KarKar, no. i nuv. bet.; haffuer icke en pottemagere macht at gøre aff it støcke leer yt kaar til æren. Rom. 9, 21, 22, 23 (1524; Chr. Pedersen i v. 21; sst. v. 22-23: kar. 1550: i alle 3 v.: kar); labra, balle eller anden stor viid kaar. Colding, Etymol. 614. – flt.: thou seger hommel, trej kaarre hommel. Progr. f. Ribe. 1842. 41. – (være) i andet k. ɔ: anderledes; bad hinde være ved et rolig og taalmodig sind, efterdi det vilde nu ikke anderledes være i andet kar, end som det nu var udi. Vedel, Svend Tiuvesk. 157. Smlgn. fad 3) ovf.Kar, no. (isl ker, fsv kar); – fk.; en stoer kar (1658). KD V. 451. – ik.; PG 138 (jf prøvest. ovf.) ∾ gennemg. i Nord. – i deris store fade eller kare. FD 378 X, Y; – sijn wredes kaar, the som beredde ere til fordømmelse. Rom 922 (1524 og flgd. overs.); PG 180. Jf bade-, bro-, brygge- (II. 440 b4), brønd-, byg(e)-, drikke-, dryppe-, eld-, er-, fade-, fjerdings-, flyde-, fod-, gil-, glar-, glas-, græs-, guld-, hjærne-, honning-, jord-, kobber-, kredens(e)-, krud-, laxe-, lov- (II. 836 b25), læske-, løg(e)-, mjælke-, most-, myste-, måle- (III. 166 b1), ottings-, perse-, pibe-, pul-, roste-, ryge-, røgelse-, salte-, segle-, si(g)- (III. 717 b11), skænke-, slykke-, spøle-, stav-, sten-, stænke-, støbe-, svale-, sænke-, sætte-, sølv-, tappe-, tække- (IV. 293 b33), ten-, told-, træ-, tånde-, urte- (IV. 690 a44), vatn-, vatnsamlings-, vette-, viroks-, ølkar. Karballe, no. en balje, der sættes under rostekarret (se ndf.) for at optage urten. Moth.Karbrænde, no. et jærn til at brænde mærker i kar med; karbrende, cauterium. Colding, Dict. Herlov. Se også u. karmærke ndf. Smlgn. brænde 4) ovf.Kar(e)børste, no. en børste til at rense kar med; peniculum, karebyrste. Turson, Vocab. 65; karbyrste; Colding, Etymol. 912; Nucl. latinit. 1220.Kargjord, no. karbånd. Moth. Smlgn. gjord ovf.Karegods, no. gods, der føres i kar; naar her kommer nogen homelmendt enthen met kareguodtz eller andet (1596). Progr. f. Ribe. 1842. 77. not. 3.Kargryde, no. en gryde til at koge i? wdj stegersett en kargrydhe, xij kulgrydhe (1523). D. M. 4. R. II. 4.Karhumle, no. humle, der føres frem i kar; naar her kommer nogen karehomble eller føre at vdmædis, tha skal en vdaff raadit stande hos huer kare eller føre (1598). Progr. f. Ribe. 1842. 77. not. 3.Karhus, no.
1) fadebur, magasin; der klamre kar i karhus. P. Syv. II. 297.
2) kar; alueus, karhuss. Turson, Vocab. 64; Voc. var. expos. 42v; som nogen vilde fiske met it karhuss, hand skulde baade fange lidet oc arbeyde forgeffuis. Tidemand, Post. III. 5; dette garn vil paffuen icke lide, oc hand kommer homplendis frem met it gammelt karhuss. sst. III. 5v (= t. schüsselkorb begge steder). Ordet synes her nærmest bruget om en kasse el. kurv til at gemme mindre kar i.Karhusfrue, no.? nagen rende kierlinger eller kløcke fulle eller karhusse fruer. D. Saml. III. 225. Er det sælgekoner?Karmager, no. en, der laver kar; vascularius, karmager saa som kandestøber, grydestøber. Colding, Etymol. 1390.Karmager, no.; ingen bødker eller karmager maae træde i andre bødkers eller kar-magers arbeide (1678). LA 9. Karmærke, no. et mærke (el. tegn) som kendetegn, bomærke; disse 3 bønder have underskrevet deres beviis med trende mærker, som i beviset kaldes deres karmærker (beviset er fra 1603). Repholtz, Stampenborg. 167. not. 23; til vidnesbyrd have vi skrevet vore karmærker her under (1607). D. Mag. 4. R. IV. 136; haffuer wy ladit worres naffn och karmercher her wnder schriffue (1624). Weber, Saml. t. dsk. Hist. I. 112; vores hender och karremercker indskrefne (1680). Såby byskrå (A. L.); de gamle have indsluttet deris egne nafne i een figuur, og fordi de satte dend paa allehaande boskab, bleev dend kalded bomærke, karmærke, karbrænde. P. Syv, Cimbr. Sprog. 42. Der er næppe nogen grund til med V. S. O., se karvmærke, samt Molb. O. og Gloss. at antage ordets første del for at være karve (se ndf.). Mange af sammensætn. med mærke have som første del navnet på stedet, hvor mærket anbringes (se f. ex. Grundtv., Håndordbog: mærke). Jvfr. Molb. Diall.; Rietz: karamärke (u. kar(l)).Karsav, no. en sav til at gøre kar med. Moth. Kartække, no. karlåg; iij ølkar oc et kortecke (1534). D. Mag. 4. R. II. 15. Smlgn. tække ndf.Karvogn, no. arbejdsvogn; plaustrum, arbeidzvogn, karvogn, steenvogn. Colding, Etymol. 943.Karbad, no. (isl kerbaƀ) i nuv. bet.; de skulle bade vdi karbad. SmdLb III. 29; k. S. var i karbad. ClS 414. Karbånd, no. i nuv. bet.; opkiøbe enten kar eller tønde baand af bønderne (1678). LA 8. Karhylle, no. karlåg? en øsse, en karhylle, en tranther (1538). KRM 146. Jf hyl(le) 1).Karklud, no. i nuv. bet.; den slemme, sorte, fede oc omflettige karklud. Husf n 4v; Etym 912 (u. peniculus).Karemagerhåndværk, no. det at være k.; bødker eller karre-mager haandverk at have lærdt (1678). LA 5.Kar(e)vand, no. skylle vand; Dict (ovf. IV. 759 b18); – naar de udskyllis, da blifver karevand. ComD § 434.