ManeMane, go. 1) påminde, bede; bedher ieg teg oc moner i vor herre, at thu bydher meg thin kæræstæ liggende fææ. H. Suso. 125.21-22; Hell. Kvinder. 15.13; 69.23; saa manede han hende, at hwn sige skulde. Chr. Pedersen. I. 11, 186; the cristne manet hannum till ath bydæ. Romant. Digtn. III. 97.13 (= nødde. Chr. Pedersen. V. 67.1); mane, trygle eller bede almøsse tiill thennom. Rosenv., Gl. L. IV. 116; Psalmeb. I. 85; den første gerning, som eders stol skulde mane eder paa. Pallad., Visitatsb. 37.18-19, 200 f.; ment du, at hand skal mane dig meget eller smigre faar dig. Job. 41.3 (1550, 1647); precor, maner. Colding, Etymol. 936; Kingo, Psalmeb. 374; naar ingen arfving er, da maane sig undersaatterne tilsammen at bede Gud om nade. Hiøring, Leyres Politie. o 1. 2) spørge; tha manedhæ Caiphas hannum oc sagde: jeg maner tegh ved leffuendes gwdz søn at, estw then, thu sigher. Mod. confit. 15, 17; nar noger mand trenger oc maner thenom saare, om the ere thet aldelis wisse. P. Eliesen. 443; vil nogen spørge-viis om deres død mig mane, aff Gud oc Christian de finge deres bane. Kingo, Chr. V. anhang. q 3. 3) kræve, forlange; the andre penynge at hwn mane mik thøm in (1406). Molb. o. Peters. 304; Rosenv., Gl. L. V. 29 (se ovf. u. gjald 2)); loffuer iek ... eet widerlicht fengxel til ende vd at holde oc in at komme ofortøffret vpa hwad stædh, som koning Cristiern mik oc manende wordher. Dipl. Chr. I. 76; (1554). Khist. Saml. VII. 812; Morthenn Niellssenn haffuer ladett hannom mane, effthersom hannd haffde sig forskreffuitt att skulle inddrage .... huilckenn manellse handt icke heller haffuer wille acte (1594). Rosenv., Gl. D. IV. 388; flagito, maaner. Colding, Etymol. 446; Steph., Nomencl. II. 617; Nucl. latinit. 435; hvo der vederlegger, hand hafver manet oc mindet sig self. B. Tott. III. 187; gammel geld forrustes, om mand maner ej stedse. P. Syv. I. 148; var de ocsaa andre got folck meget henskyldige, hvilcke dagligen manede. P. Resen. 233; Chr. V. D. L. 5-3-18. 4) m. ind = indmane 1) ovf. Moth. 5) m. op ɔ: samle (folk). 6) i nuv. bet. besværge. Moth. Smlgn. Fritzner2: mana; Söderwall: mana samt be-. for-, indmane ovf. samt op-, på-, af-, anmane ndf.Mane, go. 6); Dommed d 5; (1547). DM III. 90 (ovf. IV. 652 b8, 451 b28); ÆdS 57 (ovf. III. 542 a16). 7) m. ud ɔ: udæske; forscreffne bodzmend manede them hardelige vdt (1521). DM IV. 346; PSO I. 107 (ovf. IV. 602 b25). Manested, no. et sted, hvor dødes ånder manes frem. Moth.Manels(e), no. 1) formaning, bøn; thenne bog holler græd, monels oc ve. H. Suso. 91.14-15 (jvfr. Varming. § 70, 74); vilde du høre deris bøn oc manelse. 2. Krøn. 6.39 (1550; 1607: formanelse). 2) krav, fordring (særlig til at holde indlager (se d. o.); Rosenv., Gl. D. IV. 388 (se ovf. u. mane 3)); hafver L. Skinkel sig tilforpligtet at inddrage udi et ærligt indlager, og dersom E. Urne ikke vil lade sig med slig manelse benøie (1624). Matzen, Panteret. 343 not. 1. 3) fremmaning; hand forbyder at bruge manelse eller at troo der paa. Tavsen. 248. Smlgn. Söderwall: manilse samt be-, for-, indmanelse ovf.Manelse, no. 2); skall hoffmesteren macht haffue hannem at maane och siden belangende manelse sagen haffuer at forfølge (1637). Tauber XXIII. 3); PlV 9327 (ovf. II. 784 a10); ComO 474 (ovf. III. 697 b51).Manere, no. kræver; skarpeste maner er verst betaller. P. Syv. I. 43; Moth. 2) besværger; der skal icke findis hoss dig troldkarl eller manere. 5. Msb. 18.11 (1550, 1647). Smlgn. indmaner ovf. og troldmanere ndf.Manere, no. 2); Steph I. 20 (u. exorcista). Jf form.Maning, no. 1) = manelse 2); alhandæ tiltalæ, manyng oc scylding, som koning Waldemar oc hans forældræ biscopen plictich om hafue waret (1397). Molb. o. Peters. 71; (1531). D. Mag. IV. 165; naar ieg leste deris breffue, da war dett kun steffning och maning (1602). sst. III. 48; tha lide hand ther maning fore som for anden gield (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 230; (1593). sammes Gl. D. IV. 381; en part aff adelen, som udgiffver deris strenge gieldbreffve paa ære oc maning, sig dog icke tilbørligen der effter retter. Forordn. 5/7 1651 (fl. g. sst.); maning skal skee lovligen og skrifftligen ved tvende mænd, som skulle skrive på maningsbrevet. Chr. V. D. L. 1-22-1. 2) udfordring (til tvekamp). Moth. 3) skarp tiltale; quicumque aliquem verbis malis et contumeliosis, que manyngh dicuntur, alloqutus fuerit (1360). Geh. Ark. årsb. II. 20; (1376). sst. II. 23 = Hvitf. IV. 11. 4) besværgelse. Moth. Smlgn. Söderwall: maning samt efter-, for-, indmaning ovf. og namaning ndf.Maningsbrev, no. en skriftlig maning (i bet. 1)); de skulle i forskrevne bøger indtegne, hvis til tinge forefalder, være sig mageskifte- og gave-breve, maningsbreve. Chr. V. D. L. 1-8-3; 1-22-1 (se u. maning 1)). Vis mere +