OldOld, to. gammel; ladh thæn aaldhe raadhe. P. Lolle. nr. 724 (udg. 1515. 61: gamble; ligeledes P. Syv. I. 12); ee ær der oldiss køb best. P. Lolle. 1515. 44v (udg. 1506: elffsthess); P. Syv. I. 229; synden regerede met stor vold, oc døden baade offuer ung oc old. Psalmedigtn. I. 28 a; ung, old, arm, rig sig tierer i ondskab friitt. sst. I. 29 a; det vnger nimmer, det older holder. Pouch, Problemata. 12. Smlgn. Sch. u. L.: olt (best. f. olde) samt forolde ovf.Oldefader, no.
1) bedstefader; som hans fadher oc oldefadher hawer haffd for hannum (1408). Molb. o. Peters. 359; tilbade Ephraym oc Manasse theris oldefader. Tavsen. 137; (1573). Rosenv., Gl. D. III. 221; for det affald skyld, de vdi hans herre faders, hans egen oc hans oldefaders tid giort haffde. Hvitf. VI. 183; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 433; avus, faders fader, moders fader, oldefader. Steph., Nomencl. I. 294 a. Smlgn. Lund: aldæfathær; Kok, Sønderj. Folkespr. I. 424: åldfader.
2) i nuv. bet.; proavus, olde fader. Turson, Vocab. 126; Nucl. latinit. 61; til Sarug, Abrahams oldefaders tide. Hvitf. I. 2 (jvfr. 1 Msb. 11.22-27). Adskillelsen mellem dette o. og det ovf. omtalte enslydende træder kendelig frem i nt. oltvader og oldervader, se Sch. u. L.Oldoldefader, no. oldefader; weth Sarugs thiit, ther Abrahams ald aldefathær vor. N. D. Mag. V. 163 (jvfr. 1 Msb. 11.22-27); – satte her Mowens Jenson her Niels Mandrops old oldfader wdj pandh (1475). O. Nielsen, Gl. Tingsvidner. 112.1-2; hvilket gods han (ɔ: Tyge Krabbe) sagde at wære komen fran hans oldoldefader her Niels Krabbe vnder kronen (1513). Suhm, Ny Saml. I. 64 (jvfr. stamtavlen Hofman, Dske Adelsmænd. II. 201); abauus, old oldefader. Vocab. 1514 (Colding, Etymol. 105: fadrfaderss fadrfader).Oldefadertip, no. tipoldefader; tritavus, oldefadertip. Colding, Etymol. 106. Smlgn. tipfader ndf.Oldefaderlig, to. havende tilhørt bedstefaderen; vort oldefaderlige og faderlige rige (1536). N. D. Mag. III. 5.Oldemoder, no.
1) bedstemoder; thin oldemoder Loies oc thin moder Eunica. 2 Tim. 1.5 (1524 og flgd. overs.; gr. μάμμη); avia, faders moder, moders moder, olde - moder. Steph., Nomencl. I. 294 a; det befaler oldemoderen sit barne - barn. B. Tott. III. 256. Smlgn. Lund: aldæmothær.
2) i nuv. bet.; oldemoder, älter mutter, altmutter, ahnfrau. v. Aphelen, Ordb. I. 453 a. Ahnfrau kunde tyde på, at ordet har været brugt = stammoder, kvindelig slægtning i ældre led (jvfr. Wessel v. Levin. 2 udg. 153: hver oldemoder har havt eens unode), men ahnfrau brugtes i æ. T. = bedstemoder, se Grimm, Wb., og Wessels brug er måske kun n., jvfr. Aasen: oldemoder.Oldemoder, no. – fandens o., se ovf. V. 232 a41 f., 641 a20. Oldoldemoder, no. oldemoder; abavia, old oldemoder. Vocab. 1514.Older, no. alder; skal den, som er nest wdi older til den, som er oldermand (1621). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 43. Ordet kunde opfattes som j. form for alder (jvfr. Feilberg, Ordb.), men da denne skrivemåde aldrig synes at forekomme i skriftspr. (jvfr. ovf. I. 44; till. 11 b), er det vistnok nt. older (se Sch. u. L.), og der tænkes vist nærmest på alderen i laget.Oldhed, no. ælde; thu esth menniskens wordhen i ydhersthe werdhens oldhet. N. M. Pet., Lhist. I. 122. Smlgn. Sch. u. L.: oltheit.Oldes, go. (mnt olden) ældes; secke, huilke icke oldis. Luk 1233 (1524; CP: eldiss). Jf foro.