LiseLise, to. 1) svag, let; søffnen war heel liisse, røtterne, deris spatzergang kunde mig wecke. Jammersm. 54. 2) rolig, magelig; nar i sige, at sckiersild er munckedrøme och preste paafund til lise dage. Biskopp. Gensvar q 4; først viser dend et glimt oc skin af gode liise dage. Sorterup, Poet. Smaasag. 36. – lisedage, delicati, otiosi dies, lisemenniske, delicatus, otiosus. Colding, Dict. Herlov. På sidst anf. st. ere ordene opfattede som sammensætn. Smlgn. Sch. u. L.: lise. Lise, go. give ro, lindre, hvile, til at lise oc igen qwæghe drøfd hiertæ. H. Suso. 69.12; der bønderne saae, at de bleffue lijsede i skatten. Hvitf. IV. 521; huis siel i himmerig fra ald uroe sig liser (1685). D. Saml. 2. R. VI. 207. – thet er inthet andet end mwnckedrøm och prestefund til lissende dage. Prædik. Gensvar. 7 (jvfr. lise 2) ovf.). 2) hvile sig, være uvirksom; de lade hafver altid hellige dage, paa hvilcke de liser oc vancker omkring. Comenius, Opladne Dør. § 887. 3) blive stille; vejret liser. Moth. Smlgn. Söderwall, Ordb. lisa.Lise, go. Jf sjælelisend.Lise, no. 1) ro, hvile; wy wele holde een dagligh messe alle cristnæ siæle til lise oc roo. Dipl. Chr. I. 39; Brandt. 300.17; H. Suso. 44.28; han giffuer ethær noger lysæ a ether manufold pyne. Hell. Kvinder. 27.22; (1482). Geh. Ark. årsb. III. till. 13; gaffwe the hannom hwercken hwilæ eller roo eller noghen lisæ. Mod. confit. 15; Chr. Pedersen. I. 220; the eskede aff os een glædelig wise, som wii plede ath siunge ij lijse. Psalmebb. I. 179; Jammersm. 129. Endnu brugeligt. Smlgn. ags. liss; sv. lisa samt sjælelise ndf. 2) magelighed, dovenskab; lisæ oc kiotligh hyggæls oc vrænsæl, thær i mik ær. Brandt. 58.17-18; at ære dieffle for gwd, hyn wiisze, thet er orckeløshed oc lisze. D. Skuesp. 111; v iomfrwer wore viisze oc icke soffue eller wore i liisze. sst. 142. Moth.Lisedage og lisemenneske, se ovf. u. lise, to.Lisen, to. magelig, doven; mwnne the vordhe thes meer lisen i there arbegd. H. Suso. 85.22; for møgit at soffue oc lisendt wære. Bredal, Børnespejl. 3; Ranch. 174, 221; liissen, otiosus, deses. Colding, Dict. Herlov.; Wandal, Cat. voc. Dan. b 1v (se ovf. u. lad, to.); søge de effter andet end lisne oc gode dage. H. H. Skonning, Taxtebog. fort. b 3v; Bording. II. 276; saa kunde de ej længre bruge dette lisene handverk, betlen. P. Syv. II. 24. – vor Nordensøe, dend ey saa lised er oc kold. Kingo, Samsø. a 3.Lisenhed, no. = lise 2); the ere icke grundede aff Christi ord, men aff menniske homod, liisenhed oc gerighed. Tavsen. 130; Tavsen, Post. sommerd. 161 (se ovf. u. lædje (u. lad, to.)); sst. vinterd. 3 (se ovf. u. kedes 2)); at de ey tage nogen aarsage til lisenhed aff det, som saa til nogen tiid offuerbæris med dennom (1539). Rørdam, Kirkel. I. 62 (jvfr. Khist. Saml. I. 70); Khist. Saml. IV. 500; lisenhed, deliciæ, otium. Colding, Dict. Herlov.; han er altid i angest, som søger lisenhed oc effterladenhed. Christi Efterfølgelse. 1626. 153; Bording. II. 424; mange stercke, lade løssgængere, som sloge sig i lisenhed. P. Resen. 352.Lisne, go. 1) slappe, løsne; laxo, løsne, fiirer, lisner. Colding, Etymol. 637; Steph., Nomencl. II. 842. 2) standse; at ey paa dine vand mig lisne skal mit blod. Kingo, Samsø. a 2. Vis mere +