krigsfolk; de forsamlede oc solderede 800 tydske rytter, oc der det tydske hoffolck vaar kommen ind i landet, droge hertugerne ind i Skaane oc giorde der met brand oc mord. Hvitf. III. 79. Smlgn. Frisch, Wb. I. 460 c: hofleute; N. D. Mag. III. 168 not. 2 og hofmand ndf. Jvfr. folk 1) ovf.Hoffærd, no. = hoffart 1); aff stor hofferd tha vidæ tee ey, huor lund tee villæ hafue tørres clæder skornæ. Mandev. Rejse. 73.22; nedsla hofferd oc wret. Chr. Pedersen. V. 29.10 = høgfferd. Romant. Digtn. III. 40.18.Hoffærde (sig), go. være, vise sig hovmodig; hofferder mig, superbio. Colding, Dict. Herlov. = hofferdiger mig. Sammes Etymol. 361; at de icke skulde hofferde sig aff deris skabning. Lyschand. 64. Smlgn. hoffere og høf- (høg-) færde ndf.Hoffærde, go. – lf. = h. sig; ath dw ey skalth hofferdiss aff rigdom. CP II. 298. Jf høgf. Hoffærdelig, to. 1) pragtlysten, overdådig; som gaff maadelig oc nødtørfftig føde vden foractelig armod oc hoffærdelig offuerflødighed. Vedel, Saxo. 125. 2) overmodig; den tausse Uffo fick bode melende oc mod oc paa saadan hofferdelig tilbud suarede. Lyschand. 149. – Som bio. overmodig; huor er nu den stortalende mand, som tilforn raabte paa mig saa hofferdeligen. Vedel, Saxo. 38; hofferdeligen, superbe. Colding, Dict. Herlov. (Etymol. 362: hofferdigen); hvad seer jeg nu med halsen skøn hin lange paa denne grønne vold hoffærdeligen gange. Hexaem. 211; at de stolteligen oc hoferdeligen hafve omgaaest med deris lærdom. B. Tott. III. 303. Smlgn. høf- (høg-) færdig ndf.Hoffærdige (sig), go. = hoffærde sig; superbio, er stolt, hofferdiger mig. Colding, Etymol. 361, 1203; naar hanen hofferdiger sig, saa opreyser hand sin hane-kam kurrende. Comenius, Opladne Dør. § 159; dend deylige paa-fugl hoffærdiger sig af feyrene. Comenius, Orbis pictus. 59.Hoffærdige, go. Jf forh. (V. 279 b20), høgf.Hoffærdighed, no. hunk.; lad hofferdighed huercken regere i dit hierte eller dine ord, thi hun er en begyndelse til al forderffuelse. Tob. 4.14; hofferdighed er begyndelse til synd, oc den, som faar hende. Jes. Sir. 10.14 (1607). Smlgn. høf- (høg-) færdighed ndf.Hoffærdighed, no. (mnt hoverdicheit); HM 51 (ovf. II. 40 a18).Hoffærdiglig, bio. = hoffærdelig; at hand icke selff hofferdigligen skal træde frem i synden. Jersin, Via vitæ. n 11.Hoffruentømmer, de ved hoffet værende kvinder; her effter komme det adelige hof fruentømmer. Hiøring, Leyres Politie. 12v; paa den venstre side var hoff fruentømmeret. sst. 13. Smlgn. frue(n)timmer 2) ovf.Hofgård, no. herregård, slot; annammer fordi paa eder hoffgaard thenne konge Dauid. Fr. Wormordsen, Dauids psaltere. b 1; Andris Ipsszen y Kornerups hoffgordt (1549). D. Mag. 3. R. I. 329 (jvfr. Khist. Saml. 3. R. V. 407); Johannes er icke saadan en hoffgaards predickere, som vil klædis met bløde klæder. Tidemand, Post. I. 14v (= t. hofeprediger). Smlgn. isl. hofgarƀr og hovgård ndf.Hofhest, no. 1) en stor kraftig hest, stridshest; caballus, hoffhest. Colding, Etymol. 131; Moth. Smlgn. hofmandshest ndf. 2) et stolt menneske. Moth. Smlgn. alterhest ndf.Hofhest, no. 1); for houff hæste giffvis gierne malt. Bernts II. 100 (i r.: hofhæste gesterj), 636 i r.; hofhæstis foring. sst. IV. 636 i r. (i texten: en gerust-, riide-, kusk- eller fuldkommen vogn-hest). Som det vil ses, tales begge st. om h., der skulle modtages på foder. Hofkarl, no. hoftjener; maa ingen hoffkarlle eller borgere opgannge wdenn slotzfolckitt allenne (1578). N. D. Mag. VI. 152; (1598). Khist. Saml. VII. 106; de slogis ille aff nogle hoffkarle (1600). Rørdam, Univ. Hist. IV. 482; indstillede sig udi en ubekvem habit ligere en kjøbsvend eller hovkarl end nogen skikkelig student (1652). Theolog. Tdskr. 1872. 213. Smlgn. sv. hofkarl.Hofknægt, no. soldat lønnet af kongen, livvagtssoldat; hoffknecte, bucellarii. Colding, Dict. Herlov. Smlgn. hoffane ovf. og knægt ndf. Se også flgd. ord.Hofknægtebrød, no. brød, bagt til uddeling blandt hofknægtene; buccellatum, panis castrensis, hoffknecte eller kauringe brød. Colding, Etymol. 127. Moth har i lign. bet.: hofknægt, som han forklarer: tvebak, men det er vistnok en misforståelse af oven anf. sted.Hoflager (-lejer), no. kongens (og hoffets) ophold, det samlede hof; wille haffue wor gantze hoffleger her till wor kiøbsted Hadersleff paa en thid lang at skulle bliffue beliggendis (1587). D. Mag. V. 115; den er tilsammen screffuen i denne vinters hofflager paa Skanderborg. M. Jensøn Medelfar, Ligpr. o. Chr. Friis. fort. b 4; hafver kong Waldemarus der fornemligen holdet sin hofflager. A. Berntsen. I. 36; maatte der første nat med sin førstinde holde sit hoffleger udi en fisker-baad. P. Resen. 123. – også indkvarteringen af hoffolkene; wore hoffsindere haffue ladett giffue os tilkende, hurledis att, naar the ligge ther wdj byen wdj hoffleigre, weigre borgerne thennum (1580). Kbhvns. Dipl. IV. 642. Smlgn. t. hoflager og leger ndf.Ho(f)mand, no. kriger, rytter; ængen skal tage noger ridder eller hoomand, ther boer pa landh, til syn werie (1452). Rosenv., Gl. L. V. 304; saa att mange aff thenom, som giffue sig ud for hoffmend inthet wide aff ryteriet ... skall huer, som sig for hoffmand will udgiffue, gange udi stalden att røgte oc viske hans husbonds heste (1562). sst. V. 42; (1504). Geh. Ark. årsb. IV. 314; miles, hoffman. Vocab. 1514; thet, som herrer oc furstir burde at bekaaste paa fattige mennisker, nødis the att spijlde paa bøsser oc krwdt, skytter oc hoffmendt. P. Eliesen. 190; Chr. Pedersen. V. 177.34; samme foole aldrig vor hannom røffuitt eller tagitt fraa enthenn aff rytthere eller hoffmendtt (1537). Rosenv., Gl. D. II. 40; Grundtv., Folkev. I. 103 a; III. 557 a; skall och ingen høffuidsmand maa antage nogen hoffmand udi tieneste til fods (1611). N. D. Mag. III. 168, 70. Smlgn. æ. sv. hofman, se Rietz u. hove. Hofmand, no. 2) i nuv. bet.; MP 91 (u. avlicus); Dict; Steph I. 265 a.Hofmandsbud, no. 1) et tilbud af noget godt, et glimrende tilbud; i biuder mig thill it hoffmandz bud, ieg haabis, y skiuder mig icke vd. Ranch. 151; ieg bød theg en ganng ett hoffmandtz-bud, thu thuord icke thage ther-emod. Grundtv., Folkev. IV. 363 b; Fransosen nyde skal til ævig ejedom alt det, som hand i fior i Flandren indbekom, hvad siunes dig, mon det et hofmands bud ej være? Bording. II. 68. 2) et hårdt bud; (til)byde h. ɔ: byde spidsen; mand takler ud alt det, som sejle kand og flyde, tør og vel Engelsken et hofmands bud tilbyde. Bording. II. 24; hand loed dog Candien et hofmands bud tilbyde, der hand af største magt en hoved-storm angik. sst. II. 83; vinden fra den norder strand dem uden skaansel tvinger, dend biuder dennem hofmands bud, hvor tet de sammenhenger. Gerner, Hesiodus. 112.Hofmandsbud, no. 1) – ironisk: slet bud; at byde hofmands bud (ɔ: halvt). PSO I. 227. 2). Jf hofb.Hofmandshest, no. rytterhest; hoffmandtz hæste x, abbetthens wogen hæste ii (1544). Suhm, N. Saml. III. 308. Smlgn. hofhest ovf. Hofmandskarl, no. = hofmand; kong Oluf bad hannem tage sit sværd i haanden og værge sig med, saa som en ærlig hoffmands-karl burde at giøre. Vedel, Svend Tiuveskæg 144.Hofmandsmoder, no. en mandig kvinde; hofmandsmoder, virago. Colding, Dict. Herlov; Moth.Hofmandsvejr, se hovmandsvejr.Hofmestere, no. hofmester; her Eske Bilde, wor hoffmestere (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 214; Pharaos kammersuend oc hoffmestere. 1. Msb. 37.36; hand er lige som en hoffmestere, som skender en iomfru, der hand skulde beuare. Jes. Sir. 20.4; denne kong Lodbrog vdsende sin søn Biørn met sin hoffmestere, som heed Hasting. Hvitf. I. mm 2. Smlgn. mestere ndf.Hofmestere, no. (fsv hofmästare); se ovf. III. 597 a50. Jf HT7 III. 453; oberh. ovf.Hofnavn, no. tilnavn ved et hof, æresnavn; ieg haffuer i fordom tid faaet it hoffnaffn aff dig, det bær ieg icke forgeffuis. Vedel, Saxo. 95 (= diserti cognomine donatum esse. P. E. Müllers udg. 219).Hofpukker, no. pavkeslager ved hoffet. Moth. Smlgn. t. hofpauker og pukke(n) ndf.Hofpus, no. = hofburs; drauanter tienere, i andre hoffpuser! om afften slar i bønder paa fluct oc bruger saa mangen hoffue tuct. Ranch. 116. Ordet er vistnok det samme som hofburs. I t. bursch findes ofte p som forlyd, se Grimm, Wb.; jvfr. også sv. buss, hofbuss.Hofsejermager, no. hofurmager; alle de fremmede seyermagere, som her til woris kiøbsted Kiøbenhaffn ankommer, sig først for woris hoffseyermager skal anmelde (1661). Kbhvns. Dipl. III. 539. Smlgn. sejermager ndf. Hofsind(e), no. ik. de samlede hofmænd, hird; han (ɔ: Rolv Krage) word i hiæl slawin ok alt hans howsinnæ met hannum. N. D. Mag. V. 167; kuning Woldemar oc hans søn war fangnæ, oc there æyæt howsin for raedæ thæm. sst. V. 187; tha forsmoit Herodes hannom met hans houffsind. Luk. 23.11 (1524; 1550: hoffsinder; Chr. Pedersen: hoff folk). Smlgn. æ. sv. hofvasin(ne), se Rietz u. hove; Rydqvist. VI. 191; isl. sinni og hussinde ndf.Hofsind(e), no.; hoffsindit gick frem. LyschC a 34. Jf hofges.Hofsind(er), no. fk. hofmand, hirdmad; thenne ræth scal so with sto, som myn herres hofsynnæ ligge. Rosenv., Gl. L. V. 35; (1643). sst. IV. 486; wælbyrdigh swen Jehan Oxe, wor hoffuesind. Dipl. Chr. I. 55; Erick Thymmessøn, wor elskelige hoffuesind oc thienere (1465). D. Mag. IV. 9; (1576). sst. III. 134; (1493). sst. 3. R. III. 281; (1483). Geh. Ark. årsb. II. 53; D. Mag. 3. R. III. 281; ieg kalledæ myne hofsynner hwær wz seg. Rimkr. f 1v; thet stwnd han tiæn myn herre for hoffsind (1513). Suhm, Saml. II. 1. 112; Thorbiørnn Oxe vor naadigste herris hofsinder (1513). Rosenv., Gl. D. I. 35, 145, 180; da suarede hannem en hanss hoffsind. Chr. Pedersen. V. 70.30; 397.18; 449.36; (1525). N. D. Mag. V. 34; h. n. haffuer forsendt hans nades hoffzinder Jacob Rønnow. sst. V. 292; Johan von Allefeld wor hoffsinder. (1579). sst. I. 49; wore hoffssindere. sst. I. 12; hoffsinder, læger oc onde iurister. Herm. Weigere. 11v; naar vnge hoffsinder gaffue sig først i kongens gaard at tiene. Vedel, Saxo. 34; en hans egen hoffsinder. sst. 235, 325; hoffsindere. sst. 39; hans kong. maiest. lod tage haanden aff Jacob Rønnow, hans hoffsinder. Hvitf. VIII. 133; wore hoffsindere oc andre worre hoffthiennere (1580). Kbhvns. Dipl. IV. 642; bleff strax needlagdt aff konning Rolffuis hoffsindere, den trofaste Vighe. Lyschand. 140; naar kunde hende, koningen med sine hoffsindere, tienere oc hæste den egn kunde giennem passere. A. Berntsen. II. 96. Hofsinderne med deres folk udgjorde en hustrop, livvagt. Jvfr. Hist. Tdskr. II. 44-48; T. Becker, Herl. Trolle. 11. Smlgn. isl. sinni, nt. sinde, se Sch. u. L. IV. 210.15-17; ht. hofgesinde, se Grimm, Wb. og Sanders, Wb.: gesinde 2); Suhm, Saml. I. 2. 2-5 og hussinde ndf. – den opr. form er altså hofsind(e), og formen hofsinder opståt ved den ovf. II. 99 (u. guldsmed) omtalte falske analogidannelse.Hofslunt, no. hoftjener (spotord); hoffslunt, assecla, aulicus. Colding, Dict. Herlov.; ieg icke deert acter, om end hoff-slunten seer mine facter. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. I. 53; en hofslunt ɔ: avlæ cavda, en af de ringeste. P. Syv. II. 121. Smlgn. Molb. Diall.: slunte; Aasen: sluntra; Rietz: slunt; Schütze, Holst. Idiot. IV. 125.Hofstat, no. alle til hoffet hørende; saa mange, som vaare i Kiøbenhaffn, blefve fordelede til fire stater, den ene vaar hoffstaten ... den anden vaar den geistlige stand. Hiøring, Leyres Politie. d 4. Smlgn. sv. hofstat; t. hofstaat og stat ndf.Hofstat, no.; alle hoftienere, renteskrivere var udi hofstaten. HiørK i 6v; KD V. 754 (ovf. s 461 a17).Hofstolt, to. stolt som en hofmand; saa hoff stalt war then godhe mand, for hanum war kommen then welde til hand. Romant. Digtn. II. 95. Smlgn. t. hofstolz (no.).Hofstuve, no. en stue for hoffolkene; om nogen aff iunkerne eller andere haffver hafft nogett att giøre, thennem maa effther legligheden wed vj eller viij till sammen wdti hoffstvffven anrettis (1538). N. D. Mag. I. 250; ther som ther wore geste indenn eller wdenn wor sall eller i hoffstvenn. sst. I. 251; wore hoffsinder, som tilbørlighe tilsammen ede oc drycke oc bliffwe wdti hoffstvffven. sst.; til hvilckett (ɔ: måltidet) hver wdti then forordenthe kackell stvffve eller hoffstvffve hver maa lade segh finde. sst. I. 253. Smlgn. Grimm, Wb.: hofstube og stove ndf.Hofsvend, no. = hofkarl; herræ konning oc hans howswenæ oc ridderskap oc swenæ. Rosenv., Gl. L. V. 34. not. 22; the thet giorte, thet wor hanss arbeydisswenæ oc ey hans hoffswennæ (1471). Molb. Gloss. (u. arbejdssvend; jvfr. N. hist. Tdskr. V. 242); swaret hannum en hans howswen. Romant. Digtn. III. 103.6 = hoffsind. Chr. Pedersen. V. 70.30; aff wore hoff swenæ løbe ther tijl tree. Rimkr. h 3. Der tænkes vist nærmest på de svende, der udgjorde den væbnede magt.Hoftjenere, no. hofmand; hans gamle hofftienere, som effterfulde krig oc aarlog. Vedel, Saxo. 534; bleff hand aff en sin egen hofftienere ihielslagen. Lyschand. 282; naar en hofftienere kand være paa den høyeste linne paa brættet. H. H. Skonning, Hed. Philos. 567; alle vore kiere tro undersaatter af adel baade aff landsaatter saavelsom af hoffet, som alle andre hoftienere (1658). Hist. Tdskr. 4. R. V. 385. – flt.; at the offte wforskyllt offuerfalldis aff wor hoffthienner oc thieris folck (1578). Kbhvns. Dipl. IV. 627. Smlgn. t. hofdiener og tjenere ndf.Hoftjenere, no. – om en herremands følgesvende; sine hofftienere oc hussfolck holt han (ɔ: Ejler Grubbe) skickelige. Vinstrup, Det euige liff fort b 4.Hoftolk, no. tjener ved et hof; du lidell hofftolk! saa du inthet hoff - folck. Grundtv., Folkev. IV. 171 a (jvfr. der møder hannom en lidell smaadrengh. sst.). Smlgn. tolk ndf.Hoftugt, no. hofskik. Se u. hofpus. Smlgn. t. hofzucht og tugt ndf.Hoftæring, no. hvad der forbruges ved et hof; bleff hand icke selff diss rigere, men nøddis til for den store, daglige hoff tæring at besuere den fattige bonde. Vedel, Saxo. 326. Hofvand, no. hofklædning; fick ieg fadeburz pigherne iiij sk. till ower skærer løn till theres howwant. Molb. Gloss.; sitt hoffwandt. sst. Smlgn. Sanders, Wb.: wand. II.Hofvand, no.; = DrC 22, 289; haffuer bestellet ko. mtts. hoffwand (1549). DM4 IV. 150, 152.Hovevis, no. hofskik; er det end hoffvevijs, set du sligt til en side. S. Terkelsen, Den chr. Hustru. 4.Hovevis, no.; stryge sitt haair op paa hoffue vijs. DS III. 224.Hofværk, no. krigergærning, våbenfærdighed; thet fyrste hwn the hoffwerk saa, ath Hwid rok hog hanum armen fra. Romant. Digtn. II. 77; sst. III. 41.2 = Chr. Pedersen. V. 29.16; iegh haffuer nu i mange aar øffuit migh mere i orloff och krigh och andre gode hoffuerck. sst. V. 516.38-39; 153.30; 347.19; ieg holt saa manghen kempe stærck, ther klogher wor i alt hoffwærck. Rimkr. f 4v, e 3; (1533). D. Mag. II. 58; Lud. de sto. Kanuto. v. 368; mange flere oc drabelige mandoms hoffuerck bedreff kong Gram. Vedel, Saxo. 8; Ranch. 40; landsfyrsten aff Øland, som havde et stakket glavind, det kaste han tidt over sit hoved med megen hofværk. D. Mag. 3. R. III. 92; Grundtv., Folkev. I. 224 b; ficten, skiuden oc anden ridderspil oc hoffuerck. Lyschand. 26; Bording. I. 72; de som eger vare stercke, vist at driffve stor hoffvercke. Gerner, Hesiodus. 41; ridderspil med fæcten oc anden hoffverck. P. Resen. 269. Smlgn. æ. sv. hofverk, se Rietz (u. hove); Rydqvist. VI. 191; Grimm, Wb.; hofwerk.Hofere, go. vise overmod, være stolt; hyne skiendelighe papister hofferæ møghet ther aff, ath kircken er heligh. Tavsen, 191; Gud giffuer hannem mact at maa regere oc saa met voss hoffere. Herm. Weigere. 50; der ofuer giorde sig heel til, sætte ørnene ofuer ende, stampede med føderne oc hofferede det beste, det kunde. H. H. Skonning, Hed. Philos. 590. Smlgn. Sch. u. L.: hoveren og hoffærde ovf. samt flgd. ord.Hofiere, go. vise fine sæder, gøre sig behagelig; en discipel han helder vil dantze oc springe, end hand vdi kircken vil siunge oc heller for vnge quinder hoffiere. A. Oelsen, Regneb. p 7. Smlgn. Grimm, Wb.: hofieren og hovere ndf.Hofapoteker, no. apoteker for h.; at skulle lade sig bruge for en hoffapotecker (1636). KD III. 156.Hofbetjent, no. (t hofbedienter) i nuv. bet.; nogle hofbetiente. HiørK g 11v; nogle af hofbetjente, nogle af borgere (1668). KD V. 769.Hofblikmager, no. blikkenslager for hoffet; voris hof blichmager (1698). KD VII. 538. Jf blekm.Hofbud, no. 1) = hofmandsbud 2); at den ingen fremmed bryder eller hofbud byder. PSV 586. Jf rytterb. 2) se hovbud. Hofdragt, no. (sv hofdrägt) i nuv. bet.; præsterne maa ej bruge nogen qvindagtig eller hof-dragt (1571). Suhm II. 2. 146.Hoffarvet, to. havende hoffarve (se ovf.); foruden mumme-tøy og hove-farved fund. DV IV. 299.Hoffurir, no. (sv hoffurir) i nuv. bet.; (1681). GhA II. 237, 282 (ovf. V. 297 b1). Jf forerer.Hoffærdig, to. i nuv. bet.; slig storactig oc hofferdig folck. Wegener 237 not 8; en hoffærdig aande. Hex 204, 31 (ovf. u. fortvile, tm. a); BT I. 27 (ovf. IV. 986 a51). Jf høgf.Hofgesinde, no. (t hofgesinde) hoffolk; hielser frue Anne oc hindis hoffgesinde (1555, Fr Jessen); det gandske hoffgesind. LyschC b 13; Nebuchadnezars hofgesinde (1659). KhS5 II. 146. Jf gesind(e); hofs.Hofgrib, no. hoflist; SkR kkkk 3v (ovf. IV. 217 a52). Jf grib 4) (ovf. II. 70 a15).Hofhestegæsteri, no. forpligtelsen til at modtage hofheste, se ovf. Jf gæsteri 3) og 4). Hofhold(n)ing, no. (sv hofhållning) i nuv. bet.; hves til kongl. mayts. hoffholding behøfves. WE 154; – der bliver ingen hofholdning og hofstat (1668). KD V. 754.Hofhund, no. hund ved et slot; gribis den arme bundehund an aff de andre hoffhunde. SkR kkk 2v.Hofhykler, no. hykler ved h.; lige saa giøre voris hoffhycklere. SRR ll 1, kk 3v.Hofjunker, no. (fsv hofiunkare, t hofjunker) ung adelsmand ved h., page; (1596). RdU IV. 420; Hvf VIII. 38 (ovf. II. 96 a4, 743 b8-9); Ciegl f 4v (ovf. III. 447 b22).Hofkage, no. kage, der falder ved h.; hoffkagen er sød (som vi Danske det tale). SkP 583; hofkagen er enten blank eller brænd. PSO I. 192.Hofklæder, no. flt. (t hofkleid) klæder til hofbrug, statsklæder; der er alle myn hoff-kledder skaarne. DgF II. 104 a.Hofklædedragt, no. i nuv. bet.; blev det præsterne forbudet at bruge hof - klædedragt (1577). Suhm II. 2. 146.Hofklædning, no. = frgd. o.; klede syn suenne i ko. ma. hoffkledening (1541). DM4 IV. 219; KB I. 172 (ovf. III. 824 b13); lade giffue hannom hofkledning (1627). KD III. 64, 157.Hofknud, se Hovk.Hoflevned, no. (sv hoflefnad) i nuv. bet.; det er om hoffleffnet som met høns. KP k 7; Etym 102 (= vita anlica); hoflevnet er enten for sødt eller for suurt. PSO I. 192.Hoflivkompani, no. livvagt; vores betiente, som under hoflifcompagniet henhører (1658). KD V. 478. Jf livk.Hofløn, no. (t hoflohn) løn som den falder ved h. (ɔ: utaknemmelighed); ieg fliede Daniel ret hoffueløn. Heg 161.Hofmandsmør, no. en smørafgift; (1609). HübB 572 (ovf. I. 580 b14).Hofmarskalk, no. (sv hofmarskalk) hofmarskal; (1582). NdM I. 80 (ovf. I. 663 b6); Mort v 4v (ovf. IV. 1001 b23); kongl. hoff-marskalck C von Kørbitz. HiørP l 1v. Jf oberhofm. Hofmesterinde, no. 1) i nuv. bet.; hennes hoffmesterinnæ (1515). DM II. 31; HWR 195v (ovf. u. fadeburskvinde); dronningens hoffmesterinne, hendis kammer-quinde. Jm 37. 2) vejleder (ophav); hun (ɔ: Rom) er en hoffmesterinde till all vantro. LaurU 17.Hofmur, no. (t hofmauer) slotsmur; hov-mure, kæmpebeen, palladser. DV VIII. 609.Hofnar, no. (sv hofnarr) i nuv. bet.; ComD § 680 (ovf. I. 796 a7 = t hofnarren). Hofoffisiant, no. hofbetjent; alle hof officianter (1681). GhA II. 237.Hofordning, no. (sv hofordning) regel for h.; (1538). NdM I. 253 (ovf. u. borgfred). Jf ordning 2).Hofprædikant, no. (sv hofpredikant) i nuv. bet.; myn herre haffuer taget en dansk hoffpredicant (1559). DM3 III. 303; hoffpredikanthen docter Peder Wynstrup. ChrIV* VII. 135; V. 79; den forrige hoff predicant d. M Foss. Jm 193-4.Hofprædikanter, no. = frgd. o.; wor herre faders hoffpredicanter (1582). KD II. 414; (1625). Hüb II. 49; RFII 363 (ovf. III. 334 a1). Jf prædik.Hofprædiker, no. (t hofprediger) = frgd. o.; hanns ktz hoffpredicker. RdAH aktst 86. Jf prædikere.Hofregiment, no. styrelse af h.; e. e. f. fine husholdning oc hoffregiment. HemmP* fort 5. Jf regement(e) 1).Hofret, no. (sv hofrätt) overret; decideris af voris borg ret oc derfra til voris hof ret appelleris (1681). GhA II. 237, jf sst. 235 (anordning for h.). Jf oberh.Hofråd, no. (sv hofråd) en konges rådgiver; HelvM I. 134 (ovf. V. 65 a6). Jf råd 8).Hofskalk, no. (t hofschalk) listig hofmand; AB II. 76 (ovf. u. forblomme 4)).Hofskrædder, no. skrædder for h.; (1582). NdM I. 83 (ovf. I. 765 b17).Hofslæber, no. arbejder ved h.; SkP 583 (ovf. V. 441 b38).Hofstykke, no. gærning (list) af et hof; see ieg finder paa it hoffstycke, mig en vicarie tage. VdP 230; sligt hoffstycke haffde de sig ey vent. Heg 182. – vovestykke; ieg haffuer giort mangen hoffue stycke. TK 34. Jf stykk(j)e 5).Hofsvadser, no. sladrer ved et h.; SkR r 3 (ovf. II. 388 b43). Jf svadsere.Hoftjeneste, no. 1) (fsv hofthiänist) tjeneste ved et h.; hand i vngdommen stundede til hofftienist. VdG b 2v; haffue hannem vdi hofftieniste. Vinstrup, Det euige liff fort a 7v; stor vmag, som der fulde met hofftieniste. KP k 7v. 2), se hovt.Hoftrappe, no. (sv hoftrappa) trappe til et h.; hof-trappens trin er udaf iis. SortS 33, jf ovf. II. 130 a2.Hoflig, bio. (mnt hovelik, to.) høvisk; hand stillit sig hofflig oc fanget sig an. LyschC a 45. Jf høv(e)lig. Vis mere +