LigLig, to. 1) l. ved ɔ: lig med; mynten ville wi giøre eens oc lig ved vor mynt. Hvitf. VII. 523; all then pyne kand ey wære liig wed thet glede, szom er i hymmerig. D. Skuesp. 121; adæqvo, giør liige ved. Colding, Etymol. 14; Steph., Nomencl. II. 37 (l. med sst. og II. 226, u. coæqvo). – Som bio.; Goliats spydstage lige wed eet mechtigt tree. Tavsen, De 5. Moseb. a 6v; det skulde regnis lige ved Christi verdskyld. Pallad., S. Ped. Skib. m 5; (1554). Rosenv., Gl. D. I. 237; han stoppede det hul igen med sand oc ieffnede det lige vid det andet land. Herm. Weigere. 99v; alle mine tienere skulle giøre deres vagt fyldest lige ved de andre (1612). N. D. Mag. II. 195; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 423; paa det hand lige ved fremmede suende kand arbeide (1652). Geh. Ark. årsb. III, till. 131; uretferdig baade er lige ved skade. P. Syv. I. 26. – dem giorde Absalon lige gode ved de andre vdi bytte. Vedel, Saxo. 533; kluden, som skal vere lige lang ved ledemodet. N. M. Aalborg, Lægeb. 110. Smlgn. halvt ved ovf. 2) passende, tilbørlig; du hafuer giort dit løfte, at du skulde dræbe mig, nu er det ligere, at jeg dræber dig. Snorre Sturlesøns Chronica v. P. Claussøn. 139; de skulde føre dette verdens lys [pri]veris, end de skulle giøre noget, som icke vaar deris samvittighed ligt (1656). D. Saml. III. 92; lige heste gaa frem med vognen. P. Syv. I. 268; paa lige byrde drager ingen sig træt. sst. 3) rimelig, sandsynlig; tycker meg thet at wære ligth, at dømte ieg nogle wrange domme, tha mwnde thv meg ther til komme (1510). N. D. Mag. II. 331; derfor er det ligt, at det danske krigsfolck haffde tilforne giort nogen skade der i landet. Hvitf. II. 340. – waræ wy sammen oc thenktæ thet ower thet lygeste, wy kunnæ (1417). Kbhvns. Dipl. I. 143; mennisket spaar det ligeste derom. P. Syv. II. 185; som jeg kand ligest see, Sterkodder det maa være. Thura, Poet. Sag. 321. Smlgn. desliges(te) ovf. 4) i l. ɔ: tillige; de skibe, som efter øl og soldater ere skikket i lige for at faa til os vores brændeved (1678). D. Saml. 2. R. I. 111. 5) med l. ɔ: nøje, i orden, til pas; kiende i then dwerig wel medh lige, i skulde ey halfft saa saræ fige. Romant. Digtn. II. 19; han kwnne hanum jckj rage medh lige. sst. II. 20; styre the threnne rigæ meth godhe raadh, at the motte bliffue mz lighæ. Rimkr. q 1v; hun klæder sig vel met lige. Grundtv., Folkev. V. 22 b. 6) til l. = med lige; han skiffthe gotz met them til lijge. Romant. Digtn. I. 289; haffue fuld macht at offwerweyghæ thee breff oc till lighæ leggæ om thienestæ och vpbærelse. Dipl. Chr. I. 209; myn ting staar mig til lighæ. Hr. Michael. 166. Smlgn. isl. leggja til líka (se Fritzner2: líki). 7) ved l. ɔ: i stand, uskadt; vigeo, er ved mact, ved lige. Colding, Etymol. 1437; Steph., Nomencl. II. 1432; aff huilcke den kamp støtte var end vid lige 3683 aar der effter. Lyschand. 4. – ath forne thieneste blywer holden wed lighe och macht (1495). Geh. Ark. årsb. IV. till. 5; mine land i then lange feyde bleffwe wed lige, wore alle wed macht oc gode effne. Rimkr. (v. Molbech). 287; att alle holdis wed fred oc liige. sst. 260. Endnu alm. i sidste forb. – Som bio. så l. ɔ: fuldt, netop; i faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i dag, da en andengang. Jammersm. 112; saa som hun læsser den engelske bibel, oc hun icke saa liige forstaar alle ord. sst. 254. Til dels endnu brugeligt. Smlgn. isl. líkr og líka samt ulig ndf.; allige ovf. (se u. forhårde) og tillige ndf.Lig, to.; – med hensynsbet.; Matt 1116 (1524, ovf. III. 901 a51); hand er hannom lig. Joh 99 (sst. og flgd. overs.); bedre at være kjøn lig end konge lig. PSO I. 268. – med fho.; æqvalis, lig med. Etym 13, jf ovf. II. 791 b53; – ther ligeræ war till troll æn man. RD II. 151 (RD I. 21: liger t.); er ligere til en lutter munke løgn end til nogen sandhed. BrunsmK 113. – ens; Hex 3 (ovf. III. 329 b40). – Som bio. – ens; BT I. d 4 (ovf. u. formuge, go. 1)); Wallensbek 19 (ovf. II. 793 b40); KLp 125 (ovf. II. 316 b17). 2) – 3 g; RD II. 286 (ovf. III. 641 b11); – lode et af deres stykker gaa ded ligest, mand kunde dem sicte. LyschG* 113. 7) Som bio.; TkN 75 (ovf. V. 635 a23); 1 Msb 1723 (1550, ovf. II. 24 b21); (1668). KD V. 752 (ovf. V. 154 a18). Jf des-, engle-, hoved-, med- (III. 65 b5), ørnel.Ligeformet, to. dannet efter, lignende; giør dennem ligeformede effter sit egit ærefulde legeme. N. Hemmingssøn, Ligpr. o. Herl. Trolle. b 7.Lig(e)formig, to. = ligeformet; en herre och konge vdj ligefformige maade for thette riige att keysse oc vdfforkoore. Paludan-Müller, Aktstk. t. Grevefejden. II. 84; dersom noget stæd med liigformige personer at underholde kand være beskaffet. A. Berntsen. IV. 576. Smlgn. sv. likformig. Lig(e)formig, to.; HenrW II. 298 (ovf. V. 15 b44).Ligefuld, to. ligegyldig; er det lygefuldt, huad for faarue fløiiel der brugis dertiil. Chr. IV. Breve (1636-40). 12; saa er det oc ljge fult, enten den siuge siæl niuder rjgdom eller fattigdom. B. Tott. III. 35. Til dels endnu i brug.Ligeholdelse, no. vedligeholdelse; at kirckerne icke midlertid komme til kort enten paa ligeholdelsen eller beholdingen (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 388.Ligemagtig, to. overensstem- mende med; det var det stettinske freds fordract ligemactigt, at han blev tiltalt i Danmark. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 126. Smlgn. sv. likmätig og magtig ndf.Ligemåde, to. lig, ligestillet; som er met faderen en euig oc lige maade gud. Tidemand, Sjæl. Urtegd. f 1. – Som bio. ligeledes; kong Alphonsus bleff lige maade aff en slem skiendegiest offuerfalden. H. H. Skonning, Hed. Philos. 687. – saa skalt du i lige maade giøre. Gerner, Hesiodus. 123.Ligemærke, no. kendetegn? Rom kand iche bære frem den taulis lige mercher (1685). D. Saml. 2. R. VI. 219. Måske ordene skulle tages adskilte. Smlgn. Brem. Wb. III. 71: liekteken; Aasen: likinde. Ligepassig, to. med samme gang el. bevægelse; Venus er ἰσοδρόμος oc liigepassig med soolen. Hexaem. 162 ir. Smlgn. pas ndf.Ligesides, bio. jævnsides. Moth.Ligetrivelse, no. det at trives ens. Moth. Smlgn. uligetrivelse ndf.Lig(e)vel (-val), alligevel, desuagtet; toge oc røffweth liigwell fran almwghen. Allen, Aktstk. 77; Rosenv., Gl. L. IV. 26; (1562). sst. V. 46; (1546). Kgl. Bibl. årsb. II. 282; de behulde ligeuel deris egen religion. Pallad., S. Ped. Skib. c 4v; (1561). N. D. Mag. II. 275; dog liguell suenne! giører en graff. Tobiæ Kom. 22; om det end skønt vaar alle guder imod, da ville hand ligeuel heffne sig. Hasenmüller, Jesuit. Hist. a 3; dog ligeuel, naar wi betencke, da haffue wi icke aarsag at græde. M. Jensen Medelfar, Ligpr. o. Chr. Friis. b 3- b 3v; dog ligeuel effterdi mig siunis, at det kunde rime sig bedre met vor fornufft. sst. f 3; Grev. og Frih. K. 51. – dog ligwal kwnde de aldre fortiene teg salighed. En mærk. Disput. 54; er dog ligwal then christelig troo aldre ath skild fraa hoob och kiærlighed. sst. 58 (j. form, jvfr. val ndf.). – l. at ɔ: skønt; hand haffuer indfriit thend gaard, ligeuell at byefogden haffuer giffuet deelsbreffue offuer hannom (1584). Rosenv., Gl. D. IV. 32; tencke paa det, ljgevel at de see det icke. B. Tott. I. 15. Smlgn. sv. likväl samt alligevel ovf.Lige(r)vis(e), bio. således; glømdhe noghz nær sit closther ligher wiiss, som han haffde aldrigh wæreth ther (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. 91v; haffue, nyde, brughe och beholde ligerwiise, som wore undersotthe i Roskilde thennom nydhe (1506). Rosenv., Gl. L. V. 201; ligeruiss som vti fortiden i icke trode paa Gud, sso wilde the oc icke nw tro paa then miskundhed. Rom. 11.30 (1524 og flgd. overs.); (1546). Rosenv., Gl. D. I. 87; Vedel, Saxo. fort. 13; det ville wi fuldkomme, ligeruis som wi haffde eders naade personlig det tilsagdt. Hvitf. VIII. 256; H. H. Skonning, Hed. Philos. 235 (se ovf. u. forvirke 1)); ligerviis, som det hafver sig med andre ting. S. Povelsøn. 9; pariter, ligerviis som. Nucl. latinit. 1154. Smlgn. Söderwall, Ordb.: likervis; nt. lyker wis, se Sch. u. L.: wis(e) samt desligervis ovf.Lige(r)vis, bio. – som to. lignende; at i skulle ey gøre ligevis gerningæ oc thole ligevis drøfuels. HS 13816.Lige(r)vist, bio. ligeså, således; ligerwist, ad instar. Smith, Hort. synonym. 25v, q 4v; skall ocsaa holdes uti Lundestiffth om horsag ligeviist, som kronen oc adelen er indrømpt (1527). Rosenv., Gl. L. IV. 138. Smlgn. gl. sv. likerwist, se Söderwall, Ordb. u. likervis. Ligevægtig, to. lige tung; hi nummi sunt æquilibres, lige vectige. Colding, Etymol. 657; Moth. – Nucl. latinit. 10: lige vigtig, jvfr. vigtig ndf.Ligevægtighed, no. lige tyngde. Moth.Lig(e)dan, to. lig, ens; similis, lig, ligdan. Colding, Etymol. 508, 873 (u. parilis); Nucl. latinit. 1668, 1153, 521 (u. geminus); hand er altjd lige dan, lige duelig. Wallensbek, Ptochotroph. Holm. Topogr. 19. Som bio.; similiter, i lige maade, liigdan. Colding, Etymol. 1174; Nucl. latinit. 1668, 1154 (u. pariter). Høres endnu men næsten kun som bio. Ligedanhed, no. lighed, ensartethed; similitudo, liighed, liigdanhed. Colding, Etymol. 1174.Lig(e)danlighed, no. = ligedanhed; parilitas, ligdanlighed, ligstorhed. Colding, Etymol. 873; ligedanlighed i sammes Dict. Herlov. Smlgn. danlighed ovf.Lige, no. 1) skikkelse, billede; hwn gick dog borth och foor i stackarls lige. Romant. Digt. II. 101; i dwe lige. sst. III. 136.7; i thynæ lighæ haffuer thu mig scapt. Hr. Michael. 63; sselluff gick hun wdi stackarls lige. Kortvend. v. 1266; som den i dødis lige sig lagde hen til ro i gaar at hvil' oc sofv' tillige. Psalmedigtn. I. 242 a. Smlgn. djure-, fugle-, jomfrulige ovf. og menneske-, orme-, d(j)ævlelige ndf. 2) (samme) stilling; hel annen hand j pynens lige, som gemmez waar slaghen med jerne pyghe. Psalmedigtn. I. XVIII a; bestille en graffuer at sette satterne paa dammen vnder en lige (1624). Progr. f. Ribe. 1847. 40. 3) i nuv. bet. ligemand; inghen lode the wære theris ligæ. Rimkr. p 1. – lod hand sig kiende i mod, mandum oc styrcke, saa mand fandt faa hans liger. Lyschand. 272; Moth. 4) mage, sidestykke; saa pleyer det at gaa met dem, som icke anderlunde tucte deris børn op, som wi io see ligen til daglige. Pallad., Visitatsb. 71.23. 5) billighed, rimelighed, ret; scal thet fængilse meth æræ, likæ oc ræt ganzlikæ løøs wæræ (1381). Suhm, Dmhist. XIV. 523 (= lige. Hvitf. IV. 29); swo at bothe then, som sæll, oc then som køper, fange moghelichet for syt oc likæ (1422). Kbhvns. Dipl. I. 152; (1417). sst. I. 143; Rimkr. p 5; kan koningh Karll them ey met liige for nogen frømmedt affslaa (1519). D. Mag. III. 358; lærer dem met skel oc lige at gøre sig liggende fæ vdi hiemmelen. Herm. Weigere. 104v; hand bliffue i land oc tere sig vel, met lige kand hand sig nære. Vedel, Viser. III. nr. 15; hand vilde ... oss ved lige oc ræt holde. Hvitf. IX. t 3v (= t. bey recht vnd aller billickeit vortreten. D. Mag. V. 309); Grundtv., Folkev. III. 438 a; Kortvending. v. 1656; Ranch. 214; du rigens raad giff sind oc mod hver mand at pleie ret oc lige. Psalmedigtn. I. 261 a. Jvfr. ulige ndf. Smlgn. isl. lík og líki.Lige, no. 2) – væsen, egenskab; KhS VI. 434 (ovf. IV. 624 a47). 3); GFK 48 (ovf. u. førre). 4); anf. prøve henføres rettere til »lign«, jf Festskr t Feilberg (1911) 144; – (1523). GhA II. 69 (ovf. u. framdrage 2)); mand ej lige til i fromhed veed at finde. AB II. 87. 5) – gengæld; den (ɔ: vinteren) giør dog lige nu for sin langdrægtighed. AB II. 310; – par pari refert, lige for lige. Etym 873, 908 (u. penso); blef os betalt lige for lige. HiørK h 5; – de bør at straffis lige om lige. Heg 128. Jf munke-, ridder-, skalke-, tjure-, ulvel.Lige, go. 1) gøre lig, afpasse; koppæn scal likæs thæt lim, thær hun sættes a, swa at litæt lim scal hauæ litæl koppæ. D. Mag. 3. R. II. 175; hand liiger mijne føder mett hiorte. Ps. 18.34 (Fr. Vormords.; 1550: gør lige som); konsten will ieg fuldkommelig sige, som ieg det best kand laffue oc lige (1601). D. Mag. I. 59; haffuer same mend ligtz och lagt det saa, at den skal gaffue luckis 14 dage for Woldermyss (1618). Bendt, Rønninge og Rolfsted. 112; o got oc sødt forbund til trøst for os saa liget. Terkelsen, Adam og Eva. 63; qvadro, jævner, liger, giør lige. Steph., Nomencl. II. 1161; Nucl. latinit. 1434. – særlig fordele lige el. ligelig; skule thee selffue skiiftæ oc ligæ thennom emellom (1494). (A. L.); de skulle lige oc ligne indqvartering. Hiøring, Leyres Politie. i 4. – lf. efterligne, blive lig; thet settæ trin skulle han lighes (myghet), som møglig var i the samme punctæ. H. Suso. 4.31 (= l. in eisdem conformare). 2) sammenligne, regne lig; han bliffuæ æreløøs oc ligess ængen godt man (1428). D. Mag. V. 310; jngen hws i thette rige maa segh wedh Karlefinth lige. Romant. Digtn. I. 212; huoa thet troær ey, han moa vel lykess vether diur. Hell. Kvinder. 56.5-6; inghen wor tha i Danmark so from, ther henne kunne liges tijl hwsfrw ath faa. Rimkr. f 3. 3) lade sig l. ɔ: lade sig nøje; schulæ wy ladæ oss lighe oc nøghæ meth thet (1407). D. Mag. IV. 364; wii togæ ther tiill tolff myndigæ men, ath the skullæ ladæ them ligæ. Rimkr. k 6v; lod han seg ey lyge, før han kom wdh tijl pawens gaar. sst. p 1v; handtt tog mig fattig oc elendig piige oc lod sig erlig wed mig lige. Kortvending. v. 3295-96. 4) behage; thet giffue Gudh i himmerige, then ridderæ motte ether vel lighe. Romant. Digtn. II. 166. 5) være lig med, stå ved siden af; the æræ ey allæ saa rige, ath the mowe mæg jene lige. Romant. Digtn. I. 273. 6) lf. a) passe, være god for; stoffuen war hied, oc møden war sød, thett ligtis meg fuld ilde, ieg haffde fuld ner forkast mit liff. Grundtv., Folkev. V. 93 b = løckest. sst. V. 95 b. – b) enes, forliges; adamas dissidet cum magnete, de kand icke liges sammen, den ene kand icke fordrage den anden. Colding, Etymol. 1137; førend Laban vilde feste Jacob, vilde hand først ligis med hannem om hans lønn. Gerner, Post. I. 116; hand vill ligis om lønnen med os. sst.; laas gjør hjon saate (at de i huset liges vel). P. Syv. I. 150. Smlgn. isl. líka; Söderwall, Ordb.: lika samt forliges ovf.Lige, go. 3) – lade sig forene; ærlighed og fogderie ey bedre sig vil lige. Wiel VI. 181. Jf udl.Ligelig, to. lig, som kan sammenlignes; som skal forklare wort vwerdige legom, att dett maa worde ligeligt ved hans herlige legom. Tavsen, Post. sommerd. 300; Moth. Ligelighed, no. lighed, billighed; de meente, det havde været kong Oluf for den ligelighed, som vaar paa begges deres person og vaaben. Vedel, Svend Tiuvesk. 154; at der kand skee ligelighed. 2. Kor. 8.14 (1607, 1647); Moth. Smlgn. uligelighed ndf.Ligels(e), no. 1) at noget gøres lige, udjævning. Moth. 2) efterligning; til Jesu Christi lighels oc til allæ dyghdelig fuldkomels. H. Suso. 4.2-3. 3) lighed; i thettæ eftersyn vordher meer vlighels æn ligels, sossom oc hwer naturlig thing betegner stør vlighels æn ligels. H. Suso. 153.31-32; thesse siælens lefhet heller smektels kan vonskelig at skylies for there største ligels. sst. 180.21-22. Smlgn. efterligelse ovf.Ligelse, no. 2); DM VI. 367 (ovf. III. 141 a7). 3) – lige størrelse; den 32 dag efter den dag och nats liggelsse, som indfalder wdj høst (1601). NkS 351d (4°) 80 (= l post æquinoctium autumnale. udg 1594 98). Jf fugle-, ul.Liger, no. ækvator. Moth. Smlgn. t. gleicher.Lign, no. lighed, billede; hun (ɔ: mennesket) ær skapæt i lign æffter Gudh sælff. Lucid. 30; i lyghen. sst. 29. Smlgn. Söderwall, Ordb.: likn.Lign, no.; – landet havde sin skik og legn efter vores danske stæder og egn. LyschG* 112. – skikkelse; hand foer der hen udi en huals ligen. ClS 128. 2) lade (mine); de gave hinanden adskillige legn og snacked og taled med fagter oc tegn. LyschG* 80; de giorde anden sin legn og snacked alleene med hænder og tegn. sst. 102, 115. Jf Festskr t Feilb (1911) 143; efterl. ovf.Ligne, go. 1) = lige 1); vilde denne gode konge heller miste noget aff den tilbørlige ære, som hannem tilhørde met rette, end at hand vilde ligne sig ved denne herris daarlige offuerdadighed. Vedel, Saxo. 478, 157 (se ovf. u. jævne 1), u. javn); siden lignede hans maytz. mynten med det romerske rige. Lyschand. 690; quadro, ligner, giør lige. Colding, Etymol. 1029; effter huilcken vect oc alle bismere skal lignis (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 465; configuro, danner og ligner effter. Steph., Nomencl. II. 295, 68 (u. æqvo); Nucl. latinit. 9. – det dythmarske land oc gods at deele oc ligne herrerne imellem. P. Resen. 35. – lf. hand scall lignys syne forfædre, om the haffue wærett gode. Er. Rot- erod., En chr. furstes undervisn. 46; skulle wi oc ligniss hannem i hanss ærefulde opstondelse. Chr. Pedersen. II. 157 (= Rom. 6.5; 1524: ware lige); at ieg kand lignis hans død. Fil. 3.10 (1550, Chr. Pedersen; 1607: bliffuer liig skicket); ildens hæde met vandens kuld oc jordens tørhed vndertiden lignes sig oc tempereres tilsammen. H. Christensen, Bog om Sjugd. 7 (jvfr. lige 1) lf. ovf. 2) = lige 2); mit øyesteen ieg dig ligner. Psalmedigtn. I. 163 b; her Ywan henne vell lignes moa fforæ alle ridderæ. Romant. Digtn. II. 184 (= liges. sst. I. 60); fryhedh ær beder en nogher guldh, tha kunne the lignes mz inthz skeell. Rimkr. b 2v; wi ville ligne dem met huer andre. Pallad., S. Ped. Skib. q 1v; et godt budtt, hinde mett all ære motthe lignis till giffthermaall (1572). Rosenv., Gl. D. III. 172; comparo, ligner tilsammen, ligner det ene ved det andet. Colding, Etymol. 880, 1175 (u. assimilo); Steph., Nomencl. II. 262, 139; Nucl. latinit. 1154, 1669 (uvirk. sst. II. 1283 og 1668). – denne tryckte krønicke, hvilcken er siden lignet med nogle andre saadanne codicibus. P. Resen. fort. a 2. Smlgn. Söderwall, Ordb.: likna samt forlignes (se I. till. 63) ovf. og over-, udligne ndf.Ligne, go. 1) – fordele; Hvf VIII. 3 (ovf. II. 867 b4); huilkett der war saa ordentlig lignitt, beskickitt oc lagtt till att bruge (1601). NkS 351d (4°) e 8; maae fremdeelis hafve frj magt at ligne sine bønder skatterne imellem. Fdg 11/12 1688 § 2. 3) gøre lige, tildanne; Werdm c 3 (ovf. III. 476 b36). 4) = lige 4); Rskr, Underv 207 (ovf. II. 373 b19). Jf sammenl.Lignedrag, no. (lignende) træk; det andet ligne-drag eller lineament i en helgens kontrafey. Kingo, Ligpr. o. J. Birkerod. 30; de rette ligne-drag fra herrens haand hun hente. samme i Luxdorph, Saml. af Dske. Vers. 281; Moth.Lignelig, to. 1) billedlig; sagde thu theg at være i thette sacrament ey lignelig, vten sannelig og legemlig. H. Suso. 153.6-7 (= l. non figuraliter). 2) som kan sammenlignes. Moth. Smlgn. ulignelig ndf.Lignelse, no. 1) =lige 1); Adam huilken er hans lignelse, som tilkommende war. Rom. 5.14 (1524, Chr. Pedersen; 1550: billede); en traaldkone, som forskaffte sig vdi en koes lignelse. Vedel, Saxo. 81; di aander, som soffuer hoss quinder wdi mandslignelse. H. Christensen, Om Siugdomme. 257; der mit aff siuntis fire diurs lignelse, oc denne vaar deris skickelse, de haffde huert it menniskes lignelse. Ez. 1.5 (1607, 1647); hittis da i samme liig itt barn eller nogen lignelse till barnn. Rosenv., Gl. L. V. 572,1 naar wi døbess, da haffue wi stor lignelse met hannem i hans verdige pine, død oc begrauelse. Chr. Pedersen. II. 157, 364; thenne retgang haffuer hwerken lignelse eller lyelse effther nogen skriffwen log. N. D. Mag. III. 223; huad haffuer Gudz tempel lignelse met affguder. 2. Kor. 6.16 (1524, Chr. Pedersen, 1550); de vrter, som medt blad, farffue, lugt oc blomster nogen lignelsse tilsammen haffue. H. Smith, Urtegaardt. fort. a 4v; for den lignelsis skyld, som di haffuer met menneskens nature. H. Christensen, Om Siugdomme. 244; lær mig, hvorledis jeg kand giøre forskiel paa den ljgnelse, der er imellum disse tvende. B. Tott. III. 84. – til l. ɔ: som efterligning; en processionem, som han pleger at gøre til lignels efter then beskeste process, som Christus giørdh. H. Suso. 4.21 (= l. similitudinem processionis). – ungerne ere en klump kiød uden nogen lignelse effter en biørn. Gerner, Hesiodus. 114. 3) sammenligning; sine comparatione hoc ei datum est, vden lignelse eller anseelse. Colding, Etymol. 880. (se også u. ligning 2); hvo vilde nu giøre lignelse imellum disse ting. B. Tott. I. 51. 4) i nuv. bet.; som jak wil sighe theth meth eet lighnessæ. Khist. Saml. VI. 149. – en anden lignelse. Matth. 13.24, 31 (1524 og flgd. overs.). Formen med bortfaldet »l« (og ik.) er mulig efter svensk, jvfr. Rydqvist. IV. 410. Smlgn. Söderwall, Ordb.: liknilse. Lignelse, no. – s 796 a2 indskydes: 2) lighed (noget, der ligner). Jf du(v)e-, efter-, engle-, fugle-, løve-, sammenl. Ligning, no. 1) = lignelse 1); den Helligand kom ned i en dwess ligning offuer hannem. Luk. 3.22 (Chr. Pedersen). 2) = lignelse 3); her giøris en ljgning mellem dend tjd ... oc dend tjd, som vi nu leffver udi. Gerner, Hesiodus. 25; collatio, ligning, lignelse det eenes imod det andet. Nucl. latinit. 403, 1155 (u. comparatio). – i nuv. bet. sst. 9: æqvatio, ligning. Smlgn. Aasen: ligning samt efter-, forligning ovf.Ligning, no. 1); i saae jert huusis soel i ligning af en maane (1702). DSt 1909 47. 3) fordeling, afgørelse; KPs 590 (ovf. II. 503 a14). Jf afl.Ligning, se til-, vinterl.Ligningsmand, no. forligsmægler, vold- giftsmand. Moth.Ligningsting, no. forligelsesudvalg, voldgiftsret. Moth.Ligte, go. være lig. Moth. Smlgn. Molb. Diall.: ligte.Ligendt, to. havende samme endelse; kunde kaldis iterati eller liigsluttende - riim, liigendte riim. Pros 526. Jf ovf. V. 218 a36.Ligehjærtig, to. (t gleichherzig) ligesindet; at skulle worde ligehiertige hans søns forbillede. Rom 829 (1524; CP: lige; 1607: lige dannet). Ligeklædt, to. ensklædt; dem liige-klæd opdrager. Hex 214.Ligeljudende, to. (sv likljudande) ligelydende; giøre forskiel paa ligeliudende ord. GOD 37. Jf ljude 1).Ligemand, no. i nuv. bet.; ophøyet over mange sine lige-mænd. HenrW II. 9; kun faa hans lige-mænd nu monne være til. Bornemann, Ligpr o C Schøller 350; søg raad hoos dine lige-mænd og hjelp hoos dine overmænd. PSO I. 338.Ligemåde, bio.; Hex 100 (ovf. u. flødemål).Ligskikket, to. dannet (efter); bliffve ligskickede effter hans hjerte. PBd 274. Jf skikke 2).Ligsluttende, to. = ligendt, se d. o. Jf slutte 2).Ligesom, bdo. (fsv likasom) i nuv. bet.; det andet er lige som dette. Mark 1231 (1550, 1647); Ps 1834 (ovf. II. 794 b1); (1566). RdM2 I. 751 (ovf. V. 659 a50); – Deb 39 (ovf. V. 405 a19); – efter som; (1637). KD III. 175 (ovf. V. 659 b21). – som om; (1564). DM III. 242 (ovf. I. 663 a u. forlove 2)).Ligeså, bio. (sv likaså) ligeledes; giør thu liggesso. Luk 1037 (1524 og flgd. overs.); VdP a 2 (ovf. V. 226 b44); Etym 599 (u. item). – lignende, tilsvarende; som i den ganske naturs kreds haver intet ligesaa. HenrW III. 30.Ligevel, bdo. skønt; ligeuell han hadde vwiidhne soffuz hooss henne, dog liiddhe hand och tooldhe sodan vreth. LthÆ a 4v; TK 35 (ovf. V. 64 b53).Ligevægt, no. i nuv. bet.; MP 308 (u. libramentum); Etym 657, 14 (u. æqvamentum). Jf javnv.Ligedan(n)et, to. (sv likdanad) lignende, ensartet; Rom 829 (1607, ovf. sp a 12); Etym 468 (u. conformis); paa det maal og vægt kand blive giort af lige daned skikkelighed. Fdg 10/1 1698 k 2 § 4.Lige, to. (sv lika) 1) jævn; Etym 13 (u. æqvus); NL 8. 2) delelig med to; par numerus, lige tal. Etym 873. Jf ovf. II. 435 b37. – af l. ɔ: lige; 4 Msb 3127 (ÆB, ovf. III. 618 b52; Vulg: ex æqvo). Jf med-, ul.Ligeligen, bio. (fsv liklika) ligeligt, billigt; Etym 14 (u. æqvabiliter); NL 9. Jf ul. Lig(e)hed, no. 1) billighed; 5 Msb 95 (ÆB, ovf. III. 584 a51; Vulg: propter æqvitatem). 2) (sv likhet) i nuv. bet.; proportio, lighed eller lignelse vdi nogen tal, at det ene svarer det andet. Etym 885, 1174 (ovf. II. 793 b47); NL 1176, 1668; lighed, ulighed. PSO I. 267.Ligende, no. (isl líkindi) skikkelse (form); j trynth korss lyghenne. Luc 16; lygynnæ. sst. Jf efterl.Ligningsførste, no. fyrste, der fordeler (ordner); du tidens lignings-første (ɔ: solen). Wiel IV. 1. Vis mere +