HvarhverHvar(hver), sto. 1) hver; hwar dagh tha scal ther epter siwngæs wor frwe loff (1393). Molb. o. Peters. 27; allæ thisse stycke ok hwor there with sich. sst. 16; om iulen hwarth aar. Rosenv., Gl. L. V. 89; hwor therre giue konningen tii marc (1443). Kbhvns. Dipl. I. 165; (hwerder. sst. II. 35); ieg seer hwar dag. Romant. Digtn. III. 145.2 = hwer. Chr. Pedersen. V. 99.19; huor starck huor første oc land ere uddragne, dett haffuer jeg endnu icke aldeles forfaret. Carion, Chronica. 254v. – gstf.: the skullæ dræbe them hweriæn mand. Rimkr. i 2v. Smlgn. isl. hverjan. – hsf.: sadh ieg bode nøghen oc slem paa hwerjæ lem. Rimkr. c 1; leffuer i fred met Gud oc mennisken i huerriæ sted. Pallad., Hosedjævel. g 3v. Smlgn. isl. hverju(m). – idel dieffuele kaage der vd som gedehamser hoss huerrende klud. Pallad., Hosedjævel. f 3v; Pallad., Visitatsb. 55.10; Grundtv., Folkev. III. 299 b; (brugen som nf.: huerrende finger, ther thu har, then skall thet røde guld ber. sst. IV. 304 a = huer. sst. IV. 306 a) må anses for fremkommen ved forvirring); saa vorde jo Jesus vor skiold i huærinde vaad. Psalmed. I. 54 a; piger oc drenge huiske oc tiske i huærinde vraa. Hegelund, Svsanna. 19; skaffede ræt i huerinde by. sst. 21; mine speydere snage oc staage i huerende vraa. Hegelund, Calvmnia. 24v; paa hverrende sted dig tack oc ære beviise. Hexaem. A 1v. – ejef.: for hwars manz hinder eller gensielsse (1479). N. D. Mag. I. 182; swa ath hwarss mantz rowsæd bliffuer wscad (1481). sst. II. 126; hwer. sst. – flt.: huer foghet ladhæ byggæ kraw pa huærie firæ milæ. Molb. o. Peters. 56; iiii gulstene mellem hwyerie ii gulringe, hwerie ij gulstene voghe eyn nabell. Dipl. Chr. I. 74; han athskildhe synderlighe hweriæ hiordhe. Gl. D. Bib. 1. Msb. 32.16; hverri thoe aff thenom skulle verre om en slee (1573). Rosenv., Gl. D. III. 195. Smlgn. Lund: hvær; Rydqvist. VI. 199. 2) hver ved sig, se u. ved.Hvar, sto. 1) – flt.; – Rsv* IV. 73 (ovf. u. forvandle 1)). – h. fra anden ɔ: den ene fra den a.; RD I. 24 (ovf. I. 55 b9); CP II. 402 (ovf. u. fra 1)). Jf en-, ih.Hvart (heller), sto. hvad; huart heller hans mølle fyndes att were bygtt nogen mandt till sckade eller ey (1546). Khist. Saml. VI. 260.Hverander, sto. den ene – den anden, hverandre; sagdhe hwer annær til sin nabo. Gl. D. Bib. 11.3 (1550: sagde til huer andre; 1607: den eene til den anden. Vulgata: alter ad proximum suum). – afhf.: tøm skamædæs ey meræ at see huer annæn hemeligh, æn vi skamæs nv vedher at see huer andens hendær. Lucid. 28; Chr. Pedersen. II. 187; Rosenv., Gl. L. IV. 104; (1533). N. D. Mag. I. 231; Bruun, Viser fra Reformatt. 27; lad oss skue huer anden. 2 Kg. 14.8 (1550, 1647); 2 Krøn. 23.8; wi ville dele hende fra huer anden. Tidemand, Sjæl. Urtegd. x 1v; de som listige finantzere handle met huer anden. Herm. Weigere. 21; (1565). D. Mag. 3 R. II. 84; Vedel, Saxo. 103; de kand icke hveranden aff see. Jersin, Via vitæ. o 10. – wy lode hvor annar qwit oc orsakæ for thissæ stycke (1406). Molb. o. Peters. 226; wij fraa hwer andher ey flydhe. Rimkr. i 2; vinde løgen met huer ander (1558). Rosenv., Gl. D. II. 239; hverandenn (og hverandre). sst. II. 133; III. 43; handt mett meninge nabouer haffuer siddit medt huer ander paa edrug steffne (1598). Hist. Tdskr. I. 466. – ejef.: ligger thuo siuge och ere huerandens arffuinge. Rosenv., Gl. L. V. 542; wære hwær anners wenner godh. Rimkr. i 1; hwer annens. sst. i 2; huer andhers siell bliffue wij aldrig mectige. P. Eliesen. 200; huerandhen. sst.; affuerge hueranders skade (1533). Rosenv., Gl. L. IV. 154; wij mue bere hwer anders byrde. Tavsen, Post. sommerd. 137v (jvfr. Gal. 6.2; Chr. Pedersen: hwer den andens; 1550: den ene ... den andens; 1607: huer andres). – de skulle heffne huer andens død. Vedel, Saxo. 66. – huer andre. Tavsen, Pater noster. c 8; Pallad., S. Ped. Skib. a 5; Coruinus, Postilla. I. fort. 2 (se hænde 1) ovf.). Smlgn. isl. hvárr ... annarr og ander ovf.Hverander, sto. ik.; NMP I. 123 (ovf. II. 799 a25); divello, slider fra hvertandet. NL 1997. – en anden; (1540). KD II. 40 (ovf. I. 776 a18). – efter nuv. brug (en – en anden skiftende); (1526). DN X. 474 (ovf. V. 238 b31); de mytte huer anden time, oc kunde neppelig holdis vnder nogit gaat regimente. Hirds fort a 4-4v; SortS 74 (ovf. IV. 420 b7, 9).Hvermen, bio. (som forstærkende tillæg ved indrømm. bdo.), skønt, om endog; thet hwer mæn the waræ teligh tusyndhæ, the fynghæ aldrij ey fullæligæ vnderstandheth hans gooth heet. Lucid. 20; thet brenner ey heller, och om hwer men leggher i eld. sst. 52 (den sst. s. 90 givne forkl. passer næppe); drøuæs the ey, thothuærman father seer sin søn theræ. sst. 58; thouær men. sst. 56; te æræ døptæ, tee hwer man at te j mangæ modæ faræ villæ. Mandev. Rejse. 10.4; 210.15; thy huer man at tee hafuer føder, ta gaa tee toch vnnerlige. sst. 108.12; ty at huerr man. sst. 169.16; the hwærmæn j giorde thessæ thinghe, togh hwærmæn skal jæk æn wthkræwæ hæffnd aff edhær. Gl. D. Bib. Dom. 15.7 (1550: enddog ... da; Vulgata: licet ... tamen); tho hwer mæn han kændhe brødernæ, han war thogh ikke kændh aff them. Gl. D. Bib. 1. Msb. 42.8 (1550: alligeuel at). På sidste sted står ordet snarere i bet. 2), da det vel er meget hyppigt i Gl. D. Bib., men meget sjældent i angivne bet. og Vulgata på anf. st. har tamen. 2) (ved modsætt. bdo.) dog, alligevel; tho hwermen skalt tw ikke igen ledhe myn søn. Gl. D. Bib. 1. Msb. 24.8 (Vulgata: tantum); tho hwermæn skænkerens prowest glømdhæ sin tolkere. sst. 1. Msb. 40.23 (1550: men; Vulgata: tamen); thy hwermæn han ikke bewaredhe sigh ytermere meth hænnæ. sst. 1. Msb. 38.26 (Vulgata: attamen); nar han seer førmere antledhet sannelighe jgæn kommæn ok ey thy hwermen spittalen at haffwe woxet. sst. 3. Msb. 13.55 (Vulgata: tamen). Ordet er oftere behandlet, se Gl. D. Bib. 622-23; Lucid. 89; Molb. Gloss. I. 369–71. Lund. 148–49 og sammenhængen med isl. þ;ó at hváru, æ. d. thot hvaræn (-m), (se Lund) og æ. sv. þ;o at hvaru (se Schlyter: þ;o og Rydqvist. VI. 200), rigtig erkendt, men det er sikkert med urette, at Lund anf. st. anser -men for en blot forvanskning i udtalen, og når Brandt anf. st. jævnfører gemmen for gennem (se ovf.), er første form fremkommen ved omsætning, medens her intet er at omsætte. Sammes anden formodning om, at endelsen kunde være = mænd (i så mænd o. s. v.), passer aldeles ikke til betydningen. Efter min opfattelse er hvermen = isl. hverju megin ɔ: på en hver måde, virkelig. Med hensyn til sammentrækningen jvfr. menland (for meginland) ndf.Hversted(s), bio. allevegne; ien qwernsten vare so stor, at han rat hwerstet til hymmelen. H. Suso. 78.4; huersted, vbique. H. Smith, Hort. synonym. 21v. – hwærstetz brænner wærdhen mwncke oc presthæ (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. 19; ropthe ware ondhe gærninghe hwærstædz rætwiisshetz hæffn. sst. 65; een marmorstheens graff, som war hwærstætz prydh meth een vndherligh feygringh. sst. 100. Smlgn. al-, ander-, begge-, engensted(s) ovf. og mange-, nogersted(s) ndf.Hvarn(ie), bio. = hvermen 2); føræ thenne døth fra mekh, thot hwarn sosom thu vilt. Hell. Kvinder. 14.7 (= Matth. 26.39); thu saddæt, thoc huarnie skulle i see mennisken søn sedende a Gudz høgræ hænde. sst. 15.15 (= Matth. 26.64; 1524 begge steder: doch lijgvel).Hvar(e) (hure), bio. 1) om stedet, hvor; a) spørg.; Gud kalledhe Adam ok sagdhe hannom: Adam! hwar æstw. 1. Msb. 3.9 (Gl. D. Bib.; 1550: huor); hwar ær i nv mijn signet faders børn. De 15 Tegn. f. Dommed. b 1. – hore ære nw myne kæmper. Romant. Digtn. III. 54.19 = huor. Chr. Pedersen. V. 37.30. – b) henvis.; hwar the ey kunne forwærre gerning i sek, thy at hon ær vpenbarlig godh. H. Suso. 38.13; hware som thætte ewangelium vordær predikæt yuer all værilden. Hell. Kvinder. 13.6-7 (= Matth. 26.13, 1524: huarsomhelst; Chr. Pedersen: hwor som helst); Roeschilde domkircke, huar samme hellige martyr haffuer nw een ewig amijndelse. P. Eliesen. 185; thet troldt, som haffde beslaghet then strandt, huar thet offte trengde huert skib en mandt wdaff. sst.; huar brøst therpaa fyndes, ther gange om saa moget, som rett er. Rosenv., Gl. L. IV. 148. Smlgn. ehvar ovf. 2) om graden, hvor; hwore iammerlig færd mwn the faa De 15 Tegn f. Dommed. b 1; bewijse, huore tacknemmelig samme prophetis hellighedt war hanwm. P. Eliesen. 185; haffver Albrett Skell satt, hur møgitt Hunndslundt closters thiennere skulle giifve till landgille, och hvor møgitt giesteri hver skall holle (1558). Rosenv., Gl. D. II. 226, 309; hure hart i haffuer værit tilsæt vnder stor sot, oc hure naadeligen Gud haffuer ophiulpen eder igien. Vedel, Ligpr. o. Ingeb. Gyldenstj. a 7. 3) om måden, hvorledes; a) spørg.; iegh veth ey, huor thet moa so væræ, at thu matæ gøme thom hæræ. Romant. Digtn. II. 140 = hure. sst. I. 11; nw mo i se keyser Karls homodh, hwr han rydher motth os. sst. III. 61.20; hure. sst. 6.13; hwore. sst. 5.12, 83.6, 10 = huorledis. Chr. Pedersen. V. 42.14, 6.30, 6.3, 57.10; huor. 57.14; hørde han ther, huræ then gudhelig visdom tedhe sek alle. H. Suso. 7.20; Rosenv., Gl. L. V. 514; Hell. Kvinder. 62.6; ffør ieg fijck spurt, hwor ther gatz om. Rimkr. c 5; thet wort seth tiil oss selffue, hwore wii thet meth hanum haffue (1492). Rosenv., Gl. D. I. 25; (1552). sst. I. 203; huorledis. sst.; hwore wii met hanum (ɔ: peber) sidhen fare medh, thet moo enghen wdhen lands man widhe (1510). D. Mag. III. 173; haffwer i nw hørt, hor then kærling haffwer thøm sammen ført. D. Skuesp. 63; Ranch. 33; J. Saml. II. 131; vi icke kand vide, hvorre derom er (1596). Secher, Rettertings D. 131. – b) henvis.; ey vforrætæ køpmænnenæ, hure the fram kommæ eller til land eller til watn. Molb. o. Peters. 58. Smlgn. sv. huru (og om dettes oprindelse. Rydqvist. V. 135), ehuru, ehvar(e) og ehvor ovf. samt ihvar ndf.Hvar(e), bio. 1 a) HM 182 (ovf. IV. 856 b52, 53). – AM 187 7521 (ovf. V. 232 b42); Luc 22 (ovf. IV. 519 a49). – 3 b); hwræ edher ær bæst til rade. RD I. 339 (jf ovf. III. 641 a53). Se ovf. IV. 39 a38 f. Jf ih.Hvor (som), bdo. hvis, såfremt; huor riigens raadt thett icke nw giorde, tha war att befrycthe (1533). N. D. Mag. II. 202; hwar som nogett falder i theris øge paa then dag, tha lade the thet icke wdtage. Er. Roterod., En chr. foreen. e 3; huor icke saa skeer, tha bør hann at betale forne xviii alne engelske. Rosenv., Gl. D. II. 30, 47; hvor det ikke skeer ... da skalt du vist vide (1594). Suhm. Ny Saml. III. 42; vaare nær baade ihielslagne, huor som hertug Woldemar haffde icke stillet den oprørske almue. Hvitf. II. 67; huor det saa icke skede, at sagen der venligen vorder fordragen. sst. VIII. 163; var baade rigs-admiralen, rigsmarschallen og, hvor mig ret er, hr. Holger Wind deroppe. Vaupell, Griffenfeld. II. 127, 134. Smlgn. Rydqvist. V. 173-74; l. ubi og hvorom ndf.Hvart (h(v)ort), bio. 1) hvorhen; a) spørg.; theri kungør thu mik, huath iak war oc hwarth iak kom. Krist. Efterfølg. 100.15; hurt skal ieg venne megh, til hwem skal iech ga. H. Suso. 26.34; han tog henne borth ieg wiste ey hworth. Rimkr. e 5v; hurth. sst. c 2 (rim på borth); hweden kommær tw, æller hwort gaar tw. 1. Msb. 16.8 (Gl. D. Bib.; 1550, 1647); thet meignæ haff, thet gaar oc bort saa nederlig, at mæn wed ey hort. De 15 Tegn f. Dommed. a 2; Chr. Pedersen. I. 8, 237; D. Skuesp. 108; P. Smed. a 2v; løb han da bort, ieg ved ey huort. Herm. Weigere. 13; Kortvend. v. 3249; Grundtv., Folkev. II. 21 a; huort skal ieg da hen, at ieg kand finde trøst. Tidemand; Post. I. 29; hueden den kommer, oc huort den farer igien, er icke at sige. Vedel, Den 90 Psalme. h 3; huort nu, huort nu min lidle snutte. Dr. Hielpeløs. 21. – b) henvis.; vi skwle ganghe, huart som thu sændhær oss. Josva. 1.16 (Gl. D. Bib.; 1550 og 1647: huort); Chr. Pedersen. I. 248; Rosenv., Gl. L. IV. 46; paa det i kunde ledsage mig, huort ieg skal drage hen. 1. Kor. 16.6 (Chr. Pedersen, 1550, 1647); saa lecker vort skib, huort wi oss wende (1533). D. Mag. II. 59; saa at huort Rysserne vende sig, da haffde de den grumme død i begge hender. Vedel, Saxo. 23; nu ieg seer, hvort jeg mon gaa. Gerner, Hesiodus. 57. Smlgn. sv. hvart (jvfr. Rydqvist. V. 139); ehvart ovf. og ihvart ndf. 2) hvorledes; til Gud allene min forhaabning staar, hvort det mig gaar. Psalmedigtn. I. 196 a.Hvorad, bio. hvorefter; thu west wæl, hwor ath iek trar. Psalmedigtn. I. XXI a. Smlgn. sv. hvaråt og trå (ad) ndf.Hvorad, bio.; – hwar at dwælie wi længer i oorde omgang. Br 2048 (jf ovf. III. 381 b18).Hvordan (huredan), sto. a) spørg.; athwoktær landheth, hwilkæt ællær hwredanth theth skal waræ. 4. Msb. 13.19 (Gl. D. Bib.; 1550: huordant). – b) henvis. (sådan) som; till hans brøst haffuer slighe øghen, huordane nogre staalspegle the ere. Er. Roterod, En chr. forening. a 4; liigerwiis som Christus kwnne wære liiffacktig (huoredan hand i sacramentet sandeligen er) for wden blod. sst. g 1v; ey bliffue forgiffuene aff nogre vndne bøger, huoerdanne nu meer endt nogen tiidt tilforn vdtgaa. Khist. Saml. I. 58 (= Rørdam, Kirkelove. I. 49); hans gerninger vaare oc saa ny, huordanne mand tilforn icke haffde seet i verden. Tidemand, Post. II. 12v (= t. dergleichen). Smlgn. sv. hurudan.Hvordan, sto. a) huoredantt thet er, wed Gud. ErF 35 i r.; – hurædan then gudhelig brud, oc hurædan henne kærlichet ær. HS 441. – Som bio. hvorledes; a) spørg. SkP 656; SkT a 4v; GFK 51 (ovf. V. 326 b1, 270 b28, 138 b2); – GFK 58 (ovf. III. 601 b4). – b) henvis.; det maa gaa huordant for mig, som det vill (1655). DS2 II. 310. Jf ih.Hvordanlighed, no. beskaffenhed; qualitas, hvordanlighed. Vocab. 1514.Hvoremod, bio. hvorimod; huoremodt frue Anne sagde, att handt thet ichi schulle beviise (1568). Rosenv., Gl. D. III. 69. Smlgn. emod ovf. Hvoremod, bio. (sv hvaremot); – alle deris acta rapporterer sig paa kong mtts befahling, huor jmod de ingen haffue indgribit (1649). DM3 IV. 11; hvorimod det sorte maatte self blive snee-hvid. HenrW II. 299.Hvarfore, bio. hvorfor; a) spørg.; hwar foræ giordhe tw thet. Gl. D. Bib. 1. Msb. 3.13; huorfore han saa stedse skreg. Tidemand, Jerusal. Forst. a 4; huorfaare oc huorledis adelen er først opkomme. Herm. Weigere. 5 ir; (1561). Rosenv., Gl. D. II. 309; hvorfore forlenger oc forkorter solen sit løb. B. Tott. I. 80. – b) henvis.; for noger sagh ee hwar fore han skulde werigh segh meth neffnd (1452). Rosenv., Gl. L. V. 305; huorfaare wi maatte til søess igien. Pallad., S. Ped. Skib. a 4; hvorfaar. sst. h 3v; huor faare hannem er vederfaret det, som vederfors keyser Constantino. Vedel, Saxo. fort. 9; horforre hand begierrit, att dj 4 mendt ville sige (1622). D. Saml. II. 276. Smlgn. fore ovf.Hvarfor(e), bio. (fsv hvarfore, sv hvarför) a) se ovf. II. 319 a23, 26; quapropter, huorfor. Etym 993, 1036 (u. quidnam); BT II. 65 (ovf. IV. 806 b18). – for hvad; at man strax skulde høre paa naffnet, hwad man skulde holde aff personen, oc hwor man motte achte hannom for. TVd 78. – b); (1664). KhS3 III. 89 (ovf. I. 740 b7). – c) for hvilken; en vogn, huor fore der ginge fire heste. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn II. 158.Hvorfran (-frå), bio. hvorfra; siden forlod Isarnus Riga oc drog i Velskland, huor fran hand vaar kommen. Hvitf. III. 94; unde, huorfraa. Colding, Etymol. 294. Smlgn. fra ovf. Hvorfra(n), bio.; – HemmLV* 187 (ovf. I. 734 a16); VdSv 17 (ovf. II. 216 b42).Hvor(t)he(de)n, bio. hvor hen; huort thet hedhen gielder, kand ieg ycke wiidhe. Ekdahl. Chr. II. Ark. 808; huort heden ieg vil foruise den gunstige læser. Hvitf. VIII. 20; et væsen, som tyndist forekommer, kaldis aand, huort heden der høre engle oc siele. H. P. Resen, Logices Beg. a 7 (se også u. himlisk ovf.); de Svenske skulle have antaget et stort antal folk og skal have til skibs udsendt i Vester-søen, hvorheden vidste man ikke (1612). N. D. Mag. II. 47; det sættis ind for kongen oc raadet, huorheden, den paaskader, tage steffning (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 347; hun (ɔ: en krage) er bortfløyet med brefue, huorthen kongen hinde foruiste. H. H. Skonning, Mirab. nat. 317; søge dyden, hvort hen den kalder. B. Tott. I. 72; Bording. I. 239. Smlgn. heden 2) ovf.Hvor(t)he(de)n, bio.; huordthed ieg y morgen affthen acther att uerre. ChrIV* I. 130; – quo, huor hen. Etym 1040; hvor var it bedre sted, hvor hen man kunde fly. OR II. 75. – spørg.; Dial 36 (ovf. IV. 100 a53); quonam, huor hen. Etym 1040. Hvorhelst, bio. hvor; bleffue wii førte til Borringholm, huorhelst wii sytten maaneders tiid hart ware fengselet. Jammersm. 6; hvorhelst trende af henders sønner ærre nedersatte. Smith, Leon. Ulfeldt. II. 314. Smlgn. sv. hvar helst, efter hvilket det vistnok er optaget af Leon. Ulfeld.Hvorinden, bio. hvori; en liden historisk tempel, huorinden hans faderlige forsiun kand altid liude. Lyschand. XIX.Hvorinden, bio.; hvorinden mangen siæl om mild forløssning græder. KC* h 2.Hvarledes, bio. hvorledes; ieg thet bewisæ wil, huarledes psalteren scal framføres. Hr. Michael. 110; see nw, horles teg meg behaffwer. D. Skuesp. 51; Grundtv., Folkev. III. 563 b; (1567). Rosenv., Gl. D. III. 41; (1580). Kbhvns. Dipl. IV. 642; læse wi, hureledis at quinderne ginge vd imod Dauid. Vedel, Hundrede Viser. fort. a 6; er rørt, hureledis koning Erick Glepping voldtog hans husfrue, vdi midlertid at hand vaar vdi leding. sst. II. nr. 30; er omtalet, hureledis the Norske haffue giort herr marsk Stig hielp. sst. III. nr. 14; mand seer, hureledis det gaar dem paa deris yderste. Vedel, Ligpr. o. Claus Glambeck. a 4v, e 6. Smlgn. sv. huruledes.Hvarledes, bio.; haffuer ieg sagd, huarledis i skulle kiende en sund menniskis natur. CS 11.Hvarlund(e), bio. = hvarledes; første capitell ær, hworlund the schulle holdit wm samfwnd (1443). Kbhvns. Dipl. I. 164; huarlunde han haffde leffuet sith liff(t) meth oss (1462). D. Mag. IV. 238; (1468). Rosenv., Gl. D. I. 6; Lucid. 4; seyær mæg nw, hwræ lwnde i ær kommen hæræ. Romant. Digtn. I. 334 (= sv. huru. Sv. Fornsk. S. Skr. I. 47); (1492). Geh. Ark. årsb. V. 79; spurde ieg, hwor lundhæ thz tha i stridhen gick. Rimkr. f 5v; at wi paaminde huer andre, huorlunde at dieffuelen haffuer sæt en voxe nese. Pallad., S. Ped. Skib. a 5v; huorlunde oc naar den begyndis, kunde wi icke vide. Vedel, Den 90 Psalme. h 3; huorlunde, qui. Colding, Dict. Herlov. (sammes Etymol. 1037: huorledis). – også henvis.; hwrlundhelst iak for skykketh om myn fredh, tha kan mith leffneth ey bliffue wdhen stridh. Kristi Efterfølg. 105.23. Smlgn. isl. hverja lund; sv. hurulunda og lund ndf.Hvarlunde, bio. Jf ih.Hvarmed, bio. hvormed; som haffue sacramentt for wdwortis teghen, huar met cristett folck scall tegnis. P. Eliesen. 410. Smlgn. sv. hvarmed.Hvarmed, bio.; – (1577). NdM I. 17 (ovf. u. forsømmelse); ChrIV* I. 240 (ovf. V. 445 b12); PSO I. fort a 8 (ovf. II. 72 a40). Hvorom, bdo. dersom; haffuer du forstand, da suaar din næste, men huor om icke, da lad din haand være paa din mund. Jes. Sir. 5.14 (1607, 1647). Smlgn. hvor ovf.Hvorover, bio. hvorved; en lærjung, som war paa møllen med mit arbeid och leder, woroffuer hand haffuer schameligen forbrendt och forderffuet mit godz (1671). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 299.Hvorover, bio. (sv hvaröfver) – hvorfor (af hvilken grund); Lysch 208 (ovf. u. afgunstig 1)); RFII 277 (ovf. I. 25 b14); (1688). KD VII. 230 (ovf. V. 271 b37).Hvorudaf, bio. hvoraf; huor vdaff skal læris, at den ene ven skal den anden vere bistandig. Herm. Weigere. 262v; huor vdaff kand lættelige merckis. Vedel, Saxo. fort. 5; huorvdaff the vel torde tagett aarsage och ganged heden til bispens (1576). D. Mag. 3 R. III. 151. Smlgn. sv. hvarutaf og udaf ndf.Hvorudi, bio. hvori; det herlige closter, huor udi hans systre siden langsommelig tid vaare priorisser. Lyschand. 388; de tafler, hvor udi de med en stiil deris bogstafve indgrof. B. Tott. I. 131. Smlgn. sv. hvaruti og udi ndf.Hvorudinden, bio. = hvorudi; hvorudinden hand meen sig at were skeed uret (1565). Rosenv., Gl. D. III. 23, 233; huorudinden nogle af borgerne beklager oc beskylder (1583). N. D. Mag. II. 277; huor vdinden hand raade hende raad. Hvitf. II. 291. Smlgn. sv. hvarutinnan og udinden ndf.Hvorudover, bio. = hvarfore; huorudoffuer Lass kiøpmandt beroffuit sig hartt paa urett att were skedt (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 153; Bruun. 10; hvorudover de stride med hin anden om ypperligheden. P. Syv, Cimbr. Sprog. 4; huorudofver de Dytmarsker næsten alle blefve needhugne. P. Resen. 20; bestandig frost af norden og nordost, hvorudover man bar frygt for hav-lægg. Bircherod, Dagb. 181. Smlgn. udover ndf.Hvorvid, bio., hvorved; her skulde ingen klare documenter vere, huor vid voris danske historier kunde ordentlige samlis. Lyschand. XVIII. Smlgn. vid ndf.Hvorvid, bio. (sv hvarvid); – hvor ved hand mangt et diur forsliider. Hex 235; huor ved de haffue lockit til sig alle de forbi offuerseylende. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 174, 69; hvorved din ædle siæl skal lindring faae. DV IV. 305.Hvoraf, bio. (fsv hvaraf) i nuv. bet. a) spørg. Matt 1327 (ovf. II. 319 a20). – b) henvis.; (1553). Rsv I. 257 (ovf. I. 707 b nederst); hvor af og stæden fik et ævigt ære-naun. KC* c 3; RFII 33 (ovf. u. forkrænkelse); saa giør hand sig en klump, hvoraf hand meer vil bygge. Helt 12.Hvarefter, bio. (fsv hvar äptir) hvorefter; a) spørg.; Br 25130 (ovf. IV. 461 b35). – b) henvis.; (1592). DM V. 124 (ovf. V. 274 a7); Lysch 286 (ovf. III. 462 b41); hvor effter de deris planckevercker haffver at rette. Fdg 13/7 1664.Hvoriblandt, bio. (sv hvaribland) i nuv. bet.; huoryblandt den huiide klenning skall uerre den ene. ChrIV* IV. 62; huorybbland W uar den ene. sst. VII. 137.Hvorigennem, bio. (sv hvarigenom) i nuv. bet.; huor igiennem Gyges kjger ind i hesten. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 98; Deb 161 (ovf. II. 307 b26); – huor de igiemmel kiører (1643). KD V. 262. Jf ovf. II. 28 b33 ff.Hvorimellem, bio. (sv hvaremellan) i nuv. bet.; mellemsæt, hvorimellem noget indelukkes. PSK 9.Hvorinde, bio. (fsv hvarinne) a) hvori; Beretn 76 (ovf. V. 275 b10). – b) hvorinde; hvor hand hviled inde. KPs 189.Hvarled, bio. = hvarledes; Luc 30 (ovf. III. 749 a30). Jf isl hverja leiƀ.Hvarnær, bio. når; Luc 61 (ovf. III. 693 a33 = Matt 2544, 1524: naar).Hvorom, bio. (sv hvarom) i nuv. bet.; de forstaa icke, huor om de det stadfeste. 1 Tim 17 (1607, 1647); (1646). NdM II. 300 (ovf. u. for(e)gå 2)); (1670?). DM4 IV. 279 (ovf. V. 205 b53). Jf eh.Hvorpå, bio. (sv hvarpå) i nuv. bet. om stedet; store læder sæcke, huor paa de soffuer. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 121; ComO 235 (ovf. I. 513 a14). – om sager; Hvf V. 31 (ovf. III. 334 a12); hvorpaa ieg gaff hende quitering (1659). KhS5 III. 726; hvorpaa meget mere er opgangen, end som skrives kan (1660). KhS5 III. 674-5. – om tiden; Bernts III. 475 (ovf. II. 31 a4); hvorpaa hun aabned ham sit hiertes skiulte meed. DP 38. Hvartil, bio. (sv hvartill) i nuv. bet. om stedet; HS 237 (ovf. III. 209 a26); – OR 75 (ovf. V. 338 a20). – om sagen, målet, spørg.; Matt 268 (ovf. IV. 398 b45); Etym 1036 (u. quidnam); – huor die samme huede klidt kunnde bliffue nutte tiill (1559). GhA III. till 43. – ChrIV* V. 80 (ovf. IV. 994 b48); hvortil en artig list og krigs-puds blev paafunden. AB II. 255.Hvortud, bio. hvorhen; huortt wdt the acthe sidenn, wiidh ieg icke (1529, Fr Jessen). Vis mere +