KoppeKoppe, no.
1) kop (catillus); sæt saa en stor koppe eller it passeligt vinglas vnder hendis bryst. H. Smid, Lægeb. II. 18; ieg kand kun drikke en halv koppe. Den polit. Kandestøb. A. 4, S. 5.
2) redskabet til kopsætning og den derved frembragte hævelse; lad sætte koppe bag paa skuldrene. H. Smid, Lægeb. I. 48v; siden skal der sættis en koppe paa steden oc lade den vddrage ederet. sst. IV. 20v; cucurbita, koppe. Turson, Vocab. 51; Colding, Etymol. 273, 725 (catillus, kop. sst. 184); Steph., Nomencl. I. 280; Comenius, Orbis pict. 226; Nucl. latinit. 225 (cratera, kop. sst. 205); kaster du endnu maden op, saa sæt en koppe mod maffvemunden. N. M. Aalborg, Lægeb. 162. Smlgn. Söderwall, Ordb.: koppa samt edderkoppe ovf.Koppe, no. Jf bade-, børne- (ovf. V. 64 a11), spinde-, spindel-, trip- (IV. 445 a11), vatn-, vindk.Koppemælk, no. et slags mælkemad. Moth.Koppesætte, go. kopsætte; scarifico, aarlader, koppesætter. Colding, Etymol. 1114. – Nucl. latinit. 1562: kopsætte. Koppesætte, go.; DM3 II. 174 (ovf. IV. 780 b7).Koppesættelse, no. kopsættelse; scarificatio, koppesættelse. Steph., Nomencl. I. 257 (Colding, Etymol. 1114 og Nucl. latinit. 1562: kopsættelse).Koppesættelse, no.; den (ɔ: huden) rensis mere aff kaappesettelse end aff aareladelse. SmdLb III. 35.Koppesætter, no. en, der forstår at sætte kopper; kom der en vng karll till hannom, som vor enn kopsetter (1621). N. D. Mag. I. 386; koppe, som koppesetter bruge. Comenius, Orbis pict. 226.Koppe, go. kopsætte; lod ieg, Chrestensse och Jøtte oss koppe (1604). D. Saml. 2. R. II. 258; lod ieg mig kope af en quinde for min øyen schyld. V. Simonsen, Eske Brock. I. 98; Moth. Smlgn. n. o. sv. koppa.