KommeKomme, go.
1) i nuv. bet. (uvirk.), dat.; Alegast kam till hannum. Romant. Digtn. III. 2.4; kamst. sst. III. 69.6 (= kom. Chr. Pedersen. V. 3.22, 47.16); om i kammæ bodhæ hædhen. sst. III. 70.11 (= kunde komme. Chr. Pedersen. V. 48.15); sst. I. 209, 210, 252, 255, 280; som neder aff hemmelen kam. De 15 Tegn. d 2v; hand kam til anger oc ruelse. Hvitf. Bispekr. b 1v; førend Joseph kam i Ægypten. Jersin, Mirakler. e 9v; huor denne bog kam fra. Urfé, Astrea. ttbl. v; de udi en stacket tijd kame i ven- och kundskab med de fornæmmeste herrer. sst. II. 41; en anden hyrde kam der paa. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. I. 5. – flt.; allæ thesse kommæ, fforthy the thiæntæ. 1. Msb. 14.3, 7 (Gl. D. Bib.; 1550, 1647); Chr. Pedersen. II. 153; komme de til den haffn, som vaar loffuet. Pallad., S. Ped. Skib. z 8v; der de komme bedre frem, sagde hand. Tidemand, Sjæl. Urtegd. d 3 (1558). Rosenv., Gl. D. II. 208; Vedel, Saxo. 17; der de komme bedre frem, og bonden saae delefogden. P. Syv. II. 40. – de leffled, hvor de kam. Sehested, Pigers Spejl. c 1v. Jvfr. Pallad., Visitatsb, 193. – forest. m.; de raadde hannem at fly, saa lenge det komme i bedre maade. Chr. Pedersen. V. 3.10 (= kam. Romant. Digtn. III. 1.10); finge han sligt om mig at vide, ieg komme strax vdi Asserahus at side. Herm. Weigere. 118; det vaar vel saa gaat, at saadant kongeligt smycke komme kircken til prydelse. Vedel, Saxo. 248. Oven anf. st. Romant. Digtn. III. 70.11 og Chr. Pedersen. II. 153 høre mulig her hen. Smlgn. Varming. § 201.
2) vedkomme, have betydning for; vide de naaget gaat aff naagle fromme, de lade dem det slet inted komme. Herm. Weigere. 168; vi actede det ringe oc lode, som det oss ey kom. Psalmedigtn. I. 159 b; saadan ære haffuer Gud sit folck giort, huad kommer det oss hedninger stort. sst. I. 68 a.
3) k. ad ɔ: få; ilde kom hun at det (ɔ: et uægte barn), oc ilde skilde hun sig ved det. Pallad., Visitatsb. 30.23. Smlgn. adkomme 1) ovf.
4) k. af (ud af). a) kaste af; han war so twngh, ath han kom hannum icke aff hesten. Romant. Digtn. III. 36.7 = fick. Chr. Pedersen. V. 26.12. – b) skille ved, få ud af; of kunungh wil annan man af withirlagh kumma. S. R. D. III. 161; røwer och tywe kam han aff liwe. Romant. Digtn. I. 281; interrumpere alicui somnum, tage en sin søffn aff, komme en aff søffne. Colding, Etymol. 1081; Steph., Nomencl. II. 797. – skal de aldrig føre mig levendes til Sverrig, saafremt som ord kan komme mig af med livet. D. Mag. 3. R. III. 92. – komme hannom wdaff dage. Tavsen, Jesu passies hyst. 15; fortuiler her vdoffuer, saa at han kommer sig selff aff dage. Herm. Weigere. 104. – c) blive afvant med; han er ganske kommen af med at gøre det. Moth. Smlgn. isl. koma af.
5) k. af sted ɔ: a) flytte, få af sted; dimoveo, velter til side, kommer affsted. Colding, Etymol. 781; Steph., Nomencl. II. 452. – b) volde, frembringe; diæfflen er had oc affvind, det kommer hand aff sted. Pallad., Visitatsb. 49.6; som komme de ny noder aff sted oc føre fremmet dragt paa banen. Brochmand, Post. II. 111 a–b. elaboro, giør ferdig, kommer aff sted. Colding, Etymol. 613; Steph., Nomencl. II. 503; Nucl. latinit. 692. Se også u. afstedkomme ovf.
6) k. an ɔ: a) rykke frem, angribe; saa tilige hun met denne vey intet vdrette, kom hun mig an berystet i anden måde. De 12 Patriark. Test. 1615. m 6; samme nat kom fienden an ved Lydersshussene. V. Simonsen, Jørg. Brahe. 52. Smlgn. t. ankommen. – b) rådne. Moth. Smlgn. ankommen ovf. (jvfr.: naar saaret bliver ulægeligt, legemet ankommen (1701). Khist. Saml. 3. R. VI. 266).
7) k. efter ɔ: råde bod på; komme sin skade efter. Moth. Smlgn. efterkomme ovf. I. till. 54.
8) k. for ɔ: a) komme til (at gøre); naar noger kommer for noger mandsslet, skall handt were ufferdet aff hver mandt (1523). D. Mag. IV. 224; gaff tilkiende sig for skade oc mandrab kommen att vere (1571). Rosenv., Gl. D. III. 127. Endnu brugeligt i forb.: k. for skade. – b) komme i møde; occurro, kommer imod, kommer anden for. Colding, Etymol. 287; Steph., Nomencl. II. 970. Smlgn. for(e) komme 1) ovf. – c) forekomme, hindre; præverto, forkommer, kommer for anden. Colding, Etymol. 1422; Steph., Nomencl. II. 115; Nucl. latinit. 2041. Smlgn. isl. koma fyrir. – d) gøre fremgang. Moth. Smlgn. for(e)komme 2) ovf.
9) k. hen ɔ: blive begravet; Smith, Leon. Ulfeldt. I. 263. Endnu alm. i Sæland og Fyn.
10) k. hos ɔ: komme i besiddelse af; hand war louglig och ret kommen hoes samme øgh medt dannemendz wurdt (1582). Rosenv., Gl. D. IV. 37.
11) k. i ɔ: a) bringe i, føre til, skaffe; siele messer haffwer baadet thennom stoor tingest oc mett møghet godtz oc rigdom kommet thennom i stoor rolighet oc ære. Malmøb. 25; at du icke selffue skalt komme din hustru i nogen vanære oc ont rycte. Pallad., Visitatsb. 130.16; demergo, druckner slet, kommer i synck. Colding, Etymol. 737; insinuo, kommer en i gunst eller kundskab hoss anden. sst. 1179; Steph., Nomencl. II. 395, 762; Nucl. latinit. 886. – k. sig i ɔ: a) tage plads i, antage skikkelse af; diæfflæn kom seg i een hughorm ok talædæ til Euæ. Lucid. 28. Smlgn. isl. koma í. – b) blive vant til; som ere komne i med at forundre sig ofver den løgn, de høre. B. Tott. I. 146. Til dels endnu brugeligt. – c) k. i hu ɔ: huske; herre! kom mig i hw, naar dw kommer i dit rige. Luk. 23.42 (Chr. Pedersen, 1607, 1647; 1524: ehug komme); kom sabbaths dagen i hw, at du hellig gør hannem. 2. Msb. 20.8 (1550, 1647; Gl. D. Bib.: i hugh kom); memini, kommer ihu. Colding, Etymol. 729, 731; Steph., Nomencl. II. 879, 1209; Nucl. latinit. 871, 877. Smlgn. ihugkomme ovf.
12) k. (en) igen ɔ: hævne sig (på en). Moth.
13) k. intet imod ɔ: ikke være lig, intet have at sige; det, som her i riget blev svaret, kom intet imod det, man maatte svare i andre riger. Chr. III. Hist. I. 316. Smlgn. k. ved c) ndf.
14) k. om ɔ: a) skille ved; en ond tunge komme mangen om liff, ære oc godz. Herm. Weigere. 100v; ville komme hanss naade om liff oc land. Hvitf. VII. 266; mand saa ynckelig vilde komme oss om vort liff, gods oc blod. sst. IX. v 2. Se også u. hals ovf. – b) miste; er største parten saa forarmit, att the haffue soldt huss oc grundt oc kommit om, hwes the hagde (1557). Rosenv., Gl. L. IV. 247; kong Harald vaar kommen om liffuet. Vedel, Saxo. 169; vaar befryctendis, de komme om alle deris priuilegier oc friheder vdi begge riger. Hvitf. IX. pp 4v; gouverneuren komme somme tid derved om sin welfert, somme tid om sit liff (1646). N. D. Mag. II. 300; som nu er ganske forarmede og komne om al vores velfærd (1658). Suhm, N. Saml. I. 302. – c) omkomme; Herrens vrede kom offuer al Israels menighed, oc hand kom icke alene om for sin misgerning. Josva. 22.20 (1550; 1607: omkom); kommer ieg om, saa omkommer ieg. Esth. 4.16 (1550, 1647); huor pløtzlig kom Pharao om. Sthen, Ligpr. o. M. Ulfstand. c 8v. Se også omkomme ndf. Smlgn. t. kommen um.
15) k. op ɔ: være ophavsmand til. Moth. Smlgn. isl. koma upp.
16) k. over ɔ: a) overkomme, evne. Moth. – b) k. over et ɔ: stemme over ens, blive enige; nu kunde de vel fordrages oc komme offuer et. Tavsen, Post. sommerd. 304. Se ovf. u. en (talo.) 4 b).
17) k. på ɔ: a) få til; theris høwitzmen och them, som them paa swadant vradh kommet haffde. Dipl. Chr. I. 152; Moth. – b) bringe, føre til, over; dermet hun paa oss alle kom evig død. Psalmedigtn. I. 134 a; disse tre kom ræffuen slig plage paa. Herm. Weigere. 115v. – erigo, trøste, kommer paa fode igien. Colding, Etymol. 1055; Steph., Nomencl. II. 524 (cieo, kommer paa gang. sst. II. 197); som hafver kommet os den rette oc reformerede lærdom paa fode. P. Resen. 288. – i nuv. bet. uvirk.; at den gamle maneer af regieringen kommer paa fode igien (1658). Suhm, N. Saml. I. 302. – c) overbevise om; skal han giffue hannem fuld løn, vndertagen om han kand komme hannem nogen brøde paa (1545). N. D. Mag. I. 261 = bewisen mak. D. Mag. V. 227. – d) træffe på; kom ieg paa en hiort, da greb ieg hannem. De 12 Patriark. Test. 1615. e 4; invenio, kommer paa nogit. Colding, Etymol. 1404; Steph., Nomencl. II. 808; Nucl. latinit. 210. Smlgn. isl. koma á.
18) k. sammen (tilsammen) ɔ: blive gift; giffde sijdhen syne søster hertog Mylon, vj manet, efther the wore sammen komne. Romant. Digtn. III. 11.16-17 = Chr. Pedersen. V. 10.15; ingen skal komme sammen i første, andet oc tredie led. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 112; det vil give kloge børn, naar vi komme sammen. D. lykk. Skibbrud. A. 3, S. 10. – komme oc nu mange par folck tilsammen y gudfrøctighed ... men Gud welsigner dennom oc deres echteskaff. Tavsen, Post. vinterd. 106; thett morgengaffuis-breff, hans broder nogen thiidt lang, efftherath de skulle wære kommen tillsammen, hinde skulle haffue giffuitt (1593). Rosenv., Gl. D. IV. 371; igienfordre, hues brudskat Burislew vaar giffuen, effter de icke kom tilsammens. Hvitf. I. 110. Smlgn. isl. koma saman.
19) k. til ɔ: a) bringe i (til); de ypperste prester søcte vidnisbyrd mod Ihesum, at de kunde komme hannem til døde. Mark. 14.55 (1550, Chr. Pedersen, 1647); genero, paafinde oc komme til veje. Colding, Etymol. 520; Steph., Nomencl. II. 644. – b) bevæge, få til; man kunnæ thet (ɔ: dyret) aldri fanghæ, vthen man kommer thet til ath fallæ. Lucid. 49; N. D. Mag. V. 179; hwo som kommer en anden til at dricke sig drucken. Chr. Pedersen. I. 7, 13; (1530). D. Mag. II. 124; straffede hannom, paa det, att de skulde der med kome hannom till att lade aff. Tidemand, Jerusal. Forst. a 4; komme almuen til at tinde. Herm. Weigere. fort. 3v; Vedel, Saxo. 10 ir.; hvilcke deris egen skam kand komme til at blifve tacknemmelige. B. Tott. I. 6; Jammersm. 203; Grev. og Frih. K. 63; hand kom Israel til at synde. Gerner, Hell. Dage. II. 154. Jvfr. Steph., Nomencl. reg., Nucl. latinit. reg. u. o. – c) blive (tjene) til; som hannum kand komme til loff oc ere oc vore siele til salighed. Chr. Pedersen. I. 74, 139; de giøre ingen fructh aff dem oc komme deris siele intid til gaffns. sst. I. 242. – d) tilkomme, passe sig for; ad rase afsted, undsige, kommer hannem til, som kand icke regere sig self. Comenius, Opladne Dør. § 894; det, som propheten siger om sig, at hand staaer paa sin vact, kommer eder alle till. Gerner, Hell. Dage. II. 536. – e) vedkomme; huad kommer thet til oss, ther see thu til. Matth. 27.4 (1524; Chr. Pedersen o. flgd. overs.: k. oss ved). – f) gå så vidt; det kommer dog der om icke til, ieg det gierne lide vil. P. Smed. a 3. – g) k. til ords, se u. ord. – h) k. til sig ɔ: komme til sig selv, til bevidsthed; ath komme til sig i ghen, animum recipere. H. Smith, Hort. synonym. 6v; Colding, Etymol. 167; resipisco, vorder viiss igien, kommer til mig. sst. 1106 (k. til sig selff. sst. 360); Steph., Nomencl. II. 1232; Nucl. latinit. 1549; der hwn kom noget til sig igen, ath hwn kunde noget tale for suck och graad. Chr. Pedersen. V. 166.11; vden saa vaar, at droning Dagmar haffuer ligget vdi heltraa oc er kommen til sig igien oc talede paa ny. Vedel, Hundrede Viser. II. nr. 25 indl.; vildbassen søgte hannem, slog hannem omkring ... der hand nu vaar kommen til sig igien. Hvitf. I. nn 4v. Jvfr. sv. komma till sik. Smlgn. isl. koma til.
20) k. tilforn ɔ: a) komme frem for, i møde; huor met skal ieg komme Herren tilforn, mon ieg skal komme hannem tilforn met brendoffer. Mik. 6.6 (1607, 1647: imod); hvo som kommer sin ieffnlige tilforn med æres beviisning. Er. Roterod, Om Høviskhed. 36. – b) komme forud for, i forkøbet; som komme huer andre tilforn met ærbødighed. Rom. 12.10 (1607, 1647; nuv. overs.: forekommer; gr. προηγούμενοι); see en oxe af iorden, oc wi vilde gribe hannem, men Joseph kom os tilforn oc greb hannem. De 12 Patriark. Test. 1615. k 5; alle søge til hannem oc haste at komme hinanden til forne. B. Tott. II. 109. – c) komme i forkøbet, afværge; saadan en indtale kommer Christus tilforn. Coruinus, Post. II. 81v; med tolmodighed overvinder mand ulykken, og med fornuft kommer mand den tilforn. P. Syv. II. 189.
21) k. ud ɔ: udruste, stille i marken; formaa fornefnde soldan vdh at kommæ tyuæ tusennæ væpnæræ. Mandev., R. 22.16.
22) k. under ɔ: bringe under; kom ieg vndher macthen myn allæ the land. Rimkr. d 4; ieg vilde kommed dig tit och offte vnder den alsommectiste gudz lydelse, at du skulle tient hannum. Chr. Pedersen. I. 86; at myn fiende sckall icke komme migh vndher syn macht igien. P. Eliesen. 33. Smlgn. isl. koma undir.
23) k. ved (der-, herved) ɔ: a) formå, have lejlighed til; tha flyr han for mænnæskæ, om han kan veth kommæ. Lucid. 35; ther ssom wij haffde kunde kommen ved at tale inthet om theres wredelighedt vtj troen. Prædik. Gensv. 26; wor det hanss baade, att han kunde komme wed att legge den aff. Tavsen, Post. sommerd. 88. – b) være stillet; wij ere saa komne wed hwer andre, wij muæ bere hwer anders byrde. Tavsen, Post. sommerd. 137v. – c) være lig, kunne lignes; hand vaar herligere end de tho, men hand kom icke ved de tre. 1. Kr. 12.21 (1550, 1647); hun lidde meget ont til forn, men det kom icke her ved. Pallad., S. Ped. Skib. f 3; intet sødt kommer der ved, naar hand er selff saa nær til med. Psalmedigtn. I. 314 a; dend (ɔ: Guds vrede) er som en forterende ild, oc løwens vrede kommer der intet ved. Rosenkrands, Undervisn. 148. – i nuv. bet.: angå. B. Tott. III. 28. Smlgn. isl. koma viƀ.
24) k. (tal) å ɔ: få (tal) på; tha samledis so megit af Israels folck til mynstærit, at mæn kunne ey komme tall a them. Hell. Kvinder. 8.3.
25) k. sig ɔ: træffe sig, ske; dersom det kommer sig saa, at hand kommer udi fare. B. Tott. I. 34. Smlgn. Aasen: koma sek c).
26) tm. sømmelig, god; thet ær ey lønlict at lathe tesse penninge til varæ komen penninge, for the ær blothz værth. Hell. Kvinder. 16.9-10 (jvfr. Matth. 27.6). Jvfr. isl. kominn. – Smlgn. Lund: kumæ samt ad-, af-, afsted-, an-, be-, bort-, efter-, fore-, for-, fra(n)-, fram-, fuld-, gen-, he(de)n-, hjem-, (u. hem)-, igen-, ihug-, ind-, indbekomme ovf. og neder-, om-, op-, over-, på-, sammen-, til-, ud-, und-, vederkomme ndf.Komme, go.
1); – dat. flt.; komme the medt theres falsche clagemaal. Præd 34. – k. frem med (sv komma fram med) yde, give; (1598). RdU IV. 436 (ovf. V. 108 a1-2); hands synge-koor med sangen kommer frem. Helt 125. – k. ind (fsv koma in) ɔ: komme som indtægt; (1558). Rsv* IV. 278 (ovf. V. 138 b53). Jf indk. (V. 522 a26). – k. (hjem, ind) med hsbet. ɔ: tilfalde, komme over; guldh ok sølff kommer thek snarth. Dyrerim 55 (jf sst. 111); det, der trøste kand, mig aldrig kommer ind. DP 39; – huorledis skulde da min løssactighed komme mig hiem igen. Tdm III. 66; VdS 350 (ovf. II. 208 a28); PSO II. 294 (ovf. u. bugbid 2)). – k. med nm ɔ: komme til; TSd 310v (ovf. u. forflue, tm. b)); jf DalinOb: komma 9 b). – falde (være); TT II. 76 (ovf. I. 637 b s. l.). – k. løs ɔ: blive fri; (1558). Rsv I. 254 (ovf. u. blokke); Hvf IV. 91 (ovf. I. 533 a8). Jf løs 1). – virk. få, føre; HKv 7135 (ovf. II. 575 a3); jf fsv koma bort; Jes Sir 484 (1550, ovf. III. 212 a26); kosteligæ yrther ieg kommer til sammen. Dyrerim 12. – få (gøre); SR II. 256 (ovf. IV. 889 b13); (1686). DS II. 279 (ovf. III. 35 a20). Jf bet. 19 b).
3) – b) tilstøde; SK v 113 (ovf. IV. 634 b35); se også adkomme 2). – 4 b) – uvirk. omkomme; kommer tiit af dage. Hex 111. Jf ovf. V. 165 b26. – d) opstå (fremkomme) af; SmdLb I. 40v (ovf. V. 110 b47); injussa virescunt gramina, de komme aff dennem sielff. Etym 600. – 6 a) bdm. udfordrende; Rch 210 (ovf. II. 152 b22). Jf OG.
6) – c) ɔ: komme; der otte-sangens tiid kom an. AB I. 176. – 8 a); jf ovf. III. 750 b33. – k. for orde, se ovf. III. 380 a38, jf ndf. – e) k. frem, optræde; dersom hand tencker, vi skall icke komme for (1596). KhS III. 61; manat malum, det onde flyder vd, kommer for. Etym 714, 134 (ovf. V. 230 a21); Steph II. 874. – f) forekomme, vise sig; HS 145 (ovf. III. 680 a32); Disp 53 (ovf. II. 17 b21); BT II. 282 (ovf. III. 889 a18); – hvor underligt kommer det disciplene for. GHD I. 314. – g) k. for dagen (lyset) ɔ: komme frem (blive udgiven); nu kommer for en dag, hvorfor A hand skulde fra kronen settes af. AB II. 69; Raun 81 (ovf. V. 165 b31); – Etym 726 (= venire in medium); lader jeg det nu komme for lyset. BrunsmK fort; for lyset min ordbog kommer frem (P Syv). DS VI. 377. Jf l54. – 9 b) (t hinkommen) ɔ: blive spildt; sckulle dy tiuffue daler komme saa unøttelig henn (1560). KhS VI. 97.
10); (1547). KhS VIII. 264 (ovf. III. 828 b37). – k. i ed ɔ: tage i ed; mustrer the knechte oc thennom kommer vdj eed (1566, Fr Jessen). – 11 b) – have at gøre med; at vedfaaes (ɔ: komme i med). PSO I. 58.
15) – b) komme frem, blive til; Etym 799 (u. nascor, de inanimatis), 852 (u. orior); Steph II. 912, 986. – c) – blive bekendt (om); om det kom op med dem, at de eigde guld. SkP 602. – d) komme sig (gå fremad); exsurgo, kommer op, kommer på fode. Etym 1056; Etym 585. Jf opk. 2).
16) – ramme (som gengæld); hans bluod komme offuer oss. Matt 2725 (1524, CP, 1550); Josva 2240 (ovf. II. 580 a5). Jf overk. 3). – 17 a); Wiel IV. 3 (ovf. V. 29 b32). – b); kom hand paa gang tre vugger. TK 25. – d) – tilfalde, hændes; vdhenn thet komme hannum paa met nødwerghe (1512). KD II. 191; RFII 356 (ovf. I. 411 b7). – e) k. på fode i nuv. bet., se ovf. u. fod; II. 580 a36, jf ovf. V. 260 b8. – 19 a); 1 Msb 2923 (T, ovf. II. 870 a41). – c); (1508). DM IV. 188; Rch 167 (ovf. II. 22 a38, 307 a28). – komme sig (k. til kræfter); convaleo, kommer til mig igien. Etym 1183; Steph II. 341. – spire? thi den (ɔ: sæden) kommer sildige till sigh (1601). NkS 351d (4°) 80v (= l tarde concipit. udg 1594 99). – e) – ramme; huad kand oss komme til for nød? Psd I. 138 a; hand vel tænkte, mig var kommet noget til. Wiel XI. 473. – i) opnå, få; adipiscor, kommer til noget. Steph II. 50. – j) virke til; DoB 86 (ovf. I. 784 b20-1); (1588). KD II. 434 (ovf. II. 62 b9-10). – k. til ljuset ɔ: komme for l.; at sandheden kunde komme til liuset. Cold k 2. Jf l9. – k. til skade ɔ: lide skade; (1615). KD II. 597 (ovf. I.* 42 b16).
21) – udbrede; kommer vd for alle, divulgo. Dict; Steph II. 1449 (u. vulgo). – (fsv koma ut) blive udbredt (bekendt); fama manat, kommer vd blant folck. Etym 714; Steph II. 874. Jf ovf. IV. 565 a5. – blive udgiven; før andre fleere af hans skrifter komme ud (1702). DSt 1909 43.
22) – gå til grunde. M. Jf mnt underkomen. – k. under vejret med (sv komma under vädret med) ɔ: mærke (opdage); hand vaar kommen vnder veiret met hans forræderi. VdS 489; der som mand kom vnder væirit med en, at hand haffde falskeligen sorit. SkP 697. Jf væder 6). – 23 a) – gavne; jeg optenckte it listigt sned, endog det kom mig icke meget ved. VdP 131; Lyndsay 46v (ovf. IV. 597 b1). Mulig i bet. d). – d) vedrøre; kom det erchebispen ved mere end Lutherum. Colding i 4v; se ovf. II. 581 b33; hvad kommer det dig ved. Lønb 12, 13. – påligge; det kommer en lærere ved at samle den rette mening derpaa. Altb e 1. Jf ved(er)k. 5).
25); det kom sig saa, hende sig saa. Etym 1404 (u. evenio). – passe; libet, kommer sig saa. Etym 654; Steph II. 847. – b) i nuv. bet.; kommer hand sig lit, saa rider hand paa jagt. DP 38. Jf atter-, did-, hid-, i-, løs-, mellem-, nær-, omkring-, opå-, overens-, tilhobe-, tilsammen-, udihugk., først-, næstkommende, her-, kær-, løs-, ny-, sjelv-, velkommen.Kom-her(re), no. tjener; ja herre, jeg er eders rette kom her, jeg vil eder følge i denne færd. Ranch. 286; mig thyckis, hand haffuer eg och høns at bere, ha ha, det er min rette kom herre. De mundo et paupere, 43. Smlgn. fyg om by ovf.Komme, no. fk.; han skynder segh amoth thin kommæ. Gl. D. Bib. 1. Msb. 32.6; han viste inted aff min komme. Herm. Weigere. 99; daa renther hun din kome. Grundtv., Folkev. IV. 311 b; saa forhadet med sin komme forvist af alting er. Hexaem. 26. Endnu fk. i V. S. O., nu afgjort ik., jvfr. Grundtv., Haandordb. Isl. koma (kváma) hunk. Smlgn. af-, indkom(me) ovf.Kom(me), no. Jf ad-, efter-, op-, sam-, tilk.Komst, no. komme. Moth.Komst, no.; nu ventes hendes komst. AB II. 33; Jm 179 (ovf. V. 181 a49). Jf BW II. 724: kumst. Jf ad-, af-, an-, be-, did-, fram-, gen-, hem-, her-, hid-, ihu(g)-, imellum-, ind-, mellum-, ned(er)-, op-, over-, på-, sam-, sammen-, tilhobe-, til-, tilsammen-, ud-, velk.Kommetid, no. tid til at komme; det er komme-tjd for hvjden slangetærer. Raun 43; 48 minuter sildigere end nestforleden komme-tid. BrunsmK 279. Kommevejr, no. tilkommende vejr; Raun 20 (ovf. II. 682 a50).Kommelse, se bort-, efter-, gen-, hug-, ihug-, om-, overens-, sam-, sammen-, tilagters-, tilhobe-, tilk. Kommere, se efter-, fuld-, ihugk.Komning, se samk.