MundMund, no. hank. 1) i nuv. bet.; tho thin mun mæth goth ædikæ, tha dønær han æy. Arnemagn. Hdskr. 187. 30.11; theræ mwnd er saa stoor, ath han rekker fran æn axlæ tell æn annen. Lucid. 46; thin mwndh, han swidher aff gallæ saræ. Psalmedigtn. I. xxi a; ladt din mwnd vijdelige op, ieg will hanwm fylde. Ps. 81.11 (Fr. Vormords., Chr. Pedersen, 1550, 1607); ieg loed min mund icke synde, at han yndskede hans siel en forbandelse. Job. 31.30. – mund gaber A, flæber E, griner I, måver O, tuder U. Moth. – bruge m. ɔ: skænde; lad Laban bruge mund for sine døtre. Gerner, Hell. Dage. II. 106. Endnu brugeligt. Smlgn. sv. bruka mun; n. bruka munnen. – fravinde (ɔ: fravidne) nogen hans m. ɔ: føre vidner mod, hvad nogen har udsagt uden for retten, og derved afskære benægtelse; hagde hannom sinn mund fraavundet (1557). Rosenv., Gl. D. I. 244; alldeles uvittherligtt haffuer vunditt hinde emodt och vunditt hinde hindis mund fran (1578). sst. III. 308 (jvfr. not. 2. sst.); efter kong. maj. mandat, at ingen maa anden sin mund fra vinde (1609). D. Mag. 4 R. IV. 130. Jvfr. ingen kan vidne een sin mund fra. P. Syv. II. 332; vidne paa eens mund gjelder ikke mod hans egen benegtelse. Chr. V. D. L. 1-13-21. Smlgn. Stemann, Retshist. 197 samt vidne ndf. – have m. på skaftet; der nødis til at tie qvær og har ey mund paa skafted. Sorterup, Småsag. 8. Udtrykket synes her forståt om at kunne tale, svare igjen, men m. her er vistnok lig isl. mund, hånd (jvfr. mund ovf.). Smlgn. nuv. have hænder på skaftet, se Ordb. o. Gadespr., jvfr. Bording. II. 446: naturen os saa vel paa skaft har givet hænder som Svensken. – komme (møde, stå) til m. ɔ: a) komme i tale; at wij maa obenbare komme them til mundz och oerdz. Prædikant. Gensvar. 39 (= D. Mag. I. 95); til Mogens Jensen kom hjem og kunde komme til munds med Hendrik Bloch (1637). Wulff, Jens Bang. 127; hun blev stillet for retten for at komme til munds med hannem. Beretn. om Besættelse. 56; hand saa hende for de kongelige kommissarier at staa til munds baade med hannem og de andre. sst. 53-54; saa kommer de til munds, hand spørger Laure til. Don Pedro. 55. – att hun wille møde till mundtz med Aplonne Guldsmedtz och sig erklere emod hindis sigtelse (1621). N. D. Mag. I. 386; Smlgn. til ords ndf. – slå sig selv på m. ɔ: modbevise sine egne ord; er thet icke ath sloo segh sielff smocht paa mond[en]. Tavsen. 181. Talemaaden, der endnu er i brug, synes at skrive sig fra en gammel retsskik, smlgn.: severitate enim manus os suum percutientis castigata lingvæ temeritate reus a se ipso poenam exigebat. Stiernhöök, De jure Sveonum vetusto. 380-81; der injuriant muste sich öffentlich auf den mund schlagen. Grimm, Rechtsalterthümer (1 udg.). 771; Thortsen, Smaaskr. 130; Sch. u. L. III. 135 a35 ff. – smøre om m. ɔ: bedrage ved tomme ord; the smøre oss eckon om monden. Tavsen. 223; han er taabelig, om munden let at smøre. Ped. Pårs (v. Liebenb.). 192; han dem ofte smør om munden. sst. 219; det er en gammel snak, som du meener at smøre mig om munden med. Charl. Biehl, Hårkløveren. 68. Jvfr. Ordb. o. Gadespr. 321. Til dels endnu brugeligt. Smlgn. sv. smörja en om munnen. – stryge en om m. = smøre en om m.; her stryger ræffuen vlffuen om munden met en hare fod, søger lempe oc list at skuffe hannem. Herm. Weigere. 32v i r. Smlgn. sv. stryka om munnen samt harefod 1) ovf. – tale efter m. i nuv. bet.; huorledis de kunde tale hannem effter munden det, som hand helst gid hørt. Skonning, Kattenes Rettergang. kk 3v; loqui ad voluntatem, tale en til villie, en efter munden. Steph., Nomencl. II. 857; assentor, taler efter munden. Nucl. latinit. 1617, 1642 (u. subservio). – tale uden m. ɔ: tale ubetænksomt, tale over sig; lingua præcurrit mentem, tall offuer sig, tall uden munde, munden løber offr. Colding, Etymol. 288. Smlgn. sv. komma utom ens mun. ɔ: blive sagt af en. 2) åbning; vas oris angusti, et kar med en smal mund, hals eller hul paa. Nucl. latinit. 1123 (= munding. Werner, Clavis. IV. 280). 3) munding; om elfven icke hafde en haard grund, at mand udi munden kunde ofverkomme. P. Resen. 16; ud for munden aff Laholms aae. sst. 311. Smlgn. isl. muƀr, Söderwall: munder samt flab-, flod-, mave-, mælkemund ovf.; Grimm, Wb.: mund. 18).Mundbakke, no. kind; mundbakke, bucca. Moth. Smlgn. bakke 3) ovf.Mundbask, no. et slag på munden, en kindhest; alapa, munddask, mundbask, Colding, Etymol. 39; et mundbask, et mundslag. Wandal, Catal. voc. dan. a 2 b; skal ieg munde-baske faa. Kingo, Psalmeb. 427. Smlgn. bask ndf.Mundbid, no. 1) en mundfuld, en bid; som en sulten hwnd snarlige sluger en mwndbid brød. Chr. Pedersen. II. 311; hand vdkaster sin iiss som mundbide. Ps. 147.17 (1550, Chr. Ped., 1647); en tør mund bed, som mand lader sig nøye met, er be dre end it huss fult slactet met trætte. Ordspr. 17.1 (1550; 1607 og 1647: mundbid); bolus, mund bid. Turson, Vocab. 67 (Colding, Etymol. 120: mundfuld); vi ville icke æde vor mundbid allene. Hiøring, Leyres Politie. p 5v (jvfr. Job. 31.17 (1607, 1647)); Psalmedigtn. I. 496 a; tag bolus, paa danske mundbid. Holst, Oeconomia. II. 103. Smlgn. sv. munsbit. 2) bidsel; forskiellig dannede mundbide. Vid. Selsk. Skr. 2 R. IV. 22; – i Jydsk om en pibespids; a kiøwt baadde piiv aa rør aa mondbed. Blicher v. P. Hansen (1882). I. 330-31. Smlgn. bid 1) ovf. Mund(e)dask, no. = mundbask; Colding, Etymol. 39 (se ovf. u. mundbask); Nucl. latinit. 19; colaphus, et ørefigen, et mundask. sst. 171; Werner, Clavis. I. 161, 587; et munddask. Steph., Nomencl. II. 718; een m. sst. II. 735; med munddask eller mundslag ad slaas. Comenius, Opladne Dør. § 670; Gud maa tage munde - daske aff en skalk, der er kun aske. Kingo, Psalmeb. 425; hvo som giver nogen væragtig mand en munddask. Chr. V. Krigsrets Instruction. § 29.Munddug, no. et klæde til at binde for munden for kvinder; et skygge oc mundug med smaa guld stenne paa (1578). D. Saml. 2 R. VI. 171. Smlgn. T. Lund, Dmrkshist. I. 4. 180 samt halsdug ovf. Munddød, to. uden pålidelighed i sine ord. Moth. Smlgn. t. mundtodt.Mundeglam, no. ordskvalder, skænderi; tthu wogtte thig will for munde-glam, saa giør du ochsaa for drockenn mand. Grundtv., Folkev. III. 170 a (= munde klam. Vedel, Tragica. 251); sst. V. 146 a. Smlgn. Rietz: munn glam, isl. glam samt glam ovf. og mundeklammer ndf.Mundegren, no. den forreste del af en kanon; kartowers kugle-slug laa trappe-viis og ud med propped munde green. Kingo, Chr. V. Anh. e 4.Mundgåt, no. et slags stærkt øl i Norge. Moth. Smlgn. isl. mungát, Aasen: mungaat, Schlyter: mungat.Mundgåt, no. Jf bodmunnuget (I. 236 b20).Mundgåtsfugl, no. en ørn, der mentes at varsle den, der ser den, at han samme dag får godt øl (norsk). Moth. Mundheld, no. = mundhov; hadde nu wend sind fraa hannom, lige som skylden skulde findes hoss hannom, oc han skulde were wed ett andet mundheld end tilforn. Tavsen, Post. Vinterd. 27v (jvfr. Hvitf. I. qq 2v u. mundhov); haffuer hw oc mundheld lige som han wil strax dø. sst. 134v; de epther hanns ordt oc mundheld vundit haffuer (1570). Rosenv., Gl. D. III. 115; (1571). sst. III. 132; (1572). sst. III. 136; (1590). sst. IV. 228; en Lunde landstingsdom formældende, at Jørgen Aagissen skulle hafve haft tvende mundheld. Secher, Rettertings D. (1595 - 1604). 406; omen, ord, som falder en aff munden, eller mundheld. Colding, Etymol. 841; Nucl. latinit. 1090; (1627). D. Mag. 3 R. V. 183; Khist. Saml. 3 R. VI. 642; (1635). Matzen, Panteret. 512; efterdi denne letfærdige kvinde saaledes har haft tvende mundheld. Wulff, Jens Bang. 105; hand constanter bleff ved forrige mundheld (1645). N. D. Mag. VI. 214; monne de icke da hafve haft et hierte oc mundheld med Davids troe mænd, oc hafver icke da ocsaa væred disse deris ord: du skalt icke fare i striden. Luc. Debes, Kgl. Mayest. 17; jeg har sonderet min dronning paa ny, och er hund wed dett samme mundhell. Vaupell, Griffenfeld. aktstk. I. 4. Lund anser ordet for omdannet af mundhæfþ;e (se sst. u. d. o.), men denne afledning forkastes vel med rette af Schlyter (se u. munhaf, l. 8 f. n.). Smlgn. ags. muƀhæl?Mundheld, no. – fk.; stadelig en mundheld foretage. Heg 222.Mundhov (-hu(v)), no. udsagn, vidnesbyrd; soo vidnet oc sade med et munhou (1497). N. D. Mag. V. 152; alle endrectelig met ett mundhoff vindide paa deris tro (1499). Fynske Aktstk. I. 110; (1504). Khist. Saml. VIII. 755; at i met eth hierte och mwndhoff hedre oc loffue mwe Gud. Chr. Pedersen. I. 22, 91; munhob. sst. V. 331.32; efterdi Bunde hafver haft tvende mundhof i saeme sag (1610). Secher, Rettertings D. II. 309; huilcke bleffue beuegede aff deris frenders dødelige mord med it mundhaab oc samtycke at heffne deris død. Hvitf. I. qq 2v (her næsten i bet.: sindelag); swaredhe alle meth eet mwndhuff (1462). D. Mag. IV. 238; III. 91 (se ovf. u. fortagelig); for saadant dubbelt mundhu bleff kong Suend mistenckt. Vedel, Saxo. 347; vill hand bruge Petri mundhaab. Gerner, Hell. Dage. I. 73; omvendte de deris mundhaab oc sagde. sst. II. 112. Smlgn. isl. munnshöfn, Schlyter: munhaf, munhaft, Rietz: munn hov samt mundhæft ndf. og mundheld ovf.Mundhugges, go. i nuv. bet.; altercor, mundhuggis, skændis. Colding, Etymol. 47; Steph., Nomencl. II. 94 b; Nucl. latinit. 22; ad kifve, trætte oc letferdeligen ad mundhuggas. Comenius, Opl. Dør. § 917. – tm. førende strid; naar Maren douven-sjde mundhuggend' ord om ord med moderen vil strjde. Sehested, Pigers Spejl. a 4. Smlgn. sv. munhuggas.Mundhåb, no., se mundhov ovf.Mundhæft, no., se mundhævd ndf.Mundhævd, no. = mundhov ovf. Moth. Smlgn. Lund: munhæfþ;e.Mundekamp, no. ordstrid; met saadanne ord endtis denne kiff oc munde kamp. Vedel, Saxo. 396.Mundkæmpe, no. et menneske, der fører store ord; en, der tier quar, er bedre end en ordgydere oc mundkempe. Herm. Weigere. 91v.Mundkæmpes, go. strides med ord. Moth. Smlgn. kæmpe lf. a ovf.Mundeklam, no. = mundeglam, se d. o.Mund(e)klammer, no. ordskvalder, skænderi; de siu psalmer, som haffuer veret i stor vanbrug oc i it dageligt mundklammer. P. Pallad. (i N. M. Peters. Lithist. II. 241); sammes Visitatsb. 37.24; sunge psalmer met munde klammer. sammes S. Peders Skib. p 4v; læse eller siunge det wflitteligen met en forfengelig mundklammer. H. Thomissøns Psalmeb. fort. c 7v; Vedel, Saxo. 459; lade den skielden och mundklammer falde. Colding, Kirkehist. rrrr 1; vi sette gemeinligen ald voris bøn i en mundklammer. Jersin, Via vitæ. x 4; hand skal icke drifve tjden bort med unyttig mundklammer. B. Tott. III. 84 i r.; Gud vil icke det haffve, at vi skulle bruge stor oc høy mundklammer, der ved at søge roes oc berømmelse hos mennisken. Brochmand, Post. II. 371 a; (1658). Khist. Saml. II. 214; ellers blifver mund-klammeret u-endeligt. Comenius, Opladne Dør. § 656; mundklammer, klammer, som skeer ved munden. Pontopp., Gramm. D. 515; rixa, klammerie, mundklammer. Nucl. latinit. 1495. Smlgn. klammer ovf. Mundklammer, no.; 1 prøvest. = SPS a 3v. Mundkreng, to. havende let ved at tale, snaksom. Moth. Smlgn. kreng ovf.Mundkrig, no. mundvig; blodet løb vd at baade hans mundkriger. Chr. Pedersen. V. 418.16-17; Moth. Smlgn. Aasen: krike, Rietz: krik samt lårkrig ovf.Mundkristen, no. navnkristen, hykler. Moth; Sneedorf, Saml. Skr. V. 496. Smlgn. sv. munkristen samt mulkristen ovf.Mundkristen, no.; mundchristne oc naadesyndere. Lasius, Gyldene Klenod v Rerav a 2v, a 7v; mange mundchristne, som fattis intet paa store ord. ArøbT 154.Mundkrog, no. = mundkrig. Moth.Mundkrud, no. plantenavn; hedniske mundkrud, peperitis, siliquastrum. Colding, Dict. Herlov. Vistnok en art af polygonum. Jvfr. Colding, Etymol. 1173: siliquastrum, piilurte, lopurte (jvfr. trykfejlslisten). Hermed stemmer navnet piperitis (gr. πεπερῖτις), i det peber findes i flere af arternes navne, jvfr. Jenssen-Tusch. 177-78. Smlgn. krud ovf. Mundkåd, to. højrøstet, snakkesalig; en mundkaad quinde er en stille mand, lige som en sandfuld vey op at er en gammel mand. Jes. Sir. 25.21 (1550, 1647); en høyrøstet oc mundkaad quinde skal vdskues til at vende krigsfolck med. sst. 26.30 (1607, 1647); loquax, mundkoedt. Colding, Etymol. 681; Nucl. latinit. 790; Kæmpebog. 64; de unge drenge, som ere meest mundkaade. B. Tott. II. 210. Smlgn. Aasen: munnkaat.Mundkådhed, no. højrøstethed, snakkesalighed; loquacitas, mundkoedhed. Colding, Etymol. 681; Steph., Nomencl. I. 260 b; Nucl. latinit. 790.Mundkønhed, no. dristighed i ord; at styre nogerledis Tezelii mundkiønhed. Hvitf. VII. 72. Smlgn. kønhed ovf.Mundlam, to. uskikket til at tale for sig. Moth. Smlgn. Molb., Diall.: mundlam.Mundlam, to. Jf ovf. V. 643 b11. Mundlås, no. en lås, som taskenspillere sætte med behændighed for folks mund. Moth. Smlgn. sv. munlås samt lås ovf. Mund(e)læ(de)r, no. snakketøj; han har et godt mundlær. Moth; hvor kand de qvinder larme, naar mundelæderet er kommen først paa gang. Wadskiær til Fursman. b 1v; den sag kan han med sit mundlæder ogsaa let giøre sig reen for. Hist. Tdskr. 3 R. IV. 493; jeg gad nok hørt jer prædike, i har et skiønt mundlær. Sneedorf, Skr. IV. 22. Smlgn. sv. munläder; Sch. u. L.: munt-ledder samt læ(de)r ovf.Mundlærd, to. veltalende. Moth.Mundlærd, to.; Etym 184 (= cathedrarii philosophi).Mundløs, to. = mundlam. Moth. Smlgn. løs ovf.Mundløs, to. – manglende m.; Etym 857 (u. inorus).Mundsord, no. en kort meddelelse? i skriffuer mig wel en munds ord til om alting. D. Mag. 3 R. I. 47. Smlgn. ord ndf.Mundpladder, no. ik. ordskvalder; mundpladder, nugæ. Moth; dersom jeg havde skrevet efter deres kolde mundpladder (1735). Khist. Saml. 4 R. I. 514. Smlgn. sv. munpladdrare samt pladder ndf. Mundsaft, no. en lægedom mod mundens svaghed. Moth. Smlgn. sv. munsaft.Mundsinker, no. et slags blæseinstrument; wdtage aff thett kammer, instrumentherne henger wdj, ett foer kober piber, ett foer mund zincker och itt foer blockfløither (1578). N. D. Mag. I. 48. Smlgn. sinke ndf.Mundskab, no. udslæt på munden hos får. Moth.Mundskrig, no. skrigen med munden; en ret bøn staar icke i stor mundskrig, men i hiertens andectige begiering. M. Jensen Medelfar, Ligpr. o. Chr. Friis. g 3v.Mundslag, no. slag på munden, kindhest; Micheas motte tage imod mundslaug oc æde fengselens brød. Jersin, Om Mirakler. i 1; et blodigt mundslag (1624). Hübertz, Aktstk. om Aarh. II. 281; kvinden giv et godt mundslag. P. Syv. I. 210. Se også u. mundbask og munddask.Mundeslug, no. svælg, spiserør; som tager hakkelsen med graadig mundeslug. Sorterup, Poet. Smaasag. 72.Mundspilding, no. bagvaskelse; fører dem i mundspilding oc ont ord blant menig mand. Sthen, Husraad. i 4. Smlgn. spilding ndf.Mundsprog, no. mundheld, ordsprog; ordsprog eller mundsprog. P. Syv. II. a 4v; hans mundsprog var dette: braf, braf von die rothe fuchsen. D. Saml. IV. 110. Smlgn. Molb. Diall.Mundsprog, no.; thette mwndsprog sagde Iesus thennom. Joh 106 (1524; 1550: sprock).Mundstykke, no. 1) fk. mundspids, pibespids; du skalt først skrabe din tunge met en mund stycke. H. Christensen, Om Sjugdom. 258. 2) bidsel; V. Simonsen, Ruder. I. 100 (se ovf. u. bid 1)); orea, mundstycke. Colding, Etymol. 856. 474 (u. frænum), 697 (u. lupus); Steph., Nomencl. I. 284 a; Nucl. latinit. 479, 808, 809; et par stenger med et mundstykke. Smedelagsart. 4/11 1682. art. 3. Smlgn. sv. munstycke; t. mundstück.Mundstykke, no. 3) stykke, der dækker m.; Hvf III. 84 (ovf. II. 482 b41); hug mundstycket bort med all hagen. ClS 136 (= nefbjörginn. Jónssons udg I. 333). Mundstærk, to. stærk i munden, påståelig; dicax, mundsterck. Colding, Etymol. 302; Nucl. latinit. 264. Smlgn. kæftestærk 2) ovf.Mundstærk, to.; Naur aa 2; PSO II. 263 (ovf. II. 874 a18, 623 b15). Mundsværd, no. bidende ord; dend, jeg aldrig saae, mig med sit mundsverd dræber. Kingo, Sjungek. II. 177 (jvfr. Ps. 64.4). Jvfr. V. S. O.Mundsværd, no.; for dit embede at føre hafver du dit munde svær. KPs* 464. Mundssår, no. et sår med en åbning; bøde for mundz saar sex marck, for thu mundz saar tolff marck (1584). Rosenv., Gl. L. V. 562. Smlgn. Lund: mun samt enmund ovf. Mundtagen, to. velsmagende. Moth. Smlgn. Söderwall: muntöker.Mundtam, to. = mundtagen. Moth. Smlgn. Rietz: munn-tannt? Molb., Diall.Mundtam, to. 2) = mundlam; lam i munden, mundtam. PSO II. 263. Mulig trykfejl for nævnte o.Mundtål, no. tålmodighed, stilhed under smærte. Moth. Smlgn. Aasen: munntol; Molb., Diall. samt tål ndf.Mundvand, no. vand til at skylle munden med; gargarismus, mundvand. Steph., Nomencl. I. 258 b; Moth. Smlgn. sv. munvatten. Mundvand, no.; FD 257 F (ovf. II. 134 b39).Mundven, no. en falsk ven; mundven, men ej hjerte-ven. P. Syv. II. 140. Smlgn. t. mundfreund.Mundven, no.; som Syrach kalder bordvenner, mundvenner, huilcke allene ere venner for bugens skyld. SkP 653, 658; mund-venner oc hierte-venner kand vell haffve eens klæder paa. GHD II. 162.Munde, no. munding, gab; orificium, munde paa noget. Colding, Etymol. 390, 857 (u. ostium), 848 (se u. kubebredde ovf.); Nucl. latinit. 1125. Smlgn. isl. munni, Sch. u. L.: munde, samt dør-, flod-, kakkelovns-, lædermunde og minde ovf. 2) rør, ring? en bøsse-laase blick med en stylpe ved oc en snekenhan med en munde oc en ring ved. Smedelagsart. 4/11 1682. art. 3.Munde, no. 1); dragis de sammen igien ad en sneffuer munde (1638). DS2 IV. 11.Munde, go. smage. Moth. Smlgn. Brem. Wb. III. 202: munden.Mundte, go. gøre bevægelser med munden; om piger, naar de leffler eller mundter, bedriffuer haseri. Theses de Hasione. b 2v. Vis mere +