KnudeKnude, no. 1) i nuv. bet.; nodus, knude. Colding, Etymol. 815, 1363 (u. tuber); Steph., Nomencl. I. 248; Nucl. latinit. 1034. – komme over k. ɔ: drikke for meget; kommer mand lidet over knuden, som mand siger, oc bliffuer drucken. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 184. Smlgn. drage-, knippeknude ovf. og knytte- samknud(e) ndf. 2) plantenavn = knudegræs ndf. Moth. 3) fiskenavn, tænia. Moth. Vistnok trigla Gurnardus Linn, jvfr. Krøyer, Dmrks. Fiske. I. 84. 4) et hårdt menneske. Moth.Knude, no. (isl knútr) 1); Hex 131 (ovf. u. beryste 1)); – ligervijs som it kamel det haffuer en suaar knut paa ryggen. SkP 345 (2 g); aff stumpen knutterne. TkH 10. Jf mnt knutte. – om vind frembragt ved at løse k. se ovf. IV. 832 a21. – vanskelighed, hovedpunkt; then størsthe knwde i thenne spørsmaall er thenne heer. LthÆ a 4; det er ord, ja end knuden paa det alt sammen. RsH a 7. – der kand snart komme en knude paa traaden. KP k 6v. Jf ovf. IV. 464 a50 f. – midte; AB II. 177 (ovf. IV. 508 a54). Jf kyndelmis(se)k. 5) pung; de sanckede i knude. Hegelund, Liff oc Død 6. Jf penningek. – Jf ende-, hand-, hundrede-, kyndelmis(se)-, låse-, mæl- (III. 168 b37), navle-, penninge-, tartar-, val-, vende-, vind-, voxe- (IV. 868 b15), væver-, åle-, ægte-, ære(s)k. Knudebeuf, no. småt kvæg, der ej vil trives. Moth.Knudebinde, go. binde i knude. Moth.Knudebug, no. et menneske (el. dyr) med udstående bug. Moth. – moderen faaer da i stedet for et velskabt barn kun en skifting, en bytting, en knudebug. Junge, Nordsj. Landalmue. 290, 389.Knudegræs, no. plantenavn, polygonum mas (ɔ: polyg. aviculare). Moth. Smlgn. t. knotengras, eng. knotgras, se Nemnich, Polyglot.- Lex. II. 1027 og hundrede knuder ovf.Knuderig, to. fuld af knuder; roden er knuderig. S. Paulli, Flora D. 171 D; det knude-rige træ kløffver hand med en vegge. Comenius, Orbis pict. 193; nodosus, knudderig. Nucl. latinit. 1034.Knude, go. knytte, binde; nodo, giør knude, knuder, binder, knytter. Colding, Etymol. 816 (jvfr. sammes Dict. Herlov.); Nucl. latinit. 1034. Moth.Knude(r)vorn, to. = knuderig; articulosus, knudervorn. Colding, Etymol. 89; sst. 1110 (u. scaber; sammes Dict. Herlov.: knudevorn); confragosus, ujevn, ruu, knuddervorn. Nucl. latinit. 473; fructen (ɔ: agurken) er kantet oc knuddervoren. S. Paulli, Flora D. 215 C, 243 C; stinckendis knuddervoren brunrod. sst. 352 B; at vi kunde blifve raske paa been til at ofvergaae dend knudevorn oc snefre liffsens vej. Pontopp., Betænkn. 235.Knud(er)vorn, to. – uvillig, genstridig; det knuderwurdne slættis ... hijne wrangwillige, kraagede oc knuderwurdne. TVd 35v.Knudre, no. knude; impetigo, thæt ær knudrer, swa sum store warter. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 81.20. – the knytræ. Henr. Harpestr. 101.Knudre, go. slå knude. Moth.Knudrekast, no. et halstørklæde, der bindes i knude. Moth. Knuderagtighed, no. det at være fuld af knuder; scabritia, ruuhed, hvashed, knuderagtighed. Nucl. latinit. 1557.Knudru, to. = knuderig; verrucosus, fuld aff vorther eller knudrw. Vocab. 1514.Knudruhed, no. = knuderagtighed; scabredo, knwdrwhed. Vocab. 1514.Knyde, go. = knude; nodo, ieg knyder, binder. Turson, Vocab. 232, 303 (u. necto).Knyde, go. Jf opk.Knydeklæde, no. et hovedklæde; skulle de haffve paa deris hoffvid it knyde klede oc een huffve (1496). Geh. Ark. årsb. V. 82. O. kan bet. et sammenbundet klæde, men måske snarere et strikket klæde, jvfr. knytte ndf.Knydret, to. = knudru; fragosus, hwast vel knydret. Vocab. 1514. – knudret. Nucl. latinit. 50, 2027.Knytte, go. 1) binde, sammenføje (væve?); at knyttis saa hart, at mand maa icke søge bod oc vederlag for sin skade. Vedel, Saxo. 218. – kiortlen vaar knyt, tuindet fra øffuerst oc slet igennem. Joh. 19.23 (1550; Chr. Pedersen: knøtted; 1607 og 1647: bunden). – knytte ved en rok, se ndf. u. rok(ke). 2) strikke; reticulum, knøttet huffue. H. Smith, Lib. voc. lat. 91; 6 knøtt huffuer (1638). N. D. Mag. VI. 63; de lære at læse, sy kniple, spinde, knytte strømper. Wolf, Encomion. 373; alt, hvad af silke eller uldet er vævet, knyt eller kniplet. Lagsart. 7/7 1688. art. 2. Knytte bruges endnu om et eget slags håndgærning, på hvilken der også kan tænkes de to første steder. Smlgn. sv. knyta; Rietz: knyta; Kok, Sønderj. Folkespr. I. 321; Hagerup, Dsk. Spr. i Angel. 48. 3) k. sammen ɔ: bringe ufred mellem; øretudere ere forbandede, thi de knytte mange tilsammen, som haffue god fred. Jes. Sir. 28.15. Smlgn. nuv. sætte sammen og kobler ndf. 4) livet er knyt på ham ɔ: han har forstoppelse. Moth. Smlgn. be-, for-, indknytte ovf. og tilknytte ndf.Knytte, go. 1); tm.; HWR 110 i r. (ovf. u. ende, no. 1)); HiørP indl b 2; DP 50 (ovf. IV. 71 a36, 959 a20); – du knytted staar i hans de mørcke lencker. Naur p 4v, d 3v. 3); jf sy 2). 5) lukke (hånden) i; Tdm II. 94 (ovf. II. 140 b8); se ovf. III. 263 a36, 39, 48; – hver knytted haand. Naur d 3v. 6) lf. k. sig; naar nogen seene krymper eller knyttis. ålbL* 226. Jf i-, sammen-, tungek., glæde- (V. 365 a20), hjarte-, inde-, lænke-, plog-, synde-, søvneknyt(tet) (IV. 46 b37).Knytteblok, no. et underlag for arbejdet ved at knytte (i bet. 2)); den kiæp saed en blik stage paa, den brugte ieg til knøtte block. Jammersm. 159. not. 1).Knytteknude, no. en fast knude. Moth.Knytteknude, no.; Lucoppidan a 6 (ovf. IV. 394 b7).Knyttepind, no. strikkepind. Moth. Knytterod, no. en sammenvoxen rod. Moth.Knytteske, no. = knyttepind. Moth.Knyttestikke, no. = knytteske. Moth. Smlgn. bindestikke ovf.Knyt(n)ing, no. 1) blodsamling. Moth. 2) knyttet arbejde, knipling; 3 kapper med knøttingh och sayen till 3 sænghe, 12 offuersletther af sayn och knøtting. V. Simonsen, Ruder. I. 101; snorer, fryndser og knytninge. Lagsartikl. 7/7 1688. art. 2; floer, kniplinger og knytninger af traad. sst. Smlgn. Rietz: knytning.Knudebind, no. knytning af k.; Etym 816 (u. nodatio; Dict: knudebindelse).Knudefuld, to. fuld af k.; HS 18523 (ovf. III. 606 a25 = l flagellis nodosis. udg 1724 338); Etym 816 (ovf. II. 558 b36); – den knudefuld podagr. Hex 114.Knudepind, no. pind til knytning. M. Knuderim, no. rimet vers; huilcke slags vers Latinerne haffve kaldet versus rhopalicos, leoninos eller knyttelvers, knuderiim. Pros 609. Jf kynttelvers ndf.Knudret, to. knudet; hugger paa knudret træ. Ps 745 (1607, 1647). – i nuv. bet., se ovf. II. 562 a49. Jf fork.Knyttenål, se messingk.Knyttelvers, no. = knuderim; huilcke kaldede saadanne riimvers versus rophalicos eller knyttelvers. Pros 201, 284. Jf Thortsen, Metrik II. 152; GrimmW: knüttelvers 6). Knyttelse, no. sammenknyttelse; Etym 806 (u. connexio), 661 (ovf. IV. 363 a43). Jf tilhobek. Vis mere +