LangLang (lång), to. 1) i nuv. bet.; mange aff dem komme hid long vey. Mark. 8.3 (Chr. Pedersen); vaare disse ni hundrede aar de fattige christne longe nock. Pallad., S. Ped. Skib. i 2; store oc laange breff. Herm. Weigere. 21. 2) vidtløftig; andræ rigæ oc øør, som lank woræ at scriffue aff. Mandev. Rejse. 98.1; som langt vaare at opregne. Pallad., S. Ped. Skib. d 5v; hwad will iegh giøre langt aff eth. Ranch. 27; det bleffue mig langt at scriffue der om. Lyndsay, Om Monarkier. 4v. 3) varig; du gav mig disse tu nordkruner til en arv og saaest der i hen til mit huses lange tarv. Kingo, Chr. V. anhang. h 1v. 4) varende; der af drucket nogen tid lang afften oc morgen. N. M. Aalborg, Lægeb. 149. 5) a) fordærvet; vappa, suur oc fordærffuit vin, lang vin. Colding, Etymol. 1387; melken blev det, man kalder lang eller slimet. Olufsen, Oecon. Annaler. VII. 124. Smlgn. Sch. u. L. VI: lank. – b) maden bliver lang i munden ɔ: kvalmer. Moth. 6) a) gøre l. arme ɔ: stjæle. Moth. Smlgn. nuv. gøre l. fingre, der ogsaa findes i Tysk. – b) l. bænk, se ovf. bænk 5 b). – c) have l. øren ɔ: høre skarpt. Moth. Til dels endnu brugeligt. 7) for lange ɔ: for lang tid siden; som Hakæn hade ieth for langhæ. Rimkr. f 1v; thet, som war spaatt for lange. Psalmedigtn. I. XXIII b; thet ved ieg wel for langhe. D. Skuesp. 44. Smlgn. isl. fyrir löngu samt forlangen ovf. – 3 g.; i langest (længst) ɔ: til sidst, jo længer ... des; det bleff i lengst verre. Mark. 5.26 (Chr. Pedersen); naar menniskens natur bliffuer i langest och mere skrøbelig. P. Laurenssen. Til formen long jvfr. Varming. § 74 1) og 2). – Som bio. 1) lang(e) ɔ: a) længe; hwilken iæk hawer langge hyæt ham (1556). D. Mag. 3. R. III. 300. – b) for længe siden; thette mottthæ ieg lange haue giorth, om ieg hade wilth. Romant. Digtn. III. 180.1 (= lenge siden. Chr. Pedersen. V. 122.32); thet var forsnymen oc ey langhæ. sst. II. 135. – c) lang siden = lang(e) b); ellers haffde wi verrit lang siden øde. Ranch. 39; mit offers kaast er lang siden ræde. sst. 69. Smlgn. længe siden ndf. – d) langs; med en brandtmur lang wed den wderste side (1643). D. Saml. VI. 189. 2) langt a) i nuv. bet.; swo lonkt, som man maa skyde meth edh armbyrst. 1. Msb. 21.16 (Gl. D. Bib.; 1550: it armbørste skud lonkt der fra); so lawent øster oc søndher, som sane men wil forhætte theres edhe (1483). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 121.20 (jvfr. sst. 168); thet ware longt fran meg at berøme. Gal. 6.14 (1524, 1550; 1607: langt); som han vor en longt borte. Luk. 15.20 (Chr. Pedersen, 1550; 1524 og 1607: langt); dog skinner k. Dauid longt offuer alle de andre. Ranch. 8. – b) længe; kongen suckede oc tenckte vel langt. Herm. Weigere. 92v; komme de Danske til stædet langt før end deris vederpart. Hvitf. I. 65; icke langt der effter tog hand sig til ecte en meget skøn iomfru. sst. I. pp 4; huilcket hustruen langt effter fick igien. sst. VI. 187; kom icke løs igien før end langt effter. sst. IX. g 4v. Smlgn. ende-, fod-, gade-, langs-(-langt) ovf. og sam-, sommerlang ndf.Lang, to. (isl langr) 1) – høj; ChrIV* IV. 167 (ovf. II. 566 a2). 4); Hvf II. 225 (ovf. u. beligge 1)). – som var en tid lang laant. DV IX. 641. Jf tidlang (også ndf.). – forstærkende; vdj mange, langhe aar till nw paa thenne tidt (1544). DM5 I. 244. 5); lang oc wklar vin. SmdLb VI. 50v; MP 77. – lang(e), bio.; hoo noghet got will giffwe, han scal eij forlanghe bidhæ. PL** I. nr 347. – saa lang haffuer ieg wæret Luthers oc icke lenger. NMP II. 177. – langt a) – på langs; in longum, langt. Etym 679, jf ndf. s 650 a29. – b) meget, helt; det er langt eller meget bedre. Etym 786 (u. multo); langt anderledis. sst.; senistræ er it langt anderledis slags end senis-vrt. FD reg m 1v. Jf af-, finger-, spand-, spænd- (IV. 50 b23), tid-, vinterl., bag-, for-, side-, strand-, veglangs[en].Langager, no. en stor mark; – binde l. ɔ: have travlt; hand skal ej til lang-ager at binde. P. Syv. II. 172; Moth.Langagt(e), to. langagtig; langacte perle, cylindrus. Colding, Dict. Herlov. = langagtig p. Steph., Nomencl. I. 69. Smlgn. flæde (u. flad).Langbøsse, no. et skydevåben; paa hver femte gaard skal være en mand med langbøsse (1612). N. D. Mag. II. 172.Langbøsse, no.; (1556). DS III. 223; HT7 I. 209.Langdans, no. en dans af mange, der holde hverandre i hænderne. Moth. Smlgn. sv. långdans.Langdans, no.; dandse langdansen udi en lang rad. Werner, Clauis II. 1191 (u. funis).Langdragenhed, no. en selvlyds udtale som lang; dersom tvende a kunde blive en aarsag til langdragenhed. Gerner, Epitome. 37. Smlgn. sv. långdragen samt drage 3) ovf.Långdrægt, no. langdrag, opsættelse; undertekt ær thwinnæ lundæ, ien ær then, ther griber længer timæ, annen ær then, strax giøræs uden longdrekt. N. D. Mag. VI. 188. Smlgn. drægt 1) ovf. = Langdrægtig, to. 1) langsom, senfærdig; Philippus var seen oc langdrectig med sin vndsetning. Lyschand. 71; de ere seenferdige oc langdræctige. B. Tott. I. 122; indvaanerne vare saa langdræctige til at afvende deris egen ulycke. P. Resen. 32. 2) langmodig; hand vor synd forlader os oc er langdræctig. S. Povelsøn. 458. Langdrægtig, to. 2); kærligheth ær longdræktugh oc manniglegh. Kemp 9418 (= l longanimis).Langdrægtighed, no. 1) senfærdighed, langsomhed; når sagen var forhalet, var det P. P.s egen langdrægtigheds skyld. Secher, Rettertings D. (1605-14). 150; haffuer hans naade icke ladet sig saadan langdrectighed eller seenferdighed befalde. Lyschand. XXI. 2) langdrag; paa det det icke skall komme i langdrectighed (1629). (A. L.). Smlgn. drægtighed ovf. (u. drag).Langdrægtighed, no.; hvorledis de kunde saa snart og gesvinde komme hid, efterdi de med slig langdrettighed kommer bort her fra igien. HiørK a 4 (= udg 1660 a 2v).Langdyrig, to. varig, holdbar. Moth. Smlgn. dyrig ovf. (u. dure).Langdyrig, to. (holl langdurig); naar der kommer hastig oc langdyrig snee. Deb 116.Langdås, no. langdysse. Moth. Smlgn. V. S. O.: dås.Langekkesbonde, no. fæstebonde, der skulde gøre lange kørsler for sit herskab; de andre slags tiennere ere de, som ickon til lange rejser at giøre ere forordnede, kaldis oc deraff langecksbønder. A. Berntsen. II. 154; ir. sst.: langæckstienere. Smlgn. ekke ovf. –Langekkestjenere, no. = langekkesbonde. Se d. o. Smlgn. tjenere ndf.Langfjenderod, no. = fjenderod. Moth. Se d. o. Smlgn. Jenssen-Tusch, 155.Langfordan, no. et meget højt (men udygtigt) menneske. Moth. Smlgn. Rietz: dann.Langforhånd, no. 1) = langfordan; longurio, lang for haand, lang slyngel. Steph., Nomencl. I. 251; Moth. 2) en slughals. Moth.Langforhånd, no. 1); PSO II. 125 (overskr: høj).Langfridag, no. langfredag; den hele passij att lese paa langfridag. Tavsen, Jesu passies hist. a 2v; Kirkeordinans. d 4v (= langfredag. Rørdam, Kirkel. I. 65). Smlgn. fredag ovf.Langfridag, no. (isl langfrjadagr); – langfredag. HemmP I. 238; Dict; – vor herris pinelse paa longe fredag. CP I. 341.Langfærdig, to. langsom; nu lange, nu korte, nu hæle, nu hal, langferdig, hastig. Ranch. 20.Langfør, to. langvarig; en liden lyste giør tit en langfør skade. Pouch, Problemata. m 5; P. Syv. I. 295.Langhakke, no. et skydevåben; 29 murhacker og 2 langhacker. O. Blom, Kr. IV. Art. 61. Smlgn. hage.Langhale, no. firben. Moth. Høres endnu på Kbhvns. amt. Langhalm, no. – tærske for l. ɔ: gøre unyttigt arbejde. Moth. Nu siges: tærske l., se Ordb. o. Gadespr.Langhalm, no. (fsv langhalmber) i nuv. bet.; somme giemme langhalm och giøre taag der aff (1601). NkS 351d (4°) s 1; (1706). FS IX. 163 (ovf. IV. 50 b31).Langhelde, no. langdrag. Moth. Smlgn. Aasen: langhelda; Sch. u. L.: lankhelde samt i lange helde ovf. u. helde 1).Langhoved(et), to. med langt hoved, høj pande; de lang-hofvede ere geneyede til vildelse. Comenius, Opladne Dør. § 281 (= l. cilones). – Colding, Etymol. 217: lang hoffuedet.Langhund, no. en langstrakt hund. Moth.Langhvalt, to. tøndehvælvet; carinatus, langhvalt. Colding, Etymol. 177. Smlgn. hvælve (u. hvalv) ovf.Langehvile, se langvil ndf.Langhårig, to. langhåret; hans (ɔ: hestens) kobber-støbte lend skal være glat oc spekked, med sin langhaarig svantz bagzired og bedekked. Sorterup, Smaasag. 70; Nucl. latinit. 214: langhaaret.Langjærn, no. jærnet i plovåsen foran det egenlige plovjærn; en bonde kom hiem oc forloed tømmen i marcken met langiernit oc skiærren. Hvitf. I. nn 2v; culter, langjern paa ploug. Colding, Etymol. 276; Nucl. latinit. 227. Endnu alm. – bruges med le og langjærn ɔ: dyrkes (om jord); de to stykker eng og ager havde været bruget med le og langjærn til den gard. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 196. Langjærn, no. 2) jærntap i den underste møllesten (der drejer rundt med den øverste sten); jernet till quernen, langjern och segelthaper (1668). JS3 III. 167. Jf FeilbO: langjærn 2).Langkantet, to. med afjævnet kant (ikke skarpkantet). Moth.Langkatteklever, no. plantenavn, lagopus major alter. Moth. Smlgn. Jenssen-Tusch. 22 samt klever ovf.Langlas, no. den lange finger. Moth. – langmand. sst.; Colding, Etymol. 395 (u. infamis); Steph., Nomencl. I. 110.Langlavet, to. velvoxen. Moth. Langled(es), bio. 1) langvejs, langt borte fra; hoo som langledis seer ther til, hannum tikcher. Mandev. Rejse. 106.12-13; nogen aff thennom ware komne langledis ther fran. Mark. 8.3 (1524; Chr. Pedersen: long vey); – aff Cesari er ieg kommen langled. D. Skuesp. 97. 2) på langs; teres, langledtz trind. Colding, Etymol. 1312 = langlænds trind. Nucl. latinit. 1874; Werner, Clauis. V. 543. – Som to. fjærn; thæn tiidh han kommær af langledæs land. 1. Kg. 8.41 (Gl. D. Bib.; 1550: fremmede l.; 1607: et l. langt fra). Smlgn. isl. langleiƀi; Söderwall, Ordb.: langledhis samt led ndf. Langledes, go. trættes, blive ked af; hannem langledis ved, at krigen gick icke for sig. Vedel, Saxo. 317; er nogen paa sin vandring, oc hannem langledis. paa sin reyse, da kand denne lille bog være hannem en veykaartere. sammes Viser. fort. a 8; kiød oc blod langledis ved tiden. sammes Ligpr. o. Predbj. Podebusk. e 1; begyndte hun strax at langledes oc kædes saare ved den gamle herres .... hans omgængelse. sammes Sv. Tiuvesk. 90; Moth. Smlgn. Rietz: långledes samt ledjes ndf.Lang(e)leg, no. et strængeinstrument; harpen, lang-leegen (hackebretet), feylen. Comenius, Opladne Dør. § 775; paa en langeleg der paa jeg vil om vinteren udlege frit min slette digt. P. Syv, Cimbr. Sprog. 174; Moth. Smlgn. Aasen: langeleik samt leg ndf.Langlegstræng, no. en stræng til en langleg; der ere nogle viselhuuse giorde aff langleg strenger. Herwigk, Om Bier. 36. Smlgn. stræng ndf.Långlivet, to. levende længe; at thw skalt wordhe long liffwet paa jorden. 2. Msb. 20.12 = langliffuit. N. M. Petersen, Lithist. I. 121 = sv. langliwadher, se Sv. Medeltid. Bibel-Arbet. I. 333. – i nuv. bet. se ndf. u. langtrækkende.Langlåret, to. langbenet. Moth.Langlænds, bio. = langled(es) 2). Se d. o. Smlgn. nuv. baglængs, der også er alm. i æ. Dsk.Langmysling, no. en større muskel. Moth. Smlgn. mysling ndf.Langmål, no. hovedmål; vede - løbere haster fra maalet til langmaalet. Comenius, Opladne Dør. § 946 (= l. a carceribus ad metam).Langnæbbe, no. et fuglenavn, kobbersneppe (limosa); ficedula, lang nebbe. Turson, Vocab. 158. Langnæbbe anføres som norsk navn i Kjærbølling, Skandinav. Fugle. 532, 534. Smlgn. sv. långnäbb.Langodde, no. en lang landtunge. Moth.Langrangel, no. = langforhånd. Moth. Smlgn. rangel ndf.Langroe, no. plantenavn, et slags roe. Moth. Smlgn.: napus ere de lange roer. H. Smid, Lægeb. VI. 90; napus, burfels roe, lange rofver. S. Paulli, Flora D. 299 A; Colding, Etymol. 798; Steph., Nomencl. I. 164; Nucl. latinit. 995.Langrumpe, no. et slags æble. Moth.Langrund, to. trind (cylinderformet). Moth. Smlgn. Frisch, Wb. I. 575 b: langrund.Langsindig, to. langmodig. Moth. Langsindighed, no. langmodighed. Moth.Langskaftet, to. 1) i nuv. bet. Moth. 2) med et kraftigt mandslem. Moth. Smlgn. Schlyter: skapt 4).Langskaftet, to. 1); lang skaffte øgsser. DS III. 223. Jf I.* 30 a22.Langskagle, no.? hiølier, langskagller, høtiiffuer. D. Saml. III. 223. Efter Junge, Nordsiell. Landalmue. 177 ere langskagler: tynde afhøvlede bretter (til at spise på); men sammenstillingen her synes snarere at pege på et redskab til brug i marken. Smlgn. skagel ndf.Langskagle, no. vognstang? langskaglen fik vi bønder løs ... langskaglen viste dem den vey, som nærmest var at kiøre. Wiel VII. 252-3. Langskrue, no. en skrue på en rok, ved hvilken opstanderne med tenen kunne skrues frem og tilbage. Moth. Endnu brugeligt på Kbhvns. amt.Langslangerdang, no. = langrangel. Moth. Smlgn. sv. dank (slå dank), lediggang; Aasen: dank 2) og slong.Langslyngel, no. = langslangerdang. Moth. I Colding, Etymol. 680 og Steph., Nomencl. I. 251 (se ovf. u. langforhånd) findes slyngel som overs. af longurio.Langsot, no. langvarig sygdom; er det (ɔ: kvæget) sygt af langsot eller fængsom sygdom (1681). Hist. Tdskr. IV. 532. Ordet kunde mulig også bet.: smitsom sygdom (der rækker langt); jvfr. dog langsyge ndf. Smlgn. sot ndf.Langsoverinde, no. en kvinde, som sover længe; en christelige ecteqvinde skal icke være en langsoffverinde. Holtzmann, Qvinders Speyel. 13. Smlgn. t. langschläferin. Langspil, no. et musikalsk instrument (vistnok = langleg); deres krogharper, hackebretter og langspil. Arrebo. II. 36; hans piger legte den (ɔ: en vise) paa langspil. Norske Selskabs Skr. I. 259; langspill (en national strengeleeg, bygget i en fiirkant, mere lang end breed oven til bedækket og belagt med messing strenger, men neden under aaben). Strøm, Søndmørs Beskr. II. 244; op'! svare mig med langspils klang. Storm, Digte. 1785, 76. Smlgn. Aasen: langspel. Langstakket, to. med én lang og én kort stavelse; tostavelsesord have tonen i første stavelse og ere langstakkede. P. Syv, Sprogkunst. 7. Smlgn. stakket ndf.Langstang, no. = langlas. Moth. Smlgn. Rietz: långstång.Langstjærtet, no. langhalet; en gyldene, langstiertet flyve-drage. Kingo, Chr. V. anhang. b 4v. Smlgn. stjærtet ndf.Langstrækkende, to. 1) som strækker sig langt; prominens collis, viidstreckende, langstreckende høy. Colding, Etymol. 713; Nucl. latinit. 843. 2) gørende store skridt. Moth. Langsyge, no. en sygdom på over 40 dage. Moth. Smlgn. sjuge ndf.Langtemmer, no. stort tømmer; huad langthemmer som komer, maa kiøbis wden porten (1540). N. D. Mag. II. 241. Smlgn. temmer ndf. Langtrin, no. brættet på en rok. Moth.Langtrækkende, to. = langstrækkende 2); langlifved hestekrop med kiempe - fod frem - skrider lang - trækkendis, saa det ad vejen lystig lider. Sorterup, Smaasager. 71. Langtålig, to. = langsindig; thu herre Gudt æst barmhiertig oc naadig, langtaalig oc stor wdi misckwndt. Ps. 86.15; 103.8; 145.8 (Fr. Vormords.; Chr. Pedersen og flgd. overs.: tolmodig). Smlgn. tålig ndf.Långvarende, to. 1) varig, langvarig; vintherens langwarinde horhett. Pal.-Müller, Aktstk. t. Grevefejd. II. 85; her er ingen longvarende glede i dette liff. Pallad., S. Ped. Skib. g 3v; som lader effter sig longuarende siugdom. Herm. Weigere. 40v; Vedel, Saxo. fort. 22; Ranch. 7, 217; huilcken stadfeste en languarendis fred. Hvitf. I. qq 3; den sture langvaarendiss spott, som oss uederffaaren er. Chr. IV. Breve (1589- 1625). 56; diutinus, langvarende. Colding, Etymol. 311; morbus longus, langvarende sygdom. Steph., Nomencl. I. 242; hans majestæts egen berømmelige, langvarende regering. Slange, Chr. IV. Hist. 1456; longinqvus, langvarig, langvarende. Nucl. latinit. 789. 2) fjærn; beder ieg, dette maa i mildhed optages til de langvarende efterkommere at hensendis. Hiøring, Leyres Politie. dedik. b 3. Smlgn. langværende ndf. Langvarendhed, no. længde, varighed; tenckte at stryge saadane skam aff sig met tidens languarenhed. Vedel, Saxo. 12; perennitas, langvarendhed. Colding, Etymol. 64.Langvejs, to. fjærn; lode de male deris ansict aff longueys land. Visd. 14.17; aff langueis land skal mand komme til dig. Tob. 13.13; 5. Msb. 28.49 (se ndf. u. længtom); (1589 alle tre steder: langueys); de vaare forsamlede aff langueis lande. Hegelund, Calvmnia (Smith's udg.). 174. – Som bio. 1) langt borte fra; til then affgud er meghin søkningh af hethningæ langueyess aff andræ land. Mandev. Rejse. 93.11-12; pelægrimæ som longhveyess tidh kompnæ æræ. sst. 94.20 (= l. a remotis partibus ... a remotis partibus terre); huilcken mand som fanger skade aff thyffue och kand nogerledis spørge sine koste languegis (1598). Hist. Tdskr. I. 454 (her måske i bet. 2)). 2) langt borte; mens jeg fra dig saa langvejs er. Virgil, Bucolica v. Jenssøn Roskilde. g 7. 3) langt bort; ingen præst maa rejse langvejs hen i stigtet. Chr. V. D. L. 2-11-8; skolemesteren maa ej forrejse nogenstæds langvejs fra skolen. sst. 2-18-9. 4) på en lang vej; liden byrde er langvejs tung. P. Syv. I. 55. Til dels endnu brugeligt. Smlgn. Söderwall, Ordb.: langhväghis og veg ndf.Langvejs, to. Jf ndf. s 650 a6.Langvil, no. kedsommelighed; end wilde langwil vist vor beste kortwil blifve. Hexaem. 142; langvil er hans kortvil end den beste. sst. 271. Moth skriver som et slags udledning: langehvile. Smlgn. t. langeweile.Langvin, no. skimlet, fordærvet vin. Moth. Smlgn. lang 4 a) ovf. Langvoxen, to. høj; procerus, vel og lang voxen. Colding, Etymol. 204 (sammes Dict. Herlov.: langvoxen); Nucl. latinit. 1370.Langvrægtug, to. uforsonlig, med gammelt had; i skule oc fly all beskeligh tale ... alle swæriendis tale, offwerflødig, fofængh oc langwrektugh. Brandt. 157.1-4. Smlgn. isl. langrækr; Söderwall, Ordb.: langvräkt samt vrægte ndf.Langvåd, no. et langt fiskenæt. Moth; 2 nøtter eller langvaader. Landhusholdningselsk. Skr. III. 362.Langvæle, no. lang charpi. Moth. Smlgn. væle ndf.Långøret, to. 1) med lange, hængende øren; flaccus, longøret. Vocab. var. expos. 12v (Colding, Etymol. 446: langøredt). 2) lydhør, skarpthørende. Moth.Lange, go. 1) gøre lang, forlænge; snart bær mand store skoe, snart de, som langed er og sig paa snuden spidser. Sehested, Pigers Spejl. 4v. 2) række (virk.), sende; en stuwe suordt fløiiell, huilckid hans slodtzfogid skall lange herud. Chr. IV. Breve (1636-40). 88; promo, giver op eller frem, langer til. Nucl. latinit. 1373-74. 3) nå, få; dersom de ikke have langet skærene (1644). Bruun, Slaget på Kolberg. Heide. 160; at hun kand lange det, som hun beder om. Brochmand, Post. I. 386 b, 721 b, 743 a; II. 401 a; at hand kand lange for sin søn den legemlig helbred. sst. II. 548 a; hvo som hafver lyst, hand langer (bekommer) alle ting. Comenius, Opladne Dør. § 12; i leiren forlod de en biørn i en iernlænke, en død hest for den, som den ikke kunde lange (1755). Suhm, Ny Saml. I. 2. 4. – som will recke oc lange saa well tiill kon. matt. som tiill kiercken. N. D. Mag. V. 314; tapper ud vandet af graven og veed behændigt til volden at lange. Sorterup, Heltesange. h 2v; pertingo, naaer, langer hen til. Nucl. latinit. 1837. – det land, som du nu saae, er dette, som vi nu har langet ind med møje. Kingo, Chr. V. anhang. d 1. 4) l. om ɔ: søge, bede om; at de maa lange om raad oc vndsetning hos deris Jesum. Brochmand, Post. I. 799-800; om vi end skønt lange ved voris bøn hos Gud om det. sst. II. 369 a. 5) længes; ieg haffuer stedtze epter eder langedt. Grundtv., Folkev. II. 22 a; liden Kiersten thager thil adt lange saa saare. sst. III. 98 b = lengis. sst. III. 107 b. – lad thik ey effter hinnæ lange. Romant. Digtn. I. 301; matte thet effther myn vilie gonge, aldrig wilde megh deden longe. sst. I. 8; mig monne effter salighed lange. Psalmedigtn. I. 141 b. 6) blive for lang, blive trættende; bad hanum jckj ladhæ segh lange, naar jen moned kan for gange, tha skal wort brøllop wæræ. Romant. Digtn. II. 58; som y schulle nu att høre fange, om y wille icke lade ether lange. Kortvending. v. 95-96. Smlgn. isl. langa; n. og sv. langa samt an-, be-, efter-, for-, henlange ovf. samt op-, over-, til-, anbe-, fremlange ndf.Lange, go. 4); som til kronen torde lange. KPs 529. Jf ge-, indl.Lang(e)lig, to. varig. langvarig; betencke hans goth wilghe, langlige thieneste (1466). D. Mag. III. 326; huor ved deris liff, leffnet oc langlige bistand (ɔ: bestand) allene paahenger. Hvitf. V. a 2; effter denne langlige feide. sst. VIII. 72. – Som bio. 1) længe; swodant jemmerligt forderff, som thes wær langlige wæret haffwer. Dipl. Chr. I. 332; Gud haffuer hannom saa langlige met elendighed straffet. Hvitf. VIII. 240. 2) længselsfuldt. Moth; han ser sig saa langelig ind mod land. Blicher, Søren Kanne. Smlgn. isl. langliga; Söderwall, Ordb.: langliker (-a).Lang(e)lig, to. 2) længselsfuld; foor saa hastig hen fra Orphei langlig øye. Raun 104. Jf ovf. II. 752 b17. Jf forlængelig.Længelighed, no. længde; thennæ fornefnte iord met allæ syn længheligheeth oc bredeligheet (1467). D. Mag. VI. 91.Langer, no. håndlanger. Moth. Langer, no. Jf hand-, opl.Långhed, no. = længelighed; the vthrachte thic i korssens longhet och viithet. N. M. Pet. Lithist. I. 123; H. Suso. 46.7; i gømen gak jorden i hennes longheet. 1. Msb. 13.17 (Gl. D. Bib.; 1550: lengden); (1510). D. Mag. III. 176; maale dybhed och langhed paa vand och land. Chr. Pedersen. IV. 505.18-19; huo vil vdsige hans leffnis longhed. Jes. 53.8 (1550, 1647); hues longhed vaar tiue alne. 2. Kr. 3.8 (1550; 1607: lengd; 1647: længde).Långsom, to. 1) i nuv. bet.; jæk skal følghe longsom æfftær. Gl. D. Bib. 1. Msb. 33.14; vere snar at høre en ting, men longsom at tro. Herm. Weigere. 25; hans puls er stor oc laangsom. H. Christensen, Bog om Siugd. 100. – skal huer menniske wære langsom til at tale. Jak. 1.19 (1524). 2) = lang(e)lig; øffre samme slott oss och riigett tiill stor, langsom skadhe (1525). N. D. Mag. V. 86, 217; (1557). Rørdam, Univers. Hist. IV. 90; saa begyntis da en langsomme oc haard feyde. Hvitf. IV. 62; Ranch. 179; en ond opfødsel bliffuer en langsom sorrig. Pouch, Problemata. m 5v; den engelske, som her i langsom tid har været. Bording. II. 327, 405. 3) lang; huad vold dette rige lider, er langsomt om at skriffue. Hvitf. IV. 597-98. 4) kedsom. Moth. Smlgn. Söderwall, Ordb.: langsamber; Aasen: langsam.Långsom, to. 3); huilcket vilde bliffue forlangsomt i pennen at forfatte. Medelf d 1; PSB 144 (ovf. II. 693 b15). – Som bio. i bet. 1); CS 159 (ovf. V. 279 a42); BT I. e 3 (ovf. I. 609 b4). Lang(t)som(me)lig, to. 1) = långsom 1); siunge messe med klar och langsommelig stemme (1599). Khist. Saml. VIII. 651. – Som bio.; scholemesteren begiønder saaledis at siunge fore ... siden forfølge det børnen langsommeligen (1539). Rørdam, Kirkel. I. 54; dog saa langsommelig, at wnge folck maa kunde følge med. sst. I. 61-62; cunctanter, seenfærdigen, langsommeligen. Nucl. latinit. 230. 2) = långsom 2); at owerwæye begge righens langsamlighe wælfærdh oc bestand. Dipl. Chr. I. 31; icke giorde vor herre dette saa langtsommeligt eller hagde saa mange ord met hende. Chr. Pedersen. I. 285; etters k. matt. Gwd tyl langsomlyg regymentt och swndhed befallendes (1543). Geh. Ark. årsb. IV. 250; landsens indbyggeris nytte, gaffn, beste oc langsommelige bistand. Hvitf. VIII. 182.Lang(t)sommelig, to. 3) – lang (om tiden); ureenlighed, som udi langsommelig tid er samlet. Fdg 21/5 1680 § 13. – Som bio. længe; taarene haffde saa langsomligen flødt ned paa kinderne, at de strimer kunde aldri gaae aff hans ansict. RsH k 2.Langsommelighed, no. langsomhed; kom han sist till det hwss ... oc for samme hanss langsommelighed oc twillactighed da saa han icke vor herre. Chr. Pedersen. II. 19.Længd, no. = långhed; 2. Kr. 3.8 (1607; se långhed); mand først veed alle steders lengd oc østerlighed. Brunsmand, Kalender. 231 (fl. g. sst.). Smlgn. isl. lengƀ.Længd, no. – i l. (fsv i längdinne) ɔ: i tidens løb; Fdg 30/12 1660 § 5 (ovf. V. 173 a4); jf ovf. II. 753 a50. – a l., se ovf. II. 873 b51 (= Mark 1454; 1524: langt tilbage). Jf dage-, natte-, sønder-, timel.Læng(e), no. 1) = længd; wedh længin skulle wordhe hwndredhe alnæs pawlwnæ. Gl. D. Bib. 2. Msb. 27.11; (1515). N. D. Mag. I. 31; alle the tønner skulle være lige store effter then mode, vidhe, lenge oc rum. Rosenv., Gl. L. IV. 124; (1554). Rosenv., Gl. D. I. 242; opregne alle synder i lenge oc brede. Pallad., S. Ped. Skib. l 5; det els-diur taabeligt sex aln udi sin længe. Hexaem. 239; her udi havdes og i agt stavelsernes længe og stækkelse. P. Syv, Cimbr. Sprog. 103. – i (udi) l. ɔ: i længden, til sidst; som will recke och naa vdi lengenn saa well tiill wor nadhe herre som tiill kiercken (1527). N. D. Mag. V. 216; minne finnder skall ey der aff lee i lenge eller vdi vdgang. Ranch. 167, 173; Gud med pest oc dyr tid os i leng straffer. Psalmedigtn. I. 332 b. 2) en strop af tovværk (til at bære i); som inted er tønger, end at 4 karle dem kan berre y en lenge. Chr. IV. Breve (1641-44). 432; som kand berris aff 4 personer pa en bør eller y en lenge. sst. 435. Jvfr. Harboe, Marineordb. Smlgn. sv. länga; Sch. u. L.: lenge.Længe, no. 3) (sv länga) bygningsrad; HT8 I. 433 not (ovf. V. 482 a8). Jf alboge-, spjuds-, stov(e)l.Længe, go. 1) gøre længere, forlænge; thet fiærdhe [ær], ath Gudh vill længe hans tymæ (1497). Thottske Saml. nr. 553. 23; tytt liiff thet længhes paa iorden hær. Hr. Michael. 61; hun længer postens alder. Hexaem. 73. – lf. blive for langvarig, kedsommelig, kedes ved; wedh madh och øll them lengdes wedh, the begiøndæ tha jen anen sedh. Romant. Digtn. I. 278; ieg snachet da om dett, ieg kunde haffue ro aff, thi andet snack lengtist jeg kun ved (1601). D. Mag. III. 29; lengis ved noget, piget alicujus. Colding, Dict. Herlov.; dem lengis ey ved tusind aar ... saa vel skal det behage. Kingo, Psalmeb. 78. 2) = lange 3); vill thu mig thienne for klede och penge, min rigdom schall vell thill dig lenge. De mundo et paupere. 11. 3) = lange 5); woræ han thæthæn, tha længdæ han aldrigh tith. Brandt. 67.22-23; det er vnderligt, at i did saa lenge. Herm. Weigere. 155v; du thør icke effter mig lenge. Grundtv., Folkev. IV. 184 a. – hannom lenggis effter eder alle. Fil. 2.26 (1524; Chr. Pedersen: han lengdis). Smlgn. isl. lengja samt forlænge ovf. og overlænge ndf.Længe, go. 1) til s 753 b23 jf ovf. V. 243 b47 (for a47 l. a37). 3); VdSv 133 (ovf. II. 148 a19); – Mar l 4 (ovf. V. 426 a27); – DP 37 (ovf. V. 228 a22); de længes paa Pommern at bryde. SortH h 1. Længe (linge), bio. længe; de leffuede icke linge till sammen. Chr. Pedersen. V. 452.4; det hulle de hannom siden, saa linge hand leffde. sst. 497.35. – lenge. Joh. 5.6 (Chr. Pedersen; 1550). – l. siden = lang siden (se lang(e) 1 c)); thu skuldhæ thet længy sidhen hawe giort. Romant. Digtn. I. 157; Prædikant. Gensvar. (1885). 35; da vore keyseren lenge siden offuerwunden. Chr. Pedersen. V. 45.35-36 (= lenge. Romant. Digtn. III. 66.24); kaster hannom den synd i næse, der Gud haffuer længe siden forglemd. Huberinus, Om Guds Vrede. 46v; huilcked samme ieg oc icke lenge siden owerkom prentted paa Latine. Rob. Etienne, Sum paa det ypperligste. a 2v; hand haffde gerne lenge siden seet hannem. Luk. 23.8 (1550, 1647); paffuen oc andre tyranner haffde lenge siden aldelis ødelagt oss. Tidemand, Sjæl. Urtegd. o 7v; (1568). N. D. Mag. I. 23; dend længe siden udlofvede tredie part af min Astrea. S. Terkelsen, Astree Sjungech. III. fort.; Gerner, Epitome. 29 (se u. indsnige ovf.).Længelighed, se ovf.Længelse, no. 1) = længe 1); huilken som er bredelssen oc lenggelssen, dybelssen oc høygelssen. Ef. 3. 18 (1524, Chr. Pedersen); (1566). Rosenv., Gl. D. III. 30; Vedel, Saxo. fort. 31; att bekomme sligt thømmer vdj lengels och bredels, som forschreffuitt staar (1584). N. D. Mag. I. 101; ellers er noksom længelse og bredelse. (1584). Wegener. not. 14; vdi sin lengelse, viidelse och bredelse. (1589). D. Mag. II. 289. 2) forlængelse. Moth. 3) længsel; mijn siell er knwsidt wdaff lengilse. Ps. 119.20 (Fr. Vormords., 1550, 1607; 1647: længsel); hand haffde lengelse effter eder alle. Fil. 2.26; hand vaar stedt vdi stor lengelse oc banghed for dennem. Vedel, Saxo. 386. Smlgn. forlængelse ovf. (u. forlange).Længs, bio. længere; bleff io lengs oc werre. Tavsen, Post. vinterd. 41.Længs, bio. Jf bag-, hav-, lang-, sidel.Læn(g)te, go. 1) opsætte, tøve med; jec længter mit swar for thenne myn brwds skuld, at hon moghe wndherstande myn wysdom. Khist. Saml. V. 446; att deres straff seness her, lentes oc will icke gaa for seg. Tavsen, Chr. Passies Hist. 39v; hand lod ikke tøves, ey læntes. Sorterup, Nye Heltesange (udg. 1889). e 5v. 2) tøve, vare; dagen aldrig saa monne lente, at mand io afftenen maa foruente. Lyndsay, Om Monarkier. 205; Stilico lentede oc halede tid hen effter anden. Lyschand. 98; min tør icke længe lente. S. Terkelsen, Astree Sjungech. I. 185; igien lar hannem hente oc bede hos ham at ville lente. sammes Chr. Hustru. 100; Brochmand, Post. I. 466 a; II. 607 b; det lente noget hen, een dag den anden fuldte. Don Pedro. 52; Jammersm. 258; Kingo, Sjungek. I. 37; din frende tør vel lendte og først klæder til sig hendte. Gerner, Hesiodus. 78; Psalmedigtn. I. 397 a; det lentede med den ljfflandiske freds forhandling. P. Resen. 259; der kommer tidt en padefood i, naar mand lenter. P. Syv. I. 88. 3) gå langsomt, lunte; lenteo, lenter, er seenn ferdig. Colding, Etymol. 647; om end det lange vers for ud mon noget lænte, det stacket i sin lob kand det dog snart ophænte. Lauremberg, Skjæmtedigte (udg. 1889). 113. 4) længes; aff thin dwale længter mith hiærte. Brandt. 277.18-19; Grundtv., Folkev. V. 1. 364 b; effter rigdom monne oss lengte. Herm. Weigere. 181; ieg ved, at de fast effter mig lente. sst. 283; at ieg skulde did ei lengte, en advarsel foræret mig den samme stund. D. Mag. I. 283; hende jeg venter, flittig jeg haaber og lenter. P. Syv, Cimbr. Sprog. 160 (her måske i bet. 2)). – lf. i samme bet.; ieg lengtist aldrig till Skaane, siden ieg fik dett att wide (1602). D. Mag. III. 52. Her er dog mulig dat. af »længes«, jvfr. D. Mag. III. 29 (se ovf. u. længe 1)). Smlgn. Söderwall, Ordb.: länkta samt efter-, forlængte ovf.Læntelige, bio. langsomt, sagte; jæk skal følghe longsom æfftær ællær læntæligæ hans fotsporæ. Gl. D. Bib. 1. Msb 33.14; ta beginder Nilus alt lentælighæ at voxæ. Mandev. Rejse. 27.4; tha begynthe han læntelik oc madhelik at draghe henne till at omganghes met menneske (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. 117; smaa lius, som lentelig oc sactelig tørres skulle. N. M. Aalborg, Lægeb. 1633. 21. Længten, no. = længtelse 3); siælens ok hiærtens brennende lænkten oc astwnden til myn gudh. Thottske Saml. nr. 553. 120v.Længtom, no. 1) af l. ɔ: langt fra; herræn skal tilledhe folk af læntom øwær thik ok af landins ytærste ændæ. 5. Msb. 28.49 (Gl. D. Bib.; 1550: long veyes fra verdens ende). 2) i l. ɔ: langsomt; langsom ællær j læntom skall jæk vthæltæ thæm aff thin asyn. Gl. D. Bib. 2. Msb. 23.30 (Vulgata: paulatim). Egenlig hsf. af længd (se ovf.), jvfr. nuv. stundum. Til bet. 2) jvfr. i læng(e) ovf. Smlgn. Söderwall, Ordb.: längdom.Længtom, no.; – som tagher godh budh kommendes aff longtom. HS 16218 (jf sst. 209).Langbehalst, to. langhalset; den giraf lang-behalst. Hex 236.Langbenet, to. i nuv. bet.; Etym 920 (u. longipes); Steph I. 254 b (u. pedo).Langdrag, no. opsættelse; langdrag kand det volde, at en forræder det aabenbar. GI b 4v; misgierninger, hvilke ingen langdrag til at straffes kunde taale. CVI § 21.Langfinger, no. (t langfinger) tyv; en snap-hane, en lang-finger. Lade, Phrases rar e 4. Jf lang 6).Langflabet, to. havende lang mund; lang-flabbet giædde gaar dig heller ey forbi. Naur i Frølund, Holstebro 204. Jf flab (V. 252 a1).Langhag, no. menneske med lang hage; Etym 734 (u. mento). Langhalmskærv, no. knippe l.; Hvf III. 18 (ovf. II. 859 a18). – et sådant bares foran en skyldig; Rsv* V. 35 (ovf. I. 402 a4). Tilføjelsen: thengd (anf. st. not 44)) mulig = sammenbunden (jf isl tengja); forkl.: antændt (Anch II. 290) passer ikke, da en sådan øjeblikkelig vilde brænde ud. Langhus, no. hus langs en vej? (1580). KhS VII. 373 (ovf. II. 369 b50). Langhåret, to. i nuv. bet.; Etym 932 (ovf. IV. 790 b5).Langkoppig, to. havende l. hoved; BlomA 215. Jf kop.Langeland, egenn.; vy MJ landsdomere indhen Langhelandh (1477). Matz 490; Hvf III. 144, 580; Langeland eller Lawind, som det allmindelige nefnis. Bernts I. 118. Jf ovf. II. 760 a26. Langmand, no. = langlas, se d. o.; WF 169 (= l medius digitus). Jf Abh d Akad d Wissensch Berlin 1846 486; Rietz: finger 3 c). Langmaren, no. foragteligt udtryk om en kvinde; ligesom vi ikke kjendte lang-Maren. GFK 32.Langmodig, to. (sv långmodig) tålmodig, overbærende; Jak 57 (1524, ovf. IV. 368 b3); hvor stor aarsage wi med wores daglig sicherhed oc u-boedferdighed hafver gifvet dend langmoedige gud (1659). KD V. 633; en langmodig er langt bedre end en sterck. Naur aa 2.Langmodighed, no. (sv långmodighet) tålmodighed, overbærenhed; met ald ødmøghed oc sachtmodighed, met langmodighed. Ef 42 (1524, CP, 1607, 1647); naar hand aff sin store langmodighed forhaler straffen lenge. Bertelsøn, Formaning e 3; for skaberens langmodigheds skyld. VdPb e 8.Langmundet, to. havende tykke læber; Etym 126 (u. broncus). Langnæbbet, to. i nuv. bet.; dend langnebbet hieile. Naur i Frølund, Holstebro 207. Langnæset, to. i nuv. bet.; den langnæssede diæffuel. PlV 12810; Steph I. 252 a (u. nasutus).Langrejse, no. (sv långresa) lang ægtkørsel; falder bønderne ingen besuering der med att giøre nogen lang reigser (1623). DM3 IV. 152. Jf langekkesbonde (-tjenere). Langrejsevogn, no. vogn, der skal gøre l.; fyrgetiffue langreisse wogne, som her till slottedt brugis (1623). DM3 IV. 145.Langrim, no.? vil ieg lade legge belke, langrimmir oc sukraffter i (ɔ: et skib, 1544, Fr Jessen). Vistnok n. Jf rem (III. 574 a52 også ndf.).Langror, no. lang roning; (1591). DM4 V. 168 (ovf. IV. 96 a21).Lang(e)tand, no. 1) l. tand, hjørnetand; Etym 1158 (ovf. V. 476 b40). 2) menneske med l. tænder; Etym 126 (u. broncus).Langvaret, to. langvarig; ett langwarid, roligt regementhe (1565). DM III. 288.Langvarig, to. (sv långvarig) i nuv. bet.; HWR 79 (ovf. u. beslutte 4)); VdV I. nr 12 (ovf. II. 345 a38); Lysch 66 (ovf. u. angå 3).Langvarighed, no. (sv långvarighet) = langværendhed; then meiste fasthed, then handel skall haffue till languarigheidt. DM V. 263; den languarighed, at det (ɔ: Guds ord) haffuer værit aff verdens begyndelse indtil denne dag. HemmLV fort 14v.Langvedel, no., se ovf. IV. 511 a54.Langvejsfra, bio. 1) i nuv. bet.; ieg vil føre it folck hid langueys fra. Jer 515 (1550, 1647). 2) langt borte; du lever langvejs fra, dog fører her din krig. OR II. 78.Langvie, no. (isl langve) uria troile; langviier, der undergrafuer jorden oc giør hendis rede der udi. ClN 124. Jf lomvibe.Langvogn, no. (svd långvagn, mnt lankwagen) i nuv. bet. (træ mellem for- og bagaxel, jf ovf. IV. 855 a36); languogn, hawe, tøm eller sele. Bib 1589 II. 67 a; (1600). JS I. 260 (ovf. III. 20 a29); sammen-festning ogsaa en vogns med lang-vogn. ComO 251 b.Langværende, to. = langvarende 2); KkO f 8 (ovf. IV. 371 b1 = aff lang weyss ther fra. KhS I. 85).Langægtsbonde, no. = langekkesbonde; lanngh æchts bønnder (1623). DM3 VI. 147.Langøret, to. – om opstående ø.; Hex 229 (ovf. III. 769 a51); SF 15 (ovf. II. 502 b1).Langagt(ig), to. (mnt lankaftich) i nuv. bet.; CS 244 (ovf. V. 387 b14); aggerne ere langactige. FD 389 S; – langacte perle, cylindrus. Dict (= langagtig. Steph I. 69 a).Langlighed, no. (fsv langlikhet) varighed (langmodighed?); hwn synes ath haffue oss for leegh oc forsmath vor tollæmotz langlighedh. T 553 137v.Langs, bio. (fsv langs) på langs; at pløje langs, in longum arare. PG 330 (jf ovf. s 648 b14); op oc ned tverts, langs du maat spatsere. Hex 178; hand trecked mig ved haanden tvers oc langs. ArøbO 19; Slange 1424 (ovf. II. 30 a34). – ved forholdsled; (1543). DM V. 3; Hvf VII. 173 (ovf. 600 b19, 43 b17); Dict (ovf. V. 247 b15); – mit lodd gaar langs ad helved ned i svoule-pølens grube. KS 143; langs i korsets dynd sig daglig ælter i. DV IX. 658; – PSB 175 (ovf. III. 599 b25); Jm 26 (ovf. IV. 848 b37). – langagtig; den kircke er langs bygget. Bunt* I. 55 (jf: haffuer en rund form. sst. 54). – Som fho. (sv långs) langs ad; gaae langs gaderne oc med een træschralle lade sig høre (1680). KD VI. 731; M. Jf MbO. – Jf ende-, gade-, side-, strand-, vegl.Langsad, bio. (fsv langsat) langsmed; ducere parietem, drage væg op eller langs adt. Etym 333; at der langs ad et rækkeværk opsettes (1701). KD VII. 649.Langsomhed, no. (sv långsamhet) i nuv. bet.; TdmU l 7 (ovf. I. 734 b24); en posthest, dend mand gierne loed med langsomheden sadle. SortS 31.Længsel, no. i nuv. bet.; Holtzmann 72 (ovf. II. 234 a15); ComD § 394 (ovf. I.* 30 a11); AB II. 141 (ovf. II. 197 a19).Længselsfuld, to. fyldt med l.; som een taaget soel giør længsel - fulde dage. DP 6.Længsk, se ovf. II. 873 b52.Længt, no. – på l. ɔ: tilsidst (lidt efter lidt); komme selffuillige did hen paa lente. Heg 193 (rimord: hente). Vis mere +