LugtLugt, no. hunk. i nuv. bet.; som ambram icke myster sin gode luct, men giffuer hende dog fra sig. Herm. Weigere. 281. Smlgn. Fritzner2: lukt; Söderwall, Ordb.: lukt.Lugt, no.; det verste er den stercke luct, hun giør den suage hierne ont. SmdL VI. 92; – MR 16612 (ovf. II. 735 b8); TSd 233v (ovf. V. 228 b13); – vor frues senge-halm med tusend yndig lugter. Raun 82 (rimord: bugter). Jf desmer-, kryd- (V. 388 a46), vel-, violel. Lugtgrøn, no. plantenavn; arbor vitæ, lugtgrøn. Moth.Lugtnem, to. skarptlugtende. Moth.Lugtsene, no. lugtenerve. Moth. Lugtelse, no. lugt (lugtesans); H. Suso. 22.36 (se ovf. u. døn); olfactus, luctelse. Vocab. 1514; Turson, Vocab. 22 (u. odoratus); Colding, Etymol. 837 (u. odoratio); Steph., Nomencl. I. 93; Nucl. latinit. 1082, 1088; luctelse, snyftelse, odoratus. Comenius, Orbis pict. 156; om thet (ɔ: legemet) wore thet gandske hørelsse, huor skulde luchtelssen bliffue. 1. Kor. 12.17 (1524 og flgd. overs.); den fierde aand er luctelsens, met huilcken smagelsen giffuen er. De 12 Patriark. 1615. a 8; D. Mag. I. 112; ere nogle medicamenter saa gode, at de kun ved luctelsen kunde hielpe. B. Tott. II. 178; formedelst luctelserne lucter mand, hvorledis noget lucter. Comenius, Opladne Dør. § 327.Lugtelse, no. – lugt (egenskab); 2 Kor 216 (1524, ovf. V. 198 a42, CP: lwcth). Jf vell.Lugtig, to. lugtende; er næsen som en dobbelt struube luctig, hvorved det svemmig been i hiernen opdrager lucten søød. Hexaem. 255. Smlgn. sødlugtig ndf.Lugtig, to.; mulig = luftig (V. 676 b27).Lugtsvegen, to. bedraget ved l.; fiskren gæde-klæd luct svegen ham bekommer. Hex 187.Lugte, go. (fsv lukta)
1) give lugt fra sig; blodet er tørt oc lucter surt. SmdLb III. 33v; at de icke lucter raadne, moen eller skimlede. Holst IX. 27; FD 126 K (ovf. II. 610 b27).
2) mærke lugt; ÆB 1 Msb 821 (ovf. u. døn); TdmH b 4v (ovf. II. 626 a27). – l. til i samme bet.; WD II. 136 (ovf. I. 721 a5); PSO II. 238 (ovf. III. 616 a30). – l. lod og krud ɔ: få (være i) krig; nu maa mand lugte lod og krud. SortS 33. Jf ovf. II. 639 b27 (827 a38 f.) V. 617 a49. – l. ud ɔ: opsnuse (opdage); KSK b 6v (ovf. II. 199 a29). Jf overl., ilde-, vellugtende. Lugtekraft, no. evne til at l. (bet. 1)); KC* e 2 (ovf. I. 472 a1). Lugtestøv, no. snustobak; spør mig ey ad, hvor til dend hakkemad og lugte-støv mon due. Wiel III. 219; min piberøg og lugte-støv. sst. VI. 186.