LastLast (læst), no. 1) skade, skam; fforæ then last oc foræ then skam, ther mek vort sketh. Romant. Digtn. II. 145, 144, 9; thz wor saa mest i theris acth at giøre meg last oc skade. Rimkr. p 4v; Døded. 21; hannd skall nu giffue mig høstru sinn, ieg skall hannem gøer then last. Grundtv., Folkev. II. 144; han od saa fast, at han der aff kom sielff i last. Herm. Weigere. 18; beskytte hans kong. maytt. riger oc lande fra alt fiendtlig offuervold oc last. Hvitf. VIII. 300; Ranch. 182; hans undersaatter tilføyedis dagligen stor last oc ofvervold. P. Resen. 77. – havde sin lest og lemsel af samme slag (1561). Progr. f. Ribe. 1842. 51; lad dog vort barn ej høre slig en lest, at du, hans moder sielf, hans faders bøddel est. S. Terkelsen, Chr. Hustru. 75. 2) klage, bebrejdelse; aldrigh war gyffet last och kære oppaa (1408). Molb. o. Peters. 394; Univ. Jub. Bland. I. 151 (se ovf. u. framlægge 2)); the wille ey ware vndher Danes wold, men gaffue them lasth so manghæ fold. Rimkr. d 3; Gl. D. Bib. 1. Msb. 43.18; (1493). Dipl. Viberg. 100; (1541). Rosenv., Gl. D. I. 68; (1594). sst. IV. 403; Vedel, Saxo. 279; det er min last, det er min klage. Ranch. 282; erlig mand agter hverken lov eller last. P. Syv. I. 95; ej en dryp deraf fortjener vrag og last. Thura, Poet. Sager. 122. – ingen met seer leste beraabe eller naffnligen beskielde. Hvitf. VIII. 227. – uden l. ɔ: a) uden, at der kan klages derover; vthen last tha giorde han sa, thy han war frommer en myne to. Romant. Digtn. I. 17. – b) uden at klage; dit ord tror ieg uden last. Psalmedigtn. I. 100 b. Måske i bet. a)? 3) i nuv. bet.; denne last alle rige haffue hos dem. Herm. Weigere. 97v; andre laster. sst. 96; nogen andre slemme laste. Ranch. 108. Smlgn. laster ndf. og isl. löstr. Last, no. 1); – l. og brast; med hinanden udstaa last og brast (1645). DM V. 60; AB I. 22 (ovf. I. 268 a10); II. 59, 366; som bar med eder last oc brast. GI c 1. Jf ovf. V. 135 b21. 3); de whørlige last. Heg 206 (rimord: fast); – HvfB aa 3 (ovf. IV. 628 b34). Jf hoved-, overl. Last, no. (sv last) 1) skibslast; (1475). GhA V. 72 (ovf. I. 486 a25); (1555, ovf. V. 207 b41); FII k 21 (ovf. u. bryde 3)); sig resten aff deris last tilforhandle oc den paa det dyreste wdselger. Fdg 15/3 1633. 2) byrde; skil mig ved syndsens tunge last. KS 149. Jf bag-, bal-, bar-, krigs-, temmer-, træl. Lastebeg, no. tilbøjelighed til last; der barne - sindets laste-beeg alvorligen antaster og vor utidig løste - leeg med skarpe læber laster. Sorterup, Småsager. 30. Smlgn. t. lasterpech.Lastebeg, no. – lyst til bagtalelse; trods nogen med sit laste-beg skal vove os at tiere. Wiel VI. 186 (Sorterup). Lastprædken, no. straffeprædken. Moth.Lastrim, no. et dadlende digt, spottedigt. Moth.Lastskrift, no. skandskrift. Moth.Lastværd, to. forkastelig, lastværdig; bøde for huert thøger, som er last werdt, 12 skill. (1598). Hist. Tdskr. I. 452; er dend paragoge last værd, ved huilcken ordene saaledis omskifftis. S. Povelsøn. 280; ere dog lastværde mennisker i alle stænder. P. Syv. I. b 6v. Laste, go. 1) gøre skade, skam; hand (ɔ: ulven) ryffuer, och hand kaster, saa mangett dyr hand laster. Grundtv., Folkev. II. 267 a; sparde ieg huercken quinde eller mø, ieg dem baade laste oc skende. sst. III. 438 b. 2) beskylde, laste; criminor, laster. Colding, Etymol. 206, 276 (u. culpo), 559 (u. reprehendo); Steph., Nomencl. II. 355, 358, 1223; Nucl. latinit. 214, 227, 1349; Jes. Sir. 11.8 (1607, 1647); Gerner, Post. II. 177. Hos Moth: læste ɔ: a) gøre skade. – b) ængste, trænge. Smlgn. isl. lesta og lasta samt belaste ovf. og ulast(et) ndf.Laste, go. 2) – spotte; (1635). KhS V. 451 (ovf. IV. 562 b35); befindis nogen Guds hellige navn at laste. ChrVS § 2. Jf læste.Laste, go. (sv lasta) i nuv. bet.; saasom et lasted skib, naar det i havn kand lande. Raun 16; – at intet, uden hvad mig tilkommendis var, blev læstet udj bemelte baadde. JJR 49. Jf be- (I. 147 b3), for-, over-, till., honning-, våbenlastet.Lastelig, to. forkastelig, slet; haffue the giort thz, lasteligt er. Rimkr. a 2v; hwilken gildbroder giwer annen gildbroder wqwemelich ord æller lastelighe tale. Suhm, Saml. I. 2. 50; criminalis, lasteligt. Vocab. 1514; Turson, Vocab. 366; er der ingen ting vdi ecteskab lastelig eller straffelig. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 91; Vedel, Saxo. 153, 403; vitiosus, lasteligt. Colding, Etymol. 1450; Nucl. latinit. 2088; med mindre hannem nogen uerlig oc lastelig miszgierning offuerbeuisis (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 421; B. Tott. II. 184; de skulle sig mage med de vers ... thi ellers er det lasteligt. S. Povel- søn. 541; fly det, som lasteligt er. P. Resen. 398; at fly for den levendes fiinde og skelde den døde er lasteligt. P. Syv. I. 108. – Som bio.; huo som taler ulouglige eller lastelige till eller om fogidt. Rosenv., Gl. L. V. 527; den tvinger hun (ɔ: gærrighed) der hen, at hans slect lasteligen affnemmer oc formindskis. De 12 Patriark. Testam. e 7; lader oss icke wforskylt saa lasteligen oc whørligen fordriffuis. Hvitf. IV. 609. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lasteliker og lastelika samt nuv. ulastelig.Lastelig, to. 2) spottende; the lastelighe ordh oc forsmælighe løgn (1497). T 553 82v. 3) vanærende (straffende); 2 Pet 211 (ovf. II. 786 b47; Luther: lästerlich, jf ovf. III. 17 b47). Lastelighed, no. lastefuldhed, dårlighed; vitiositas, lastelighed. Colding, Etymol. 1451; Moth.Lastelse, no. dadel; vi seer andris ansicter dagligen oc det endten med lastelse eller missundelighed. Gerner, Post. II. 117.Lastelse, no.; CPV (ovf. IV. 156 b8).Lastig, to. = lastelig; tiilltaler met lastige oc uqwemssord. Rosenv., Gl. L. IV. 83; dig ærer tiufven lastig. Hexaem. 59.Lastig, to.; dig ærer tiufven lastig. Hex 59. Jf skæll.Laster, no. 1) = last 1); Gudt giffue hannum laster och skam. Grundtv., Folkev. IV. 160 a; eders søn haffuer giortt mig laster och skam. sst. V. 158 b. Ordet kunde opfattes som flt. af last, men næppe rigtigt, se flgd. bet. 2) bespottelse; hvad af saadant oprør er kommet med Guds store laster og fortørnelse. N. D. Mag. III. 4. 3) = last 3); druckenskaff er it stort, skammeligt oc skadeligt laster. Herm. Weigere. 96v; det rette onde, som er lasteren oc wdyd. B. Tott. II. 15. Smlgn. t. laster.Lastere, no. dadler, spotter; att ieg kan sware mijne lasthere eett ordt. Ps. 119.42 (Fr. Vormords.; 1550: bespaattere); reprehensor, lastere. Colding, Etymol. 559, 883 (u. vituperator); Nucl. latinit. 1349, 2091; giffuer oc icke lasteren rum. Ef. 4.26; det er dieffvelens, den skendige lasteris art at tale ilde om alle. Brochmand, Post. II. 512-13; mand finder i det ringeste misundere om icke lastere. Gerner, Post. II. 353.Lasterknægt, no. bagvasker; den skumle lasterknecht, som dette torde sige. Sehested, Pigers Spejl. c 5v.Lasterskole, no. en skole for spottere; nogen midas-kronede momither aff Zoilo laster - skoele. Sehested, Pigers Spejl. fort.Lasterlig, to. = lastelig. Moth. Lastre, go. 1) dadle, fordømme; Guds ord, som lastrer hoor. Tavsen, Post. vinterd. 154. 2) spotte; all falsk lerdom, som dit werdige naffn worder skendet och lastret vdi. Huberinus, Om Guds Vrede. 157; forfølge, lastre, skende. Pallad., Bedebog. c 7v. Smlgn. Sch. u. L.: lasteren.Lastre, go. 1); naar de skulle naaget indkiøbe, da lastre, forhaane de alting. HWR 230v. Jf læstere.Last(e)ring, no. spot, bagtalelse; vil derfor hafue et huert Guds barn her vdi formanit fra saadan gruelig lastering, sværgen oc wfornødenlige eeder at haffue sig entholden. H. H. Skonning, Hed. Philos. 694; skal det da være slutning imod vrede oc lastring. Brochmand, Post. II. 513 a.Lastfuld, to. (isl lastfullr) slet, utro; SSO (1685) 85 (ovf. V. 306 b36); – vitiosus, lastefuld. NL 2088 (jf ovf. II. 758 a37); vAph I. 380 a.Lastesnid, no. færdighed i at spotte; (1702). DSt 1909 42 (ovf. V. 366 b35). Jf sned.Lastevæld, no. kilde til ondt; saa fuult et laste-væld hand ey som Leo var. Wiel X. 439.Lastværdig, to. i nuv. bet.; Holb, Heltih I. 327 (ovf. III. 354 a17); NL 120 (u. accusabilis); 213 (u. criminosus).Lastpen(nin)ge, no. (sv lastpenningar) = lastgæld; alle de, som seyle paa Narffuen, giffuer dubbelt lastpenge. TR b 4v; TR** g 1v (ovf. III. 392 a29); betale den anordnede lastpenge. Fdg 26/2 1663.Lastskib, no. (t lastschiff) i nuv. bet.; Etym 250 (ovf. III. 81 b36); NL 198. Lastetal, no. – i l. ɔ: lastvis; steenførerne skal deres grundsteene sælge udi lastetal (1722). LA 389.Lasttold, no. (mnt lasttol) told af l.; gaffue de for om last tolden, ad thend war anordned til ett laen. RdAH aktstk 182, 186; Fdg 9/4 1643 § 3 (ovf. V. 76 a46). Vis mere +