PukpykPuk(pyk), no. (sv pock, mnt puch)
1) trods, hæftighed, vold; skall thet mett sagtmodighet oc icke mett trodtz eller puck giffuis marskalcken tilkende (1562). Rsv* V. 42 (= Bernts IV. 570); vor hoffart. traads oc puk. Hex 253; var du een puck oc trotz udi de svenskis hender. GI 15; blant dem var puck og kif. Lucopp a 2v.
2) kraft? det er jo skriftens pyk og prunk oc pral. KS 1681 iiiv.Pukhans, no. (t pochhans) pralhans; naar de store puckhanse komme til ordz. HWR 192v; de løgnafftige puckhanse formede[l]st deris løgner sig kunde vndskylde. sst. 241; begge st = nt puchanse. Jf Hans ovf.Pukke, go. (sv pocka, mnt puchen)
1) trodse; ther pwcker emod sacramenternis krafftt. PE 493, 454; Manuel 13; Kv v 76; Rch 114; Kpb 43; din øyen-glands kand pucke dend ædelste rubijn. TkA I. 160; himlen ej kand pukke der imod. AB I. 182; KPs 630 (ovf. III. 508 a20); (1764). KhS I. 171. – p. på ɔ: trodse på, rose sig af; traadse eller pucke derpaa. BT I. 130 i r; paa sin gierning pukker. KPs 330. – tm. trodsig; hwo som nogher puckett ordt ther vdoffuer hafft haffuer (1526). NdM V. 102.
2) prale; pucke med byens friheder (1632). GhA III. t 103; begynte m. Oluf at pukke, ligesom hand havde vundet sagen. Beretn 60, 62; pukkede endda, at hand skulle vel drive dette alt omkring paa en anden food. sst. 67.
3) overfuse, true; bispernis officialer truede oc puckede almuen. Hvf VIII. 233; Hans fisker trodselig wilde have pukket hannem absolutionem af. AA I. 286; – den veldigere, at lade sig pucke til noget. BT I. 132.
4) overfalde, angribe; wkyskhed pwcker oc preger altiid. PE 429; naar frygt og fare pukke. Brorson Ps 410.
5) strides; tale din neste til der om, før end du pucker met hannem. Jes Sir 1917 (1550; 1607: pucker i r: truer; Luther: mit ihm pochest).
6) slå; de hugge, stucke oc pucke. Kpb 22; Grundbet., men ualm. – Jf overp.Pukke, go.
3) til s 526 a26; Gud icke lader sig himmelen affpucke met vor egen retfærdighed. Lasius, Gyldene Klenod d 7.
5); med huilcken ieg tilforne puckit. Jac 203 (frgd. o. ovf. V. 745 b25).Pukken, no.
1) skælden; de høre icke driffuerens pucken. Job 397 (1550; Luther: das pochen); schrygen, banden, pocken, snoren. DS III. 224; iche met snurken och puchen att løbe i vinkell och verkstede (1624). KD II. 774; høre hans pukken og trusel. Beretn 48.
2) pral, ros (af); dend, som ræt skal gielde, maa uden lowens pukken gaa. KPs 170.Pukkere, no. (mnt pucher) = pukhans; icke forwise noger høffuismen eller store pwckere at betalle (1527). Allen 464; hand gaff denne opblæste oc hofffærdige puckere noget effter. VdS 478.Pukkeri, no. (t pocherei) = pukken 1); mange spiidzige, tradsziige puckerij (1536). RdM I. 170.Pukkerig, to. (t bocherig) pralende; mange spidsige, trodsige, pukkerige og uskikkelige ord. (1533). HT4 III. 404.Pukkerig, to.; prøvest. = NdM III. 18.