MisteMiste (meste, møste), go.
1) i nuv. bet.; thæn man, hauer houæth wærk æller myster sijt wit. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 9.9-10; om thu mister thijn røst. sst. 42.22; amitto, mister. Colding. Etymol. 754; Steph., Nomencl. II. 98, 1018 (u. perdo); Nucl. latinit. 921, 282; P. Resen. 400 (se u. mysan). – særlig tabe af syne; ther frwen myste hertwg Frederik, sa ath hwn hanum ey ath see fæk. Romant. Digtn. I. 237. – m. hud, se u. hud. – Ringær mæstæ XX thusind walbyrdæ mæn. N. D. Mag. V. 171; Tavsen. 256 (se ovf. u. hud 1)); Jvfr. Varming. § 80. 2. – allers møstæ brødræscap. Kofod Ancher, Om Gilder. 114; Gl. kgl. Saml. nr. 1586 (se ovf. u. marter); møstis anckeridt. N. D. Mag. VI. 102; (mister. sst.); Chr. Pedersen. I. 186; II. 123; P. Eliesen. 44; Er. Roterod., En chr. furstis wndervisn. 25v (se ovf. u. gad); hadde alt lenge siden møst hørelsen. Tavsen, Jesu passies hyst. 14v; møste saa aff deres end ix tusind. Tidemand, Jerusal. Forst. a 6; møste hud eller øre (1562). Rosenv., Gl. L. V. 39. – dat.; anderstedtz lod ieg dit veffue och møst derfor en herlig geffue. De mundo et paupere. 32. Jvfr. Mikkelsen, D. Sproglære. 15; Varming. § 80. 5. – tm. mist ɔ: havende mistet; cassus lumine, myst sit siun, cassus vita, myst liffuet. Colding, Etymol. 177; lacer, mist nogen lem. sst. 615; membro aliquo mancus, lemlest eller mist øye, haand. sst. 710.
2) forfejle, gribe, gå, slå fejl; hand agtet at slaa saa vist, hesten løb hannem rammit aff, det første slag hand miste. Vedel, Viser. I. nr. 4, v. 25; at jeg i dette liv mister ey dit foodespoor. Kingo, Psalmeb. 141.
3) savne, undvære; de oc icke saae gerne op i lucten, huilcken de kunde dog icke miste. Visd. 17.10 (Luther: entbehren); til hoffue kan Mickel icke mistis, thi han skal paa alle sider være met i raadet. Herm. Weigere. 60; careo, at myste. Vocab. 1514; om hun skulde saa lenge miste faffntag. Hemmingsøn, Om Ecteskab. 198; Colding, Etymol. 177; Steph., Nomencl. II. 181; (1644). N. D. Mag. II. 307; mand plejd' ej nogentijd at miste hos offeret hans Delia. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. III. 34; Bording. I. 171; sendte bud til Liffland effter huad krigs - folck hand nogenlunde der kunde miste. P. Resen. 100. Smlgn. isl. missa (jvfr. Lyngby, Udsagnso. i j. lov. 26); Söderwall: mista; Lund: mistæ.Miste, go.
1); – begynte han at meste maalet. NPF b 1v. – dat.; (1536). DM3 VI. 64 (ovf. IV. 561 a16); – mister habet miste. PG 275. – tm.; (1533). HT4 III. 491 (ovf. III. 828 b32).
3) – være fri for; mod vesten plandt ey vijn, lad ranken hassel miste. Raun 42 (= l neve corulum sere. II. 299). Jf umistende.Mist(e)lig, to.
1) usikker; hvad heller slige ord kand være hinde undfaldet eller icke, er det mistlig, om hun fordi med forgiørelse och troldom kunde være skyldig udi F. Hs. død. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 184.
2) undværlig; mistelig affgrøde, oc som kand selgis. Colding, Dict. Herlov.; Moth. Smlgn. sv. mistlig samt umistelig ndf. Mistelse, no.
1) tab; alle vndlendske købmænd ei skulle købsla andenstædz end i forne by vnder gotzens mystelsse (1518). Suhm, Ny Saml. II. 2. 141; amissio, mistelze. Colding, Etymol. 755; Nucl. latinit. 922; Celadons mistelse vaar endnu saa ny. Urfé, Astrea. I. 46; bør dennem saadant liusis mistelse lade sig langt mere gaa til hierte. Debes, Kongelig Majestæt. 4.
2) det at undvære, mangel; ikke sakramenternes mistelse, men foragt fordømmer. P. Syv. II. 109. Smlgn. Söderwall: mistilse. Miste, no.
1) tab; i smsætn., se glædes-, mandemiste (se d. o. ovf.).
2) fejlgreb, afvigelse; naar hand (ɔ: pløjeren) legger furer, da holder hand med den ene haanden paa asseden(plov-sterten), ad hand skal icke legge mister. Comenius, Opladne Dør. § 391.
3) en fejl ved garnvinding eller vævning. Moth.
4) til m. ɔ: fejl; hand tog de ord till miste. Grundtv., Folkev. V. 70 a. Smlgn. isl. miss; Aasen: miss; Rietz: misst og mista.Mist(e), bio. = (til) miste 4); Alchamim stak mystæ tyll Baldewin. Romant. Digtn. III. 116.5 (= Chr. Pedersen. V. 79.25); sande christne, som wille icke tage miste, skulle icke tage effter det, der siunes. Tavsen, Post. vinterd. 90, 130v (se ovf. u. fagle, no. 2)); gribe miste. sammes Fadervor. d 2v; Ionathans bue skød aldrig miste. 2 Sam. 1.22; naar hand skiuder miste til nogen. Tidemand, Post. III. 81, 82v; tage de miste at døren. Pallad., Drukkenskabs Afljusn. b 7; Vedel, Saxo. 92; jeg aldrig tilforn haver skudt mist ad noget dyyr. sammes Svend Tiuvesk. 150; Psalmedigtn. I. 341 b; naar unge qvinderne i plicten gribe mist. Terkilsen, Chr. Hustru. 102; hvo som vil leffve læng' i hiertens ecte-lyst, see til, hand icke taer ad denne regel myst. sst. 113. – i enkelte forb. fri; so mange han fant, sleeth han riis paa, om sydher fan han aboten, han slap och iche miste. Romant. Digtn. III. 181.25-27 (= Chr. Pedersen. V. 124.10-11); Suerigis rijge scall snarlige paa henge een stor plage oc andre mange landt schule icke heller løbe mijste. P. Eliesen. 178. Smlgn. sv. miste.