OldOld, no. 1) tid, tidsrum, slægtled; Tavsen, Post. sommerd. a 2 (se ovf. II. 764 a.12-15); da motte de wel haffue sitt (ɔ: siddet), old effter old, saa god som ij ett paradijs. sst. vinterd. 78v; Hegelund, Calumnia. 6 (= Smiths udg. 157, se ovf. I. till. 16 b); sligt skulde ræt aldrig bliffue forgæt, men old effter old det vjde. Lyschand., Grønl. Chronica. fort. 2; den ene eth, old oc alder effter den anden. Lyschand. fort. XII-XIII. – der paa skal man komme meg i hw fraa old oc til old. 2. Msb. 3.15 (Tavsen; hebr. לְדׂר דּׂר ); hafve vore forfædre fra aald for effterkommerne mundtlig fortalt. S. Povelsøn. 184. – som siden old til old blev aldrig gold. Kingo, Chr. V. anhang d 3v. Når Moth tillægger ordet bet.: hundredaar (jvfr. P. Syv. I. 578), er det som bemærket i Molb. O. vistnok vilkårligt. 2) oldtid, fortid; det er kundgiortt aff old oc ællde. Ranch. 243. Smlgn. isl. öld samt kristendomsold ovf. (se også ovf. II. 182 a.13-14). Old(e)arv, no. arv efter forfædre; allt thet gotz ær her Niels Tymmessens rette oldhe arff effter hans oldhe mother (1475). Barner, Fam. Rosenkrantz. I. dipl. 142; baade oldtt-arff oc epther fader oc moder (1539). Rosenv., Gl. D. II. 105; Secher, Rettertings D. (1605-14). 125, 219; gaf dem til oldearf al verdens gods at eje. Hexaem. 275; oldarff, hæreditas descendentium in recta linea. Colding, Dict. Herlov. Oldeje, no. ejendom, der har været hos samme slægt; Wettersleff gaardt, deris arff oc oldeye (1584). Khist. Saml. II. 423.Oldelskende, to. holdende af fortiden; den retsindige oc aaldelskende læsere (1654). Khist. Saml. II. 159.Old(e)fader, no. stamfader, ældre slægtning i opstigende linje; Psalmeb. I. 142 (se ovf. u. forlange(n)); eders første oldefader Abraham. Tavsen, Post. vinterd. 55; dette om denne oldefader. Tidemand, Post. I. 37v (ir.: en aff de gamle forfædre); Demogorgon alle afguders første aaldefader. Lyndsay, Om Monarkier. 45; haver Holger Rosenkrantz deres been ladet optage og dennem hos andre deres oldefædre og slegt nederlegge (1642). Pontopp., Marmora Dan. II. 139; adelstand, som ved mange hans forfædre oc oldefædre, mand efter mand, kunde opregnis. B. Tott. II. 169; hand er blefven alle Gothers oldefader. S. Povelsøn. 38; der findis da tilsammen aaldfædre med stor gammen, propheter og forsand. Kingo, Psalmeb. 68. Smlgn. isl. aldarfaƀir; Söderwall: alderfadher. Som påvist af E. Jessen (Etymol. Ordbog: oldefader) er dette ord efter sin opr. forskelligt fra det nuv. enslydende, se også ndf.Oldeforældre, no. forfædre; udi forældris sted ere alle oldeforældre fra olding til olding, i huorvit de sig opstrecke kunde (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 433; Chr. V. D. L. 3 - 16 - 9 - 1. Smlgn. forældre 2) ovf.Oldgang, no. gammelt, oprindeligt løb; her Hans haffwer samme syn mølle opbygtt aff ny oc lagtt samme beck aff sin retthe oldgangh (1546). Khist. Saml. VIII. 260.Oldgods, no. nedarvet gods; bona avita, fædrnegotz, oldgotz. Colding, Etymol. 105.Oldeleve, no., = oldgods; en gardh, som ær mit rættæ fædhernæ oc oldeleffue (1445). Kbhvns. Dipl. I. 181; di ennge haffuer werett her Eskilds olde leffue aff arildtid (1475). Eline Gøyes Jordebog. 90; dette gods er kommen af min rette oldelefve og er saaledes min eyendom (1476). Vid. Selsk. Skr. V. 193; kendes sigh wedh eyndom och sadæ saa, ath thet wor kompne aff hans retthæ oldeleffwe (1477). Matzen, Panteret. 491; (1495). Khist. Saml. IV. 532 (se ovf. II. 182 a.1-3); han (ɔ: gården) kom wth aff hans oldeleffwe (1501). Molb. Gloss. Smlgn. leve ovf.; Hist. Tdskr. 6 R. V. 355 ff.Oldermand, no. 1) = oldefader, E. Naur, n 3 (se ovf. u. folk 2)). 2) i nuv. bet.; Arend Mekelbech oldermand oc Jachim Porss oc Hans Wogenfør, skaffere (1456). D. Mag. 3 R. I. 90; oldermen. sst. I. 102; arbiter, oldermand i laugshuuss. Colding, Etymol. 74, 1053 (u. rex convivii); øvrigheden skal forordne i deris bye visse vognmænds lav og derover bestille een dygtig oldermand. Chr. V. D. L. 3-11-1. Smlgn. isl. öldurmaƀr og aldormaƀr, sv. ålderman; Sch. u. L.: olderman samt aldermand og ejeroldermand ovf.Oldemoder, se oldemoder ndf. (u. old, to.).Olding(e), (ælding), no. 1) = old(e)fader; wij sckulle the marckæskiell oc grentzer icke offwertrede, som woræ oldinge oc forfedre oss lagt oc skicket haffwe. Biskopp. Gensvar. f 3 (måske i bet. 2)); vdi forældris sted ere alle forældris sysken met alle de, som de ere komne aff fra olding til olding euige. N. Hemmingssøn, Om Ægteskab. 95; omnes qui sunt supra nos quovis gradu, dicuntur maiores (oldinge, eltern oder vorfahren). sammes De connubio. 47; majores, forfædre, oldefædre, oldinge. Steph., Nomencl. I. 293 a. Se også u. oldeforældre. 2) en ved slægt, ejendom, og godt rygte fremhævet mand; sandnemendt eller oldinge schulle ey suerge marcheschiell. Rosenv., Gl. L. IV. 54; gress, the haffuer affslagit emodt gamble breffue, olldingers thoug (1586). sammes Gl. D. IV. 79; (1578). Brasch, Vemmetofte. I. 95; oldinge, som han haffuer ladit opschriffue thill att giøre rett marckskiell (1590). N. D. Mag. I. 170; Secher, Rettertings D. (1595- 1604). 188; finitor, oldinge paa jord at maale. Colding, Etymol. 441; betænkte hand et bursprok sammenkalde, hvor sine oldinger og beste mænd hand bad at give beste raad. Kingo, Chr. V. anhang. c 1. – i det hele om en mand i overordnet stilling; canonicus, cannik, presbyter, olding, abbas, abbed. Steph., Nomencl. I. 17 b (efter sammenhængen tænkes snarere på stillingen end på alderen), jvfr. udtr.: ældste; – oc dertil haffuer ladit tingkalle disse effterscreffne gamle ellinge (1543). Fynske Aktstk. I. 119 (det nærmest frgd. trykt ovf. II. 425 a.18-21); – parochia Nytætenbul habet 2 elting, qvorum unus dabit ... et alius ..., parochia Poppenbul habet unum eltingum, qvi dabit ..., parochia Jordflet habet 3 eltingos, unus dabit ... alius ... (1352). Pontopp., Annales eccl. D. II. 194, 195 (ordet findes sst. også i formen: etting, atting, hvilket vistnok kun er misforståelse, jvfr. årb. f. n. Oldkh. 1872. 294 f. Denne kunde så meget lettere indtræde, som atting (ɔ: otting) terrarum forekommer lige før, oftest er der dog forskæl i relativets køn: qvæ - qvi). Smlgn. årb. f. n. Oldkh. 1872. 290 ff.; isl. öldungr (med uret forkl. = nuv. olding. anf. st. 294, se Egilsson, Lex. poet. og Fritzner) og öldurmaƀr; Lund: aldung.Oldingebrev, no. skriftlig erklæring el. afgørelse af oldinge (bet. 2); samme gamle bog, som icke med oldinge eller ridebref bekreftis. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 188; hverken landsdommers domb ei heller forne oldingebref der emoed at komme til nogen forhindring. sst. (1605-14). 189-90. Smlgn. brev 1) ovf.Oldingebrev, no.; samme olldinge breff aff F herridtzthing, liudendis 13 oldinge. RdAH till 93.Oldingsfald, no. bøde af oldinge for uret afgørelse. Moth. Smlgn: skal oldingers fald were til bunden. Rosenv., Gl. L. IV. 267 samt fald 5) ovf.Olding(e)gang, no. syn og kendelse af oldinge; havde oldingerne begyndt deres oldingsgang ved en navr paa strandbakken (1578). Brasch, Vemmetofte. I. 95; wi befinde samme enge baade formedellst en olldinnge-ganngh saa och heffdt at tillkomme Eiiller Grubbe (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 84; som er meer end XX aar, epther oldinggangen paa marckeskiell giortt er (1590). sst. IV. 199; att oss paa wor eiendom wid samme oldinge gang icke skier forkortt (1590). N. D. Mag. I. 170; – oldengang. Secher, Rettertings D. (1605-14). 466; deris bønder maa oc være frj for sandmændstoug, oldengang. Grevernes Privileg. § 10. Jvfr. den lign, overgang af endelsen ovf. II. 607 b.43. Smlgn. gård-, markegang ovf.Oldingorden, no. oldingernes stand; haffde tilhobekallit raad oc thend gantske oldling orden. Ap. G. 5.21 (1524; gr. τὴν γερουσίαν). Vis mere +