HorHor, no. horeri, utugt; ieg dreff henne fra meg for thet hord. Rimkr. d 4; Chr. Pedersen. I. 38; det lede hor, som han haffuer giordt. Herm. Weigere. 53v; hand skulde hengis for saadant whørligt hor. Vedel, Saxo. 179; det hor, de hafde bedrefvet med hans daatter. B. Tott. II. 117.Hor, no. (æn hór); – theris hør. åb 921 (1524, jf ovf. IV. 409 a29). Jf ovf. II. 266 a25.Horbåren, to. avlet i hor; ligesom jeg hadde verit en obenbare horborne eller tyfskorne landskalk (1602). Secher, Rettertings D. 353.Horebænk, no. en horkarls knæ, som skøgen sidder på. Moth.Horeevne, no. en, der kan blive en skøge; eth ont hørre æffnæ estw. Romant. Digtn. III. 32.8 = ith skøge effne. Chr. Pedersen. V. 23.30. Smlgn. Fritzner. 2: efni 1); evne 1) ovf. og mands-, skøgeevne ndf. Med hensyn til selvlyden i første stavelse jvfr. hørrehest ndf. og Varming. § 76.4. Smlgn. også hørunger ndf.Horefalk, no. horkarl; it afskum og et drog blant alle horefalke. S. Terkelsen, Chr. Hustrue. 75.Hor(e)folk, no. folk, der leve i utugt; trengis aff det babylonske horfolck, voldsmend oc andre wgudelige halse. H. Thomissøn, Psalmeb. 227. – horfolck, gerige. Pallad., Præservativ. l 5v; som huse oc hæle disse horefolck. Pallad., Visitatsb. 124.34. Smlgn. folk 1) ovf.Hørrehest, no. horkarl; menigh qwynnæ ællær skøghy skal jkke wordhe aff Israels døtter ok hørrehæst af Israels sønær. Gl. D. Bib. 5. Msb. 23.17 (1550: skørleffnere). Smlgn. t. hurenhengst og alter-, hofhest ovf. Med hensyn til formen af ordets første del jvfr. hørreevne ovf.Horehus, no. flt. ufor.; hand brød de horehus ned. 2 Kg. 23.7. – ruffere besmitter andre i deris horehusser. Comenius, Opladne Dør. § 827. Smlgn. hus ndf.Horejægere(-jager), no. horejæger, ukysk mand; at icke noger waare hore iegere eller en wandelig som Esaw. Hebr. 12.16 (1524, Chr. Pedersen; 1550: bolere); scortator, horiægere. Vocab. var. expos. 17. – haffue omgenge met horer oc horeiagere. Herm. Weigere. 119v; D. Saml. 2. R. III. 265; ganeo, horejager. Colding, Etymol. 506; Nucleus latinit. 518; horejageren løber i suss af et horehuss i det andet. Comenius, Opladne Dør. § 827. Smlgn. jægere og jager ndf. Horejægere, no. 2) en mand, der skulde bortjage skøger; Niels horeieger (1561, jf sst.: er hanns beffalning att iege horer bort. Fr Jessen). Horeklep, no. horeunge? hvad siger du erløse hore-klep. Ranch. 314. Måske den sidste del af ordet er = klep, kælebarn, se Molb. Diall. Smlgn. præstekleppe ndf.Horkone, no. hore; mecus, horcarl, meca, horcune. Småstykk. 29; P. Lolle. nr. 767; alle hoerkarle oc horkonne. De 15 Tegn f. Dommed. b 4; adultera, horkone. Vocab. 1514; Colding, Etymol. 47; Nucleus latinit. 6; Jak. 4.4 (Chr. Pedersen, 1550, 1647); Malmøb. 36v; huo som gøer hor met nogen mandz hustru, hand skal visselige dø, baade horkarlen ok horkonen. 3. Msb. 20.10 (1550, Gl. D. Bib., 1647); en hordkone er en sneffuer graff. Ordsp. 23.27 (1550; 1607: hore). – særlig frille; begynte kong Erich megit at ophøye en horkone, som hand da bolede med. Chr. Pedersen. V. 448.20-21; Herodias war kaldett Herodis hwstrw, men hwn war dog hans horkone. P. Eliesen. 421. Smlgn. Lund og sv. horkona.Horekro, no. horehus; huilken som ganger i openbare horrekro oc setter sigh til drichs. N. D. Mag. VI. 56.Horekro, no.; – i hore-kru har heller drucket tre end tu. KragR a 8v. Horekrugerske, no. horeværtinde; efter dennem følgede en gammel haltendes qvinde eller horekrugerske. Wolff, Encomion. 264. Smlgn. kru(g)erske ndf.Horekrugerske, no.; WE 264 = Erich s 4v.Hor(e)kvinde, no. = horkone; fornix, horekwinde. Vocab. 1514; huor god du mod den hoerquinde bleffst. Psalmedigtn. I. 100 b; Jak. 4.4 (nuv. oversætt.). Se også u. horestjærn. Horelæbe, no. flt. ufor; horelæbe ere søde som en hunnig kage. Ordspr. 5.3. Smlgn. læbe ndf.Horemærk, no. kendetegn på en hore; slig horemerck oc fissefacte kunde jeg aldri hoss hende acte. Hegelund, Svsanna. 38v. Smlgn. mærk(e) ndf.Horestjærn, no. en pande som en hore; du haffuer en horestiern, du vilt icke mere bluiss. Jer. 3.3 (1550; 1607: en horequindis stiern; Luther: hurenstirn). Smlgn. stjærn ndf.Horetjenere, no. en, der er afhængig af horer; huem horeri bedriffuer, hand kommer fra riget, oc hand gaar der vd, bleffuen til en horetienere eller træl. De 12 Patriark. Test. e 5.Horeunge, no. et lille brød af en levning dej. Moth.Horevrå, no. et sted, hvor der øves utugt; han heller indslipper i en hore vraa, end hand til predicken vil gaa. A. Oelsen, Regneb. p 7. Smlgn. vrå ndf.Horagtig, to. forfalden til hor, stammende fra hor; den onde oc horactige slect søger effter it tegen. Matth. 12.39 (1550, 1647; 1524: hwore slecht), jvfr.: det er en arrig oc hoeractig slect. Jersin, Om Mirakler. g 4; bekiende en anden til deris hoeractige fosters fader. sst. i 10; om hun for saadan sin horagtige løgn ikke burde lide tiltale efter recessen. Wulff, J. Bang. 105; stuprosus, hoeragtig. Nucleus latinit. 1786. Hordom, no. hor; hordom, mechia. Småstykk. 29; the driffwe horredom ællær vkyskheet. Gl. D. Bib. 3. Msb. 17.7 (1550: horeri). Smlgn. isl. hórdómr og Lund. Horeri, no. hunk.; hedninge actede horeri vere end styld, oc huo hende giorde. Herm. Weigere. 53v. Horeri, no.; om horeri oc hendis straff. SkP 490; – HWR 103v (ovf. I. 366 b18); Test e 5 (ovf. II. 267 a6).Horisk, to. = horeagtig. Moth.Horisk, to. (t hurisch); horeske ord, whøffuiske viser. HelvF h 4.Horsag, no. (æsv horsak) hor; DM VI. 359 (ovf. II. 281 a37).Hore, no. (isl hóra) i nuv. bet.; T 189 (ovf. I. 659 b s. l.); HWR 119v (ovf. II. 266 b2); Heg 82, 78; Etym 1134 (ovf. III. 128 a36, 452 a2); – i horkarle oc hører. Jak 44 (1524, jf ovf. II. 266 b21); hørrer eller taskæ. Dyrerim 52. Jf al-, firehvids-, hår-, kag-, kantor-, kommis-, løn-, nat-, ottehvids-, pardel-, pen(nin)ge-, rytter-, skand-, skillings-, tjuvetrækker-, tvohvids-, vognsvends-, ægteh.Horeart, no. 1) horeskik; Etym 1242 (u. institutum meretriceum). 2) troløs slægt; denne onde oc hore art. Matt 164, jf art 4).Horebarn, no. (æn hórbarn) barn avlet i hor, uægte b.; hui mon thette schulle allenæ lighe ssom edt horæbarn weræ the andhre wlight. T 208; vnte hand icke heller horebørn fremgang i verden, saa at de bliffue bedre hiulpne end ecte børn. HemmE 40; horebarn, som af den avlet er, der i ecteskab lever med een anden person. DL 5-2-71.Horebuk, no. (sv horbock) horkarl; du mig den første nat giør til en hore-buk. Helt 42.Horefører, no. (t hurenführer) kobler; Etym 72 (u. aquariolus).Horegråd, no. en hores gråd; tro ej hore-graad og tyve-eed. PSO I. 195. Horehud, no. skøge (skældsord); Etym 1121 (ovf. IV. 265 a29). Horehytte, no. skøgebolig; Etym 470 (u. fornix); NL 518 (u. ganeum).Horehår, no. skøgehår; Naur n 4v (ovf. II. 32 b1).Horejagt, no. (t hurenjagd) det at søge efter skøger; debouge, hore-jact. Wiel X. 434.Horkarl, no. (isl hórkarl) i nuv. bet.; Jak 44 (1524, ovf. l11); se ovf. IV. 868 a40-43.Horekipp[ff]e, no. (sv horkyffe) horehus; Etym 506 (u. ganeum); horekiffe. sst. 697 (u. lupanar); tage den hellig aands bolig oc giøre til diefvelens horekip. Hors* (1685) 317; til friladt horekippe, hvor utugts engle sig for verden holder fal. DP 36.Horekunst, no. skøgelist; Etym 738 (= ars meretricia).Horelem, no. skøgelem; tage Christi lemmer oc gøre hore lemmer ther aff. 1 Kor 615 (1524, CP; 1550: skøge lemmer).Horelevned, no. (sv horlefnad) ukysk levned; gøre dem selskab i deris horeleffnit oc sodomitiske synder. NPD* a 5; NL 884 (= mores meretricii). Horeløgn, no. falsk beskyldning for hor; slig horeløgn paa hende at sætte. Heg 115. Horeløn, no. betaling for utugt; du gør horeri, met huilcket du søger hore løn. Hos 91; al hendis hore løn skal brendis. Mik 17 (1550; 1607: alle h. h.; Luther begge st.: hurenlohn).Horenik, no. nik af en skøge; jeg kjender vel eders horenik, sagde dotteren til sin moder. PSO II. 125.Horeprydelse, no. skøgepragt; der møtte hannem en quinde i hore prydelse. Ordsp 710 (1550, 1647).Horepræst, no. ukysk præst; som ere hord prester och skørleffuere. Laur k 4; ligge i it ont leffnit, som papistiske horeprester gøre. NPE a 4v-a 5. Horerøv, no. en skøges bagdel; den horerøff skulde en gang skillie hannem ved Dannemarck. Strelov 206.Horeseng, no. (fsv horsiäng) seng, hvor der øves hor; fanger mand saar i horeseng med anden mands hustrue. DL 6-12-4 (= JL III. 37).Horeslægt, no. troløs (frafalden) slægt; thendne hwore slecht atspører tegen, oc hendne skal icke giffues tegen. Matt 1239 (1524); thette h. Matt 164 (sst.; CP: thenne – henne). Jf slægt.Horesprog, no. skøgesprog; skiendis ordt oc hore sprock. T 159.Horestald, no. horehus; Etym 1234 (= stabulum meritorium). Jf ovf. IV. 98 a19-20.Horestykke, no. (t hurenstück) horefærd; ded er icke andet end horestycke. Heg 84.Horesæd, no. horeafkom; her er hore sæd. Jes 573 (1607, 1647); Stolpe II. 81 (ovf. V. 110 b13). Mulig = horeevne.Horensøn, no. (fsv horanson, mnt horensone) skøgesøn; kaller mand anden tiuff, horensøn (1562). Rsv* V. 39; HelvC gg 4 (ovf. V. 65 b25). Jf herjensøn. Horentrækker, no. = horejægere 1); to gamle skalcke oc horentræcker. HelvC ss 4v, tt 1. Horetrøst, no. det, hvormed en h. trøster sig; hore-trøst: jeg er ikke dend første. PSO I. 195. Jf GrimmW: hurentrost.Horetugt, no. skøgeskik, skøgefærd. M.Horunge, no. (sv horunge) 2) uægte barn; uy skaffede horungen aff ueyen. ChrIV* V. 79; hun haffde faaet 2 hoerunger hwer med sin fader. Jm 234; hoorunger faa mere lykke end arv. PSO I. 32.Horevinken, no. en skøges vink; disse skal mand ej tro: hunde-hinken, horevinken. PSO I. 451.Horevis, no. horeskik; Etym 1242 (= institutum meretricium). – Som bio. = på h.; Etym 738 (u. meretricie).Horevært, no. (sv horvärd) i nuv. bet.; en ruffuere eller horeuert. SthL a 2v; Dict (= leno).Horevæsen, no. (t hurenwesen) ukysk liv; om hand icke affstod det diefuels horevæsen. JDV v 6.Hore, go. (isl hóra) i nuv. bet.; Etym 470 (u. fornicor), 698 (u. lustror); Steph II. 863. Jf forh. Vis mere +