MareMare, no. et væsen, der mentes at plage de sovende; incubus, mare, marerid. Colding, Etymol. 271; Steph., Nomencl. I. 244; naar maren rider nogen. N. M. Aalborg, Lægeb. 127; hørde du ey, hvorledis maaren mig i nat har reden tæt, ret som en nøgen mand vaar skabt den samme maare. Lauremberg, Skæmtedigte. 34; den, som ligger paa ryggen oc sofver, den rides af maren. Comenius, Opladne Dør. § 575 (= fr. cauchemare); jeg har været ælendig plaget af maren i nat. Uden Hoved og Hale. A. 1, S. 4; see mig til den marre. sst.; strax marren fast hver nat har fat paa drenge, piger. Holb., M. poet. Skr. 161. Smlgn. isl. mara; Werlauff, Antegnelser. 374 ff.; Hist. Ark. 1887. II. 124 ff. Grønborg, Optegnelser. 142 ff.Marefolk, no. søvngængere; marefolck, som gaar i søffne. Colding, Dict. Herlov.; Moth. Smlgn. folk 1) ovf.Marekors, no. tegnet ✡, der skal hjælpe mod mareridt. Moth; et sølv femkantet træk i form af en stierne eller saa kaldet marekors. Adelslexikon. II. 174.Marekors, no. Jf FeilbO; Otte: pentalpha.Mareminde, no. 1) = mare; mod mare ridt et raad vor substitut mig lærte; hvis det ey hielpe kand, da siunger man et vers (hertil i not. a: marre, marre minde est du her inde, saa skalt du her ud.). Ped. Paars. B. 1, S. 4. Jvfr. Thiele, Folkesagn. III. nr. 751. 2) en gammel kærling; icke da er ieg en mareminde, at ieg haffuer runcken laar. Vedel, Viser. I. nr. 2, v. 19 (jvfr. v. 17 og 18). Smlgn. Grundtv., Folkev. IV. 601 a-b. Marerid, no. mareridt; Colding, Etymol. 271 (se ovf. u. mare).Marerides, go. plages af mareridt. Moth.Mareridelse, no. = marerid; incubus, mare-ridelse. Steph., Nomencl. I. 244; suppressiones nocturnæ, mareridelse om natten, maren. Nucl. latinit. 1356. Vis mere +