KaldKald, to. 1) kold; han ær skarpær i sijt anletæ oc thung oc kald. Arnemagn. Hdskr. nr. 187, 98.14; tollæ bodhæ heeth ok kalt. Romant. Digtn. III. 56.21 = Chr. Pedersen. V. 39.5; kalth oc sywg war ieg oc. De 15 Tegn. a 4v; it kar kalt wand. Matth. 10.42 (1524, Chr. Pedersen, 1550, 1647); D. Skuesp. 128; Tavsen. 118; frigida aqua, kalt vand. Turson, Vocab. 51 (Colding, Etymol. 484: kaaldt v.); en drick kalt vand. Tidemand, Post. II. 88; I. 166v; jeg vil gaae til maaltid hos en, enddog det er kalt. B. Tott. I. 99; II. 159; om noget er varmt eller kalt. Comenius, Opladne Dør. § 321; Jammersm. 209; venskabet er kun kalt. P. Syv, Sprogkunst. 7; aldrig er veiret saa kalt. P. Syv. I. 218; det var kaldt, hand vil ved ilden derfor staae. E. Naur. f 1. Smlgn. isl. kaldr. 2) kølende; urter de ere enten tempererede eller varme eller kaalde. Comenius, Opladne Dør. § 136 (= l. frigidæ; t. kalt). Smlgn. Grimm, Wb.: kalt 3 f). 3) skadelig; kalt ær qvinner raadh. P. Lolle. nr. 153 (= kaalt. Lud. de sto. Kanuto. v. 780). Smlgn. Fritzner2: kaldr 2). – k. drøm, se drøm ovf.Kald, to. 1); Kemp 886 (ovf. V. 191 a23); BT III. 261 (ovf. II. 207 a8); – HM 47 (ovf. II. 298 b1; rimord: hwld). – k. jord ɔ: fugtig j. (der sent lader sig opvarme); PSO I. 9 (ovf. II. 351 a17). Jf VSO: kold 1); Rietz: kall - jord. – den k. brand ɔ: koldbrand; lesker den huide ilds, den kaalde brands oc anden hede. SmdLb VI. 46v. – kraftesløs (ikke i stand til at fordøje); ålbL 177 (ovf. IV. 608 a12); hin hitzig ingefer den maufve kaald til gode. Hex 120; som kommer aff en kold, ufordøffvelige mafve oc all anden hendis breck. WD II. 293. Jf is(e)k.Koldfyr, no. koldbrand; gangræna, død-kiød, koldfyr. Steph., Nomencl. I. 249; huilcken hand til kaaldfyer oc andre slemme oc skidne saar bruger. S. Paulli, Flora Dan. 159 F; aff den aarsag er rosenen saa forkølet, at den wlægelige kaaldfyr er siden følget der efter. sst. 357 K; bleff Frants Brockenhuus skudt i det ene been, hvor til slogis kaal-fyr, saa hand døde aff samme skade. P. Resen. 228; der maa allerede være gaaet koldfyr i den siæl. Ewald, Skr. VIII. 58. – da var m. Elias Eisenberg død af koldfeur (1615). Hist. Tdskr. 5. R. IV. 664. not. 3. Smlgn. t. kaltes feuer og fyr ovf.Koldkys, no. et kys uden varme; oscula inermia, kaaldkyss. Colding, Etymol. 86.Kold(e)pis, no. en sygdom, hvori det er vanskeligt at lade vandet; kaaldepiss, det er, naar som mand pisser vdi draabetal H. Smid, Lægebog. I. 135; stranguria, kold piss. Colding, Etymol. 1244; Nucl. latinit. 1770; kaalde-pis er en begyndelse til steen. Comenius, Opladne Dør. § 304. Smlgn. sv. kallpiss; Grimm, Wb.: kaltpiss.Kaldesot, no. koldfeber; ambrot ær goth for kaldæ soth. Henr. Harpestr., Lægeb. 44; hwa sum caldæ sot hauer oc drikker thæt mæth watn, tha bæthræs hanum. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 12.16; tha flyr af hanum kaldæ sot. sst. 80.20. Smlgn. kuldsot ndf.Koldstøbt, no. tilberedt uden varme; giøre den samme nogit lidet vaad i koldstøbt lud. S. Paulli, Flora Dan. 41 P; lad dem (ɔ: fiskene) ligge en nat i koldstøbt lud. Holst, Oeconomia. V. 154. Smlgn. støbe ndf.Kolde, no. = kaldesot; febris, kolde, koldsiuge. Colding, Etymol. 411; Nucl. latinit. 392; horror, naar den kaalde ryster een. Steph., Nomencl. I. 250; som kolden rystede ihjel (1653). D. Saml. V. 323; I. 295; Bording. I. 318; hand vaar siug aff en fierde dags kolde. P. Resen. a 2v; podal og fjerde dags kaalde giør lægerne til skamme. P. Syv. I. 266; Ped. Pårs. 4. B., 3. S. Smlgn. Rietz: kallda. Sch. u. L.: kolde.Koldesjuge, no. hunk. = kolde; fik iek swa braadh oc heedh koldesyughe, at alth mit leghom kolnethæ. Brandt. 234.5; Herræn skal sla thik mæth fattigdom ok koldesyghe. 5. Msb. 28.22 (Gl. D. Bib.; 1550, 1647: k-siuge); Chr. Pedersen. I. 113; II. 235; han bød offuer koldesiugen, saa forlod hwn hende. Luk. 4.39 (1550, Chr. Pedersen, 1607); D. Saml. I. 53; (1559). Khist. Saml. IV. 461; Vedel, Saxo. 243; hand haffde kaaldesiuge daglige dag, men siden hand fick boed aff hende. Hvitf., Jens Grand. 6; naar nogen patient en kaalde siuge kryster. Hexaem. 150; skelfven med huddren kaldes kaaldesiuge ... en dags endes samme døgn, hun tager paa. Comenius, Opladne Dør. § 310; som i kaaldesygen en god dag mellem 2 onde. P. Syv, I. 161; febris, kaaldesyge. Steph., Nomencl. I. 250; Nucl. latinit. 392; Ambr. Stub, Digte. 3. udg. 89. Smlgn. sjuge ndf.Koldesjuge, no. Jf andendagsk.Koldhed, no. kulde; koldhed drager oc mennisken til søffn, thii soffuer man mer om vinteren en om sommeren. Chr. Pedersen. I. 14; jeg ved ei, hvad forgift oc koldhed dennem skenkis. Hexaem. 186.Koldbyld, no. œdema. M (= gr οἴδημα). Jf hedeb.Koldkøkken, no. kolde retter; (1651). DM3 IV. 129 not (ovf. I.* 34 a u. bifad). Jf t kalte küche; køkken ndf.Koldmejsel, no. (sv kallmejsel) mejsel til at hugge koldt jærn over. M.Koldmundet, to. havende en k. mund; (1678). Stolpe II. 81 (ovf. III. 394 a47).Koldsindelig, bio. koldsindig. M.Koldsindet, to. koldsindig. M.Koldsindig, to. (sv kallsinnig) i nuv. bet. M. Koldsindighed, no. (sv kallsinnighet) i nuv. bet. M.Koldesjugdom, no. = koldesjuge; alle kaaldesiugdommer. SmdLb VI. 60. Jf ovf. III. 737 a22 f.Koldskål, no. (sv kallskål) i nuv. bet.; (1656). DS2 I. 347 a; ComD § 558 (ovf. IV. 830 b33 = t kalte schalen).Koldskør, to. ikke smedelig uden glødning. M. Jf røds.Koldtø, no. stærk frost. M.Koldagtig, to. kølig; Etym 484 (u. frigidulus); regn oc kaaldactig veyrligt. Deb 61.Kolde, go., se fork. Vis mere +