MindeMinde, no. 1) hukommelse, erindring; nar nogen mandt wil klage paa marckeskel ther, som ey er mynde til, at tilforn er giort marckeskel (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 222. Se ovf. drage 15), føre 10); ieg dragis icke til minde, at ieg haffuer veret paa nogen valsted, som saadanne hug oc stort mandfald er skeedt paa en tid. Vedel, Saxo. 38; hvad i mig lofvet kiere Irmindlin, det drages eder vel til minde. P. Syv, Viser. 1695. 155. 2) mindebæger; Indtrønderne hafde holdet it stort giestebud oc hafde drucket met huer andre oc segnet alle minder oc bægere efter hedenske viis. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 238. 3) påmindelse, vink; minde, nutus. Colding, Dict. Herlov. 4) samtykke, tilladelse, vilje; før æn bewiist hauer, at han ær skylder met mynne fran then hwsbonde, som han til then dagh thient hauer (1443). Kbhvns. Dipl. I. 169; Fynske Aktstk. I. 56; hanndt aldrig gaff sinn minnde till, at samme log maatte opsettes (1558). Rosenv., Gl. D. II. 192; steder ieg der til min minde. Vedel, Tragica. 285; Grundtv., Folkev. V. 1. 227 b; hvilket altsammen kong Svend gav sin minde til. Vedel, Svend Tiuvesk. 65. – du skalt have vort minde der til. P. Syv. Viser. 1695. 374. Ordet er gennemgående ik. i de nord. sprog. – wilde the lenger staa, tha schulle the thett haffue i fogedenns minde (1492). N. D. Mag. I. 30. – will en riddermandtzmand kiøbe noget aff syn bonde, tha skall hand haffue thet udi hans mynde oc mett hans willie (1536). Rosenv., Gl. L. IV. 169 (= i h. m. Chr. V. D. L. 3-13-16). 4) vilje; der aff vaade imod sin minde, vidskaff, villie dræber et menniske. Jersin, Via vitæ. o 2. 5) overenskomst, forlig; tha skal han mistæ siith embithæ, uden han bliffwer i konningenhens mynnæ (1415). Rosenv., Gl. L. V. 87; Dipl. Chr. I. 111 (se u. forene 1) ovf.); hand vilde icke vere der lenger inde, dog bleff det talet saa til minde. P. Smed. c 1v; tilbød Just Nielsen, at han vilde være i Christen Munks minde, for han tog den dreng udi Just Nielsens gaard og slog ham to eller tre slag (1586). D. Mag. 3 R. I. 216; det band er bleffuen formildet, effter der vaar enten betalet 49000 marck sølff eller i minde talet. Hvitf., Bispekr. r 4. – især i forb.: m. og (eller) ret ɔ: overenskomst og (eller) retslig afgørelse; tha wii thesse schyldninger hade hørt toghe wii them till oss oc granschede oc owerwoghe them, somme i mynne oc somme i rette (1460). Barner, Fam. Rosenkrantz. I. dipl. 105. – bødh borgemestere oc radh thennom badhe til mijnne och rette (1486). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 58; huad de affsagde till minde eller retthe mellom kong Christiern och kong Karll. Chr. Pedersen. V. 503. 39-40; indtil de haffue været for Roskild domstol oc pleyet der anten minde eller ret. Pallad., Visitatsb. 125.32-33; Vedel, Saxo. 278; Ranch. 108; (1596). Khist. Saml. VII. 82; huilcke til minde eller rette skulde forhandle hertug Friderich oc Gustaff Ericksen imellom om Stockholm stad. Hvitf. VIII. 63; hvis de til minde eller rette forhandlendis vorder. P. Resen. 218. – tale m. ɔ: søge forlig, tilladelse; then skulle kome at tale mynne ffor forne haffue, som henne burde at haffue met reet ... han vilde ey tale mynne for then haffue (1507). Dipl. Viberg. 127; uden the i lige maade kunde tale wor leensmands mynde therfor oc thesligeste stille presten oc kirckewerge tillfredtz for theris thiiende (1539). Rosenv., Gl. L. IV. 194. – med m. ɔ: efter overenskomst, tilfredsstillende; begær forthi aff ingen mandt wden thet, tw met mindhe betale kant. P. Eliesen. 21; begær ey hans ager, wden thet meth mynde kand sckee. sst. 21. 6) tilfredsstillelse, vederlag; hafuer drotning Margretæ giort biscop Pæthers mynne oc nøghe for Køghe (1397). Molb. o. Peters. 72; Henrick Knutssen hagde giordt hans mynde oc nøie for all skylding, trette och schade, ther handt hagde giordt (1540). Rosenv., Gl. D. I. 55; tha vilde de giøre hannem minde eller rett for, huad skyllinger hand till thennom haffde (1590). sst. IV. 195-96. 7) kærlighed; iech star meget at hennis mynnæ. Romant. Digtn. II. 162. Smlgn. isl. minni; Söderwall: minne; nuv. sv. minne samt a-, af- (se I. till. 6 b); børne- (se I. till. 6 b), igen-, mandeminde ovf. og u-, efterminde ndf.Mindebrev, no. 1) et brev, der råder en til eller fra noget. Moth. – isteden for et erindringsbrev til en mæcen jeg skrev et mindebrev til evigheden. Baggesen, Værker (1 udg.). VI. 244. 2) kærlighedsbrev. Moth.Mindekærte, no. et lysende minde; lar eders moders gierninger og adelige hierte til dyds veyviisning være jer et blus og minde-kerte. Sorterup, Småsag. 48.Mindepenge, no. hug, som en får for glemsomhed. Moth.Mindepille, no. mindestøtte. Moth.Minde, go. 1) minde, påminde; moneo, paa ath mynde. Vocab. 1514; minder. Colding, Etymol. 772; Steph., Nomencl. II. 899; Nucl. latinit. 949. – m. på ɔ: minde om; den samme skal minde eder paa alt det, som ieg sagde eder. Joh. 14.26 (1550, 1647); 3 Joh. 10 (1550, 1647); de drømme haffde mindet dem der paa, at de skulde icke omkomme. Visd. 18.19 (1607, 1647); submoneo, minder paa. Steph., Nomencl. II. 1320; Nucl. latinit. 535 (u. suggero), 950 (u. præmoneo). – m. å. = minde på. Moth. Smlgn. aminde ovf. – m. bort ɔ: minde om, formane til at gå bort. Moth. – m. fra ɔ: fraråde. Moth. – m. til ɔ: a) tildømme. Moth. Smlgn. tilminde ndf. – b) overtale til. Moth. – m. ud ɔ: befale at gå bort. Moth. – m. sig ɔ: huske; mint dig altid paa døden. Psalmedigtn. I. 179 a; naar hand ey siig kand sin donat og glosselexe minde. Sorterup i Wieland, Dske Vers. VI. 187. Smlgn. t. sich erinnern; sv. erinra sig; d. erindre sig (se f. ex. Nucl. latinit. 196-7 (u. recordor); 871 (u. memini)); lf. = m. sig; recordor, kommer ihu, mindis. Colding, Etymol. 250; Steph., Nomencl. II. 1181; de mænd, som hafde vis kundskab her om og kunde mindis det være skeet. Sn. Sturlesønv. P. Claussøn. 284. – upersonl. med hensynsbet. i samme bet.; them myntes, at huilkæ skip som hære jnkom, wore wanæ (1462). Ann. f. nord. Oldkh. 1855. 25 not.; thennom aldrig minthes, att her Otthe Krumpen hagde verit bosatt uti Maryagger (1546). Rosenv., Gl. D. I. 100; siden hanom kunde mindis och kunde nogitt skøen (1572). sst. III. 154; Grundtv., Folkev. II. 114 a. – mindis eder stolten Adelutz, i gaff mig først eders tro. Vedel, Tragica. 113. – mijns oppa thet (1510). N. D. Mag. II. 328. 2) = minde sig; Madtz Burmand vil vi nu gieste, hand skall det fuld-vell minde. Grundtv. Folkev. V. 2. 398 b = han skal det drage til minde. P. Syv. Viser. 696; ieg gør dem seendis døffue oc blinde, at de kunde huercken santze eller minde. Hegelund, Calvmnia (Smiths udg.) 236; det jeg veed eller nu kand minde. Ranch. 298. 3) forlige; disse skal haffue fuldkommen mact alle irringe at minde. Hvitf. III. 446. – m. bort ɔ: få bort med det gode. Moth. – m. fra ɔ: ved forlig fri sig fra; the icke vill retthe for thennum eller minde thennom fraa hannem (1560). Rosenv., Gl. D. I. 278; redimere lites, kiøbe eller minde sig fraa en trætte. Colding, Etymol. 351; Nucl. latinit. 322; efterdi kvinden har mindet arvingerne fra sig for en vis sum og selv beholdt godset (1642). Wulff, J. Bang. 240. – også støde fra sig; hand skal mig ej saa narsk og daarlig finde, at jeg skal dertil sige nej og hannem fra mig minde. Bording. I. 59 b. – m. ud ɔ: købe ud. Moth. – lf. enes, ynde hinanden; hvor to mindes, de vel findes. Moth. Jvfr. P. Syv, Viser. 692: hvor to yndes, de vel findes. 4) elske. Moth. Smlgn. isl. minna; Söderwall: minna samt a-, af- (se I. till. 6 b), forminde ovf. og på-, til-, udminde samt umindet ndf. Mindelig, to. kærlig; ther i sadh jen frwe sa mynneligh. Romant. Digtn. I. 248; en bruud med kriidend'-hviide huud, med øjne mindelig', oc kinder liiflig-røde. Hexaem. 273. – Som bio. kærlig, inderlig; then frwe sa mynneligh til segh togh. Romant. Digtn. I. 60; han taker hanum saa mynneligh. sst. I. 304; beder jech eder mynnerlige. sst. I. 275, 267, 305; wi tacke teg saa myndelig. D. Skuesp. 125; saa mindeligen tackede de huer tro mand, som enten laante eller gaff. Vedel, Viser. II. nr. 27, v. 10; hun bad saa mindelig for sin søn. Vedel, Tragica. 28; obsecro, mindeligen beder. Colding, Etymol. 1089; Nucl. latinit. 1526; hand svarte hende mindelig. Kingo, Psalmeb. 232. Smlgn. isl. minniligr.; Söderwall: minnelika; Sch. u. L.: minnelike.Mindelig, to. 2) fredelig; (1525). NdM V. 87 (ovf. I. 610 a5).Mindelighed, no. 1) = minde 5); samme deris sambfrender enten til mindelighed dennom emellom at forhandle eller med dom oc ret at skillie. Secher, Rettertings D. (1605-14). 31. 2) billighed; æqvitas, billighed, mindelighed. Colding, Etymol. 13. 3) kærlighed; hvad ære jeg haver dig stedse beteed, hvor ofte dig bedet i mindelighed. Bording. I. 271. Mindelighed, no. 1); Hvf VIII. 353 (ovf. II. 187 b49); RFII 4 (ovf. I. 479 b5). Mindelse, no. i nuv. bet.; monitio, mindelsè. Colding, Etymol. 772; Nucl. latinit. 949. Smlgn. amindelse ovf.Mindelse, no. Jf på-, åm.Mindelseskål, no. = minde 2); lod hand hinte it mectig stort horn och drack sin faders mindelsse skaall. Chr. Pedersen. V. 365.33-35.Minder, no. påminder. Moth. Smlgn. Aasen: minnar samt påmindere ndf.Minding, no. 1) erindring. Moth. 2) påmindelse. Moth. Smlgn. isl. minning samt æreminding ndf.Minding, no. Jf ærem. Vis mere +