LodLod, no. hank. (∾ isl. hlutr) 1) lod (der kastes el. trækkes); der de kaste laaden, da falt hand paa Jonam. Jon. 1.7 (1550; 1607: de kaste laader, oc lodet falt); falt laadden offuer kong Frode, at hand skulde fare til søes. Vedel, Saxo. 134. – the skyfftede myne cleder vnder seg, oc paa mit cledbon kaste the løder. Matth. 27.35; Mark. 15.24 (1524; Chr. Pedersen: k. laader om; 1550 og flgd. overs.: k. laad = Ps. 22.19, Chr. Petersen: k. laader; Fr. Vormords og flgd. overs.: k. laadt). – bære l. op ɔ: kaste (trække) lod? den siges og at holde det (ɔ: lyset), som bær loden op for de andre. P. Syv. II. 258. – l. går ɔ: der kastes (trækkes) lod; skiffte samme schouffe udi 3 søsterlodder oc strax lodden att gaa (1570). Rosenv., Gl. D. III. 106, 107; siden skiffte de Rommalttholm, oc lodden ginge. sst. III. 108, 112. – gå på l. ɔ: deles ved lodkastning; efterdi federne goedsit vor skift oc gaait paa lod ... de oc alle arfvinger hafde jefnit oc siden loddet. Secher, Rettertings D. (1605 -14). 29. Jvfr. om lodkastning ved skifte. A. Berntsen. III. 370-71; Secher, Rettertings D. (1595- 1604). 541. 2) del, stykke; tua lote af hunugh oc af gallen en lot. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 17.21; tac osæn af uerbena sæx lothe oc stærch ædikæ thre lothe. sst. 4.25-26; to lother. sst. 10.9; theræ dele ællær lothe. Gl. D. Bib. Josva. 21.8; om broder icke therfor bør att haffue thuo lode och syster thend thridie (1554). Rosenv., Gl. D. I. 237 (= parther, se sst.); dend haarde lykke i allis lodde ey med lige skrammer skiær. Kingo, Sjungek. II. 184. – tha skildæs all werden at i tre lodær, een lot hedær Affrica. Lucid. 41; skildis hin lovæ i two lotæ. Hell. Kvinder. 79.7; handt slo hinder y loder. Grundtv., Folkev. II. 181 b. Smlgn. Henr. Harpestr. (v. Molb.) gloss.: lot; Lund: lot; Wimmer: Navneo. Bøjn. 65. 3) ejendom; – sværge til l. ɔ: ved ed tilkende ret til at blive i besiddelse af; huadt heller handt sweris til lodt eller freedtløss (1523). D. Mag. IV. 224. – drive til l. ɔ: tilrive sig? den gantske Europa haffde wi i rolige heffd, end actede wi oss en større ross, al verden vilde vi dreffuit til loss. Hegelund, Calvmnia (Smiths udg.) 227. 4) deling, optegnelse om en sådan; efter nogle løse lodhe, som giorde wore paa ubesegelde vdskorne skriffter (1522). Suhm, Ny Saml. I. 381; huis hans moder och faaet haffuer, som ichi heller er gangen lodt eller endelig skiffte paa (1551). Rosenv., Gl. D. I. 146; han fremlagde en lod, hvorefter hin gård var falden fru Giertrud på lod. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 107; det dennom skulde være skift och delt emellom, eftersom med deris underskrefne lodder noksom skulde giøris bevisligit. sst. 197; deris bevilning om skifte, de forseglede og underskrevne loder, hovedbreve, burde blive ved magt. sst. (1605 14). 30. Smlgn. af-, bag-, bos-, hovedlod ovf. og sam-, særlod ndf. samt lotter, lød ndf. og vanlod(ig).Lodbog, no. optegnelse om en deling; som findes at være afpælet efter den lodbog og afkaldsbrevs lydelse, som er gangen mellem Peder Oxe og Peder Bilde om Valløgård og gods, der det dennem imellem blev deelt (1588). Friis, Fam. Rosensparre. 45.Lodbudike, no. tærningbæger. Moth. Smlgn. bud(i)ke ovf.Loddele, go. kaste lod om. Moth.Lodsdelere, no. deltager, fælle; haffuer Gud smwrt dig met gledelige olye offuer dine laadzdelere. Hebr. 1.9 (Chr. Pedersen = stallbrødre. Ps. 45.7 (Chr. Ped.)).Lodsejere, no. flt. uden e.; vor och kronens bønder och alle the andre lodtzeiger (1554). Rosenv., Gl. D. I. 240. Smlgn. egjere ovf.Lodsejere, no., se ovf. IV. 393 a3-4.Lodfald, no. udfaldet af lodkastning. Moth.Lodfalden, to. tilfalden ved lodkastning. Moth.Lodkast, no. lodkastning; sortitio, laadkast, lodden, Colding, Etymol. 1197 (Nucl. latinit. 1709: lodkastelse); Moth. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lutkast.Lodkastere, no. 1) lodkaster; sortitor, en lodkastere. Nucl. latinit. 1709. 2) en, der spår af tærningekast. Moth.Lodlagt, to. delt, udskiftet. Moth.Lodløs, to. uden del i, uskyldig; ængen skal waræ lotløs aff war skørlifnæt. Kirkeårets Søndagsevg. 39.10; om thu æst righer, tha skalt thu æy waræ lotløs aff synd. sst. 94.7-8; ær ieg ey lodløss i thenne sag (1510). N. D. Mag. II. 329; Moth. Smlgn. isl. hlutlauss.Loddepenninge, no. en afgift for at maatte handle? aff lodde penninge skal mandt tage saa møgit, som mand setter dem, som redeligt er (1545). N. D. Mag. I. 277 (= late gelde. D. Mag. V. 242). Smlgn. Sch. u. L.: lategelt.Lodregning, no. beregning af delning; al den del, Marrine Lavridsdotter tilfalder epter hindis lodregninger. Secher, Rettertings D. (1605-14). 196; hand haver annammit saeme hans lodregninger lige ved N. Søfrensen. sst. 197.Lodskifte, go. dele, tildele, udskifte; skoven po Kalby fang wor uplictige huggen, oc ær closters lodskiffte skow (1474). S. R. D. IV. 399; en bunde hagde pantsatt till Helliigesthus nogre stycker aff synn lodskiffthe enge (1537). Rosenv., Gl. D. II. 20, 264; haffuer bekiendt at haffue skutt itt raadiur paa sinn moders grund oc laadskiffthe skouff (1592). sst. IV. 330; som arvingen, der træder til den bort-dødis arf oc loddeskifted bo. Sorterup, Poet. Småsag. 88; findes her lodskiftede enge, som ere tildeelte alle gaarde og huse i byen. Pontopp., D. Atlas. V. 648. Efter Moth særlig: dele ved lodkastning. Smlgn. isl. hlutskipta.Lodskifte, no. 1) deling; thette lodskyffthe i alle maade wbrødelig oc wigenkallendis saa hollis skal (1538). Molb., Gloss. 2) den ved lodkastning tilfaldne del. Moth.Lodtage, go. give del i; den ære, hand hafver lodtaget Josvam udi paa jorden. Faber, Ligpr. o. H. Svane. 329. – lf. få del i; at du til himmerig kand lodtagis. Brochmand, Post. II. 439; til Gvds rjge lodtagne. sst. I. 300 b; en salig afskeed fra verden, ved hvilcken hvert et Guds barn lodtages i den evigvarende og himmelsalige tilstand. Worm, Ligpr. o. dr. Louise. 48. – at the skulde luttakandæ wordhæ hans wtallighe glædhe. Kirkeårets Søndagsevg. 84.3; skulæ the wardhæ luttakande aff allæ theræ synder. sst. 144.3. – især i l. tm. havende del, delagtig i; at wij oc wore forældherne schulle worde lodtagne aff alle gothe gierningæ (1451). Cod. Esrom. 261; var lottagen met the træ, i myn faders paradiis ær. Hell. Kvinder. 11.14-15; Hr. Michael. 7; kender hun seg ogsaa vwerdig at gaa ij deel met børnene oc were lodtagen ij deres part. Tavsen, Post. vinterd. 182; erre oc bliffue alle oc huer særdelis, lodtagne i samme band. Hvitf. VII. 77; IV. 291; (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 341; naar flere end een ere lodtagne i een jord. Chr. V. D. L. 5-10-4. – skal wor nathige herræ oc wor nathige frwe ware lødtagne af alle the godhe gerninghe. Dipl. Chr. I. 32. Smlgn. Söderwall, Ordb.: luttekin.Lodtage, go. Jf ulodtagende.Lodtager, no. 1) parthaver; ære ij wden næfsilsæ, hwas luttakæræ æren ij, tha æræ ij horbarn ok æy sønner. Kirke- årets Søndagsevg. 142.21-23 (jvfr. Hebr. 12.8); Moth. 2) arving. Moth. Smlgn. isl. hluttakari.Lodtager, no. 2); MP 167 (u. hæres).Loddetal, no. – udi l. ɔ: lodvis; regneth forne sølff vthi lodde tall tha giør firesindetywgetusinde lodt. Khist. Saml. VI. 38. Smlgn. tal ndf. Loddeøl, no. den en tilkommende del af øl; dem, som er siugh eller aff by och wil kreffue sitt lodde-øll (1624). Weber, Saml. I. 107.Lodde, go. 1) kaste (trække) lod; dette gods maatte tilfalde en af hans sønner, disse skulde lodde derom (1568). N. D. Mag. VI. 165 not.; lader oss laadde der om, hues hand (ɔ: klædningen) skal vere. Joh. 19.24 (1607, 1647; 1524 og Chr. Pedersen: kaste loidder, 1550: k. laad); Secher, Rettertings D. (1605-14). 29 (se u. lod 1) ovf.: gå på l.); sortior, kaster lodder. Colding, Etymol. 1196; Steph., Nomencl. II. 1292; Nucl. latinit. 1709; er lige kaar offuer alt, laadde sig derom, huo tilleg annamme skal (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 410; Peder Munk loddede først, efter ham skulde høreren have loddet (1694). Khist. Saml. III. 373. 2) dele; marckenn er laaddett thennom emellom, men all theris eenmercket skoff stander uskifft (1539). Rosenv., Gl. D. II. 95; theris hoffuitgærde skulle thennom vere endeligen och lodet emellom (1551). sst. I. 146; bekende sin sandhed om, hvorledes han har loddet med hende. Secher, Rettertings D. (1605-14). 197. Bet. 1) og 2) lade sig ikke altid adskille med sikkerhed. 3) tilfalde? saa at, naar hannem det lader och hannem der om vorder tilsagt, skall vere reede (1518). Kbhvns. Dipl. II. 214-15; de skulle dog vere i kongens egter, naar dem ladder. sst. Måske urigtig skrivemåde for lodne, se ndf. Smlgn. isl. hluta samt forloden ovf. og tillodde ndf.Loding, se lod(n)ing ndf.Lodne (lønde), go. 1) = lodde 2); samfrender burde therom at lodne thennom emellom, om hand formeenthe samme lodt icke wære fullist for en søsterlodt (1594). Rosenv., Gl. D. IV. 422; forneffnde metgiffts gods det skal konningen oc dronningen beholde, effter som det er dennem lodnet. Hvitf. III. 84; mine korte dag' og aar, lykke, velfærd, gods og ære, hvordan de skal lodnet være. Kingo, Sjungek. I. 15. – de haffde taget ham forne engh fraa, løndett och skiifft thennom thet emellom (1537). Dipl. Viberg. 208; bønder togh szamme engh och løndett och dielte them thet emellom. sst. Med hensyn til medlydenes ombytning jvfr. bevinde og forvidne ovf. samt lyndinge ndf., Rydqvist. IV. 454. 2) = lodde 3); hvor stor lod och anpart de Skrammer kunde lodne och tilfalde. Secher, Rettertings D. (1595- 1604). 159; saa vidt hans lod och anpart sig derudi kunde lodne for en broderpart eptir lougen. sst. (1605- 14). 35, 12; at kronens arve-ræt den kunde lodne paa dend lange kongeslægt. Kingo, Hosianna. 2v; tærninger de rinde, de slumpeøyen skal paa manden felde dom, der skal med Snarensvend i marken dyste om, det lodner Humle paa. sammes Samsøs Beskr. b 1. – trenne bønder haffue 360 skousuin tyll schyffte, meget lødner thet huer. Lauritssen, Arithmetica. f 3. Smlgn. tillodne ndf.Lodne, go. 1); – hvor os himlen brød og lykke lodner til. Wiel XI. 475.Lod(n)ing, no. delning, tildelning; tilfredtzstille then, som brøst haffuer, mett lodningh oc udlegh aff then, som meere haffuer (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 223 (= lodning. sst. IV. 268; Chr. V. D. L. 1-18-1). – forhandle dem imellem om samme lynding och udleg. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 159. Med hensyn til medlydenes ombytning se ovf. u. lodne 1).Lødningsbrev, no. en opskrift om en delning; jomfrue Hs. egen laugheft och lødningsbref noksommelig forklarer, hvorvit hendis enemerke skal vere, oc hvad hende ellers udi skofven er tillødnit bønderne til fedrift saa vel som anden lodingsskouf. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 267. Smlgn. brev 1) ovf. Lodingsskov, no. en skov, som flere have del i. Se u. frgd. ord. Vis mere +