KlingKling, no. klang; den kling skulde høris i helligdommen. Jes. Sir. 45.11 (1550, 1589). – basonæ clingh. Kristi Efterfølg. 183.13. – da sligt et smald med kling i klang er just mit spil i denne sang. A. Stub, Digte. 1852. 106.Kling, no. Jf pigek.Klinge, go. 1) i nuv. bet. dat. sv.; hans røcte klingede i alle land. Esth. 9.4; det ganske hus klingede aff det søde bulder. Jes. Sir. 50.20; Ez. 16.14; den stund, som gyldenen endnu klingede. Tidemand, Sjæl. Urtegd. y 5; Psalmedigtn. I. 208 b; det vaar saa de dages maneer og klingede da meget vel. Kingo, Psalmeb. a 7; Ped. Pårs. B. 2, S. 3; klang. sst. det danske klingede som plat - tysk. J. S. Sneedorff, Skr. I. 43; disse ord, som klingede i englechor. Brorson, Psalmer (v. Holm) 2. opl. 28. 2) k. med ɔ: lade give lyd; de andre prester klingede med cymler, bielder. Comenius, Opladne Dør. § 643. Smlgn. isl. klingja; sv. klinga med; t. klingen mit. Højsgaard, Gramm. 91: klang og klingede. I Svensk har den sv. bøjn. overvægten; se Rydqvist. I. 183, 52; jvfr. Grimm, Wb.: klingen II. 1 e ß og II. d. Klinge, go. 1); sosom lydendes maln, ther klinner. HS 1308. – dat. st.; Pelion det klang. Raun 59; PSK 29. – nynne, kvidre; tha sangst tw oc klingæde. T 553 67; Hex 43 (ovf. II. 891 a40); – kling op med fædre-viser. Raun 47. – ørene k. ɔ: det suser for ø. (af skræk, rystelse); huo det hører, da skulle baade hans øern klinge. 1 Sam 311 (1550, 1647); 2 Kg 2112 (sst.); mand laver saa grusomt til, at ørene derved maa klinge. SortH h 2v. 2); Bred 14 (ovf. II. 129 b5); Hex 196 (ovf. V. 176 a30). Jf fram-, opk., hjarteklingende.Klingedigt, no. sonnet; Saxe Lange med sin klingedict. Hexaem. f 4v; sonnetter elder klingedigte. P. Syv, Cimbr. Spr. 131, 169; sonnet betyder en klingedigt. S. Povelsøn. 499. Smlgn. t. klinggedicht og digt ovf.Klingepung, no. en pung på et skaft med en dertil fastgjort bjælde; i klingpungen blev samlet til Engel, hvis arm blev knuust i møllehjulet (1660). D. Saml. V. 335; blev der samlet i klingpungen for en fange i Tyrkiet. sst. V. 334; Moth. Smlgn. t. klinge(l)beutel; Schütze, Idiot. II. 277.Klingerim, no. = klingedigt; sonnet eller klinge - riim. Kingo, Sjungek. II. 189, 183; P. Syv, Cimbr. Sprog. 184; mit klingeriim det skal hans loulig eftermælle udsiunge (1685). D. Saml. 2. R. VI. 231. Smlgn. t. klingreim.Klingspore, no. hjulspore. Moth. Smlgn. sv. egennavn: Klingspor.Klingevers, no. = klingerim; klinge - vers, til en gierig. P. Syv, Cimbr. Sprog. 145Kling, to. fint, skarpt lydende (høj i musik. bet.); raffne skrigendes met liden, kling oc skarp røst. Flemløs, Astrologia. § 188; deducta vox. i. e. subtilis et tenuis, spæd och kling. Colding, Etymol. 335; jo klingere liud, jo haardere malm. Bording. I. 312.Klinger, no. = kling; til mange fattige, for hvilcke de haffver deris bestillinger, kommer intet andet fra dem end klingeret oc liudet. Hiøring, Leyres Politie. a 5.Klinger, to. = kling; hand siunger saa got oc siger fader vnser, oc hine spæde børn effter hannem met klinger røst. Pallad., Visitatsb. 77.13; da stolten hønnemand af klingert stemme gal. P. Syv, Cimbr. Sprog. 129; efter mørken middernat da hører jeg det klingre hane-gal. Kingo, Sjungek. I. 69. – Som bio.; discantister skulle altid venne sig til at siunge klingert oc høyt. H. Mikk. Ravn, Heptachordum. 6.Klingre, go. 1) give lyd; tinnio, klingrer, giffuer klang. Colding, Etymol. 1322; Steph., Nomencl. II. 1376; Nucl. latinit. 1900; klinger, klingrer. P. Syv, Sprogkunst. 36. – også om fugle; ørnen klingrer. Comenius, Opladne Dør. § 160 (= t. klingett). Efter Moth særlig om tranens røst. 2) k. på ɔ: lade give lyd; ære tinnire, at klingre paa et bækken for bier, naar de sværme. Steph., Nomencl. II. 1376. – går alle folkene rundt til alle dørene og klingrer på leerne. Skattegraveren. 1888. II. 46.Klingre, go. – til s 531 b2; tranen klingrer. ComO* hh 3v. – stærk (om kulde); saa klingrend var ey kulden. Bornemann, Lpr o C Schøller 352. Jf Grundtv, Sangv3 I. 401; NMP V. b 279.Klingergås, no. et slags vildgås (anser segetum). Moth. Smlgn. Kiærbølling, Skandinav. Fugle. 641.Klingertøj, no. hvad der let giver lyd; tintinnabulum, en liden klokke, en bielde eller andet sligt klingertøy. Nucl. latinit. 1900.Klingklang, udråbso. (sv klingklang); PG 367 (ovf. V. 175 b34). Vis mere +