MenMen, no. 1) skade, fejl; komme the fore hans tand i gen, the fo eth men. Rimkr. b 4v; meg gangher nw møghet tiil mene. D. Skuesp. 108; huer, som bliffuer ført i skade eller kaammer naaget men paa hender. Herm. Weigere. 42v; aff synden faar min styrcke it meen. Psalmedigtn. I. 64 a; Vedel, Saxo. 416; menda, meen, skavanck. Colding, Etymol. 731; Nucl. latinit. 872; den mand, som hafver et meen paa sit øye. 3 Msb. 21.19-20 (1647); byg derfor paa dend steen, som aldrig kand forgaa, naar verden faar it meen, paa dend du bliffve maa. S. Povelsøn. 610. 2) hindring; obex, meen, modsatt. Colding, Etymol. 581; Nucl. latinit. 1070, 161 (u. interclusio). 3) mened; handt haffde tillsuoritt sig nogenn faar sine ath wære, meenthe fordi hans eedt meen ath wære (1593). Rosenv., Gl. D. IV. 384; – sværge. om m. ɔ: sværge falsk; man schulle legge iiii ß vdhi bøssen, nar mand banneth eller suor sig om meen (1504). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 241; Rosenv., Gl. L. IV. 37; dw skalt icke swerge dig om men, thi dw skalt betale Herren din eed. Matth. 5.33 (Chr. Pedersen; 1524: meensuere; 1550: gøre nogen falsk eed); P. Eliesen. 9; iura, peiera, suer fri, oc suer dig om meen. Pall. S. Ped. Skib. p. 7v; Grundtv., Folkev. I. 205 b; pejero, suerger om meen. Colding, Etymol. 607; Steph., Nomencl. II. 1004; Nucl. latinit. 679; mangen suær sig vitterlig om meen imod sin samvittighed. H. H. Skonning, Hed. Philos. 696 ir.; denne soer ræt oc ey om meen. A. Berntsen. III. 478; B. Tott. I. 132; Bording. I. 87; er vist en meeneeder ɔ: sver sig tidt om meen. P. Syv. II. 59. Jvfr. Lund: men; Söderwall: men 2). – Smlgn. isl. mein samt kvinde-, mandemen ovf. og sove- umen ndf.Menejds, to. menederisk; hafde i aldrig forlat eder paa de falske, meneids bønder. Secher, Rettertings D. (1605-14). 272.Menjede, go. sværge falsk; hand begyntte at forbande seg oc meeniede. Mark. 14.71 (1524). Jvfr. Varming. § 85. Smlgn. isl. meineiƀa. – mened. Vedel, Ligpr. o. Predbj. Podebusk. b 3v (se u. kivvornhed ovf.); Colding, Etymol. 607.Menedere, no. meneder; lige som det gaar en menedere, saa gaar det oc den, som frycter eeden. Præd. 9.2; P. Eliesen. 420; vnderstaar sig nogen herimod at giøre, skall holdis for en meeneedere (1611). N. D. Mag. III. 167; foedifragus, meeneedere. Colding, Etymol. 479; Steph. Nomencl. I. 292 a; Nucl. latinit. 679; en hoerkarl, meenedere. Jersin, Via vitæ. d 3v; den, som er en meenedere, hand forfølger en anden for en løgns skyld. B. Tott. II. 60. – flt.; bliffue til meneder oc skalcke. Pallad., Hosedjævel. b 4.Menederi, no. aflæggelse af falsk ed; perfidia, troeløshed, meeneederie. Nucl. latinit. 418. Smlgn. sv. menederi.Menedig, to. menedersk; ath forswerie meth menedige løffte. P. Laurentsen, Om presteembede a 3; forløbne muncke oc menedige prester. Tidemand, Post. I. 99v; (1572). Khist. Saml. VII. 251; Vedel, Saxo. fort. 12; hand siger Suere bandsat at vere en meneedig imod Gud oc hans helgen. Hvitf. I. 233; (1611). N. D. Mag. III. 187; vilde gierne hiulpet hannem her fra oc dog ingenlunde vorde meenædig for sin fader. H. H. Skonning, Hed. Philos. 699; Urfé, Astrea. I. 9 (se glinder u. glin ovf.); hvilcken som heldst der efter befandtis meenædig at være hand at straffis, som vedbør. P. Resen. 34. Smlgn. Söderwall: menedhogher; nuv. sv. menedig.Menfør(e), no. 1) en dårlig vej. Moth. 2) en fejl vej. Moth. 3) skade; ther mit legom hauer frælsset aff allee menfør. Hell. Kvinder. 50.23 (jvfr. Varming. § 70). Smlgn. Söderwall: menföre; Aasen: meinføre. – I Jydske Lov (Thorsens udg.). 21: vten hanvm kymær swa men fyrræ til, ere i udg. 1590 no. men og bio. fyrræ tagne som ét ord og blevne til meenførsel. se anf. st. 22.Menlydt, to. 1) lemlæstet, skamskændet. Moth. 2) fordærvet af laster. Moth. Smlgn. Aasen: meinlyte samt lyde 1) ovf.Menlykke, no. indskæringerne i en nøglekam og de jærn i låsen, der svare til disse; en vell beslagen laugskiste med tre underskedlige laase och nøgler, huer nøgel vnder sit sær meenlyche (1622). Kbhvns. Dipl. II. 682; Nyrop, Roskilde Smedelav. 65; Moth. Smlgn. lykke ovf.Menlykkelse, no. = menlykke; it vellbeslagenn schrinn medt thoe goede laasze forre och thoe nøgler ther thill medt vnderschellige meenløchellszer (1623). Nyrop, Roskilde Smedelav. 62. Smlgn. lykkelse 1) ovf. Menlykkelse, no.; (1623). KD II. 739; til denne vore hiertes meenlykkelse maa hand alleene giemme nøglen. HenrW II. 36.Menløs, to. 1) uden skade, fejlfri; ære the nw klædde met hwidæ renlichetz ok menløsæ klædher ij hymmerighe. Kirkeårets Søndagsevg. 8. 13-14; Jesus, det menløsse lam. Psalmedigtn. I. 140 a (= Kingo, Psalmeb. 35). 2) skyldfri, uskyldig; hans menløss ørn, som ey viste swig. H. Suso. 41.7; Thottske Saml. nr. 553. 4°. 22v (se u. høgelse 1) ovf.); giff oss een meenløss kierligheed mod teg oc alle menniscken. P. Eliesen. 32; mod wskyldige mend, qwinner oc meenløss børn haffuer hand giort then naade. sst. 89, 114; at Huitte-Stienne en meenløs kierlighed hos Thielvar kunde finde. Kingo, Chr. V. d 1v. Smlgn. isl. meinlauss.Menløs, to. 1); – meenesløs komme til verden. Kirkerit 100. Menløshed, no. skyldfrihed; døme offuer mig effter min vskyldighed oc menløsshed. Chr. Pedersen. II. 362. Smlgn. Söderwall: menlöshet.Mensvær(j)e, go. sværge falsk; thu skalt ikke menswærie j mith naffn. 3 Msb. 19.12; han haffwer menswæreth. sst. 6.3 (Gl. D. Bib.; 1550: suere falskelige, suerer met en falsk eed); P. Lolle. nr. 91 (se u. hand 4)); N. D. Mag. VI. 201; peiero, ath menswerge. Vocab. 1514; Matth. 5.33 (1524, se ovf. u. men 3)). – tm. havende aflagt falsk ed; de der vaare bleffne meensoerne baade for Gud oc mennisken. H. H. Skonning, Hed. Philosophi. 698; det sidste var dog verst for den mensoren krop. E. Naur. f 3v. Smlgn. Söderwall: mensväria.Mensværelse, no. mened; besuigelse, wtroskaff, mensuerelse. Visd. 14.25 (1550; 1607: meeneed).Mene, go. 1) gøre skade, gøre ringere; men verden menis, christen her huer andre burde at haffue kier. Psalmedigtn. I. 82 a. 2) hindre; hindrer ok meener, at min kærlicheetz and jkke wærmer theræ hiærtæ. Khist. Saml. VI. 153; jech vil ether ey mene her in at ridæ. Romant. Digtn. II. 246 (= for menæ. sst. I. 143). Smlgn. isl. meina samt formene ovf. Mensel, no. = men 1); hvo der bliver slaget, det gaar icke heden uden mensel (1561). Progr. f. Ribe. 1842. 51. Efter Moth særlig: en lille skade. Vis mere +