HugHu(g) (hov), no. 1) hu, sind; myn hwg, han løber baadhæ hist och hijd. Hr. Michael. 171. – gaff iegh min vrolig hug radh, at hon skulle aflade aff ælskogh. H. Suso. 10.27; som kører hugen, at hon skal thess lætter thole thet, som hon lidher. sst. 101.6-7; 148.28-29. Isl. hugr er hank., men jvfr. bemærkn. ved bold ovf. – jac æffther myn beradhen hugh och goth wiliæ hafver saalt thenne gardh (1380). Molb. o. Peters. 7; hwæm ther iach ælste met full hugh. Hell. Kvinder. 80.25; schall enghen trenggis till at giffue mere, endt Gudh skywder hannom i hwge (1533). Hist. Tdskr. 4 R. III. 491; truer medt wredt hugh eller wergende hand (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 219 = houff. sst. IV. 265. – hannd vorte y hoffuen saa red. Grundtv., Folkev. III. 646 b; jeg meth myn fry vilie oc beraaden hoff hafwer skøth (1426). S. R. D. VI. 514; try aar ther effther mz gudelig hoff tha bygdæ han Soræ. Rimkr. n 2; D. Skuesp. 122; de wdi deres egen how oc hiærte bliffue beseglede. Tavsen, Post. sommerd. 72; sorg oc tancke sla aff din how, saa fanger du søffn, huile oc row. Bredal, Børne- spejl. 4.; Ranch. 40. – komme i h. ɔ: a) få i sinde; at them sculle komme i howe, at the sculde saa ønckeligh hantere thære gud. De 15 Tegn f. Dommed. c 2v. – b) huske; Pharao skal komme j hwghe thin thiænæstæ. Gl. D. Bib. 1 Msb. 40.13; hun kom dett gandsche well i houff, att iomfrue Christendtze bar hinde samme melck (1621). N. D. Mag. I. 380. Smlgn. ihukomme ndf. 2) mod; da falt faar hannem baade huff oc mod. Hvitf. VII. 76. 3) stå h. ɔ: have lyst til; quinderne i deris sind begierede oc stode hu at dennem. De 12 Patriark. Test. 1615. b 4. På Kbhvns. amt har jeg hørt: det var den eneste, han stod hu a(d). Smlgn. omhu(g) ndf.Hublød, to. fej. Moth. Smlgn. isl. hugblauƀr.Hublødhed, no. fejhed. Moth.Hovgræmmelse, no. ærgrelse; der de kunde intet andet giøre hannom till harm eller howgremmelse. Tavsen, Jesu passies hist. 45.Hovgræmmelse, no.; TSd 313 (ovf. IV. 674 b24). Hugkomme, go. 1) mindes; mand sine synder leede der ved hukomme kand. Hexaem. 212; at wi ey skuld' glemme det, men vel hukomme led fra led til verdens ende. Arrebo. II. 117; paa langfredag vi hukommer Christi haarde lidelse. Gerner, Hesiodus. 167; det, som er suurt at lide, er sødt at hukomme. P. Syv. I. 293. – tm. huskende (som ikke vil glemme); ieg hader en hukommen lavsbroder. P. Syv. I. 149; memor, hukommen. Nucleus latinit. 871. 2) bringe i erindring, omtale; lige som ræffuen her vdi hukommer, obenbarer oc scriffter prelaternis synder, men sine egne betecker han. Herm. Weigere. 163v. Smlgn. sv. hågkomma og ihukomme ndf.Hovkomme, no. minde, hukommelse; o. Christi brudæ, vælbyrdugæ och boldhe i mægh i howkommæ beholdhæ. Brandt. 275.31. Smlgn. isl. hugkvæmi. Hukommelig, to. huskende; memor, hukommelig. Turson, Vocab. 193. – Som bio. ved hukommelsen, uden ad; memoriter, hwkommelige. Vocab. 1514; hukommeligen, aff hukommelse, vdenadt. Colding, Etymol. 729. Hukommelig, to. Jf uh.Hugkommelse, no. 1) i nuv. bet.; størcker hiernen oc hugkommelsen. H. Smith, Vrtegaardt. 1546. 5 = hukommelsen. sammes Lægeb. VI. 2v. 2) minde, erindring; thet gøre i vti myn hugkommelse. Luk. 22.19 (1524; Chr. Pedersen: i min hwkommelse; 1550 og 1647: til min h.); thine bønner vpfore til en huffkommelse for Gud. Ap. G. 10.4 (1524; Chr. Pedersen: hugkommelse); deris hwkommelse skal glemmis po iorden. Ps. 109.15 (Chr. Pedersen; 1550: ihukommelse); Ps. 30.5 (Chr. Pedersen; 1607: ihukommelse); Christus sielff kaller henne (ɔ: messen) een hwgkommilse oc amyndilse. Biskopper- (ne)s Gensvar. ff 1; hwkommilsæ. sst. r 2; Prædikant. Gensvar. 8; till saadan en howkommelse haffuer han gifuet oss det samme sit sacrament. Tavsen, Jesu passies hist. 32v; fremfarne konger til ære och hwkommelse. Herm. Weigere. fort. 2; Vedel, Saxo. 13; Christi døds oc pinis en gudelig hukommelse. Hvitf. VIII. 148; hvor ved de meente deris hukommelse iblant efterkommerne at udbrede. B. Tott. I. b 1v; hans majestæts første og lyksalige ledings - tog til ævig hukommelse. Kingo, Chr. V. ttbl.; hand gav dem Guthers naun af sig, saa hans hukommelse de bær æuindelig. sst. anhang. b 4v.Hugkommelse, no. 1); th[en ther] wil liuffue, skal haffue en goedh ho[wkom]- melsæ. T 181 (= huk. PSO I. 182). 2) – med to. ɔ: i – minde; højlofflige hukommelse konning Friderich gaff gods. ålbJ 37v. Jf l piæ memoriæ o. lign., ihuk. ndf.Hugløs, to. modløs; sosom ien agherhøn gøres hugløss for døzens angest. H. Suso. 139.1. Smlgn. isl. huglauss.Hugro, go. glæde, trøste; det euige liffs glæde, som mennisken huroer sig ved. Vedel, Ligpr. o. Predbj. Podebusk. e 1; huor met trøste da oc huro sig disse plagede creatur. sst. f 1; denne sin allerkieriste hussfrue, som hand huroede sig ved. sammes Ligpr. o. Ingeb. Gyldenstjerne. d 3v. Smlgn. ro ndf.Hugro, no. glæde, tilfredsstillelse; hun er min huero. Grundtv., Folkev. V. 65 a; som alle tidsfordriv og hu - roe finge nok. Bording. II. 191; hevn er huro. P. Syv. I. 183. Smlgn. isl. hugró og ro ndf.Hugrædsel, no. frygt; tha finghe the megell hugh ræzel. Hell. Kvinder. 80.20.Huskift, no. sindsbevægelse, sindsstemning; affectio, motus animi, hiertelag, hwskifft. M. Pors, De nomencl. 215; Colding, Etymol. 780; Moth.Huskifte, no. ubestandighed; huskiffte, animus versatilis. Colding, Dict. Herlov.; Moth.Huskud, no. tanke, indskydelse; han (ɔ: Gud) lader seg tilsiune somme wdi ord, somme med aandelige howskud. Tavsen, Post. sommerd. 12; lader mere gielde deris egen huskud oc hastighed end gode raad. Vedel, Saxo. 46; at Gud vil bevare oss fra onde huskud oc raad. Passional. b 2; kommer Satan med en eller anden syndig huskud, fristelse eller forfængelighed. Rosenkrands, Undervisning. 218; (1641). D. Saml. V. 308; rek mig da i sind og hierte huskud aff dit baand og smerte. Kingo, Psalmeb. 427; ørkeløshed gjør onde hu skud. P. Syv. I. 247. Smlgn. isl. hugskot. Hugskudt, to. havende fåt en tanke, betænkt (på); det troo-løs baads-mandskab paa et friibytterie bleff huuskut oc beraadig. Hexaem. 190.Hustolt, to. overmodig; han haffuer forspredt de hustolte. Psalmebb. II. 64 (jvfr. Luk. 1.51 1524: hofferdige; flgd. oversættelser: hoffmodige); han saa wil lære alle de howstolte Adams børn at stinge piben ind. Tavsen, Post. sommerd. 163.Hovstoltelig, bio. overmodig; de teride seg saa howstoltelig emod dennom. 2 Msb. 18.11 (Tavsen, 1550: brugede deris hoffmodighed).Hugstor, to. 1) = hugstolt; huilket wor den howstore tyran meget hart paa att gaa. Tavsen, Post. vinterd. 85; fordi ieg vaar hustoer aff min strid, derfaare haffuer en skøn quindis ansict bedraget mig. De 12 Patriark. Test. e 3v. 2) højsindet. Moth. Smlgn. isl. hugstórr.Hustærk, to. modig. Moth. Hu(g)svale, no. trøst, husvalelse; at tenke paa them min siel til stor huffswale. Brandt. 267.7; thet var meg liøft for all hagswale. H. Suso. 31.35; lader eder ey tiden for lange, om i skullæ noger how swal fonge. Romant. Digtn. II. 21; thenne sermon, som Christiern Skroch haffuer ladet wdgaa edher till paamindelse oc hwsuale. Chr. Scroch, En føje forklaring. a 2v; Malmøb. 2v; oss till een hwgsuale oc een opweckilse. P. Eliesen. 186; Psalmedigtn. I. 114 a; Kortvending. v. 950; Arrebo. II. 139; bliv' i denne fryd og roe og denne stor' husvale. Kingo, Psalmeb. 77.Hugsvale, go. husvale, trøste; wilth thu rættelige lystes oc fullelige hwghsuales aff mik. Kristi Efterfølg. 107.8; aldrig wordher iek hwgswaleth aff thænne harm. Romant. Digtn. III. 54.24 = Chr. Pedersen. V. 37.34; han skal hugswalæ oss. 1 Msb. 5.29 (Gl. D. Bib.; 1550: trøste); talede Ihesus tiilt sijn modher oc hoffswoledt hynnæ. Mod. confit. 20; consolor, at hugswale. Vocab. 1514; at Gud wille hugsuaale thennom met then hellig aandt. N. Pallad., En alm. Form. a 4v. – husuale. 2 Sam. 10.2; 12.24. Husvalelig, to. som lader sig trøste. Moth.Hugsvalelse, no. = husvale; tha skal thik giffues hughsualels til øffrens. Kristi Efterfølg. 107.10-11 (se også u. hugned); ieg gaff them hugsualelses miolk. H. Suso. 72.35; han wilde ikke igen thage hugswalelsæ. Gl. D. Bib. 1 Msb. 37.35; da fonger han hwgswalelse i sin sorg. Chr. Pedersen. I. 3, 32; II. 386; the ære i iammer och nøød wden trøøst oc howswalelse. En mærk. Disputats. 51; ald trøst oc howsuolse. Tavsen, Jesu passies hist. 4. – hwsualelse. Huberinus, Om Guds straf. a 3.Hugsvalen, no. = hugsvale; mynne øgne nw aff taare rinne, hwor kand ieg nw hwgsualen finne. D. Skuesp. 119.Hu(g)svalere, no. trøster; paracletus, hugsualere. Vocab. 1514; Chr. Pedersen. I. 311; hand skal giffue ether en anden husualer. Joh. 14.16 (1524; Chr. Pedersen: hugsualere; 1550: trøstere); Psalmebb. I. 106; then hellig aand er alle christne menniskers trøstere oc husualere. Hvitf. VIII. 201; en Gudt, som er alles hugsualere. N. Pallad., En alm. Form. b 1.Husvalermand, no. = husvaler; der til er oc den hellig aand en hielpere oc husualermand. D. Psalmedigtn. I. 60 a.Hovtørn, no. krænkelse, sorg; thet hofftorn oc bardagæ, som han giorde abbet Oleff. S. R. D. IV. 347; at vi leffue som lydige børn oc ey vor fader giøre hofftørn. Psalmedigtn. I. 68; huerkien met ord eller gierningh hannom giorde nogen hoftørn (1586). D. Mag. 3 R. III. 150; att mester Niels Huid beklager, att iegh giorde hannom hofftørn. sst. III. 162. Den sidste del af ordet er vistnok nt. torn (= ht. zorn), se Sch. u. L., jvfr. torn ndf., og da hoge = d. hug er alm. i Nt., se Sch. u. L., er vel hele ordet overført fra Nt., skønt det mulig ikke kan påvises der. I Grimm, Wb. findes hofzorn, der vel er det samme o. og den sst. givne udledning altså urigtig.Hugvendt, to. med omskiftet sind. Moth.Hu(g)e, go. 1) tænke, mene; tha lod hun ønkelig och hugede, han vilde dræpe sig selff. Romant. Digtn. II. 205 = hwn thenctæ. sst. I. 90; thee hugtæ, ath hemmel oc iord skulde gange sammen. Hell. Kvinder. 27.15; hugtæ, at han vildæ dræpe sig selff. sst. 3.16 (disse dat. kunde også udledes af hygge, se ndf.); ieg hade hwth at dødæ mz swerth, hwo meg hans død først kynthe. Rimkr. k 3; de sider paa spryng, der effter de haage, om wi en konge paa ny opstaage. Ranch. 75–76. – tm. sindet, i en vis sindsstemning; Flores worte ther jllæ howet weder och lawde seg sørginde neder. Romant. Digtn. I. 331 = war saa ijlæ wedher. sst. II. 327; en vngman var so howet, at han bar iet iern stungen i hans kødh for en møes ælskogh. H. Suso. 9.35; thet ær min voon at prøwe hwar en mine vtwolde oc helst mannelig hoghet oc sterkke i dygd. sst. 72.14-16; for iech borth værræ hugeth, æn iec kom. Hell. Kvinder. 33.33. – storæ hwghedhe mænz trætte ær pafwnnæn. Gl. D. Bib. Dom. 5.15 (Vulgata: magnanimorum reperta est contentio). Egenlig skal her vist læses: storhugede o. s. v., jvfr. storhuget ndf. og isl. stórhugaƀr. 2) lægge planer? de renker og svenker, du lenker, jeg veed, du hover og lover og sover der paa. D. Psalmedigtn. I. 494 b. 3) anslå, vurdere; forne siunssmendt iche haffuer houffdit wedt lass, huad som kunde werre affslagit (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 81. 4) synes om, bifalde; der Sverrigs konge fick det sport, hand hoffuit det ilde. Lyschand., Kalmarnsk Triumf. b 2v. det er artig giort, saa hver mand kand det hofve. Hexaem. d 3; det tredi' ingenlund at hoffve ieg formaar. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. I. 25. 5) behage; hvorledis houffver dig min daatter. S. Ped. Døtre. 5; hvorledis houfver dig til med min daatter. sst. 4; tænk ey at søge ære, oc agt ey heller, om du hover ey enhver. Ovid, Klagebreve v. Falster. 3. udg. 4. 6) huske; du kandst vel hoffuit, huad du oss loffuit. Ranch. 87. Smlgn. isl. huga; Lund: hughæ; Molb. Ordb.: hove.Hugde, go. sætte sig for. Moth.Hugelig (hovlig), to. nogenlunde behagelig, tilfredsstillende. Moth. Smlgn. Molb. Diall.: hovlig; Rietz: hoglig. Mulig kunde stamordet her være et helt andet end hu(g); jvfr. isl. hófligr; Ihre, Gloss. I. 885.Hugelig, to. Jf omh.Hug(g)e, go. trøste, give mod; tha loth sancta Katerina vp sin mwn oc huggeth henne oc sagde: thu skalt væræ starc i thin hug. Hell. Kvinder. 66.2-4; tha tacket han Gud oc talde Maria syn drøm oc huggeth henne. sst. 7.24; ther kom, ther hun græt, oc hugde iech henne. sst. 2.31. Smlgn. isl. hugga.Hugnes, go. glæde sig, opmuntres; at [iek] ma hanom see oc hugnæs oc tage gledæ aff hans ænlite. Brandt. 247.11; ere de ved haanden, da hugnes hun ved, glæder sig. Comenius, Opladne Dør. § 366. – Smlgn.: jak siælffwer skal hugnæ them. Kirkeårets Søndags-Evg. 32.7, 124.24; hwgnes. sst. 81.4. – hugnæth. sst. 124.16. Jvfr. isl. hugna(st).Hugned, no. trøst, opmuntring; hwr megeth meer thu bortdrager thik fra alle creaturs hugneth, swa meghet større hughsualelse skalth thu finne i mik. Kristi Efterfølg. 107.12; 121.12; han giør hannum diærff oc stor hugnit. Mandev. Rejse. 85.4; myn astunden, myn hugnæt, myn glæde. Brandt. 277.23; hun skal haue mør til hugneth. Hell. Kvinder. 6.16. Smlgn. æ. sv. hugnaþ;er, se Rietz: hug.Hugnelig, to. hvad man kan være tilfreds med, trøstefuld; ær han (ɔ: livet) wordhen kranke menniske tholleligere oc ær nw megeth huneligere, æn han fordom wor. Kristi Efterfølg. 115.15-17 (= l. consolatoria).Hugs (hox), to. til sinds, sindet; mene i, at Gud er saa hox, hand acter saa meget kalffskind oc vox. P. Smed. h 4v; en deel fik ville til at plaske udi strand, andre hugse blev at rydde steen af land. Kingo, Chr. V. anhang. b 3; Moth. Smlgn. skæls ndf.Hugs, to. Jf fuld-, tveh. (IV. 496 b46).Hu(g)se, go. 1) tænke, agte; han var vredh oc huxede soa, ath herræ Kæye vilde ey troo. Romant. Digtn. II. 162 (= tenker saa. sst. I. 34); han løptæ tha vp sin jernstangh och huxede løyen tagen at sloa. sst. II. 222 (= thinktæ. sst. I. 110). 2) huske; han vogner tha oc huxer aa, hwi han ther soa nøgen loa. Romant. Digtn. II. 194; bad oc de gamle vilde hugse oc ihukomme. Hvitf. VII. 168; memini, kommer ihu, huser, huogser. Colding, Etymol. 729; Steph., Nomencl. II. 879 (Nucleus latinit. 871: husker); en spaadom hugser jeg, som gaar nu ud for fulde. P. Syv, Lovskrift. a 2; man hugser det længst, man har givet lærepenge for. P. Syv. II. 26; det huuser Lybech vel, saa og den skalded greve (1685). D. Saml. 2. R. VI. 229. Også Moth har formen: huse. Smlgn. isl. hugsa.Hugse, go. 2); – hofser du, ad det er nu 5 aar (1629). KhS5 V. 594, 595.Hugsebrev, no. minde, huskeseddel; de (ɔ: Guds ord) skulle wære deg til huxebreff emellom dine øgne. 5 Msb. 6.8 (Tavsen). Smlgn. tanke-, tænkebrev. Husen, to. med god hukommelse. Moth. Smlgn. Aasen: hugsen; Rietz; hugsen.Hugsig, to. modig. Moth.Hugsig, to. Jf tveh. (IV. 497 a2).Hovsk, to. = hugsig; ath i modthæ wordæ fwld howskæ och wforferedhæ emodh ethers wuenner. Tavsen. 5. (høffskere sst. 254, der i anm. er sammenstillet hermed er et andet ord, jvfr. høvisk ndf.). Efter Moth: hovmodig, jvfr. Molb. Diall.Hy(gg)e, go. 1) = huge 1); iæk hygger thær vm, at manghæ takær til at wære lækæ. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 1.1; ækki hyggæs batær thing æn at høræ Ihesum Christum. Brandt. 59.14; gør thæt, ther thin vndæ hugh moa mest hygge. Hell. Kvinder. 6333; higger thu mek være ønsælugher i hugh æn the. sst. 86.25. 2) tiltænke; gywer iæk Lasse fowedh Ællekærgaardh, hwilken iæk hawer langge hyæt ham fare sin langhe tro tyæneste. (1556). D. Mag. 3. R. III. 300. 3) h. sig ɔ: stole på; man skal ej hygge sig for meget til andens hjælp. Moth.Hye, go. true med (løfte truende); en kiep til hannem hyede. Reenb I. 91. Snarest = høde, jf VSO: hyer; MbD: hye; Thors* 147, jf dog hyde ovf.Hye, go., se ovf. II. 288 b11.Hygge, go. Jf for-, ildh.Hyggelig, to. omhyggelig. Moth.Hyggelighed, no. omhyggelighed. Moth.Hyggelse, no. tanke, sindelag; han æltær burt ondæ hugælse. Henr. Harpestr. 135, 75; kiotligh hyggæls oc vrænsæl, thær i mik ær. Brandt. 58.18. Vis mere +