OpsætteOpsætte, go. 1) sætte op, sætte højt, ophøje; opsætte hand sine egne baadsmend øffuerst vdi skibet. Vedel, Saxo. 377; Hvitf. V. 565 (se ovf. II. 174 a.24; der skal læses: opsætte); for en suigactig opsatte de en ræff. S. Povelsøn. 25; E. Naur n 4 (se ovf. u. fantasi 2)); – Ranch. 11 (se ovf. II. 448 b.4); din aar i kraft opsætter. Kingo, Psalmeb. 323. 2) sætte ud (som pris el. løn); en ringrenden bleff anstillitt oc priiss opsat paa 1200 rdlr. (1651). N. D. Mag. VI. 71; hand hafver tabt den opsatte prjs. B. Tott. I. 104; den tid hand fik at vide, Michol var til løn opsat. Bording. I. 241 b (= Psalmedigtn. I. 354 a); det, som er opsat til en foræring i veddeløb. Comenius, Orbis pict. 418. 3) udsætte, sætte på spil, vove; de hoffmend sore saa høy en eed, de vilde opsette deris liff. Grundtv., Folkev. III. 533 b; Vedel, Saxo. 150; de vilde endnu ydermere opsætte gods og liv for hans skyld. sammes Sv. Tiuvesk. 11; tilbød at opsette hos de Skotter, huis hand oc hans riger formaatte. Hvitf. VII. 22; som der skulle med dennem opsette liff oc blod. Lyschand. 29; (1661). Geh. Ark. årsb. II. 127; Bording. I. 66; mand skulle opsætte for hinanden halsen, liff, blod oc alt. P. Resen. 62. 4) sætte i vejret, forhøje; tolden var de Engelænder opsæt. P. Resen. 56; der skal alle veje søgis tienden paa det højeste at opsette. Chr. V. D. L. 2-22-20; da vahrenes priis igien opsættes kand. Dmrks. økonom. Mag. III. 64; den forhøyede priis paa havren opsatte hestenes priis. sst. III. 244. 5) sætte pris på, ære; hand elskte oc opsætte hos sig nogle garstige omflaadte. Vedel, Saxo. 325; vilde han ecte hende oc opsette hende for en dronning. Lyschand. 281; holdes i act oc værdighed høyt opsæt oc vel omlat. Skonning, Kattenes Rettergang. mm 1v; det, som os bleff tilførdt, skulle icke alt for højt oc for dyrt opsættis oc selgis. Hiøring, Leyris Politie. i 4v. 6) opbygge; den første kircke, som bleff opsæt vdi Ribe. Vedel, Saxo. fort. 6; lod hand opsætte tuende besynderlige slot. sst. 319; lod hans majestæt bygge og opsætte det spiir, som staaer nu paa st. Peders kirkes taarn. Slange, Chr. IV. Hist. 260; kommer det an paa, hvorledes steen - gærdet bliver opsat. Dmrks. økonom. Mag. I. 90. 7) fremføre, henstille; Moyses opsættæ theres sagh til herrens dom. 4 Msb. 27.4 (Gl. D. Bib.; 1550: førde for). 8) åbne; opsætte eller opbryde kister, tønder (1611). D. Mag. I. 216. 9) antage; huilchen broder som vill opsette nogen læredreng, hand skall først hafue med oldermandens lof ... maa ingen broder opsette flere suenne end to och en dreng (1545). Kbhvns. Dipl. II. 269. 10) i nuv. bet. udsætte; effther som vii tilforne same sag till y dag opsaatte (1540). Rosenv., Gl. D. I. 52; – bleff krigen opsæt. Vedel, Saxo. 474; bleff den sag til paa en anden tijd opsæt. Hvitf. VIII. 79; (1617). D. Mag. 4 R. V. 294; bleff vid sex aars tid opset. Lyschand. 46; den herredag bleff for anliggendes uleylighed opsæt. P. Resen. 86. 11) o. sig ɔ: sætte sig imod, gøre modstand; huor faare opsette hedningene sig. Ap. G. 4.25 (1550); Vedel, Saxo. 385; som sig imod hannom haffuer fordristet oc opset. H. Lauritzøn, Ligpr. o. A. Bing. l 7v; alle, som haffue opsæt dennem imod oss. Hvitf. III. 203; som sig mod hannem tiit oprørlig-viis opsætte. Hexaem. 253; i ville opsætte eder imod hannem. Brochmand, Post. I. 287 a; Bording. II. 175 (se ovf. II. 162 b.42); frjmodelige opsætte sig mod ham oc støtte denne daarlige herre aff sædet. P. Resen. 201; opsatte mag. Oluf sig imod alle dennem, som vilde sige hannem imod. Beretn. om Besættelse. 8. 12) tm. forsætlig; som drab giør med opsatt oc raadit raadh. Rosenv., Gl. L. IV. 30; huo andre gør ont met opset sind. Herm. Weigere. 70v. Smlgn. Schlyter: up sætia 2) (i bet. 10)); nuv. sv. uppsätta (også i bet. 8)); nt. upsetten (til bet. 3) jfr. Sch. u. L. V. 129 b.44 ff.; til bet. 9) se sst. V. 130 a.7 ff.; til bet. 11) se sst. 130 a-b) samt sætte ndf. Opsætte, go. 1) – stille op; ChrIV* III. 204 (ovf. V. 230 b45). – sætte på stald; de (ɔ: øxen), som ere stallede oc om Martini ere opsatte at driffvis til den sædvanlig tid. Fdg 21/1 1663. Jf sætje 27 a). 3); opsættede hans maiet. kaastelige clenodier imod hans maiets fru moder. Erich n 4v. Jf ovf. IV. 271 a6. 6) – opstille; at pomper ved bemelte kiercher kunde blifve opret og opsadt (1680). KD VI. 721. 7); dend sag vor af sambfrender opsat til denne herredag at skulle ordelis. SR II. 72; RFII 10 (ovf. III. 57 b32). – fastsætte; er vorden opsat og tagen ved en priislig skik og orden. AB II. 233; blev opsat en riime-fest. Reenb II. 114. – udfærdige; at j birchebref derpaa lader opsette (1673). F Carlsen, Gammelkjøgeg I. 277. 9); de antagne drenge, som paa thorfuen er opsat (1634). KD III. 123, I. 27 (ovf. II. 221 a53). 12) – tilbøjelig; AB II. 255 (ovf. V. 31 b50). – opfarvet? (1705). KD VII. 751 (ovf. V. 358 b14). Jf t aufsetzen ɔ: skuffe. Opsættelig, to. 1) forsætlig; følge vitterlig oc opsettelig ond tilbøylighed imod Guds bud. Tidemand, Post. I. 9v; vocter sig fra saadan fortredelig, opsettelig synd. sst. I. 139v. Smlgn. sv. uppsåtlig. 2) tilbøjelig; hand wor megit vpsetteligh till ath drage megit guld sølff och pendinge tilhobe. Chr. Pedersen. V. 498.11. Jvfr. nuv. være opsat på. Opsættelse, no. 1) modstand, oprør; opsettelse imod Guds ord. Hvitf. IX. pp 2; hvis saadan tale ogsaa haver udseende til opsettelse imod kongen, da er livet ogsaa forbrut. Chr. V. D. L. 6-4-9. 2) udfærdigelse, erklæring; eth opsettelse, som Peder Hundermarck, Eskild Gøie och Palle Ulfeldt haffue udgiffuit udi same sag (1567). Rosenv., Gl. D. III. 37; en opsetelse aff lanndtzthinget udgannget (1582). sst. IV. 19; en skriftlig opsættelse. Wulff, J. Bang. 107; en beseglet opsættelse af bytinget, hvori M. Peders skadesløshaandskrift paa 50 rdr. var indført. sst. 135. 3) forhøjelse (i pris el. værd); levnetsmidlernes opsættelse og nedsættelse kan ikke stort vedrøre dem. Dmrks. økonom. Mag. VII. 32. 4) i nuv. bet.; comperendinatio, opsettelse. Colding, Etymol. 312, 424 (u. prolatio); Nucl. latinit. 270, 407; men dertil ingen lyst hun havde denne sinde og for opsættelse ham strax en daler gav. Ped. Pårs. B. 2, S. 3.Opsætter, no. nøler; cunctator, en dvæler, opsætter, drøser. Nucl. latinit. 230; Werner, Clavis. I. 779.Opsætsig, to. (t aufsetzig) genstridig; bliffue opsetzige imod Guds vilie. Mar h 8v. Opsætsighed, no. genstridighed; opsætsighed mod kirkens disciplin (1701). KhS3 VI. 270.Opsættig, to. = opsætsig; bliffue opsettige oc moduillige (1601). NkS 351d (4°) g 3; M. Vis mere +