HusHus, no. 1) i nuv. bet. fk.; skall ej husbonden holde hannom i sin huss. Rosenv., Gl. L. V. 131; then huss. sst. V. 134; om nogen leyer nogen borgeres huus, og det hændte, at dend afbrændes (1668). sst. V. 271. – fk. er vistnok kun jydskhed; jvfr. mit hws (Josva. 24.15 Gl. D. Bib., 1550, 1647); thidt huuss. Luk. 19.5 (1524, Chr. Pedersen, 1550, 1607). – I: viss dem denne efftersiun aff huset oc hans vdgong. Ez. 43.11; bygge husit oc gøre hans mure. Esra. 5.3 (1550, 1589) er hans vel kun en uheldig gengivelse af t. sein, hvorimod i: det allerhelligstis hus ... oc hendis vidhed. 2 Kr. 3.8 (1550, 1589, 1607) hendis lader sig forklare efter brugen af hun om ik.-ord (se u. hun). – flt.; y store huss. Tidemand, Jerusalems Forst. b 3v; alle huss. Herm. Weigere. 176v; opbygte mange hus. Vedel, Saxo. 446; suus oc duus gjør tomme huus. P. Syv. I. 327. – att bygge sex hwser (1535). D. Mag. 3. R. V. 116; laugshuser och andre borgerlig huser (1661). Kbhvns. Dipl. III. 525; ledsage dem til deris huser. Hiøring, Lejres Politi. h 6. – huse. sst. 7v; Matth. 23.14 (1524, 1607). 2) borg, slot; Nyborig er et koninglig huss (1557). Rosenv., Gl. D. II. 179 (lige foran: vortt slott N); stormede et aff keyserins huss. Lyschand. 177; lod oc krud var forbrugt paa rjgens huus oc fæster. P. Resen. 55; et kongelig huus hengde icke saa løst, at mand opgaf det for trommeters anmodning. sst. 133. 3) mand af h. ɔ: en mand af hvert hus, alle mænd; tog man aff hwsæ meth segh. Romant. Digtn. III. 104.3 = Chr. Pedersen. V. 71.16; Vedel, Saxo. 517; induonerne samler sig, mand aff huse. Hvitf. I. 117; II. 223; vaar alle forplictige, mand aff husse at søge varen. Lyschand. 31; udbød hand strax almuen oc mand aff huuse. P. Resen. 141. Smlgn. Rydqvist. VI. 197: hus. 4) lyse hus ɔ: mælde som deltager i et gildes sammenkomst; huo som giest byder och icke lyss huss for hanum, før hand indleder hanum y gildeshus (1598). Hist. Tdskr. I. 461; findes giest y then stoffue eller gildishus hoss then mand, ther gildet drickis schall, tha skall der dog lyssis hus for hanum. sst. Smlgn. almisse-, badstuve-, barsel-, brude(r)-, brygger-, bul-, byge-, bøn(e)-, drikke-, fyr-, fæ-, fæste-, gade-, helgeands-, hemmels-, hjurde-, hore-, ild- (u. eld) ovf. og jomfru-, ko-, kro(ge)r-, kværn-, lags-, leje-, lig-, lille-, lyst-, mælke-, mørke-, penning-, sjude-, sommer-, sove-, spil-, steger-, sten-, stovekone-, søvn-, vand-, vanghus ndf.Husarm, to. fattig (som ikke går ud at tigge); paa det at fattige pebling och huusarme, vsel folch schulde iche aldelis forsømmis (1554). Kbhvns. Dipl. II. 305; haffuer hun begeret at vide, huilcke de fornemiste hussarme haffuer verit, oc dennem haffuer hun betenckt met almisse. Vedel, Ligpr. o. Ingeb. Gyldenstj. c 1; Anne Thommisbryggers skall haffue giffuitt till de fattige huusarme i Kiøge alldt hindis hoffuidlodt (1593). Rosenv., Gl. D. IV. 368; den store almisse, som endnu vddeles til fattige huusarme, it brød om dagen. Hvitf. VIII. 115; til fattige, husarme folk, værkbrudne mennesker i Aarhus (1618). Khist. Saml. 3. R. I. 475; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 488; som vare ret huusarme oc Gvds lemmer. P. Resen. 352. Smlgn. Rydqvist. VI. 198: husarmber; Sch. u. L.: husarmen; ht. hausarm. Jvfr. også gangende (u. gange 1)) ovf. Husbestilling, no. husgærning; familiaria negotia, huussbestillinge. Colding, Etymol. 396. Smlgn. bestilling 3) ovf.Husbestilling, no.; ware paa køckenitt oc anden hussbestilling (1601). NkS 351d (4°) g 5, e 8.Husbinding, no. tømmerforbinding (i et hus); contignatio, tømmer- eller huusbinding. Nucleus latinit. 1897. Smlgn. binding 1) ovf.Husbjugning, no. bygning; hvad huuszbiugningerne paa Holmen angaar, saa haffuer hand iidelig at lade tilsee, at alle brøstfeldigheder paa tage og wegge saa betiden worder repareret (1690). Geh. Ark. årsb. II. 289. Smlgn. bygning ovf.Husbjugning, no. (fsv husabygning); – thenne husbygning her paa slottedt (1555). DS III. 81; MP 53 (u. ædificium). 2) tømmer til h.; (1404). DoB 193 (ovf. u. eldebrand 1)); (1457). KhS II. 283 (ovf. V. 429 b49). Husbond(e), no. 1) i nuv. bet.; werer husbønderne vnderdanige icke alene de fromme, men ocsaa de løylig. Tavsen, Post. sommerd. 32v (= 1. Pet. 2.18; 1524 og flgd. oversætt.: herrer). 2) ægtefælle, mand; huilchen hustrue, som hindis hoesbunde fradøer. Rosenv., Gl. L. V. 506; Gl. D. Bib. Dom. 12.9; hwn der met ville giffue alle qwindfolk god effterligning, at de skwlle hedre deriss hosbonder. Chr. Pedersen. I. 166; Joseph, husbonde Marie. Matth. 1.16 (1524, Chr. Pedersen, 1550, 1647); Pedher Stwbess husfrue och andre flere, huess hussbondher thær er hoss kon. Christ. (1526). N. D. Mag. V. 109; (1541). Rosenv., Gl. D. I. 63; (1563). sst. III. 11; hosbonden oc hustruen forligis vel met huer andre. Jes. Sir. 25.2 (1550; 1607: quinde oc mand); Vulff Gudmarssøn. s. Beretis husbonde. Hvitf. III. 440. 3) herremand, godsejer; thet vor aff then gaards retthe tilliggelsse, som hand udi boer oc giffuer sin hossbonde skyldt oc landgilde udaff (1543). Rosenv., Gl. D. I. 205; IV. 49; (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 235; du haffuer en dødelig herremand til hosbond. Pallad., Visitatsb. 19.27; bønder oc bokarle, paa hues gods de bo, naar de ville ey lenger bo der, da skulle de betiden tilsige deris husbonde. Hvitf. IV. 10; (1635). Hist. Tdskr. V. 557; naar een husbond udviser nogen af sit gods, da skal samme bonde give husbonden sin forpligt. Chr. V. D. L. 3–13–6. 4) lensherre; som en dannemand bør ret slaat aff sin rette husbonde at vndfange. Hvitf. IV. 63. 5) herre? gaff hand almuenn foor att tage hosspundt aff hannem, soo huer mand skall giiffue ij marc (1535). N. D. Mag. V. 225. Mulig her skal læses husbondhold, se d. o. 1). Smlgn. Lund: husbondæ; Schlyter: husbonde og bonde ovf.Husbond(e), no. 1); DC 260; (1598). HT I. 453 (ovf. IV. 400 a13, 646 a46); glemmer icke i huussbonder at indlegge for eders tienere eders bøn. Brochm I. 216 a; tiene deris husbonder. Fdg 18/12 1688 § 3. 2); – mjn hospen og ieg tror deg sa vel (1573). KhS5 I. 762. Jf FeilbO. 4); (1387). DoB 13 (ovf. V. 40 b32). Jf ægteh.Husbondsbroder, no. svoger. Moth.Husbondsfader, no. svigerfader. Moth. Husbondsgave, no. fæstensgave. Moth.Husbondehold, no. 1) afhængighed som fæster eller lejer; forbiudhe wii alle wore underdane i Roskylde at thage husbondehold aff nogher annen en aff oss (1455). Rosenv., Gl. L. V. 199; ladendis sig haffwa hwsbondhæ holdh aff wore officialer, fogether oc embitzmen (1504). Falkman, Upplysn. II. 4; samme hanns bundis sønn haffde thagett hosbonndeholdt aff her Anders Bildis fougett, och dog alligeuell var paa her Ericks guodtz (1531). Rosenv., Gl. D. I. 45; efterdi samme misdæder havde taget husbondehold af min husbondes foged; og Eske Brock derfor kiender sig at være husbonde og rette iorddrot til at oppebære hans hovedlod (1591). Brasch, Vemmetofte. I. 102. 2) en afgift til herremanden; eyheller paalegge thennem eller besvære thennem meth nogen ny besværing, paalæg eller hosbondhold (1549). D. Mag. VI. 148; (1557). Khist. Saml. VI. 290; II. 263; alle regalia, som er stedzmaal, sagefald, frikiøb, hosbondshold (1595). sst. III. 57; gaff hanndt hanum enn oxe och ii daller till hosbundholdt fore tenn kronnesgaardt, hanndt tha uti flytte (1558). Rosenv., Gl. D. II. 211; (1584). sst. IV. 46; skal nyde deres gaarde qvit og fri for aarlig og sædvanlig landgilde, fri for husbondhold og indfæstning (1615). N. D. Mag. II. 164; corollarium, erritz penge, husbondz hold. Colding, Etymol. 253; tien vorned paa andet gods med sin husbonds villie, give husbondhold aarlig to lod sølv. Chr. V. D. L. 3–14–6. Ordet betegner vistnok forskællige afgifter. A. Berntsen. II. 128-29 forklarer det dels om en kendelse ved tiltrædelsen af en gård, dels om en afgift istedetfor gæsteri (jvfr. gæsteri 4) ovf.); jvfr. Repholtz, Stampenborg. 154. anm. 11; Jur. Tdskr. XIX. 215, 222; Rosenv., Gl. D. IV. 48. not. 1; Falkman, Upplysn. I. 51, 59; Hist. Tdskr. 5 R. VI. 348; Rietz: husbonde-håll.Husbondeløs, to. uden ægtemand (om enker); staar encker oc fattige widuer ij husbondes stæd, som husbondeløse ere. Tavsen, Post. sommerd. 241; faderløse oc husbondeløse. sst. Smlgn. æ. sv. husbondalös, se Rietz: hus.Husbondsmoder, no. svigermoder. Moth. Husbondssøster, no. svigerinde. Moth.Husboned, no. tæppe til at beklæde vægge med? i huith teghen oc i røith, iii husbon-net (1492). D. Mag. V. 214. Smlgn. Fritzner: húsbúnaƀr og boned ovf. Husbrand, no. bjælke langs rygningen af huset; husbrand. Småstykker. 35.20, 66. Smlgn. brand ovf.Husbrand, no. Jf ovf. V. 132 b41.Husbrand, no. ildspåsættelse; (1417). DM I. 369 (ovf. II. 47 a17). Jf sst. 368: the brænde hwset.Husbrev, no. et skøde på et hus; worriss tollere skall forstrecke Cassper Fincke med trehundrid daler, ... hanss hussbreffue skall tollerne taage till sig. Chr. IV. Breve. I. 460; til underpant stillet hans huus, som han hinde sin huusbreff paa leffueret haffuer (1640). Herredagsdomb. (A. L.); sine husbreffue til Anne Kyllings, penge hans wegne der paa at laane, selff haffuer leuerit (1649). Matzen, Panteret. 283. not. 5. Smlgn. Frisch, Wb. I. 428 a: hausbrief.Husdjævel, no. en ond ånd, som er i ens hus; den wgudelig Achab met sin huesdieffuel, den wbarmhiertige Jesabel. Medelfar, Ligpr. o. Chr. Friis. i 3v. Smlgn. sv. husdjefvul. Husdjævel, no.; disse tho ere de rette forgifftige huspuger eller husdieffle. PlT a 6v.Husdråb, no. tagdryp; stillicidium, hwssdrob. Vocab. 1514. Smlgn. dråb(e) ovf. og tagdråb ndf. Husegel, no. en istap på tagskægget; thaa ær ildh godh indhe, naar hwseeghel hænger vdhe. P. Lolle. nr. 1081 (sv. ysykil. Reuterdahl, Gl. Ordspråk. nr. 1000); Chr. Pedersen. V. 320.36; naar det fryss, da bliffue hussegle lige som spiud paa tage. Jes. Sir. 43.33; stiria, hussigel. Turson, Vocab. 6; hussegel. H. Smith, Lib. voc. lat. 10; Colding, Etymol. 1231; hus-egel, som henger ved taget. Wandal, Catalogus voc. Dan. a 2; Steph., Nomencl. I. 49; huus-egle. Nucleus latinit. 1742, 1758; Flemløs, Astrolog. § 142, 268; huusegel, huusegele. Pontopp., Gramm. Dan. 177; huussegelen er frossen draabe. Comenius, Opladne Dør. § 53. Smlgn. egle ovf. I. till. 54.Husegen, to. hørende til ens hus; ere i da icke mere gæster oc fremmede, men de helliges medborgere oc Gvds husegne. Ef. 2.19 (1607, 1647).Husegen, to.; jo skadeligere er dend huuss egne fiende. PWR 183.Husfald, no. brøstfældighed på et hus; labes, huusfald, fald oc skade paa huus. Nucl. latinit. 685. Smlgn. fald 2) ovf.Husfolk, no. kollektivt; hvorledis en huuss-fader skal forestaa huussfolcket. Comenius, Opladne Dør. § 609. Smlgn. folk 1) ovf.Husfolk, no. (fsv husfolk); – efter nuv. brug; predicanterne ere Guds husstienere, som skal beskicke hussfolckene mad. Mar i 3v; Vinstrup b 4 (ovf. V. 462 a22). 2) folk, der bo til leje (indsiddere); Allen II. 496 (ovf. III. 721 a4).Husforsørging, no. forsyning til et huses brug; penus, hussforsørring met korn oc andet til vnderholding. M. Pors. De nomencl. 65.Husfrid, no. brud på freden i et hus; vm husfrith (overskr.): hwa som thæn annæn søkær i hans hws mæth wabænd hand. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 148; Pæther Jenssøn giorthe bonden ille saar i hans eghen stwe ... oc giorthe ther fult hwsfreth (1454). N. D. Mag. VI. 42; forbiwde wij nogen at gøræ woltz werck, herrewerck, hwss fredh eller gard gangh (1499). Geh. Ark. årsb. V. 85, 37; (1530). Fynske Aktstk. 75; (1540). Rosenv., Gl. D. II. 127; Palne, en prest, haffuer hand ihielslaget, giørendis hannem i sit eget hus husfred. Hvitf. III. 188; (1742). Jydske Saml. II. 263. Flere prøver se under gårdfrid og gårdgang. Smlgn. Lund: husfrith og byfrid 2) ovf.Husfrid, no. 2) (fsv husfridher) fred i hjem- met; DoB 55 (ovf. II. 674 b38); Mar dedik a 6v (ovf. V. 435 b33); at kunde bevare hussfreden. Melanchthon, Loci v ålborg fort e 5.Husfru(e), no. 1) hustru; wore kære husfrwe Philippe (1416). Kbhvns. Dipl. I. 140; II. 59; po sin høsfres weyne. sst. III. 3; IV. 53; Noe oc hans husfruæ oc hans thre sønnær oc theræ hustruær. Lucid. 39; een trappæ næther meræ sydher hans førstæ høsfrw ... jtem een trappæ næther meræ sider hans annen husfruæ. Mandev. Rejse. 118.5-8; giffver hannom hennæ til husfrwæ. Gl. D. Bib. 1. Msb. 34.8; Dom. 14.20; edhre hwsfrur. sst. Josva 1.14; thet same tals hwsfrwæ. sst. Dom. 12.9 (1550: hustru, hustruer); hustru. sst. 1. Msb. 7.6; om man dræber sin hvsfrve. Thorsen, Sønderj. Stadsretter. 264; Rosenv., Gl. L. V. 137; IV. 86; hustru. sst. IV. 15; V. 506; høstru. sst. IV. 264; hanum gaff ieg Wluild søsther myn tijl hwsfrwæ syn. Rimkr. b 3; P. Eliesen. 12; hustrw. sst. 6; høstrw. sst. 57; giøre skilssmol met siin husfrue. Matth. 19.3 (1524; Chr. Pedersen: hustrue); D. Skuesp. 44; (1526). N. D. Mag. V. 109; høstru (1621). sst. I. 387; giffwe sin høsfru eller børn (1528). D. Mag. V. 76; (1546). Khist. Saml. VI. 76; Vedel, Saxo. 8, 505; hustruer. sst. 95; høstru. sst. 101. – hans høstrv Botild. Molb. o. Peters. 326; Hr. Michael. 9; du skalt icke frycte at haffue Mariam din høstru. Chr. Pedersen. I. 48 (= Matth. 1.20; 1524: husfrue Chr. Ped.: hustru); Ped. Smed. h 1; presternes høstrer er thennom forbødt. Bruun, Viser f. Reformatt. 37; (1537). Rosenv., Gl. D. I. 50; Grundtv., Folkev. II. 142; saa er oc din fromme høstru. H. Thomissøn, Psalmeb. 197v; hustru. sst. 195, 196, 197; med høstrue och børn. Arrebo. II. 297; deris store skade oc spot, som hand haffde giord deris høstruer oc børn. Lyschand. 73. – welbyrdwgh qwinne, hostro Bendyt (1476). O. Nielsen, Gl. Tingsvidn. 12.16, 30; hwstru. sst. 13.27; jak oc myn hostraa Cristine (1499). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 87; hostru. sst.; høstrue. sst. II. 201, 5; hand haffuer til hustro den liffsaligste quinde. Hegelund, Svsanna. 9. – hustro. Kingo, Sjungek. I. 66, 121; II. 192; Kingo, Psalmeb. 234-36, 241 (= hustru. Psalmedigtn. I. 287, 94 a), jvfr. P. Syv, Cimbr. Sprog. 61: hustru ɔ: huset tro. Den i P. Syv, Udv. Viser. 629 anførte forskæl, at en ridders kone kaldtes frue, men en væbners hustru, er vel af tvivlsom gyldighed. 2) husmoder; jek Kirstina, Borquord van Hammels efftherleuersche, husfru i Køpmanhauen (1478). Kbhvns. Dipl. I. 213; tha skulle de (ɔ: tjenestefolk) selffue det andsware fore Gud oc icke deriss hosbonde eller hwstrwge. Chr. Pedersen. II. 460; der hun nu saa, at hun haffde vndfangit, actede hun sin hustru ringe mod sig. 1 Msb. 16.4 (1550; Gl. D. Bib.: frwæ); Pallad., Visitatsb. 30.11; 311, 17; ieg wor in fattig tienste piige ... oc giorde huad mig myn hustrw bødt. Kortvend. v. 3266. Smlgn. Molb. Diall. – (I Hübertz, Aktstk. om århus I. 87 findes Knud Erkedegns hosfru, der af udg. og Molb. i Gloss. I. 365 forklares som husholderske. At et så ofte forekommende ord en enkelt gang skulde findes i en afvigende betydning, synes mig meget usandsynligt. Snarere står Erkedegn som tilnavn el. egennavn, ligesom endnu degn, præst m. fl. bruges. Et andet tvivlsomt tilfælde findes i A. Larsen, Optegnelser: vederkjender mig skyldig at være denne brevfører, Gesæ Hamædrops datter, min kjære hwstrwgh, fyrretyve lybske mark (1430), men selve tillægget kære tyder på, at hustru(g) skal tages i sin sædv. bet.). – hustru. Herm. Weigere. 73. – hera, huusfrue. Steph., Nomencl. I. 273; Nucl, latinit. 592. Smlgn. isl. húsfreya; Lund: husfrø; Tdskr. f. Filol. n. R. IV. 34 flgd.; Ark. f. Filol. I. 40, 200 flgd., 295 flgd. samt borgerhustru ovf. og med-, præstehøstru ndf.Husfru(e), no. 1); – æræ voræ husfruger met thom. HKv 8213; – Bl I. 152 (ovf. III. 411 a12); myn høstrø giør illæ i modh mek. Dyrerim 16, 20. – til 302 a37; hans hustro (det er hendis rette naffn: huse tro) oc icke høstrue. KP a 3v. – Jf broder-, skomager-, sønne-, ægteh.Hustrubarn, no. barn af ens hustru; vaar Skotland hannem (ɔ: Erik præstehader) arffueligen tilfalden paa hans hustrubarns vegne. Hvitf. III. 13.Hustrubroder, no. en hustrus broder, svoger; der møtte dennem hertug Abel oc hans hustrubroder. Hvitf. II. 184; forligte nu kong Erich hans tre hustrubrødre. sst. III. 120. – den gæld, hans afg. høstrubroders bref om formelde (1598). Secher, Rettertings D. 174. Hustrufader, no. svigerfader; wor kiere fader oc hostrw fader (1499). Barner, Fam. Rosenkrantz. I. 207; viiste dem til hertug Albret, hans hustrufader. Hvitf. III. 569.Hustrulærred, no. en art lærred; sex par lagen aff hustrw lerett (1537). D. Mag. II. 51; 1 allen hustru-lærret 16-20 ß. A. Berntsen. IV. 547.Hustrumoder, no. svigermoder; socrus, hussbonds moder, hustru moder. M. Pors, De nomencl. 49 (Colding, Etymol. 1183: hustruis moder); paa sin egen, sin høstrumoders och høstruis sødskends vegne (1596). Secher, Rettertings D. 88; dog icke lenger end hans høstrumoder hannom det vilde unde. sst. 198.Hustrumåned, no. februar. Moth. Hustrumåned, no.; skall dett offvergøis wdj hustru maanitt (1601). NkS 351d (4°) s 8, j 4v, s 6v (= l mense februario. udg 1594 175, 75, 173). – Jf Thors* 146.Husgerådig, to. husholdersk, dygtig i husvæsen, sparsommelig; huussgeraadige quinder vide med denne vrt deris øl at krydde. S. Paulli, Flora Dan. 77 E. Smlgn. husrådig ndf.Husgerådig, to.; denne rod pleye huussgeraadige quinder blande med tørre citrone-skaler. FD 39 I.Husgesind(e), no. husstand; familia, hussgesind, børn oc tiuende. M. Pors, De nomencl. 49; Steph., No- mencl. I. 288; Nucl. latinit. 376, 599. Smlgn. Sch. u. L.: husgesinde og ingesinne ndf. Husherre, no. husbond, ægtemand; hun (ɔ: jomfru Maria) stod dog op oc giorde sin kiære huss herre selskaff saa lang en wæy. Tavsen, Post. vinterd. 41. Smlgn. Grimm, Wb.: hausherr.Husherre, no. (isl húsherra) herre i et hus; beskermer oss som en husherre sit hussfolck. Mar e 4; det duer icke, der skulde være to husherrer i eet huus. Imm a 8v; GHD II. 167 (ovf. IV. 732 a6).Hushold, no. husførelse, husholdning; utidig huushold enten i sveng eller spreng. P. Syv. I. 542. Smlgn. Aasen: hushold. Hushold, no.; da forsøge de vel, huad hussholt haffuer paa sig. KP fort a 6v.Husholdere, no. husstyrer, husholder; huilcken stor ting er det med en tro oc snild huss holdere. Luk. 12.42 (1550, 1607, 1647; 1524: vtspisere; Chr. Pedersen: redesuend; Luther: haushalter); hand haffuer saadan en hussholdere, som kand giøre meget aff lidet, ia alting aff intet. Tidemand, Post. II. 87v; den er icke en god huusholdere, der betroer den sit gods at forestaae, der er kiend paa, at hand før ilde hafver raad for andres. B. Tott. I. 90.Husholding, no. 1) husholdning; en from quindis hussholding. Pallad., S. Ped. Skib. r 6v; hussholdning. sst. p 5; en biscop skal haffue en nøttørtig hussholding oc liffsnæring. Herm. Weigere. 119; de fornøden huusholdings gærninger. Gerner, Hesiodus. 145; saa ere fra bønderne komne de fleste (ɔ: ordsprog), som angaae arbeyde, huusholding. P. Syv. II. a 6; res familiares, næring, huusholding. Nucl. latinit. 377; huusholdning. sst. 1216. 2) husstand; affle børn vdi husholdinger. Pallad., Præservative. l 6; huussholding, domus. Colding, Dict. Herlov. (sammes Etymol. 328: tiunde, huussholdning). Husholding, no. 1) – (sv hushållning); vil huusbonden oc hans hustro lade slager oc dounskaff regiere deris huusholdning. KP aa 8.Hushyre, no. husleje; Hans Steenwinkel skal have det losement inde, og skal derimod af hans besoldning, saa vidt som huushyren kan sættes, hannem afkortes (1620). D. Saml. V. 189; hun skall tilsiigiss at uyge pladtzen eller ochsaa stelle borgen for hushiiren. Chr. IV. Breve. I. 85, 217; D. Mag. V. 210; hushyre og rente hviler ikke. P. Syv. I. 1. Smlgn. Aasen: hushyra; sv. hushyra.Husindest, no. indsidder. Moth. Smlgn. indest ndf.Husknægt, no. karl, tjener; ministrator, hussknect, som tiener sin herre til maaltid. M. Pors, De nomencl. 51; en hussknect bør brød oc optuctelse at arbeyde. Jes. Sir. 33.28 (1607, 1647; 1550: suenden); atriensis, huussknect. Colding, Etymol. 94, 909; skal en værtinde haffue bedreffuit horeri med sin husknect. H. H. Skonning, Hed. Philos. 514. Smlgn. t. hausknecht.Huskone, no. en kone, der bor til leje i et hus; Peder Jenssen vidt beckenn, hanns hussquonne (1588). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 218. Moth forklarer ordet ved inqvilina. Smlgn. isl. húskona, gårdkone ovf. og huskvinde ndf.Huskone, no.; hendis moder bleff deris huuskone. KP oo 2v; Fdg 28/7 1684 § 3 (ovf. V. 268 b24).Huskors, no. smærte over huslige forhold; huor vdi det store hvskaars oc hiertesorg, som mig er paakommen aff min salige hustrues død, haffde meget at volde. M. J. Medelfar, Ligpr. o. Chr. Friis. fort. b 4v.Huskors, no. (sv huskors); Medelf d 1v (ovf. IV. 617 a12); bruger denne mand sit huuskors ret. Brochm II. 547 a; intet huus uden huus-kors. PSO II. 130. Huskrakel, no. huslige stridigheder; hvordan mand huus-krakeel skal vende om til fred. S. Terkelsen, Chr. Hustru. 110. Smlgn. krakel ndf.Huskvinde, no. 1) hustru; da begynder denne hanss hussquinde, nemlig hans onde samvittighed omsier at vogne op. H. H. Skonning, Kattenes Rettergang. nnn 4. Smlgn. isl. húskona. 2) = huskone; Karin Kiers medt sine tho hussquinder (1588). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 220 (flere gange sst.); husmænd og husqvinder, som ikke selv have kornsæd til deris huse. Chr. V. D. L. 2-12-5. Til sidste prøve jvfr. husmand ndf.Huskvinde, no. 1); det giffuis vdj vor keiser thill kiende saa vell som vdj hans husequinde. Dmdo 74 (jf keiserinden sst.). Husle(d)e, no. ulyst til at være hjemme; som haffuer huslee oc gider ingelunde hiemme været. Herm. Weigere. 244v. Smlgn. ledje ndf.Huslede, no.; Fab dedik b 2 (ovf. V. 436 a36).Huslege (-lie), no. husleje; tha ær han skildugh at gialdæ hwsleghæ for et aar. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 158. – tha maa hand thz henlie ther aff att opbære, huiss husslie ther aff kandt ganghe (1577). Jydske Saml. II. 147. – husleye. Rosenv., Gl. L. V. 543. Smlgn. lie ndf. Huslege, no.; – 10 daler tiill husslye (1542). DM3 VI. 8.Huslog, no. husløg; barba Jouis, husloch. Småstykk. 28.2. Som t. navn findes hwesslock i H. Smid, Lægeb. VI. 48 (hvor også barba I. forekommer som æ. l. navn) jvfr. S. Paulli, Flora Dan. 353 A. Smlgn. Nemnich, Polyglot.-Lex. II. 1278.Huslog, no. – (fsv huslöker); husløg. SmdL VI. 47v; Kyll 148; MP 276; Etym 1141; Steph I. 165 b; CS 231 (ovf. u. drøsse). Jf JT 224.Husmand, no. 1) en mand, der bor til leje i et hus; skal engien hwsman ware, ther karsker oc føør ær oc sielff kan halle bolek (1446). Geh. Ark. årsb. V. 64; de, som boe i gadehuse oc hussmend, som icke saa kornsæd, the skulle høste met sognepresten en dag om aarit (1544). Chr. III. Hist. supplem. 237 (se huskvinde 2)); det (ɔ: Gudsord) skal icke vere oss en wbekynt giest, men det skal vere vor daglig oc velbekyndte husmand. Aandelig Spørsmåls Bog. fort. a 2v; ieg, som haffde siddet leiehuss oc thill met været hussmand nu paa tredie aars thid (1620). Khist. Saml. V. 654; de fremmede oc huuss-mænd ere skatskyldige. Comenius, Opladne Dør. § 621. (= l. inquilini, t. hausleute). Mulig ordet har samme bet. i: then armeste och rengeste bonde oc hussmand (1530). N. D. Mag. V. 320, men hmd. bruges vistnok også om den, der ikke ejer sit huses grund. Smlgn. Fritzner: húsmaƀr; Jacobsen, Dsk. Skattevæsen. 48-50; Hist. Tdskr. 5 R. VI. 369. 2) en af besætningen på en borg, særlig tårnvægter; Herdrick Møller, husmand her paa wortt slott Kiøpnehauffnn (1584). Kbhvns. Dipl. II. 420; Elias Taigler haffver oss tilsagt sin tro tieneste for een husmand paa vor Frue kirketorn ... hvor imod forschreffne Elias Taigler skall vere forplict met trommeter hver time at blæse it vers aff een andeligh psalme (1622). Khist. Saml. 3 R. I. 477. Smlgn. Sch. u. L.: husman 2); Grimm, Wb.: hausmann 3) og 4). Husmand, no. 1) – om en drukken, der kaster op; hand viste sin huusmand ud og spytte efter. PSO II. 51. 3) (t hausmann) husfader; StH e 2v (ovf. III. 382 b10).Huspen(nin)ge, no. husleje (afgift for grunden til et hus); Anders Truelssen haffuer boet paa hindis staffuen och haffuer giffuit hinde huuspendinge aff thett huus, som hand udi boede (1576). Rosenv., Gl. D. III. 289; hannem giffue de landgielde oc huspenge. Hvitf. II. 225; huer aff dennem schulle aarligen giffue 6 landgilde, huilcke penge formeenis, iche at schal werre andet en huspenge (1636). Matzen, Panteret. 438; gadhuuse: Christen smed, j daler huuspenge (1656). Fynske Aktstk. 187. Smlgn. penning ndf.Huspiller, no. pille i et hus; en skiermschilt offuer huszpillerenn paa wor trappe (1584). D. Saml. V. 168. Smlgn. piller ndf.Huspuge, no. husånd; adskillig dieffuelsens forføring, som samme hijne husspuger førde oc gofue for, endog mange løye fast meget der til. Tavsen, Post. sommerd. 125. Smlgn. puge ndf.Huspuge, no.; PlT a 6v (ovf. V. 483 a16).Husregimente, no. myndigheden i et hus; saa at geistlig stand, verslig stand oc hussregimente ere samdrectige. M. J. Medelfar, Ligpr. o. Chr. Friis. q 2. Husregiment(e), no. (t hausregiment); som ere i huss regimente. PlD** 28; om hand er duelig til husregiment. NPE a 5; dersom denne ordning skulde giøre noget til husregiment. Husf d 2v. Husråd, no. boskab, tilbehør til et hus (husgeråd); viij aff samme mwncke haffue giffttit thennom, raadit oc almugen komme thennom til hielp met hwsrad och andit, som thennom giordes behoff at beginde met. Allen, Aktstk. 594; alle haande hussraad, kaastelige sengklæder, sperlagen, dyne oc bulster. Herm. Weigere. 195v; husraad, clenodier, som kronen tilhører. Hvitf. IX. z 1; frivola, ringe huussraad, wryd, pialter, potter, bencke oc andet saadant. Colding, Etymol. 485; suppellex, boskab, huusraad. sst. 644. – huussgeraad. Steph., Nomencl. I. 302; Nucl. latinit. 1984; Ped. Pårs. B. 2, S. 2. Smlgn. Sch. u. L.: husrat.Husrådelig, to. = husgerådig. Moth. Husrådelighed, no. sparsommelighed. Moth.Husrådig, to. = husrådelig; at de skulle lære vnge quinder at vere kyske, hussraadige. Tit. 2.5; Jes. Sir. 26.2; Psalmedigtn. I. 288 a; vaar hun en tarffgod, husraadig quinde. Hegelund, Svsanna. 38v; met saadane hussraadige quinder opbygges huset. Vedel, Ligpr. o. Ingeb. Gyldenstj. c 5; en huer husraadige husholder skulle gierne haffue en lægebog. N. M. Aalborg, Lægeb. 116; det hør en huussraadig fader til at vide formedelst denne tost myrerne at kunde fordrifue. S. Paulli, Flora Dan. 306 G; hvilcke haffve hafft stor lyst aff deris forstandige, hussraadige hustruer vdi deris kogen. Holst, Oeconomia. V. fort. 2; S. Ped. Døtre. 2; Bording. II. 338; dyrtiid gjør huusraadig. P. Syv. I. 203. Smlgn. Aasen: husrådig; t. hausrätig. Husrådighed, no. sparsommelighed. Moth.Husrådighed, no. – huslighed; er en Martha blevet for hus - raadighed opskrevet. Bang, Khist Smaastykker 235.Hussinde, no. = husgesind(e); dennom, som oss ere paa kiøds oc blods wegne nær anrørendes, hussinde, byfolk, landsmend. Tavsen, Post. sommerd. 218; han (ɔ: Jairus) spurde aff sine hussinde, att daatern wor all død. sst. 312v; han hadde bode faar oc fæ oc eet stort hussinde. 1. Msb. 26.14; hworledes iorden slugte dennom med deris hussinde oc pauluner. 5 Msb. 11.6 (Tavsen; 1550: tienste tiuende og tiuende); regere børn oc hussinde. Tavsen, Pater noster. a 7v; Tavsen. 35; at sognepræsterne med deris hwssinde maa føre et høffuesk leffnet. Rørdam, Kirkelove. I. 107 (= Chr. V. D. L. 2-17-7); være enten sig verdzlig øffrighed, kircketienere, scholetienere, hossbonde eller hustru, husinde. Pallad., Drukkenskabs Afljusn. 1610. a 7. Som det vil ses, er ordet ret alm. hos Tavsen, men ellers sjældent.Husskolemester, no. huslærer. Moth. Skolemester brugtes tidligere i samme bet., se Holb., M. poet. Skr. (v. Liebenb.). 417.Husskrog, no. et gammelt, forfaldent hus. Moth. Smlgn. skrog ndf.Hussted, no. et hus el. grunden til et sådant; Mæretz tofft oc hennes hwstedt (1503). O. Nielsen, Gl. Tingsvidner. 6.36, 41; Faarebeck met alle the øde hwstedher, som ther nw til brwges (1496). sst. 23.29; kalgardsted oc rette hwssted ware vpaard (1497). sst. 29.35. Smlgn. gårdsted 2).Husstormere, no. den, der bryder ind i et hus; effractor, indbrydere, huussstormere. Colding, Etymol. 477.Hussvend, no. = husknægt; ingen hussuend kand tiene tho herrer. Luk. 16.13 (1550; 1524: og Chr. Pedersen: suend); da kallede hand tho aff sine hussuenne. Ap. G. 10.7 (1550; 1524: thienere; Chr. Pedersen: suene); en lad hussuend. Jes. Sir. 37.23 (1550, 1647). Smlgn. svend ndf.Hussøgning, no. husundersøgelse; der skulle randsagis i wort quarteer ... der bleff ingen hussøgning aff. Jammersm. 106; de Danske giorde en skarp huussøgning, fandt oc fick der megen fætalie. P. Resen. 187.Hustru, se husfru(e).Husussel, to. = husarm; det att skifftes iblant fattige peblinger, arme, hussusle folck oc andre stackarle (1561). N. D. Mag. II. 276.Husvånt, to. husvant; hanss hussuaande giest fru caro, hun holt hannem altid i tancke Bersabeæ skøne deylighed. Arctander, Ligpr. o. O. Skram. d 7v; husuande. sst. h 1; domesticus, huussvaandt. Colding, Etymol. 328; huussvande. Comenius, Opladne Dør. § 174. Smlgn. vånt (u. vænje) ndf.Hus(e)værelse, no. 1) husrum, bolig; rum (viid) huseverelse giør beqvem voning. Comenius, Opladne Dør. § 539; vi haver forundt fr. Eleonoræ Christinæ fri hus-værelser på Maribo kloster ... om husværelserne, at de hende vorder indrømmede (1685). S. B. Smith, Leon. Ulfeld. II. LXIV. 2) ophold i et hus, husholdning; hedske kaldis husværelse, saa vijt et par ectefolck kand holde huus oc hion sammen. Osterssøn Weylle, Gloss. 356; ingen mand til husværelse indtage nogen fremmed (1685). Vedt. f. Kronborg amt. (A. L.).Husværing, no. = husværelse 1); degnin er husvild och haffuer ingen husswerringh. Molb. Gloss., jvfr. Falkman, Kron. inkomst. II. 191.Husvært, no. husfader; hun (ɔ: myren) maa vel lignis ved en vijs oc forsiunlig husvert, der med all forsiunlighed veed at proviantere oc forsørge sit hus. H. H. Skonning, Hed. Philos. 897. Smlgn. Sch. u. L.: huswert; ht. hauswirt.Husvært, no.; hans herre eller huusuert. KP z 3v; iorden er voris troe huusvært. ArøbO 20; SkM 281 (ovf. II. 23 a19).Husør, no. hushjørne (jydsk). Moth.Huse, go. 1) bo; da skulle de dog icke huse lenge paa een stæd seg til gode. Tavsen, Post. vinterd. 52; nw huser mijn mand dog een sinde med meg. 1. Msb. 30.20 (Tavsen; 1550: bo); Baal oc Belial konde icke huse med Christo. Tavsen. 256. Smlgn. Aasen: husa; Rietz: husa. 2) handle ilde, husere; du norske iris-græs, hvor du med skørbut huuser, den nor- oc findmarks far med største priis det roser. Hexaem. 128; et ynckeligt spectakel er at beskue, hvorledis de grumme soldater udi krjgen huuse. B. Tott. I. 179; huse så ilde udi Asia, som de vilde. sst. II. 8. Smlgn. Grimm, Wb.: hausen. I. 9). – huserer. Nucl. latinit. 2051.Husere, go. gå rundt i huse (for at sælge); skall ingen husere met sit brød for huer mandz dør eller huse (1646). Geh. Ark. årsb. III. till. 111. Smlgn. Sch. u. L.: huseren.Husere, go. 2) (sv husera) handle ilde, gøre skade; hvor hand paa Helicon forskrekkelig huserer. Helt 187; NL 2051 (u. vexo).Husig, to. huslig. Moth.Husighed, no. huslighed. Moth.Husighed, no.; dend første begyndelse till en gierning er husighed. GHD I. 223.Husning, no. ophold, bosættelse; den, som af andre byer vil udflytte til huusning og værelse hos os. Snesløv Vedtægt. Rostgd. Saml. 20. 4to. (A. L.). Smlgn. behusning ovf.Hyslig, to. huslig; at du kand bliffve totte-brud, dertil een hyslig qvinde. Gerner, Hesiodus. 207. Vis mere +