LjusLjus, no. 1) lys (skin); lyws war, æ hwar som Israels sønner bodhe. Gl. D. Bib. 2. Msb. 10.23; nw hobess mig paa deth ewige ljuss effter døtzenss mørkhed. Chr. Pedersen. II. 378; der gik strax en stor lius oc ild aff hans finger. sst. V. 321.29; ij tith liwss sckall liwsedt sees. Ps. 36.10. (Fr. Vormords og flgd. overs.); han skyer vist liuset. Herm. Weigere. 9v; Vedel, Saxo. fort. 3; hafver Gud ey vild lade det naturlige lius slet udsluckis. B. Tott. I. dedik. a 2v; skreff hand det aff naturens lius. Gerner, Hesiodus. dedik. 4v; hun haffuer liyset hoss seg. Tavsen, Post. vinterd. 42v, 43; om dagen ved liyset. sst. sommerd. 102v. – stå i sit eget l. ɔ: staa sig selv i lyset; han ær vwijs, som staar i sit eghet lyws. P. Lolle. nr. 710. 2) lys (lysgiver); medhen messen siwngs, scal brænnes eeth liws (1393). Molb. o. Peters. 27; at forbethre wore liws meth (1403). Kbhvns. Dipl. II. 35; tende lius faar helligen. Pallad., S. Ped. Skib. l 3v; ild oc lius skall huer i sin sted well forware (1562). Rosenv., Gl. L. V. 45; lucerna, lius. Colding, Etymol. 687; lidet lys. sst. (u. lucernula); hand sig dend (ɔ: ilden) tilsneg behende, mente derved lius at tende. Gerner, Hesiodus. 13. – skulde han være bandset, lius aff predickestolen skulde sluckis offuer hannem. Hvitf. VI. 232; da at procederis met dennem lige som met bandsatte folck met liusis vdsluckelse. sst. Smlgn. Du Cange. III. 135 a. – lys. H. Suso. 147.14; Tavsen. 186. – Smlgn. isl. ljós; sv. ljus samt boge-, broder-, dags-, funt-, herre-, hoved-, hvege-, Jakobs-, kirke-, konge-, kyndelsmisse-, lags-, leve- (se u. liv), ligljus ovf. og mellem-, morgen-, måne-, skrive-, spån-, stjærne-, talg-, voxljus ndf. Ljus, no. – bringe (bære) for (til) l. ɔ: fremdrage, gøre bekendt; Skd 126 (ovf. III. 483 b2); hans penneflid har nøye samen regned hver, som i danske maal til liused noget bar (1702). DSt 1909 43. – til s 819 b27; mand staar ofte i sit eget lyvs som træsko-manden. PSO II. 231. – til s 819 b42 jf ovf. II. 564 b24; III. 800 a16; IV. 119 b24, 30; V. 579 a48. – Jf aften-, betler-, brudlops-, gilde(s)-, himmel-, lampe-, lykke-, morgenstjærne-, natte-, nord-, nåde-, orme-, perle-, pest-, pestilens-, pis-, røgelse-, skimte-, skrive-, sole-, stove-, stråle-, støbe-, syssel-, sælje-, trøste-, vesle-, vind-, våre-, yndel. Ljusearm, no. lysearm; liussearmme met 4 liusse piiber vdj ... iiij. Progr. f. Herlufsh. 1880. 55. – lychnuchus, lysarm. Nucl. latinit. 820.Ljusearm, no. (sv ljusarm); – krøbe op paa væggene til lysarmene (1668). KD V. 781. Jf messingl. Ljusebrand, no. plantenavn, kongelys (verbascum); H. Smid, Lægeb. VI. 28v (se ovf. u. kongeljus); taxus barbatus, liusse brand. Turson, Vocab. 155; verbascum, konge liuss, liusebrand, brand vrte. M. Pors, De nomencl. 275; ansictet toet udi liusebrands (wol kraut) vand fordriffver den rødne. N. M. Aalborg, Lægeb. 129; S. Paulli, Flora D. 370. A; Kylling, Viridarium. 164. Smlgn. Jenssen-Tusch. 259. Ljuseforme, no. lyseform (til at støbe lys i); liusse-forme .. j, stoer liusse formmer .. j (1646). Progr. f. Herlufsh. 1880. 53. Smlgn. forme ovf.Ljusegarn, no. garn til lysevæger; liusegarn, linum. Colding, Dict. Herlov.; schylder til vort slott egh xxx, liusegarn ij marck (1632). Rørdam, Kirkelove. III. 208; bleget liusse gaarnn (1646). Progr. f. Herlufsh. 1880. 54; en marck liusse garn regnis for 12 β. H. H. Skonning, Taxtebog. 57. Smlgn. sv. ljusgarn.Lyseholdere, no. lysearm, lysestage; j then lysæholdere skullæ wordhe fyre beghære. Gl. D. Bib. 2. Msb. 25.34 (Vulgata: in candelabro). Smlgn. t. lichthalter samt holdere 2) ovf.Ljusehorn, no. lyseslukker (af horn); hand skal giøre en liusestage med 7 lamper, liusesax oc liusehorn. Gerner, Hell. Dage. II. 237. Smlgn. t. dampf-, löschhorn og V. S. O.Ljusekiste, no. en kiste til at gemme lys i; j gammel liussekiste (1645). Orion(kvartalskr.). II. 214.Ljus(e)klove, no. lysestage; hon ær liws sat pa lysklowe. H. Suso. 39.13; lyuse kloge. Herredagsdombog. 1547. (A. L.); lagde dy dette woxebarnn paa j liuse kloffue, och Siszell Mickells satt illdt der wdj med ith anndith lius (1588). Khist. Saml. 3. R. VI. 381; (1638). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 211. Smlgn. klove 2) ovf.Ljusekrone, no. lysekrone; i liusse krone mett vj piber (1534). D. Mag. 4. R. II. 12; pensilis lichnus, liusse krone. Turson, Vocab. 55; liusekrune. M. Pors, De nomencl. 76; Colding, Etymol. 906; j jern liusse cronne (1650). D. Saml. II. 205. – lysekrone. Nucl. latinit. 820. Smlgn. krune ovf.Ljusekræmmer, no. lysehandler; propola, liusekremmer. Colding, Etymol. 1000.Ljusekvinde, no. en kvinde, der støber lys (og passer disse); liusequinden sielff (1564). N. D. Mag. V. 63. Smlgn. Sch. u. L.: lichtvrouwe.Lysekæp, no. en stok til at sætte en lysestage på; da legger min lyssekiæp hoes mig. Jammersm. 159. (ir. sst.: den kiæp saed en blick stage paa, som bleff sat i min seng wed siden).Ljuskær, to. elskende lys, hørende hjemme i lyset; lad os blandt liussens børn fremgaa, i liuskær gierning os øfve. Psalmedigtn. I. 242 a. Smlgn. kær. 2) ovf. Ljusekærte, no. lysestage; iiii lyisse kierther (1492). D. Mag. V. 215; candelabrum, liusestage, liusekierte. M. Pors, De nomencl. 75. Smlgn. t. lichtkerze samt kærte 2) ovf.Ljusemager, no. lysestøber; liusemager, lychnopæus. Colding, Dict. Herlov. Smlgn. Sch. u. L.: lichtmaker. Ljusemalm, no. lysstof; første dags liusemalm uddelis oc poleris. Hexaem. 144 ir. Smlgn. malm ndf. Ljusmester, no. lysgiver; skulle vi derfor nu vor morgenstierne strax priise oc af inderste hu vor liussmester ære beviise. Hexaem. 19.Lysemor, no. lysearm paa en stang, (der kan flyttes op og ned). Moth.Ljusmyg, no. et lysende insekt, sankthansorm; pyrausta, liussmyg. M. Pors, De nomencl. 256; fluer, som skinner i mørcket, liuss myg, ere flyende orme. Comenius, Opladne Dør. § 223 (= t. johanneswürmlein). Smlgn. t. lichtmücke.Ljuseperle, no. lysende perle; samme klarheds stof forklared deeles ud til liuse-perler præctig. Hexaem. 144. Smlgn. t. lichtperle. Ljusepibe, no. lysepibe; tuo liussestager, enn liusse piibe (1578). D. Saml. 2. R. VI. 174. Se også ovf. u. ljusearm.Ljusesax, no. lysesax; emunctorium, liusesags. Vocab. 1514; Turson, Vocab. 54; M. Pors, De nomencl. 76; Colding, Etymol. 789; enn lidenn forgyllt liussesax (1578). D. Saml. 2. R. VI. 172; tage taanden aff en liusesax. S. Paulli, Flora D. 361 Bbb; et lius, som snydis med en liuse - sax. Comenius, Orbis pict. 294. – deris lysesaxer oc slyckekar. 2. Msb. 37.23 (Tavsen; 1550 og 1647: liusesaxer); tho gyldene liusesaxer, met huilcke mand bryder offuen aff den gyldene liusestage. Sak. 4.12. – liusse saxe (1646). Progr. f. Herlufsh. 1880. 45.Ljuseskærm, no. lyseskærm, vmbraculum, abskons, liuseskerm. Turson, Vocab. 55.Ljusesnoere, no. en, der laver lys (ved snoning); att betale en liwsesnoære for liwss, han haffdhe snoot for min frwæ (1496). Molb. Gloss.; then lyuse snoere, som haffde snoedt lyws, blws oc andre smaa lywss (1504). Smlgn. sno ndf.Ljusesnoere, no.; anf. st. = DrC 24, 102; HP lywsesnoeress søn (1483). NyrS I. 366.Lysespid, no. en stang til at hænge lysevæger på (ved støbningen af speddelys); ingen maa hugge bondstager, teckevender eller lysespid. Forordn. 13/9 1687. art. 16; jeg fik ey andet end revne strymper af kaarder oc lysespeed. D. 11. Juni. A. 1, S. 1.Ljusestage, no. hank. (∾ isl. ljósestaki) lysestage; kommer ieg snarlige til teg at fløtte thin liusestage aff sin stedt. åb. 2.5 (1524 og flgd. overs.); i liusse stage met ij piber (1534). D. Mag. 4. R. II. 12; (1509). sst. II. 148; en knap vnder huerie tho grene, huilcke sex der gaa aff liusestagen, og baade hans knappe oc grene skulle vdgaa aff hannem. 2. Msb. 25.35-36; candelabrum, liusse stage. Turson, Vocab. 55; Colding, Etymol. 789. (Steph., Nomencl. I. 213: lysestage); Secher, Rettertings D. (1605–14). 262; Jersin, Om Mirakler. k 6; fløtte sit ords liusestage fra os. P. Resen. 409. – II store liwse stage. D. Mag. IV. 320; de siw liwse stage. åb. 1.20. (Chr. Pedersen, 1524 og flgd. overs.: liwsestager); tuende liusestager aff klart sølff. Lyschand. 87; en lysse staghe aff jern (1486). D. Mag. 4. R. II. 3. Smlgn. jærnljusestage ovf. og træljusestage ndf.Ljusestage, no.; jf ovf. IV. 199 b38. – Jf messing-, stenl. Ljusestolpe, no. lysestage (en større); ther standher lywse stolper xxx alnæ høyæ (1510). D. Mag. III. 176. Smlgn. Söderwall, Ordb.: liusà stolpe.Ljusetalg, no. lyse- tælle; seuum, lywse talg. Vocab. 1514; lywse talg eller andet talg. H. Smith, Hort. synonym. 26. Smlgn. talg ndf.Ljusetånde, no. lysetande; fungus, liusetaande. Colding, Etymol. 498 (sammes Dict. Herlov.: liusetande); att ieg icke er stackaanded aff idelig lyssetaande og qualm. Jammersm. 3. Smlgn. tån(d)e ndf. Lysetæve, no. = ljusmyg. Moth.Lysetæve, no. Jf tæge ndf.Ljusevæge, no. lysevæge; lychnus, lywse wege. Vocab. 1514; Turson, Vocab. 55 (u. elychnium); liusevegen icke snoed for meget. Gerner, Hesiodus. 202. Hos Moth: lysevøge.Ljusevægle, no. = ljusevæge; 2000 og 150 liwse vegle aff Birkedtz sognn, item her til 1000 liwsevegle af Vesterborg sogn. N. D. Mag. VI. 305. Smlgn. Molb. Diall.: væile.Ljus, to. lys; thet var arlæ afftens og dager liuss. Romant. Digtn. II. 136; tha worder thidt gantske legom lywsst. Matth. 6.22 (1524 og flgd. overs.); maanen skin liuss. Herm. Weigere. 47v; saa snart som det blef liust. B. Tott. I. 62; solens liuse straaler. Gerner, Hesiodus. 47v; – lyss. Colding, Etymol. 686 (u. lucidus). – gøre l. 1) fremstille, komme frem med; ieg holt meg alligæ thøst, ee hwad ieg thalede eller giordhæ løst. Rimkr. c 1v (ordet er vistnok urigtig opfattet som: løst i Molbechs og Brandts udg. v. 510); divulgo, giør liust oc aabenbare. Colding, Etymol. 1487; Steph., Nomencl. II. 477. Smlgn. Fritzner2: ljóss 4 b; Söderwall, Ordb.: lius 2). 2) hugge ned (imellem træer, mennesker); du giør ocsaa liust, huor du far frem. Vedel, Saxo. 38; colluco, giøre lyst i skowen. Colding, Etymol. 688. Endnu brugeligt. Smlgn. måne-, over-, u.-ljus ndf.Ljus, to. – åbenlys, offenlig; hand vilde heller see, at baade hans suoger oc daatter vaare hengd vdi en lius galie. VdS 336. – gøre l. 2); giorde liust met it par næffuer oc liuste kierlingen aff lauget. KP c 2v; – AB I. 110 (ovf. IV. 230 b33); trengde frem at giøre liust med dem. SortS 68. Jf høg-, meddags-, stjærne-, veg-, åbenl.Ljusblå, to. lyseblå; thalassinus, liusblaa. Colding, Etymol. 1327.Ljusgrøn, to. lysegrøn; perviridis, liusgrøn. Colding, Etymol. 1447. Ljusgnl, to. lysegul; byssinus color, liusgul. Colding, Etymol. 131.Ljusrød, to. lyserød; flammeus, liusrød. Colding, Etymol. 447; de fire auenturirer udi blaa vnderkiortler oc liussrøde, vedderskinnende ofverkiortle. Wolf, Encomion. 253.Ljuse, go. 1) lyse (skinne); som en stiernæ flyger paa hymmelen, so liwstæ the dyræ stene. Romant. Digtn. III. 40.3, 7 = liwsede. Chr. Pedersen. V. 28.32, 29.1; thet (ɔ: lyset) lyuser alle, huilcke som ere i husit. Matth. 5.15 (1524 og flgd. overs.); kronen, som liuste saa viide. Hexaem. 17; illuceo, skin, lius. Colding, Etymol. 689. (Steph., Nomencl. II. 677: lyser); liuset staar krumt oc icke liuse kand i vraar. Gerner, Hesiodus. 202-3. 2) kundgøre, udtale; hennæ allerethe ful oc al giengiald lywsd oc wisd war (1399). Molb. o. Peters. 82; N. D. Mag. VI. 192; hans nadæ hagde personelegh wæreth po alle lantztingh oc liusd logh oc ræth (1468). Rosenv., Gl. D. I. 6; (1547). sammes Gl. L. IV. 221; prester giøre icke vel, at de saa meget faste liuse. P. Smed. e 4v; adopto, liuse i kuld oc kiøn. Colding, Etymol. 847; Gvds tienere ville der offver liuse velsignelse. Brochmand, Post. I. 430 a; bleff der liust for os ... och bleff wij wiett tilsammen. Hübertz, Aktstk. om århus. II. 313. – liysende straaler. Tavsen, Post. sommerd. 39. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lysa; Lund: liusæ samt af-, fore-, frem-, indenljuse og landlyst ovf. og op-, over-, på-, udljuse ndf.Ljuse, go. 1) – tm. som no. lampe; olyæ til lywseskullænde. 2 Msb 256 (ÆB; Vulg: ad luminaria concinnanda). Jf skulle ndf. – blive lyst; staar hun op igien, for det liuser. Sorterup, Alvor og Skiempt c 1. – (isl lýsa) oplyse; then lampæ, som vsløckeligh ær oc haffuer liwst all værilden. T 553 95, 59v (ndf. sp b4); sosom solen liwser dagen, so liwsær tw alle hellige men. sst. 122. 2) – l. af ɔ: erklære for udstødt; naar den er da saa liust aff preste orden. Cold dd 3v; – l. af laget ɔ: jage ud; KP c 2v (ovf. V. 670 b46). – l. efter ɔ: offenlig efterspørge; findis de koster, som mand haver lyst efter, under bondens laas. DL 6-17-16 (= havær at liusd. JL II. 97). – l. for ɔ: kundgøre som forestående; (1560). KhS IV. 464 (ovf. IV. 459 b23); (1582). JS II. 111 (ovf. I. 99 a24, jf trykfejl ndf.). – særlig kundgøre påtænkt ægteskab; (1560). KhS IV. 470 (ovf. I. 518 a5); for brylluppit lade liuse tre gonge for dennem obenbare aff predickestolen (1582). RdKl II. 340. – l. op ɔ: fremlyse; lyser mand ikke op det, hand hittede. DL 5-9-2, jf ovf. 2). – l. øver ɔ: erklære skyldig i; GhA II. 9 (ovf. II. 343 a33). Jf overl. – l. til band ɔ: forkynde at bandlysning vil ske; at han for samme gjerning lyser til den hellige kirkes band (1585). RdKl II. 385; III. 147. Jf Birch 443: jeg maatte bekiende, at somme kand baade lyse og sætte i band. – l. til sin fred ɔ: erklære fredlyst; ville vi have forbudet vore fogeder at lyse nogen manddrabere til sin freed (1590). Ewensen, Saml II. 1. 29-30. – tillægge, erklære skyldig i; Wulff 85 (ovf. IV. 857 a36). – l. ud ɔ: a) (sv lysa ut) lyse sidste gang for forlovede. M. – b) erklære for udstødt. M. Jf ovf. IV. 571 a9. – Jf for-, ind-, om-, til-, ting-, vegl.Ljuselig, to. skinnende; thu sies ath vere et liwselict liws. Psalmedigtn. I. xiv a. – Som bio. åbenlyst, klart; vaare de dog alligeuel der vdoffuer liuselige beuiist met deris egen bekiendelse oc frembaaren breff. Hvitf. VII. 152. Smlgn. isl. ljósliga.Ljusne, go. 1) lysne; blive lyst, elucesco, at lyusne. Vocab. 1514; lucescit, det liusner. Vocab. var. expos. 5; fulguro, liuner, liussner. Colding, Etymol. 492. (Steph., Nomencl. II. 637: lysner); – hans mend ginge den gantske nat, saa at det liusnede, der de komme til Hebron. 2. Sam. 2.32. (1550, 1589; 1607 og 1647: liusnedes); som den, der fra det liusner, forventer, hand skal komme ud. B. Tott. III. 364. – lf. i samme bet.; ta lyusnædis tet noogit foræ oss som en røgh. Mandev. Rejse. 181.20; lucescit, det liussnes. Turson, Vocab. 7; om morgenen, saa snart det liusnedis. P. Resen. 423. 2) oplyse, gøre lys; holt skystytten sig wdaff ansigtet paa dennom ... oc end dog det wor een mørck sky, dog lysnede hun natten. 2. Msb. 14.19-20. (Tavsen).Ljusning, no. lys, lysning; ath hindhess wreelighedh ey moo kommæ till lyssning och obenbaress. Tavsen. 32; varmen er icke heller andet, end det er at blifve varm oc liussningen heller andet end at liuse. B. Tott. III. 345. Ljusning, no. – belysning; 4 Msb 49; KhS VI. 437 (ovf. IV. 512 a18, 412 a8). Jf af- (I.* 6 a), op-, sole-, til-, vigl.Ljusningsgods, no. gods henlagt til at afholde udgifterne ved en kirkes oplysning; hussarme vdi Snedde sogen haffue aff kongelige gunst haffd vor Frue liusnings gods vdi Snedde sogn, siden denne euangeliske religion begynthes (1576). Khist. Saml. VI. 435, 437.Ljusningsvinde, no. et vidne, der har aflagt vidnesbyrd til oplysning; er hun effter lovlig liusningsvinder, førte til herretsting oc landsting, afskilt fra hendes forrige mands ecteskab (1664). Khist. Saml. 3. R. III. 84. Smlgn. vind(n)e ndf.Ljusningsvinde, no. Jf vigl.Ljusebjærg, no. strålende bjærg; det klare lyvse-bierg hand derfor triner til. Naur a 3v.Ljusebærelse, no. det at bære l.; denne liussebærelse skulde betegne den process, at Joseph oc Maria ginge til kircken. Tdm I. 86v. Jf bærelse (V. 161 a48). Lysfuldhed, no. fylde af l.; som tagher guddomsens lysfulhet, vt vide thet til ander. HS 818. Ljusekronepral, no. skin af en l.; om liusekroone prael ofvr ademant hin klare. Hex 140.Lyseløs, to. manglende l.; hvis liv er lyse-løs og uden elskovs lue. DP 38.Lysemose, no. mose, hvor der graves lysetørv (se ndf.); vi ville ei lade udeiere grave nogen tørv paa lysemosen, men hvo, som vil sælge nogen mand lysetørv (1592). Aagaard, Tørn Len 249, jf sst. 250.Ljusebrun, to. (sv ljusbrun) i nuv. bet.; den lyvse-brune roug. Naur i Frølund, Holstebro 208.Ljusgul, to. (sv ljusgul); (1543). DM V. 3 (ovf. I. 600 b17).Lysfuld, to. (isl ljósfullr) lys (strålende); lysfulle marke i sternes heem. HS 264.Lysklædt, to. klædt i l. (strålende); lyys-klædde siæle, som for lammets throne staa. LTh 94.Ljuselse, se opl.Ljusen, no. lys; tw (ɔ: Pavlus) blewsth vmfanghet met himmelsens lywsen oc skynn. AM 784 (4°) 46v.Ljusere, no. (isl lýsari) oplyser; o Jhesu Christe, hiærtens liwseræ! kom oc lywss myn siæl. T 553 59v. Jf forl. Ljuserske, no. = frgd. o. (om en kvinde); blindhe menniskes liwserskæ. T 553 115. Vis mere +