MandMand, no. 1) i nuv. bet.; flt. ejef.; frelse aff alle menne tiltale (1404). Molb. o. Peters. 183; nedhær faræ til forbannædæ mænne i heluedæ. Lucid. 62; han wor tiunæ mannæ fra Adam. sst. 37; andre manne antfecten (1483). Geh. Ark. årsb. II. 51; hwat skal tha then hiord gøre, sosom ær quinne køn, tha the se manne hug ledh til sodhan swaller. H. Suso. 89. 16-18 (ordene kunde her opfattes som smstn.). Smlgn. isl. manna, Wimmer, Navneo. Bøjn. 87. – hsf.; kiæræ søn, ey var iech verdugh tegh til mannum at bæræ. Hell. Kvinder. 21.15, 10; bædær ware hannum, ath han vare ey boræn til mannum. sst. 13.19. Smlgn. isl. mönnum. – m. desværre, se desværre 2) ovf. – god m. se god 2) ovf. – m. af hus, se hus 3) ovf. – m. for sig ɔ: mandig, som en mand skalvære; i giffuer mig ungen Helmer Kamp, hand bliffuer vel mand for sig. Grundtv., Folkev. I. 254 a. – særlig med hensyn til legemlig omgang med kvinder; thet wor hende tilkende giffuet, at ieg skwlle icke wære mand nock fore meg. D. Mag. 4 R. VI. 341. – m. fra m., se fra 4) ovf. – mands ɔ: kraftig; hand er diefuelen mands nock hannem imod ad sette i alle maade. Immanuel. d 3. – til mands ɔ: voxen; haffuer ieg, siden ieg bleff til mands, vandret opricteligen. De 12 Patriark. Test. f 5; at ingen skulde faa det at vide, førend du vaare til mands kommen. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 500; styre alt landet paa hans vegne, indtil hand bleff til mands. sst. 592. 2) lensmand, adelsmand i fyrsters tjeneste; for hr. Erick Nielssøns, wor elschelike tro mans oc radhs bøn sculd (1433). D. Mag. I. 99; (1572). sst. I. 344; (1576). sst. II. 198; paa oss elskl. Oluff Munckis vor mandtt oc raads vegne (1546). Rosenv., Gl. D. I. 95; (1557). Rørdam, Univ. Hist. IV. 88; (1575). Khist. Saml. VI. 357; Eggertt Vlffeldt, wor mand, thienner och embitzmand paa wor gard vdj Roskilde, haffuer laditt giffue oss tilkiennde (1577). N. D. Mag. I. 15; forlænte kong Woldemar greff Alff met Fæmern, oc er hand bleffuen hans mand der aff. Hvitf. III. 570; VIII. 40. 3) tjener, hjælper; han faller aa knæ och wordher thin mand. Romant. Digtn. I. 327; ville i dette giøre, ieg bliffuer eders mand oc gør eder en herre offuer dette land. Herm. Weigere. 269; ieg vil være eders mand oc stedze gøre, huad i ville haffue. sst. 268v (= nt. man. Schröders udg. 251). 4) slægtled; han vor tiunæ mannæ fra Adam. Lucid. 37; thær siætæ mannæ vor i burdh veth hanum. sst.; ere ingen rette arvinger til inden syvende mand. Chr. V. D. L. 5-2-11 (jvfr. J. Lov. I. 23: innen sivnde mannæ). 5) folk, man; a) et. med go. i flt.; vnio hetær en steen, thær man kallæ pærlæ. Henr. Harpestr. 152; naar mand ey alleene hører, men mand udi gierningen finde det. Hiøring, Leyres Politie. a 6; har mand været omhyggelige for at afskære den store haab af disse ugudelige trevler. Alterbog. fort. b 3. Smlgn. Wimmer, Navneo. Bøjn. 86. – b) flt.; mæn sculæ gøræ thiukmælk af almandærs kiarnæ. Hist. Tdskr. V. 541, 540 (se ovf. u. disk 1), almander (se I. till. 12); Gudz legoms lagh, som men papegoyelag kalle (1441). D. Mag. 3. R. I. 102; thet meignæ haff thet gaar oc bort saa nederlig, at men wed ey hort. De 15 Tegn f. Dommed. a 2; huilkelund mend kunde besth Køpnehaffn och Malmøø steder mectig were (1525). N. D. Mag. V. 97; om kon. Christiern giorde landgang, ther mend hannom icke bemande kwndhe met reyssetøg (1530). sst. VI. 115. 6) ved, så, (som) m. (ved), som bekræftelse; ved mendt ieg skal tyn rygh nw klappe. D. Skuesp. 54. – ia som mend, ieg haffuer end sex andre flere. P. Smed. d 2. – saa mend wed, hannd er lanngt skønner end mine thou. Grundtv., Folkev. III. 193 b; saa men wed, nu well myn drøm gaa fram. sst. III. 350 a (= som mend ved. Vedel, Viser. II. nr. 22, v. 22; nr. 29, v. 9); IV. 548 b; V. 356 b; – som mendt ieg wor icke megit sseen. Kortvending. v. 158. Jvfr. isl. menn veit (o. lign.), se Fritzner. II. 617 b. Smlgn. adelbane-, alder-, ager-, almisse-, almuges-, avends-, avlings-, badstue-, bands-, baner-, befalnings-, befels (se I. till. 27)-, bejle (se I. till. 26)-, bejlings (se u. bedes)-, beskærmer-, bjærke-, bjørne-, blå-, bo-, borgens (se I. till. 40)-, borgs-, brude-, bue (se u. buge)-, bur-, bygde-, båds-, dagtings-, dande-, dele-, desmer-, dåtter-, eger-, ejerolder-, elsker-, embeds-, faderbane-, fangs-, fiske-, fjerdings-, fo(d)er-, for-, forlovnings-, forløft(n)ings-, forsjuns-, foster-, frankes-, frede (se u. frid)-, frelse-, frelse(s)-, fællugs-, færje-, fæste(r) (se u. fast)-, gissel-, godgærnings-, gård-, gærnings-, handlings-, hav-, hellings-, herreds-, herre-, hof-, horse-, hoved-, husvaler (se u. hug)-, hus-, hyrde (se u. hjord)-, hær-, høvdings-, høvedbåds-, høved(s)-, indrigis-, kalds-, kane-, kar(l)-, kirke-, klosterløber-, kloster-, kogge-, krambo(d), kriste-, kru (se u. krog)-, kunster-, kvinde-, kværsæde-, kålgårds-, kærre-, købe-, købsted(er)-, land-, landeråde-, lands-, le-, ledere (se u. lede)-, ledings-, ledsager-, lejdes (se u. lede)-, leje-, lejnings-, lig (se u. lek)-, lignings-, lods-, log(s) (se u. lag)-, lover-, lovnings-, lovs-, lur-, lykkepot(te)-, lægs-, læns (se u. læ)-, løftes (se u. lov)-, løgte-, magemand ovf. og mark-, medby-, mester-, middel (se u. med)-, midsommers-, mindre-, måls-, nævnde-, nævnings-, older-, ombuds-, orlogs-, over-, plog-, rans-, ridder(s)-, ride-, ror-, røbs-, rømnings-, sags-, sande-, sejlings-, sejrs-, sjunings-, sjuns-, skaber-, skade(s)-, skib-, skæls-, skørde-, slæt(te)-, spele-, stokke-, stride-, styre-, stærk-, synde-, syssel-, sæ(de)-, tag-, tals-, tilsjuns-, timmer-, ting-, tjeneste-, tredings-, under-, urtegårds-, vederlags-, velgærnings-, vin-, vindes-, vogn-, volds-, åger-, åsjuns-, ædel-, ægte-, bondelænsmand ndf. Mand, no. 1) – kollektivt; ClS 693 (ovf. III. 72 a31). – Gud m. ɔ: Gudfader; taffle met gamble Gud mand, holder Chrum afftaget af korset. Mads 176. – den blege m. ɔ: døden; fast heller end de render i marcken mod den bleege mand, at ligge der for fugle. KSK a 5. Jf ovf. V. 442 b30. – (den sorte) m. ɔ: djævelen; at hand vandrer til dend soorte mand og sit levnet ender. LTh 350; jf ovf. III. 323 b26 f.; IV. 487 b46 f. – til s 21 a47, også i andre forb. med lign. bet.; haffuer berømmett sig, at hann skall saa tijl giøre vore fattige borgere, at the schulle sije, at en mannd haffuer tallit met thennom (1551). Stbb 78; – Gud lade deg alldrig bliffue mandsens mand, før-ind du rid[e]r dyst med mig. DgF VI. 57 a (jf ovf. I. 410 b20); jf riddermandsmand 2). – Jf Sdw: maþ;er 2) slutn. – m. for (sv man för) ɔ: i stand til; skulle the iche were mand fore att wdgiffue huer eth ortt støche (1564, Fr Jessen); VdS fort 27 (ovf. u. fore, fho. 1)); thet att begønde, som thu icke est mand for at ende (1593). KhS3 I. 133. – i m. minde ɔ: så det huskes (som oplevet); dog vdi mands minde. PlH e 1 (frgd. o. ovf. I. 714 a7). – uden m. m. ɔ: før nogen husker; hvilke (ɔ: jorder) vaer dog brugte uden mands minde till B-gaard (1624). KhS6 I. 40. – ægtemand; it god mands hustru. 1 Tim 59 (1524; CP: en m.); – som hine skide færdige, der giøre det, at deres mand maa æde nogle skepper skarn om aaret. PSO II. 156; hun veed ej, hvad det er, een frier og en mand. Helt 9, 53 (ovf. V. 363 b38). 6); thet vith men tha sagde han. RD II. 242 (= jaa wed men. RD I. 138), jf sst. 239; – iche pleger att suere nogenn høgre eedt end som meende (1543). DVb 236; io mend (suarte ieg) de ware der iblant. Jm 63. Jf adels-, alabaster-, amt(s)-, astads-, avls-, bed(j)e-, bedere-, bjærghøpt-, besigtnings-, bestil(n)ings-, bimmer-, bjude-, bjuder-, bjærge-, blege-, blind-, bol-, bonde-, brudgoms-, brændevins- (V. 135 a15), brødes- (I. 282 a5), busse-, byg-, bygnings-, denar-, doms-, drabs-, dylle- (V. 191 a9), dyls- (I. 399 b), efterlæns-, efter-, eftermåls-, elve-, engle-, enke-, figen-, flag-, flyt(te)-, flytnings-, forbunds-, ford-, forlovs-, forlænings-, fortals-, fortovs-, frester-, fri-, fugle-, fyr-, førings-, gelejds-, gige-, gilje-, grandsknings-, gryde-, gryn-, gærde- (II. 114 b22, 115 a17), gører-, hads-, halvgård-, halv-, handels-, handværks-, harve- (II. 528 a5, jf trykf.), havne-, heler-, hjorde- (V. 703 a22), hjul-, humle-, husgeråds-, hæder-, hælper-, hær-, hævns-, hævner-, høste- (II. 531 a5), høst-, indførsels-, jordejer-, kirkegårds-, klav-, koffardi-, krigs-, kristen-, kål-, kælder-, købere-, landsby-, lang-, ledsagnings-, luste-, lære-, læsere-, mark(n)eds-, med-, medsommers-, medstokkes-, mellem-, mers-, meste-, minde-, mirakels-, modersøster-, mor-, morde-, mur-, mæls- (III. 168 b40), mærke- (III. 40 a51), møller-, nat(te)-, ni-, Nord-, nær-, odels-, oljegårds-, ondgærnings-, op-, ordens-, palte-, pant(e)-, perse-, pilots-, pinde-, pode-, pram-, præst(e)-, regents-, rejsnings- (III. 572 a54), retter-, riddermands-, rovs-, råds-, samsættes-, sand-, sav-, se-, sende-, sendings-, septer-, side-, si(ge)-, sjuns-, sjø-, skaldre-, skeds-, skedings-, skibshøveds-, skiftings-, skibs-, skillings-, skog-, skudsmåls-, skurs-, skæg-, slange-, slutter-, sogne-, spe-, spjuds-, spå-, spøge- (IV. 71 a10), sti(g)- (IV. 128 b54), stigtsbefalings-, stigtslæns-, styr(e)s-, stævne-, sværte- (IV. 222 b40), så-, søster-, te-, tiende-, tilseglings-, tjener-, tjenesteløs-, togs-, torge-, tosse-, tredje-, tremarks-, tro-, trold-, træl-, træsko-, trøster-, tyge- (IV. 414 a6), tårn-, tægte- (IV. 300 b18), tærske-, udbuds-, udenbys-, udenby(g)ds-, udlægs- (IV. 567 a31), udlændings- (IV. 569 a53), udsætnings-, udæders-, ugedags-, ugærnings-, underkøb-, ung-, vakker-, vandrings-, vard-, varde-, vare-, varsels-, vatn-, vejde- (IV. 756 a53), verelds-, vild-, visdoms-, vis-, voldgifts-, voldtægts-, vurderings-, vurdings-, vægter- (IV. 890 b6), vælske- (IV. 725 a4), yngske- (IV. 678 b37), yske-, å-, æble-, ødegårds-, øst-, østenm. Mandbarn, no. drengebarn. Moth.Manddrab, no. fk.; naar sig tildrager nogenn mandrab (1583). Kbhvns. Dipl. II. 418. – om manddrab. Chr. V. D. L. 6-6-1. Isl. manndráp ik.Manddrab, no.; Bl I. 148 (ovf. III. 851 a33).Manddrabelse, no. = manddrab; the oc icke giorde buod aff theris man drabelse. åb. 9.21 (1524, Chr. Pedersen; 1550: mord). Smlgn. dræbelse ovf.Manddræbere (-drabere), no. drabsmand; Gl. D. Bib. 4. Msb. 35.28 (se ndf. u. mandslættere); siælden findiss ther tyuæ, røfuæræ, mandræbæræ. Mandev. Rejse. 147.20-21; scal Kayn komme mz alle man dræber. De 15 Tegn f. Dommed. b 4. – Rosenv., Gl. L. IV. 31; (1567). sammes Gl. D. III. 52; huo som icke haffuer omhu for sit eget legeme, hand er sin egen manddrabere. Vedel, Saxo. 54; om wi faa nogen synderlige fanger eller forrige kongis manddrabere. Hvitf. III. 168; homicida, mand drabere. Steph., Nomencl. I. 201; holde det for ubilligt, at en skulde være sin egen manddrabere. B. Tott. III. 145. Smlgn. isl. manndrápari samt dræbere ovf. (u. drab). Manddristig, to. dristig som en mand; hun hadde en rett iomfruelig blusomhed ij seg oc wor icke altho mandristig. Tavsen, Post. vinterd. 217.Mand(e)død, no. 1) død, dødelighed (blandt mennesker); thet war aldher bøget, fraa then store mandøøth war (1473). D. Mag. 3. R. III. 259; Christoffer Jørgenssens barn theraff skall were besmitted och død och manddød offuer graffuen att were klagett (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 186; dette register er skrefuit for den store mandedød, huilcken skeede 1350. P. Claussøn, Norges Beskr. 148. 2) drab; en mandøth, som her Erich Ottssen skyllede Lage Brock fore, at thet skede met hans vith och vellge (1471). Molb. Gloss. (jvfr. N. hist. Tdskr. V. 242); tretten, som mandød eller schade aff kommer. Rosenv., Gl. L. IV. 31; sandemend haffuer Enuold Biugh for banemand u[d]lagtt oc suoritt hannom mandød offuer (1568). sammes Gl. D. I. 259; (1544). D. Mag. 4. R. I. 39; han på sin søns vegne haver ladet kjende manddød over graven (1618). Jydske Saml. VI. 146; sværge m. over. sst. Smlgn. isl. manndauƀi(-dauƀr).Mandfald, no. menneskers drab; der vilde blifue et stort mord oc mandfald aff. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 272. Smlgn. isl. mannfall.Mandfald, no.; VdS 38 (ovf. III. 92 a29), 418 (ovf. u. anse 5)).Mandfarve, no. udseende; en aff hans tienere, som vaar hannem lig vdi skickelse oc mandfarffue. Vedel, Saxo. 301 (= l. forma ei simillimus. P. E. Müllers udg. 662).Mandfast, to. mandig, tapper. Moth. Smlgn. t. mannfest.Mandfolk, no. kollektivt, mænd; thett staar best, ad qwindfolckene følger liiget strax effter mandfolcked (1578). Kbhvns. Dipl. I. 471; mandfolket derimod man saae i største ærbarhed med lange buxer gaae. Ped. Pårs (v. Liebenb.). 206. Smlgn. isl. mannfolk samt folk 1) ovf.Mandfolk, no. – efter nuv. brug; paa mandfolck kand du slaa paa. TK 40; Jm 223 (ovf. IV. 340 b2); i mandhielpere vil mandfolk deri hindre. Wiel X. 427.Mandfæst, to. fæstet, forlovet (om en kvinde); den tid, deres moder var mandfest. Secher, Rettertings D. (1605-14). 10. Hos Moth: mandfæstet.Mandfæst, to. Jf um. Mandfør, to. i stand til legemlig omgang med mænd. Moth. Smlgn. før ovf.Mandgive, go. give til en mand som hustru; hand haffde thy døtter v, thy fire dem har hand mandgiffuen, then yenne er iomfru end. Grundtv., Folkev. IV. 154 a; ieg vil mig iche mand-giffue, det kongen mig selffuer bad. sst. IV. 239 b (= giffte. sst. IV. 240 a); ieg will iche miere mandgiffues, men will udi chloster døe. sst. V. 388 b. Smlgn. give 14) ovf.Mandgåen, tm. med lyst til at angribe mennesker; mandgåen, mandvorn, mandolmet tyr, cornupeta taurus. Pontopp., Grammatica. D. 249.Mandheld, no. lykke. Moth. Smlgn. isl. mannheill. Mandheldig, to. giftefærdig (om kvinder). Moth.Mandhelg (-hel(d)), no. personlig ære og ret (og deraf følgende fred og sikkerhed); quicumque amiserit suum manhælæth (1251). Geh. Ark. årsb. V. 10 = manhælægth. sst. V. 11 = manhælgh. sst. V. 14; gaar heer ey anden logh aff thette lagh, vden thet rører broders eller søsters manhellind paa. Suhm, Saml. I. 2. 212; er sagen suo svar, at hun rører hans manhæl vppa (1477). Fynske Aktstk. I. 26; lod Oluff Matzen mælæ fredhen aff Iess Nielssøn oc Per Jenssøn, som thee til fforn for samme sag til theres mandhelig fordelde waare (1496). D. Mag. 3 R. II. 20; (1496). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 83; (1516). Hist. Tdskr. 5. R. VI. 426. not. 4; giøre den ærlig igen, som wærlig vaar, eller at giffue sit mandheld igen. Turson, Vocab. 397; fra sin mandheld, hæder oc ære at kunde dømme (1562). Rosenv., Gl. D. I. 303; (1571). sst. III. 134; (1586). sst. IV. 78 (se ovf. u. afmæle); den præst, som er fordelt til tinge, maa ikke gøre tjeneste, førend hand faar sin mandheld igien (1563). Khist. Saml. IV. 481. Smlgn. isl. mannhelgr.Mandheldet, to. havende mistet sin mandhelg. Moth.Mandhellebrev, no. en skriftlig erklæring om, at en har mistet sin mandhelg; forholdt ham sin ret formedelst et mandhellebrev. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 252. Måske et slags forkortning for mandhelleløsbrev, se ndf.Mandheldeløs, to. = mandheldet; skeer och, at nogen blifuer mandheldeløs, tha maa mandt friidt slaa paa hannom. Rosenv., Gl. L. IV. 56; bliver nogen præst eller degn mandheldeløs, da skal han afstaa sit embede (1567). Khist. Saml. IV. 498; naar nogen skal begraves, som for ærlige sager er gjort mandhelleløs og er bleven lovfordelt (1592). sst. VII. 28; men hvis dennem er anlangendes, som for uærlige sager er bleven mandhelleløs gjorte. sst.; haffde deelt och forfuldt nogre aff jomfruernes bønder och thennom for samme sag mandhelleløs giort (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 77.Mandheldeløsbrev, no. = mandhellebrev; it mandhelleløess-breff offuer forn. bønder, lydendis ... thi bleff the therforre nederfellig giort (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 76; epter huillche deelssbreffue och mandhelleløess-breffue Eiiller Grubbis arffuinge haffuer forhuerffuet rigenns laugdags-breffue. sst. Mandheldeløsmål, no. en dom, ved hvilken en dømmes fra sin mandhelg. Moth.Mandheldig, to. som vedrører mandhelg (se ovf.); semper soluantur leges pro quacunque causa, excepto manhælicht maal. Geh. Ark. årsb. V. 40.Mandhelt, no. en mandig helt; var hand en haard oc skarp mandhelt. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 435.Mandhelt, no.? tapæs frith oc manhelt worthær, oc bii døø. N. D. Mag. V. 236. Ordet synes forskrevet, mulig for manhett, jvfr. isl. mannhætta samt hætte ovf. Mandhæftet, to. i en mands vold, gift. Moth.Mandkraft, no. menneskekraft; stundom synes the (ɔ: lidelser) at overgaa mankraft. H. Suso. 99.23Mand(e)kval(e), no. en pine for mennesker; det var den første og største pestilense, som kaldes den store mandekval eller merkedød. D. Saml. I. 49; det vaar ingen dødskrig eller mandquale. Ranch. 111.Mandkåd, to. begærlig efter legemlig omgang med mænd. Moth. Smlgn. kåd 3) ovf.Mandkær, no. = mandkåd. Moth. Smlgn. kær 2) ovf.Mandkærling, no. 1) en, som lader sig styre af sin hustru. Moth. 2) en fej mand. Moth.Mandkøn, no. 1) menneskeslægt; ænglæ føræ foræ hanum korss tegn, ath thæt skal thees foræ al mankyn. Lucid. 60; hwi Gudh ville igen løse mankønnit met sodhan dødh. H. Suso. 18.19; Gudz søn vilde døø for all mankynet tholæ. Hell. Kvinder. 12.19-20; hwilken (ɔ: Kristus) ther swa hetherlighe festæ syn kerlygheyth til mankønyth. Brandt. 286.26-27. 2) kollektivt mænd; alt thit mankøns skal oppenbares trysswer j aareth for herræn, thin gudh. 2 Msb. 23.17 (Gl. D. Bib. og flgd. overs.; Vulgata: omne masculinum); alt det, som er mandkiøn, oc alle quinder, som haffue hafft mand. Dom. 21.11 (1550, 1647); opmaane och excersere det vnge man kiøn (1657). D. Saml. I. 29; lader sig finde paa bestembte allarm-platzen med alt sit folck oc unge mandkiøn. Forordn. 28/7 1653. § 12. – også i flt.; siden skal en huer med alle sine vederhefftige mandkiøn. sst. § 1; alle mandkiøn forsende de faderen hiem. Lyschand. 64. – efter nuv. brug; sexus virilis, mandkiøn. Colding, Etymol. 1165; Steph., Nomencl. I. 71; Nucl. latinit. 1632. Smlgn. isl. mannkyn; Söderwall: mankyn samt køn ndf.Mandkøn, no. 2) – flt.; Jer 158 (ovf. u. fordærvere). – ejef. (fsv mankyns) værende af hankøn; lambæth skal waræ mankøns. 2 Msb 125 (ÆB); 1 Msb 619 (ovf. V. 627 a29); 3 Msb 13 (ovf. IV. 700 a19).Mandleg, no. mandssæd. Moth. Smlgn. t. leich; nuv. leg.Mandlille, no. et kælenavn til en mand; mandlille, det er Sara. Tobiæ Kom. 91; Moth.Mandlille, no.; Rch 198 (ovf. u. bole, no. 2)). Mandlæn, no. et len, der kun arves i mandslinjen; alle de slaat oc lande effterlod hand kongen met all kongelig ret, kirckelæn oc mandlæn. Hvitf. III. 590 (= t. mid mandlene. Vdskb. Selsk. Skr. IV. 234); Moth. Smlgn. t. mannlehen.Mand(e)løs, to. uden mand, ugift; iuncher her Knud, den vill ieg iche haffue, heller vill ieg leffue mande-løs i alle minne dage. Grundtv., Folkev. I. 379 b; kun halv er mand-løs qvinde. Bording. I. 121.Mand(e)løs, to. (isl mannlauss); hun waar mandløss, barnløss bleffuen. Corv II. 84v. Jf Luk 712.Mandmord, se mandemord ndf. Mandolm(et), to. fjendsk mod, farlig for mennesker; cornupeta, diur, som stanger, mandolmet. Colding, Etymol. 927; op du mandolme hiort. Bording. II. 287. Moth har også begge former. Smlgn. isl. olmr; Rietz: manul samt mandvollen ndf.Mandolm(et), to.; PG 249 (ovf. III. 23 b3).Mandråb, no. råb af mænd; ieg hørde det skell' i himmel oc sky aff stor mandrob oc trometers ry. Ranch. 111.Mandsigtig, to. seende efter, efterstræbende mennesker; den mand-sigtig biørn maae voltrende fremtrecke. Hexaem. 226. Smlgn. sigtig ndf.Mandskade, se mandeskade. Mandskat, no. en hver mand på- lagt skat; sønderlig mandskatther, som aldrig tillfforn wdj riget sedwanlig worre (1530). N. D. Mag. V. 315. Smlgn. t. mannschatzung.Mandsko, mandssko; en par ensolit mandskou ... en par ensolit quinde skou (1605). Kbhvns. Dipl. II. 524. Smlgn. sko(v) ndf.Mandslag, no. drab; greffue Iohannes anholden til Lybke for et mandslag. Hvitf. II. 303 ir.Mandslag, no. (mnt manslach(t)); Matt 1519 (1524; CP: mord).Mandslægtig, to. skyldig i drab; mandslæchtig scalt thu hedhæ. Hr. Michael. 62. Smlgn. Sch. u. L.: manslechtich samt mandslættig ndf.Mandslæt, no. = mandslag; hærwercke, thywwerii, manslæt, moordh, drab. Dipl. Chr. I. 161; han fulkompnedhe manslæth. Gl. D. Bib. 2 Msb. 22.3 (Vulgata: homicidium perpetravit); (1513). Geh. Ark. årsb. II. 63; Rosenv., Gl. L. IV. 55; (1523). D. Mag. IV. 224; Khist. Saml. I. 78; thennom hagde verett en stor trette och mandsletth emellom (1539). Rosenv., Gl. D. II. 102; Vedel, Saxo. 135; os ej vilde sømme saadant ukristeligt mord og mandslet at tilstede (1563). D. Saml. III. 312; Secher, Rettertings D. (1605-14). 278; homicidium, mandslætt. Colding, Etymol. 140; Nucl. latinit. 600; mord oc mandslæt hafde faaet genge. B. Tott, Senecæ Lefnet. d 4. Smlgn. slæt ndf.Mandslættelse, no. = mandslag; hwo som sloær j hiel mænnæskæ meth jern, han skal ware manslættælsen skyldugh. Gl. D. Bib. 4 Msb. 35.16.Mandslætter, no. = manddrabere; om manslættæren wordher paa fwnnæn, ok han wordær slaghæn aff hannom, hwilkæn som ær blodhens hæffnæræ .... manslættæræn ællær mandræberæn skal jgænkommæ j sith land. Gl. D. Bib. 4. Msb. 35.26-28, 30 (1550 og flgd. overs.: manddrabere).Mandslættig, to. = mandslægtig; om saa scheer, att nogher mand woerder mandsleetich, mett retth dom hørrer hanom att mysthe syn halss. Rosenv., Gl. L. V. 491.Mandsyg, to. = mandkåd. Moth.Mandsømme, no. hvad der sømmer sig for en mand. Moth. Smlgn. isl. mannsómi samt sømme ndf.Mandtal, no. 1) tal, antal (af mennesker); toge saa baade deris egen konge oc der til met de Danskis konge foruden it gantske stort mandtal wchristne. Hvitf. I. 84; hand kom dem til at ligge sammen til hielp effter mand tal ved tusinde drachmer sølf. 2 Makk. 12.43 (1607, 1647). 2) tal, som en mand har i en fortegnelse? hand skall och haffue en bysens kep och haffue huer mandts mandtal paa samme kep (1598). Hist. Tdskr. I. 442 (måske i bet. 3)). 3) et mål på jord; 300 mandtal af Hollænderbyen paa Amager, 4 mandtal af de mænd paa Dragøer. Suhm, Saml. II. 3. 83. I bet. 3) mulig kun svensk, jvfr. sv. mantal. – Smlgn. isl. mantal.Mandtal, no. 4) opskrivelse; denne scriffuelse oc mandtall begyntess først vdi 1 land. CP I. 51; – mantallid paa børnen udi tuchthussid skall uerre udi R. ChrIV* III. 290; at for nattevegterne maatte indrettis mandtaller paa deris vegter penge (1688). KD VII. 230; – forfatte mandtaller over alle de her værende familier. Kbhvns Huse e Branden 1728 14*. – slægtregister; Lysch 59 (ovf. V. 428 b39). Jf sommer-, vinterm.Mandtro, se mandstro ndf.Mandvolden, to. = mandolm; en ofvermaade mandvollen slange af Junone nedskickis. Hexaem. 243 ir. Smlgn. Molb. Diall. Vistnok en omdannelse af mandolm, jvfr. Varming. § 94, 102.Mandvoxen, to. 1) voxet op til mand; Haralds sønner, som vaare da tuende smucke manduoxne karle. Vedel, Saxo. 135; indtil æregerigheds mod bleff manduoxet vdi hannem. sst. 233. 2) = mandfør; det vil icke skicke sig met hans iomfru, effterdi hun er nu manduoxen. 1. Kor. 7.36 (1550, 1647); førde hende fra kongens hus til sit eget oc opfødde hende, til hun bleff mandvoxen. Hvitf. I. rr 3v; virgo nubilis, mandvoxen. Colding, Etymol. 825; Nucl. latinit. 1054; matura viro virgo, som er mandvoxen. sst. 859. mandvoxen mø er ond at vogte. P; Syv. I. 215. Smlgn. sv. manvuxen.Mandearbejd, no. mandsarbejde. Moth.Mandeben, no. menneskeben; mangt et mande-been oppløyis. Gerner, Ilias. a 2v. Smlgn. isl. mannabein.Mandebilled, no. menneskeskikkelse; en stor hop diur, som syntes i manne bilet so som haw trool. H. Suso. 36.31.Mandeblod, no. menneskeblod; aff manne blodh smagede alt thz kødh. Rimkr. c 3v; en røgh therr op i hemelen stodh aff støff och hedhe oc manne blodh. sst. f 5v; der flød mandeblod vdaff alle porte i Ierusalem. Pallad., Visitatsb. 21.34; en henge-værdig skalck, som mande-blod udgyder. E. Naur. m 1v. Smlgn. isl. mannablóƀ.Mandebod, no. en bøde for drab; eller oc enhuer aff dennem giffue fuld mandebod (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 464 = Chr. V. D. L. 6-6-13. Smlgn. Lund: manbot samt bod 3) ovf.Mandebod, no.; (1559). KhS IV. 461 (ovf. u. brandstød); – VdS 129 (ovf. I. 492 a15).Mandefimp, no. en mands avlelem. Moth. Smlgn. fimp 2) ovf.Mandefjør, no. en mands liv. Moth. Smlgn. fjør 1) ovf.Mandeflod, no. sædløb. Moth.Mandehandske, no. mandshandske; ett gott par lodne mande - handske (1524). D. Mag. V. 317. Smlgn. handske ovf.Mandehose, no. mandsbenklæder og strømper; ett par mande hosser (1524). D. Mag. V. 317. Smlgn. hose ovf. Mandehæder, no. oprejsning for et drab; da gjorde han Peder Poske og Anders Poske knæfald, bøn og fuld mandehæder for Nis Poskes død, hvilken Lage Brok desværre ihjelslog (1468). Grundtv., Folkev. III. 611 ff.Mandehæl, no. menneskehæl; den brodded snog og slange sig giennem hoben snoor, bange, at nogen mande hæl skal dennem træde paa. Kingo, Chr. V. anhang. a 2.Mandekæmpe, no. en vældig kæmpe. Moth.Mandeleg, no. mænds gærning; det sømmer ikke børn at komme i mandeleg. Moth.Mandeleje, no. fk. tre kalveskind, Moth. Smlgn. leje ovf.Mandelem, no. = mandefimp; tog fra ham øyne oc mande lem. Lyschand., Grønland. Chronica. e 4. Hos Moth: mandslem.Mandelem, no.; sin mandelem maa det der efter intet bruge. TkH 87. Jf ovf. II. 799 a40.Mandelist, no. en mands list. Moth.Mandemen, no. skade for mennesker; Perilles ham ey hafde giort til mandemeen og qvide. Kingo, Sæbygd. Kokl. a 3v. Smlgn. men ndf.Mand(e)minde, no. menneskers hukommelse; gamle historiske bedrifft, som ellers letteligen skulde gaaet aff mandminde oc været lang tid siden screffuen i glembogen. Vedel, Viser. fort. a 8v. – i (udi) m. ɔ: blandt det, der huskes; som icke i mande mynde i saa maade skeeth er (1527). N. D. Mag. V. 216; det staar endnu vdi mandeminde, huorledis ieg beuiste mig vdi den sidste Suenske krig. Vedel, Saxo. 174-75; det skal vel staa i mandeminde, at ieg vaar der en rund vertinde. Hegelund, Calvmnia (Smiths udg.). 181; findis der ey vdi bog eller skrifft, i mandeminde ey nogen drifft. Lyschand., Calmarnske Triumph. b 1; dette er endnu udi mandeminde hos meenige mand. P. Syv, Viser. 1695. 297. – der faare er siugen forsuindit, dog vdi mands minde. Pallad., Hosedjævel. e 1. Smlgn. sv. mannaminne.Mandemiste, no. tab af en mand; i saadan mandemiste er største glædes-miste. M. Henrichsen, Ligpræd. o. O. Kragh. dedik. 6; forfarindhed lærer det, at mandeværd kiendes best ved mandemiste, thi mand haffuer offte mist det i een mand, som mand icke kand finde i tusinde. sammes Ligpr. o. N. Rosenkrantz. 206. Efter Moth: nederlag. Mandemod, no. en forsamling af mennesker; ledhæ thee hanum (ɔ: Jesus) vth til thet mannæ modh, ther tha war safneth. Lucid. 8. Smlgn. isl. manamót samt mode ndf.Mandemod, no. (t mannesmuth) mod som en m.; ieg haffde sind oc mandemoed. Jac 105. Mand(e)mord, no. = mandslag; slowæ præstæ oc legmæn oc giørdhæ møghet mannæ mord. Brandt. 70.9-10; Tavsen. 46 (se ovf. u. haveløs); Malmøb. 48v; at der skulle icke skee saa stor mandmor i blant dem for den ene mandz skyld. Chr. Pedersen. V. 427.4-5; mandemord. sst. V. 214.36; der met giorde hand it stort mandmord i Iødeland. Pallad., S. Ped. Skib. e 4v; Herren holder it stort slag i Bozra oc it stort mandemord i Edoms land. Jes. 34.6; dett vor saa stort en mandemordt, saa mangen bleff der dødt. Grundtv., Folkev. III. 223 b; Vedel, Saxo. 10.Mandemorder, no. drabsmand. Moth.Mandmorderinde, no. morderske; du mandmorderinde, vilt du oc ihielsla mig, som du haffuer ihielslaget de siu mend. Tob. 3.10. Mande(r)mål, no. 1) menneskestemme; om vi kunde tale, og som prophetens asen-mund med mandemaal udføre vor klage. Kingo, Sæbygd. Kokl. a 2. 2) = mandhelg; konning Hans wilde aldrig stande epter noger godh mandz ære eller mandermaal. Hist. Tdskr. III. 606 (2 g sst.); icke hand der mett nogen dieris ære eller mandemaall att ville nedderlegge (1562). Rosenv., Gl. D. I. 309; hand icke burde paa sin mandermoll foruindis (1571). sst. III. 133; komme Poull Jacobsen till hinder eller schade paa ehre eller mandermall (1585). sst. IV. 72. Smlgn. mål ndf. Mandepligt, no. pligt for en mand; da vil jeg slig en mand først lidet offvertale, paa det hans ædle hiert kand prente i hans siæl den rette mandeplict. Terkelsen, Chr. Hustru. 110.Manderad, no. benraden af en mand, et magert menneske; seer en mande-rad fast uden kiød og hud. E. Naur. o 2v. Smlgn. rad ndf. Manderad, no.; see hvilken usel mande-rad. KPs 516.Manderis, no. = mandefimp; priapus, mande riss. Turson, Vocab. 29; Colding, Dict. Herlov. Smlgn. t. mannesruthe. Manderøn, no. manddomsprøve; hand bad hannem vere haard oc dierf i manderønen. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 508-9. Moth. Smlgn. isl. mannraun samt røn ndf.Mandeskade, no. skade, som en mand lider; Giorrd wor komen y mannde - skade, hand wor suordenn freedløs. Grundtv., Folkev. IV. 492 a; at de sig deraff kunde erholde oc sig icke med nogen mandskade haffuer sig med lediggang at opholde. Forordn. 16/11 1619. Mandestue, no. mandsstue (i et sygehus). Moth.Mandestue, no.; bleve indlagt i mandestuen. HiørK g 11v.Mandesuben, no. et mandsklædningsstykke; han (ɔ: en buntmager) skall giøre eth offuer liff qwinde skyndkiortel, en mande suben, eth paar skallen barken handske (1515). Kbhvns. Dipl. III. 26. Smlgn. Frisch, Wb. II. 165: männer schaube; Sch. u. L.: sube samt suben ndf.Mandevid, no. menneskeforstand; hør du det min gode hest, haffuer du mande vid, ieg skal dig en pricke linne. Vedel, Viser. nr. 23. v. 33 = mande weed. Grundtv., Folkev. I. 405 b. Smlgn. isl. mann(s)vit samt vid ndf.Mandevold, no. en mands magt; een møe i mande-vold, een ægte bunden pige. Don Pedro. 59. Mandeværd, no. en mands værd. Se ovf. u. mandemiste.Mandsalder, no. hundredår. Moth. Jvfr.: seculum, en mands alder. Colding, Etymol. 1132; Nucl. latinit. 1595. Mandsalder, no. 2) (t mannesalter) alder som voxen m.; MP 163 (u. virilis ætas). Mandsbestilling, no. en mands legemlige omgang med en kvinde; at mand ey der udofuer suecker legemet oc giør sig til mandsbestilling w-duelig. S. Paulli, Flora D. 95 K; de, som icke vel kand forestaa deris mands bestilling. sst. 163 G.Mandsevne, no. en, der kan blive en mand; han sagde till Karlott: ilth mandz æffnee. Romant. Digtn. III. 27.27 = Chr. Pedersen. V. 21.1 Hos Moth: hvad en mand evner. Smlgn. isl. mannsefni samt evne 1) ovf.Mandsevne, no. – til s 27 b10; Etym 1445 (= pars virilis). Mandsganning, no. en voxen pige. Moth. Smlgn. ganding ovf. Mandsgærning, no. en dristig gærning. Moth.Mand(s)hjælp, no. plantenavn, eryngium campestre; eryngium, mands hielp, mands tro. S. Paulli, Flora D. 227 A; Kylling, Viridarium. 40; Buchwald, Specimen. 200. Hos Moth også mandhjælp. Smlgn. Jenssen-Tusch. 84.Mandspersone, no. mand; seer til, om en mandz persone kan føde. Jer. 30.6 (1550, 1607; 1647: mands persoon). – saadanne mends personer skulle optagis (1615). Kbhvns. Dipl. II. 603; unge mænds-personer. Comenius, Opladne Dør. § 232. Smlgn. persone ndf.Mandssæd, no. mandligt afkom; 1 Sam. 1.11 (1607, 1647) ir. = søn i texten. Smlgn. sæd ndf.Mandstro, no. = mandshjælp, se d. o.Mandagtig, to. 1) sømmelig for en mand. Moth. 2) mandig. Moth. Mandbar, no. voxen, våbenfør; alle mandbar folk skal klarligen beskrives og beverges med sidegevehr (1612). N. D. Mag. II. 172; puber, ung og mandbar. Nucl. latinit. 1383; Werner, Clavis. IV. 745. Smlgn. t. mannbar. Manddom, no. 1) menneskenatur; hwilken som werdugedis til ath kommæ jomfrue Marie likomæ och sammen byndæ meth mandomæn oc guthdomen. Brandt. 286.24-26; Lucid. 20 (fl. g.); hans vtuortes form oc skibels pa mandoms vegne. H. Suso. 18.5; Hr. Michael. 90; den mandom, som Gudz søn anammede. Chr. Pedersen. I. 50, 63, 71, 135, 177; Psalmebb. I. 21; det folk, som paa mandommens wegne hørde Christo sielf til. Tidemand, Hierusalems Forst. a 2; Christi tilkommelse vdi sin ærefulde manddom. Pallad., S. Ped. Skib. c 6v; o Jesu Christ, som manddom tog i reene jomfru-live. Kingo, Psalmeb. 138. – Kirkeårets Søndagsevg. 2.11-12. Smlgn. isl. manndómr. 2) tjeneste (jvfr. mand 2) og 3)); the bæstæ i rigæ thaghæ mandom af hannum oc sworæ, at the wildæ wæræ hannum tro. N. D. Mag. V. 186; syer hannum helder mandom oc troo. Rimkr. i 1v; the holde meg hwerken mondom elder troo. sst. l 6v. 3) i nuv. bet.: mandighed, mod; de prisede hannem alle fore hanss store mandom. Chr. Pedersen. V. 206.19-20; stort mandom vdi en dansk karl. Vedel, Saxo. 355 ir.; det, som tilforne er rørt om Signild hendis manddom. P. Syv, Viser. 1695. 375. Manddom, no. 4) avlekraft; Stbb 74 (ovf. V. 695 a17); ålbL 330 (ovf. I. 724 a17); Beretn 12 (ovf. V. 9 a37). Jf kvindem.Manddommelig, to. mandig; da vndrede alle de andre paa hans dristige mandommelige hierte. Chr. Pedersen. V. 206.15-16; det, som vdlendiske haffue læst om de gamle, danske mends mandommelige gierninger. Vedel, Saxo. fort. 20; de have udhugne mærkelige hændelse og manddommelige daad udi store klipper og kampe-stene. sammes Svend Tiuvesk. fort. b 6. Smlgn. isl. manndómligr.Mande, go. 1) gifte (om en kvinde); vilt du dig ikke mande. P. Syv, Viser (1695). 373 (jvfr. jeg vil mig ikke gifte. sst.). – især i lf.; wil nogen mandz datter mandis emod sin faders minde. Rosenv., Gl. L. V. 138; j skwlæ mannes ællær giftæs. Gl. D. Bib. Ruth. 1.13; den enlige haffuer mange flere børn end den, som haffuer weret mandet. Tavsen, Post. vinterd. 193v; søster spurde hun anden: og vilt du dig ikke mande. P. Syv, Viser. 1695. 376; en vil have een, dende en anden, derfor blive alle møer mandede. P. Syv. I. 486. 2) forsyne med folk. Moth. Smlgn. nuv. mande ræer. 3) m. af ɔ: dele ud mand for mand. Moth. 3) lf. styrkes til at blive mand, mandig; her mandis hierter op i begge rigers vugger, som med sit daglig daj vil vise, hvor de hugger i fremtiid for det haab. Kingo, Hosi- anna. 3. Smlgn. isl. manna(st); Söderwall: manna; Lund: mannæs samt be-, formande ovf. og umandet ndf.Mande, go. 1) – få en m.; meth facthæ ok sedher hwn manner veel seegh. Dyrerim 4. Jf overm.Mandelig, to. 1) menneskelig; ihwkom all foracthelsæ, ther thu tolde i thit mannelighe leghemmæ. N. M. Pet., Lithist. I. 122. 2) tilhørende mænd; den mandelige alder skrider til høyre, alderdommen fører med sig ryncker. Comenius, Opladne Dør. § 233 (= l. virilis ætas); virilis, mandelig, som er mands, som hører til mænd. Nucl. latinit. 2079 (tapper, mandig. sst.); Moth. 3) voxet til mandsalder. Moth. 4) mandig; ieg øffuedhæ megh i kry oc ficth, megh tycktæ, at thz wor mandelicth. Rimkr. b 1v; thet ær en manlig man. Romant. Digtn. III. 15.16 = Chr. Pedersen. V. 13.12; erlige oc mandelige gerninger. Herm. Weigere. 101; virilis, mandelig. Turson, Vocab. 188; Colding, Etymol. 1445; Vedel, Saxo. fort. 27; hvis tunge er diss mandeligere. Gerner, Epitome. 41. Smlgn. isl. mannligr samt umandelig ndf. – Som bio. 1) i bet. 1); alle thesse thing drog han til en mate, ey purlig gudheliget oc ey fullelig manneliget. H. Suso. 8.13-14 (= l. non pure divinum, nec plene humanum hæc omnia trahebat. Horolog. æternæ sapientiæ. 13). 2) i bet. 4); wij skullæ wære wel trøstæ och hwer mz annen manneligæ staa. Rimkr. h 2v; droge the swærden och huggis mannele. Romant. Digtn. III. 69.22 = mandelige. Chr. Pedersen. V. 47.33; aff een fast tro mandnellige stryde. P. Eliesen. 41; Tavsen. 19; er vor tid kommen, da wille wi mandelige dø. 1 Makk. 9.10 (1550, 1607; 1647: m-en); naar en fattig karl beviser sig mandelige. Herm. Weigere. 5v; fortiter, mandeligen. Colding, Etymol. 472; Nucl. latinit. 469; det var sømmeligt at bie oc verie sig mandelige. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 84; hand lefvede udi landflyctighed oc bar den mandeligen. B. Tott, Senecæ Lefnet. d 4v; der Hercules dend vandt oc ødde mandelig. Gerner, Ilias. 7. Smlgn. isl. mannliga.Mandelig, to. 3); hand merker noget hos sig selv, som hannem ofte minder, hand nok er fix og mandelig. AB I. 126 b. Jf um.Mandelighed, no. 1) mandskraft, mandsnatur; virilitas, mandelighed. Vocab. 1514. – en mands kønsdele; fangede deris konning, lod hans øyne vdstinge oc hans mandelighed hannem fratage. Lyschand. 219. 2) = manddom 3); fortitudo, mandelighed. Turson, Vocab. 138; hanss gode forsiunn oc mandelighed. Hvitf. I. 193; haffuer den asturiske prouincia oc en deel vid folckens mandelighed vdeholdt disse fremmede gester. Lyschand. 121; audacia, mandelighed. Colding, Etymol. 95, 472 (u. fortitudo), 1445 (u. virtus); Steph., Nomencl. I. aa 5 (= mandighed. sst. I. 159); Nucl. latinit. 469; met mandelighed udi krig. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 148; det, som med stor møye oc voris nations berømte mandelighed er til veye bragt. Forordn. 21/7 1657. beg.; hand taler dog med stoer mandelighed. B. Tott. I. 164. 3) mandsalder. Moth.Mandelighed, no. Jf um.Mandhaftelig, to. kraftig. Moth.Mandhaftig, to. 1) mandlig; mascula bilis, mandhafftig vrede. Colding, Etymol. 720; Nucl. latinit. 855. 2) = mandelig 4); animosus, mandhaftig, behiertet. Nucl. latinit. 30, 1770 (u. strenuus; Colding, Etymol. 1245: mandig); saa suur og saa mandhaftig møie jo skulde bragt mig nær det maal, mig stod for øie (1700). Molb. O. 3) = mandfør. Moth. Smlgn. sv. manhaftig; t. mannhaftig.Mandhaftig, to. 2); BT I. 43 (ovf. I. 536 b6); GI a 2v (ovf. II. 330 a26); Rhet* 18 (ovf. V. 560 b42).Mandhaftighed, no. = manddom 3); masculum cor, mandzhierte oc mandhafftighed. Colding, Etymol. 720; Nucl. latinit. 856, 469 (u. fortitudo), 1770 (u. strenuitas), 2083 (u. virtus).Mandhaftighed, no. (sv manhaftighet); BT III. 160 (ovf. II. 352 a32); GI 4 (ovf. V. 294 a39).Mandhed, no. 1) mands-(avle-)kraft; om mand mister sin mandhed, och kan icke beuare sig met quinde. C. Pedersen, Om Urtevand. 52; om mand mister sin mandhed oc kand icke bevare sig met sin hustru. H. Smid, Lægeb. I. 141v. 2) mandligt avlelem. Moth. 3) manddom, dygtighed; jeg haffuer ofte spord, hwad manhedh thu hauer giorth. Romant. Digtn. III. 140.28 (= mandom. Chr. Pedersen. V. 96.25); nar mann wedt hans adhferdt bodhe omm hans omgengelsæ, mandhedt och konst (1512). Kbhvns. Dipl. II. 193. Smlgn. Söderwall: manhet.Mandinde, no. 1) kvinde, hustru; skal mand kalde hende mandinde, thi hun er tagen aff manden. 1. Msb. 2.23 (1550, 1647); saa deylig en mand - inde, som soolen hafde seet. Kingo, Chr. V. anhang. c 4v; hand heller aldrig verre (ɔ: boskab) faar, som har een ond mandinde. Gerner, Hesiodus. 137; lær her med gode raad at være ret mandinde. E. Naur. o 4v. 2) en mandig kvinde, heltinde; virago, mandinde. Colding, Etymol. 1445; Nucl. latinit. 2080. Efter Moth: skjoldmø.Mandskab, no. 1) tro tjeneste, troskab; enchtet forbryde amod then eed oc manschab, som thee oss giort haffue (1483). Geh. Ark. årsb. II. 50; der komme oc store herrer oc sige hannem huldskaff oc mandskaff. Chr. Pedersen. I. 149; V. 139.34, 341.34; (1523). N. D. Mag. II. 148; (1525). Rosenv., Gl. D. I. 42; i haffde sworeth megh hyldskab och manskab. Tavsen. 8; Malmøb. 30v; suærge vlffuen huldskaff oc mandskaff. Herm. Weigere. 270v; Vedel, Saxo. 35; opsagde hannem all huldskaff oc mandskaff. Vedel, Viser. II. nr. 30 overskr.; de haffue verit foraarsagit at opskriffue kong Christen huldskaff oc mandskaff. Hvitf. VIII. 88; (1611). D. Mag. I. 212; den klare soel om vores huld- og mandskab skal et ævigt vidne bære. Bording. I. 20 b. 2) en afdeling af mænd; skal hwert manschap giwe til jgang. Suhm, Saml. I. 2. 48; hwert mantskop skal taghe et bodh met thøm. sst. I. 2. 49, 50 (se u. ligskud ovf.); hwert mandskapp skydhe ij penningh till liigskoeth. sst. I. 2. 212. Smlgn. Söderwall: manskaper; Sch. u. L.: manschop.Mandskab, no. Jf sjø-, skibm.Mandslig, to. = mandelig 1); hwat som diæffuelslige oc mantzlige genwordighedh pafynne imodh oss (1497). Thottske Saml. nr. 553. 102.Mandhjælper, no. kvinde (som m. medhjælper, jf 1 Msb 218), se ovf. l40.Mandkok, no. mandlig kok; i den meening, at vi nogen enten mandkock eller danneqvinde vilde reformere. Holst V. fort 4.Mandkær, to.; saa ærbar i mit sind som nogen mandkier encke. Schand i 4 a. Mandring, no. (isl mannhringr) kreds af m. M. Jf ring 2).Mandstærk, to. (sv manstark) havende et (tilstrækkeligt) tal af m.; han var ikke saa mandstærk, at han kunde besætte stykkerne paa volden. HT8 III. 164; hand skal være saa mandsterck, at hand fornefnte vindebro kand op oc nedlade (1687). KD VII. 201.Mandtalsregister, no. fortegnelse; (1588). Hüb I. 223 (ovf. II. 34 a29).Mandvæxt, no. fuld væxt; der af saa mangen møe sin lyd og mandvext naaer. Wiel X. 427.Mandeklædning, no. mandsklædning; (1627). KD III. 65 (ovf. V. 627 a16).Mandenavn, no. navn som en fremragende m.; skrift for mandenafn bør bleck af egen sveed (1702). DSt 1909 36. Mandsansigt, no. i nuv. bet.; Etym 720 (= mascula facies).Mandsarm, no. (t mann(e)sarm) i nuv. bet.; HH 64 (ovf. II. 348 b47).Mandsbyrde, no. (æsv mansbyrþ;i) hvad en m. evner at bære. M.Mandsharnisk, no. harnisk til en m.; (1578). DS2 VI. 183 (ovf. II. 156 b29).Mandshjærte, no. (t mannesherz) modigt h.; virago, quinde, som haffuer mandshierte. MP 163; Etym 720 (ovf. III. 29 a36).Mandshose, no. = mandehose; (1546, ovf. III. 86 a7).Mandskjortel, no. (fsv mannakiortil) mandsklædning; j mandtts kiortill. KD II. 441. Mandsklæder(e), no. flt. i nuv. bet.; lod griibe henne i mands klædhere (1517). DM IV. 279. Jf ovf. V. 361 b6.Mandklædedragt, no. i nuv. bet.; (1631). KhS3 II. 96 (ovf. V. 626 b54).Mandskost, no. føde til en m. for en dag. M.Mandskrop, no. i nuv. bet.; vlfuen hafde en mandskrop i sin kiefft. ClS 369.Mandslignelse, no. mandsskikkelse; CS 257 (ovf. II. 795 b51).Mandslænestol, no. lænestol til en m.; een flammet mands lehnestoel (1706). KD VII. 779.Mandspels, no. pels til en m.; LA 164 (ovf. III. 462 a41).Mandsret, no. = mandebod; (1417). DM I. 369 (ovf. V. 339 b44).Mandsstol, no. (t mannsstuhl) stol for m. (i en kirke); (1633). DM VI. 246 (ovf. V. 627 b54).Mandsværk, no. (æn mannsverk) mål for jord; saa megen iord, som med en ploug aarligen kand driffvis, hvilcket kaldis et fuldt mandsverck. Bernts II. 16-7. Eg.: arbejde for en m., jf Norges gl Love V. 435.Mandbar, to.; bondens qvinde eller mandbar datter. LTh 234. Manddomsstykke, no. mandig gærning; hvor mangt et manddoms stycke. KSK a 5.Mandig, to. i nuv. bet.; Lysch 66 (ovf. II. 801 b31); RFII 13 (ovf. u. dapper 2)); Naur f 3 (ovf. V. 628 a5).Mandighed, no. i nuv. bet.; BruunA 486 (ovf. I.* 7 b54); som aff stor mandighed med hver tør spende beldte. GI 81.Mandlig, to. i nuv. bet.; Hvf IV. 50 (ovf. I. 32 b53).Mandvorn, to. = mandgåen, se d. o.; PG 249. Jf mandvolden. Vis mere +