IldIld, to. 1) ond, slet; then, hænne hauer a sec, ma aldræ ilt tel komme. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 49.2; ilth mandz æffnee! illæ hauer tw for rodhet myt falk. Romant. Digtn. III. 27.27; thin illæ konningh. sst. III. 112.17 (= wsle. Chr. Pedersen. V. 77.14); huat ilth hauer han giort. Hell. Kvinder. 16.31 (= Matth. 27.23; 1524: vndt); 84.15; ilde mæn a winsther hande. De 15 Tegn. f. Dommed. a 4v; giør meg ey mere ilt. D. Skuesp. 57; det er ildt kveg mand at brænde. P. Syv. I. 52. 2) arrig; ild hund haver arr i næse. P. Syv. I. 100. – tha wor them ildh i lengher oc wer, the togæ thz tijl mystyckæ. Rimkr. h 2. 3) vanskelig; til thet landh ær storlighæ ilth at kommæ, forthi thet ær om flwthet annen wegnæ meth æth storth haff. Lucid. 44. Se også Henr. Harpestr. 178. Smlgn. isl. íllr. – Som bio. ondt, slemt; om øghæ ær illæ slaghæt. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 14.11; om thu worther illæ saar. sst. 67.2; han war sielffuer gammell oc illæ siwgh. Romant. Digtn. III. 177.1 = Chr. Pedersen. V. 120.25; der ieg vaar ilde siug. Psalmedigtn. I. 151 b.Ild, to. 2); VdSv 142 (ovf. IV. 111 b24). – Som bio. – dårlig; forne bog er møgit ilde trøcht (1593). KhS3 I. 153. Jf grini.Ildfage, to. vredagtig. Moth. Smlgn. fage ovf.Ildfagerhed, no. hæslighed, vanskabthed. Moth. Smlgn. fagerhed ovf.Ildfang, no. en sygdom hos heste (der mentes at komme af, at de havde ædt hønse-fjer eller -skarn). Moth. Smlgn. fang 8) ovf. og Rietz: fang,Ildfundig, to. opfindsom til ondt; de, som vare svage, men dog listige og ildfundige. P. Syv, Cimbr. Sprog. 115; Moth. Smlgn. sv. illfundig og fundig ovf.Ildfyndig, to. = ildfundig. Moth.Ildhum, to. nedslåt; i skwlle icke vere bedrøuede eller ildhwme, ath ieg gonger fra eder. Chr. Pedersen. II. 80 (= Joh. 14.27: bedrøffuis eller redis. (Chr. Pedersen)). Smlgn. Fritzner2: húmr; Rydqvist. VI. 196: hume og humsk ovf.Ildhygge, go. bedrøve; der faare skal icke saadant gremme oc ildhygge os. Tidemand, Post. III. 111v. Smlgn. Aasen: illhugast og hygge ovf. II. 288. Ildhærdug, to. ildesindet, forhærdet; there vnderdane gørdes ther aff thes meer ilherdughe oc vvilige. H. Suso. 133.4 (= l. indurati udg. 1724. 240). Smlgn. æ. sv. ilhærdogher, se Rydqvist. VI. 220; Rietz u. iller samt hærdig ovf.Ildhærdehed, no. forhærdethed; Jødhers hordhet straffes, som ey togge tak vppa Guds godgerning, vten blefwe i sin ilherdehet. H. Suso. 91.23.Ildklog, to. klog på ondt; den ildkloge finder vel udflukt. P. Syv. I. 448. Smlgn. Rydqvist. VI. 220: ilkloker.Ildelad, no. onde ord, skældsord; noget løgn, trette oc ildelad. De 12 Patr. Test. m 6; naar sielen ved senden oc ildelad bliffuer perturberet. sst. udg. 1615. i 5. Smlgn. lad og lade ilde ndf. Ildsindig, to. ildesindet, vred; der som hevngiærige og ildsindige fyrstinder hidse deres herrer til kriig. Vedel, Svend Tiuvesk. 116; fruen bleff ildsindig aff quindelig natur, haffuer strax bud til hendis naboer oc klager om den wret. Hvitf. VI. 234. Smlgn. ensindig ovf.Ildtalende, to. talende dårlig; infacundus, ildtalende. Colding, Etymol. 401. Ildvilje, no. ildesindethed; i min sials hws ær ithælik høgmod, storm, auænd oc ill wiliæ. Brandt. 58.16. Smlgn. isl. íllvili.Ildvillende, tm. = ildsindig; frelss oss fra den onde, ilduillendis aand. Tavsen, Pater noster. b 1v. Smlgn. Schlyter: ilviliande; Lund: ilviliæs.Ildvillet, to. = ildvillende; kunde de med saadan lidighed oc gode toll locke de ildwillede till at tencke seg om. Tavsen, Post. sommerd. 298. Smlgn. isl. íllviljaƀr.Ildvillig, to. = ildvillet; kan sønden mod dette bud giøres større med onde ønske eller ildwillige tiltale. Tavsen, Post. sommerd. 169. Smlgn. isl. íllviljugr. –Ildvillig, to.; gammel fortørnelse en ilduillig quinde. Heg 155; – mwge thee ræddæs, ther illæ williæ æræ. KhS5 IV. 741.Ildvillighed, no. ondskab; du, som best kender wor gamle fiendes store ilduillighed oc surfittige anslag mod oss. Tavsen. 279.Ilde, go. klage, påklage; haffue the hafft thet meth wrætthe, for thy at thet war hwart aar illæt oc forbudet (1424). D. Mag. III. 182; Erik Nyelson ylded oc lasted pa Gerding hæretz thing thet skyøde (1444). O. Nielsen, Gl. j. Tingsvidn. 20.16; Drommerup oc Drommerups marckefang haffde verritt ildtt och kiertt aff Henning Olssen (1470). Rosenv., Gl. D. I. 9; i xxx aar hagde ther aldrig veret ildhett eller kierdtt paa thenn gieldtt. sst. II. 126; (1590). sst. IV. 193; (1493). Kbhvns. Dipl. I. 227; then jord, som Torbern Billes foget nw nyligæ paa kert oc paa illeth hawer (1509). Khist. Saml. VII. 171; lood hun aldrig af at ilde og anke paa, at hun hafde mist sin morgen-gave. Vedel, Sv. Tiuvesk. 94; (1587). Rørdam, Univ. Hist. IV. 353. Smlgn. Fritzner2: ílla; Schlyter: illa og uildt ndf. Ildelig, to. ond, slem; the ældræ ær soa illæligh, thet hun vil icke lydæ mek. Romant. Digtn. II. 272. – Som bio.; hwosom annen slaar pwst eller drawer hans haar eller griber honum illelighe vm hans næse (1443). Kbhvns. Dipl. I. 177. Smlgn. isl. ílliligr.Ildhed, no. ondskab, vrede; en part ere slagne oc omkomne for hans ildhed. Hvitf. VII. 85; Moth.Ild(n)ing, no. klage; hørde han aldrigh giue ildning eller kære hwerken paa Almstoffte mølle paa dam eller damsband (1456). D. Saml. 2 R. IV. 370; Henrich Bulgher haffde thry samfelde thing uærith ther jnnen stocke oc gaff illing oc kære vppo, ath Othenz hæretz sannemen icke ginge rett markeskiel (1471). Fynske Aktstk. 66, 68, 119; (1537). Khist. Saml. VII. 508; sligtt gotz, som icke heller hagde veritt uti nogen rolig heffdt, men alle thiide haffue veritt uti iling oc klage (1551). Rosenv., Gl. D. I. 171; (1572). sst. III. 155; widste hand iche at stede illning eller klage emodt hans gamble heffdt (1586). sst. IV. 80.Ildingsbrev, no. skriftlig klage; et ilingsbrev af Vrats herredsting, at der var givet last och klage paa et gierde (1549). Secher, Rettertings D. I. 267, 289; nogre illingsbreffue och klagebreffue (1576). Rosenv., Gl. D. III. 296.Ildsk, to. vred, rasende; rabiosus, ildsk. Vocab. 1514; han bleff vred oc ildsker i hu. Herm. Weigere. 240v; bed det (ɔ: hovedet) end da vdi iorden oc gaff sin grumheds art oc ildske natur tilkiende. Vedel, Saxo. 175; nu blef den til en ildsker hund. Bording. I. 54 b.Ildske, no. 1) sygdom (betændelse?); som det samme mod øynenis dumhed, hitzighed oc ildske ville hafue commenderet. S. Paulli, Flora. Dan. 221 H. Smlgn. øjenildske ndf. 2) ondskab; then, ther full ær aff ilzske oc fælug hauer mæt ondskap. Hell. Kvinder. 43.30, 32. 3) vrede, uvilje; wii forladæ met thette breff al then wredæ, ildskæ oc uwenskap, huilhæt wii hauæ hafft hær tiil. Geh. Ark. årsb. II. 17; til inthet giør theres hadh oc ildske oc vredhe. Molb. Gloss. Smlgn. isl. íllska.Ildske, go. 1) blive vred; kongen skal ey yldske offuer nogen, fordi hand taler om landens oc rigens ret, oc ey fordi hade hannem. Hvitf. III. 283 (= non offendatur. Geh. Ark. årsb. II. 10). – lf. i samme bet.; rabio, at jldskes. Vocab. 1514; Moth. 2) = ilde; ingen hagde ildtskiidt eller kiertt paa sammæ gaardtt ther tiill tingæ (1539). Khist. Saml. VII. 510. Smlgn. isl. íllskast og Lund: ilzkæ.Ildske, go. Jf u-, upåildsket.Ildsken, no. = ilding; the haffue aldrig hørtt Per Gødssenn giiffue ildskenn eller klaffuæ paa Lyndhaffuæ (1539). Khist. Saml. VII. 512.Ildskhed, no. 1) vrede, raseri; rabies, ylskhed, som i folk eller hwnde er. Vocab. 1514; Moth. 2) pine, smærte. Moth.Ildgærning, no. (isl illgerning) misgærning; HKv 7834 (ovf. II. 920 a19). Ildelugtende, to. i nuv. bet.; Etym 840 (u. graveolens), 1017 (u. putidus); stinkende og ildelugtende hunde. Besl 2. Ild(e)sindet, to. (sv illasinnad) i nuv. bet.; wor gandske hastig, vred och ild sindet. CP II. 162; Dict (= fervidus).Ildesmagende, to. fuld af ubehagelig smag; mod en stenckende oc ildesmagendis mund. ålbL* 273. Vis mere +