RedeRe(d)e, no. (isl reiƀa, reiƀi) 1) tilberedelse, udrustning, forsyning; fonge theres rethe vpa skibh (1452). DC 44 (måske særlig i bet.: rigning, jf bet. 7) og redeløs 2)); jech wil edher allæ redhe fangæ. RD I. 134; snecken met al sin gantske rede. DgF III. 434 b; her Oghe drog aff Suerig ham fulde saa faffuer en re. DgF III. 658 b (sst. III. 663 b forklaret = isl reiƀ, rytterskare, for enestående); DrH 58 (ovf. u. forbede 4)). – gøre r. ɔ: berede, gøre sig færdig; bad dem strax gøre rede at fare deden. CP II. 196; Balder giorde rede imod hannem met de danskis hielp. VdS 47, 300; at de strax skulle giøre rede, met hues hielp de skulle til lade. Hvf VIII. 276; giorde strax reede med alle deris skibe. RFII 146. – til r. a) ɔ: i stand, færdig; som ieg wor kommen tijl rede tha best. Rkr q 2; iech vare ey so til redhæ. RD II. 139; de ware thillrede, de lod sig icke forsømme. DgF III. 658 b; Etym 926 (u. suppeto); Steph II. 1351; NL 1243; AB II. 278 (ovf. I. 592 b5). I denne forb. endnu brugeligt. – b) til sinds; iech tenk(t)e, huadh iech skulle til rade tage, och tha worte iech sa til rede. RD I. 10 (for: til råde, rimord: vrede). Jf HM 121 (u. bet. 6)). 2) hjælp, list, udflugt; med saadan list eller rede vnduige retten (1457). KD I. 194; DgF III. 425 a (ovf. u. forkøbe), jf thynne falske reer. sst. III. 426 a; thin falske forrediir. sst. III. 427 a. 3) kirkelig tjeneste, særlig meddelelse af nadveren (til døende), berettelse; theres sacrament oc anden then hellig kirckes rede. Rsv* IV. 121. Jf redeløs 1). 4) udredelse, betaling; – til gode r. ɔ: fuldstændig og i rette tid; gyffwe tiil gode redhe myn brodher fornefndæ 1 c gyllen (1409). Jur Tdskr XXV. 332; (1455). DM I. 352; Rsv* IV. 8; skyldenn komme frem till gode rede (1537). Rsv II. 27; skulle bønderne til gode rede thiende huer tiende kierruff aff allehande korn (1547). Rsv* IV. 231 (= DL 2-23-1); (1553). DM III. 56; giffuer til gode rede det, som du est din sogneherre skyldig. Tdm II. 109v; VdS 250; hand icke fick sin betalning til gode rede. Hvf VIII. 11; (1658). KhS II. 223; af sognefolket deris rettighed til gode rede bekomme. DL 2-12-6. – også til rådighed, ved overgivelse; lade ieg først for Kaldenborig och fik thz tijl gode rede. Rkr p 2v. 5) redegørelse, regnskab; Etym 1323 (u. testamentum); NL 1885; giøre rede og rigtighed for. DL 1-21-10. 6) vilkår, stilling; saa for han mz then redhe borth. Rkr d 3v; hwn tog ther wed aff ondæ rædæ. HM 121 (mulig for: aff onde rade rimord: ædæ, jf RD I. 10 ovf. u. rede 1)); nw ij vede eders redhe. ÆdS 55. 7) redskab; att ingen slaar bagers eller bryggers rede sønder (1536). DM V. 359; det er godt at gjøre med gode rede. PSO I. 344. – Jf aften-, bag-, brude-, brygge-, for-, hjælpe-, mad-, mej-, messe-, morgen-, vilder. Redebo(d)en (-bunden, -born), to. (isl reiƀubúinn, fsv redobo(d)en) 1) færdig, rede; wij ere redebun til at i hielslaa hannom. ApG 2315 (1524; CP og flgd. overs.: rede); then eeld, som redebon ær for diefflen. Luc 61 (= Matt 2541; 1524: tilreed; CP og flgd. overs.: bered(t)); then laad krop vordher reedbon til Gudz budordh. HS 6535-36; han skal wtsænde hannom (ɔ: bukken) weth man redheboæn j øtkæn. ÆB 3 Msb 1621 (Vulg: paratum); Achaia haffuer it aar waret redebon. 2 Kor 93 (1524, CP; 1550: bered); skulde det andet (ɔ: rige) strax sidde redebon met hielp. Hvf II. 261; – werer oc i redboden. Luk 1239 (1524; CP: rede; 1550: beredde); mand er skickett och redeboden, huor behoff giøres (1525). NdM V. 40. til r. = til rede 1); mynn tieneste tiil redebonn forsendt. Allen 30 (vel for til rede b.; isl til reiƀu búinn). 2) beredvillig, tilbøjelig; tw wistæ thethtæ folk wære redheboænth til onth. ÆB 2 Msb 3222; huilcke wij haffuer været redeboen til at forsware medt then helige schriifft. Præd 36; ieg, som er en gammel bisp, er redebon til ath lære aff ith barn. Laur c 3v; – Disp 84 (ovf. II. 782 b25); ther till goduillige, redeboden och uforsømede findis (1538). DM VI. 36; V. 263; – ther skulle y altiid finde meg redebogen och weluillig tiill (1564). DM III. 284 (jf sv redebogen og mogen = moden); – skall ieg were alle tiid ther redebwndhen till. DM3 I. 171; – huilckett at forschiulde wij wille findes redeborn (1616). Hüb II. 33; Etym 880 (u. paratus); 998 (u. promptus); Dict (redebon. sst.). 3) ved misforståelse af l pronus er i ÆB r. sat i bet.: forover, jf sst. 596, 613; MbG II. t. 336. Jf bo, bu(d)en (jf I. till 44 a).Red(e)bonhed (-bornhed), no. nuv. bet.; redebonhed til at ville. 2 Kor 811 (1607, 1647); – promptitudo, redbornhed. Etym 998, Dict; – redebonhed. NL 1373. Redebonlighed, no. = redebonhed; CPV (u. promptitudo).Red(e)deje, no. (n reiddeigja) kokkepige, husjomfru; rede deyen i søstregaarden (1505). Nord Tdskr f Hist I. 567; thom kelleræ gør galen reedhe deyæ. PL** nr. 716; thet ær een gallen rededeije, seg selffwer swælther. PL** nr. 809, 716; PSK 15; PSO I. 125 (ovf. II. 268 b7). Jf deje.Red(d)eløs, to. 1) uden at have modtaget nadveren; kan hwercken presten komme till thennom, och theer for blyffue theer mange paa øerne døde redeløssze (1536). KhS VII. 640; lade ham saa døe reddeløs (1578). Suhm II. 2. 147. Jf rede 3). 2) (sv redlös) manglende væsenlige dele af rigningen (om et skib); indtil det som et vrag blef mast og reddeløs. KC g 3v; – blev han (ɔ: skibet Sverdet) skudt heel reddesløs (1676). NdM IV. 70; M. Jf rede 7) og redskab 1). – NL 1102: reddesløs (u. inops) synes opfattet som hjælpeløs, jf vAph I. 536 b; nt reddeloos.Red(d)eløs, to. 2); den fiendtlig flode ... den var fast reddeløs og bødte sine saar. DV VIII. 623; – som det roor og redesløs skib. HenrW II. 254. 3) (fsv redhlös) hjælpeløs; Thrane 29 (ovf. V. 838 a40); jf ovf. III. 563 a23.Redsk(j)ud (redskød), no. (isl reiƀskjóti, reiƀskjótr) befordring (forspand), der ydes som pligt; plaustra et retscot. SRD IV. 339; nulli detur reszkot nisi regi uel regine venienti (1251). GhA V. jf 11 (not 2: ræthsköth); rethskiut. sst. V. 13; vectigalibus, que dicuntur rethskyuut (1328). SuhmD XII. 371; (1444). Steenstrup Vald Jordeb 180 not. 2. Jf skjud.Redeskyld, no. = redsk(j)ud; aliqua vectigalia nostra, quæ redeskyld dicuntur. Hvf III. 382 (= redeskild. PA II. 137) (jf nisi ad vehendum requiratur. sst.) = de skal ingen redeskyld vdgiffue til hans lensmend, prester skal vere fri for egt. sst. 384. Jf Steenstrup, Vald Jordeb 180. not. 2). Redesmåsvend, no. tjener; Lass redesmaasuend. Hvf VIII. 52. Jf småsvend.Re(d)esvend, no. (fsv reþ;osven) husholder, forvalter; pronus, rethæsuuen. Smst 29, jf sst. 50; TJ redesvend i st Jørgens gaard (1462). SR I. 509; redeswenden vdj H closther (1504). Nord Tdskr f Hist I. 566; PL** I. 79 not 12; promus, redeswend. CPV; Etym 998 (jf errata), 1225 (ovf. u. dugsvend); NL 726; For Ide og Virkelighed 1872. 89; structor, reesuend. SmdL 166; (1564). NdM V. 62; (1586). Hofman, Fundat VII. 579.Redesvend, no. Jf slotsr.Rede, to. (gln reiƀr) 1) færdig, til rede, klar; tha bleff then mwr alth redhe. Rkr n 2; TVd 28v (ovf. u. dorsvend); hand laa rede met megit folck oc ville draged ind i England. CP V 4312; gør dig rede oc far aff dette land. 1 Msb 3113 (1550, 1647); i mig rede haffuer thillthold effter haandschrifftens rede indhold sex snees daller. TK 71; Etym 1265 (u. præsentarius). 2) rede, virkelig (om penge); Etym 827 (u. numeratus), 1265 (u. præsens); NL 1058, 1804; – rede om r. (mnt rede umme rede) ɔ: mod betaling i rede penge; mwe thi thennem selge rede om rede (1521). Suhm* I. 373 (jf sst.: selge for guld, sølff och klede); thennom, ther selge fremmede kiøbmendt paa rette markeddag for guldt, purt sølff eller klede, rede om rede, och ey for andre vare. Rsv* IV. 48, 100.Rede, to. 1); iek siidher optæ pannæ reddhere haand. Dyrerim 14. 3); i reedhre penninge reedelighe antwordhet (1412). MöllB I. 324. 2); Hvf III. 488 (ovf. I. 699 b15). Jf aften-, hælpe-, morgen-, segl-, takkel- (IV. 301 b38), ur.Rede, bio. (fsv redho) allerede; haffuer kon. ma:t rede enn tiidt lang samme knechte wnderholdet (1531). NdM VI. 120; TK 71 (ovf. u. rede, to.); mangen en ønsker, at det, som dem forestaar, maatte »rede« være over (1656). DS III. 216. Rede, bio. Jf aller.Redgøre, go. berede, istandsætte; reedgiøre i herrens weyg. Joh 123 (1524). Mulig skrivemåde for retgøre, se d. o.Redemålet, to. havende en tydelig udtale. M. Jf mål 1) ovf. III. 167 a.Red(e)mælt, to. = redemålet; tungen vordher reedmælt. HS 6535; vijss oc forstandig oc rede melt. Rch 77. Jf mælet.Re(d)elig, to. (isl reiƀuligr, fsv redheliker) 1) klar, fuld; skall forskreffne vicarius redeligh magt haffue, forskreffne gotz at regiere (1482). DM III. 41; 2) gyldig, virkelig; fore mange atskyllige redelige aarsager icke mueligt werre kandt nogenn konning att kaare (1533) Rsv* IV. 151; skilie ectefolck at for vden relige oc christelige sage. PlSk l 8v; sige dem redelige sager, huor for det er behoff at skyde deris skel. PlV 6113-14; vden all redelig aarsage. VdS 300. 3) forstandig; thu gafst mig sind och rædhælight sckiæl. HM 177; eet bædre wijd oc rædelligere sckeel. PE 61; NL 196 (u. cordatus). 4) rimelig, billig; alle relighe tiltalæ. T 174; degne bolig skal vere hoss kircken, at degnen kunde nyde kircke iorden for redelig vdgifft. PlV 13812; hannom skal gifvis en redelig biergeløn for sin umage. F II k. 49. 5) hæderlig, ærlig; ssom eræ wberycktedhæ i sleem och deem och reelighæ i aldhæ modhæ. T 31; vil hand vere redelig, da skal der icke falde it haar af hannem. 1 Kg 152 (1550, 1647; Luther: redlich); antiqvus, ærlig, redelig. NL 34, 1671 (u. simplex). 6) tapper, kraftig; de vaare alle relige kemper. 1 Kr 1321 (1550; 1607: veldige; Luther: redliche); strenuus, dapper oc duelig, redelig vdi krig. Etym 1245. 7) = rede 1); CPV (u. parabilis); giøre hannom wæyen noget ryddere oc religre. TVd 36v; res parata, redelig. Etym 880. – Som bio. 1) fuldstændig, tilstrækkelig; trænger forneffnte raademestere paa, at the ey swodanne skatt kunde redelige udfange (1495). Rsv* V. 213; haffde hans hosbonde thet rettheligenns gierrne giordt (1590). Rsv IV. 158. 2) tydelig, forståelig; Lynds 5v (ovf. II. 130 a16); hand disputerede snarere redelig, end hastig: saa at du kunde sige det meere var en ferdighed hos hannem end en snarhed. BT III. 78 (= l expedite magis quam concitate). 3) med forståelse; læse klarligh oc redeligh all then heligh skriffth. Br 23816.Redelig, to. – Som bio. 1); Hex 233 (ovf. I. 238 b21). 4) ærlig, som ret er; (1522). DVb 151 (ovf. V. 522 a29); Mb 13 (ovf. u. fortalelse); (1547). Rsv* IV. 233 (ovf. II. 118 b29). – lige; Holst IX. 53 (ovf. II. 315 a31). – inderlig; er thet mig retherlig kiert (1573). DM4 V. 338 (2 g.). Jf ur.Re(de)lig(en)hed, no. (fsv redhelikhet) 1) hvad der er til rede, vilkår; arme træle haffue større redelighedt ij torn oc fengsill, en gode mentz børn haffue vdi closter. PE 155; kunde icke faa anden relighed, end at hun motte legge hannom wdi en krybbe. TVd 96. 2) billighed, rimelighed; wore køpstedzemend, som bønderne mett thieres goetze oc ware besøge, skulle them redeligenhett giffue for thieres goetze oc ware. Suhm* II. 1. 157; lade seg nøye mett huess bonden til redelighed kand affstedtkomme (1547). Rsv* IV. 234 (= DL 3-13-15). 3) = rede 3); æy kunnæ fangæ messæ oc Guds tænæst eller redelighed. DM VI. 361. 4) i nuv. bet.; hans redelighed bryder dog halsen på ham engang, (spøgeord om et listigt menneske). M.Re(de)lig(en)hed, no. 4); Hvf IV. 620; WD II. 250 (ovf. II. 616 a5, 142 a26); – ære oc relighed maa lide straff. PlH g 1v. – ærbarhed; som hørsomme børn haffuer med ald redelighed. 1 Tim 34 (1524; CP: ærlighed; Luther: ehrbarkeit). Redig, to. (sv redig, redich) = redelig 1); naar m. A S vilde høre hans regnskab, vilde han gjøre kirkeskat og redig hvid (1531). KhS VII. 572.Rede, go. (isl reiƀa, fsv reþ;a) 1) berede, indrette; den, dette barn skulde rede weyen fore. TVd 215; y huysser ethers spiud, y redder ethers suerd. DgF I. 147 a; al materi, den bygning kunde behøfve, reede Gud først fra haand. Hex 6 red hundene, før haren løber. PSO I. 41. – særlig om mad; red mad til mig. CP I. 97; hialp flux til at rede mad. BR a 3; Etym 246 (u. coqvo); Steph II. 348; – Jacob haffde ridt en ræt. 1 Msb 2529 (1607; 1647: redt; 1550: til red); red. sst. v. 34 (1550; 1607: rid; 1647: redt); jeg ridde sup, jeg steegte steeg. AB I. 125. – også pynte, ordne; om brude at reede (1561). NdM II. 274; brugis en forfengelig pract met bruder at rede oc udfly. Fdg 31/5 1586; – for huer den lock, hun paa hannem ridde. DgF II. 11 b; redde. sst. II. 495 b; – ieg haffuer red min seng i mørcket. Job 1713 (1607, 1647; 1550: er giort); sternere alicui lectum, rede ens seng. Etym 1224; NL 1749. – r til ɔ: berede; folket ridde byttet til. 1 Sam 1432 (1550, 1647, Luther: richtete zu). – r. til barsel ɔ: være frugtsommelig; som da ridde til barsel. TVd 39, 41 (ovf. u. fremmerlig); en iomfru gaar vled oc reder til barsel. TVd 215v; (1555). DM V. 254; hafver faait barn, hindis hosbond ubevist, at hun redde til barsel. SR I. 139; SR II. 263; (1649). Hüb II. 131; henders datter reede til bassel. Jm 189. Jf lave til fødsel ovf. II. 722 a45. – r. under ɔ: lave det for en; jeg skal rede under ham, så han skal føle det. M. – tilbagevirk.; saa lang jen stwnd han kwnne seg redhe. RD II. 115; tha i the timæ redæ seg keyser O. at fare in i Danmark. Br. 7017; wii skulle rede oss, at wi anamme Ihesum Christum. CP I. 6; – med fho.; red digh mod din gwdz tilkommelse. CP I. 13; – redhæ ieg meg ther paa. Rkr c 6; hwo i ræffwæ iagt wiill ware, han rede segh po ræffwe recker oc smohwnde (1499). GhA V. 85; Rsv* IV. 128; – redh thek til frestels. HS 2035; Psb II. 52 (ovf. III. 419 a10); TSd 297v (ovf. I. till 1 a u. abespil). – r. sig til = berede sig, gøre sig i stand; giøre meg reen och rede meg tiil. ÆdS 50; ridde sig til. 2 Sam 1723 (1550; 1607: giorde sig rede). 2) udruste, forsyne; thet folk war well redh bodhæ meth hæst ok wæriæ. RD III. 5515 (= beredt. CP V. 3815); wel reedht medh dyre stene (1510). DM III. 174; ridde hand vd baade snæcker oc skiff. LyschG b 1. – r. et skib ɔ: have part i et skib. M. = rede i. sst. 3) udrede, give som afgift; han skall redhe oc giffue i alle thynge meth them (1447). Rsv* V. 208; rede ther fult aff til kronen (1547). Rsv* IV. 232, 273 (= DL 3-12-3); och ther straxt viille rethe for O H (1561). Rsv I. 300. Jf be-, for-, op-, til-, udr., uredet.Redekone, no. kvinde, der smykker bruden. M. Jf n reidekona ɔ: kogekone.Redelse, no. (fsv redhilse) 1) beredelse, forsyning; opsonatus redelse, som sull redes till. CPV. 2) = rede 2); leggis nogen aalag eller redelsze pa staden. Rsv* V. 131. Jf af-, tilr.Reder, no. lejer af et skib; min reeder, som jeg haffde fragtit mit skiib (1609). Hüb II. 16. Jf Frisch II. 100: reeder; medr. ovf.Reder, no. 2) (sv redare) skibsejer; FII k 1 (ovf. u. forfragte); AB II. 291 (ovf. V. 70 a10); DL 4-1-1 (ovf. u. forvare 2 lf.). Jf brude-, udr.Redesom, to. klar, løselig; Etym 1356 (u. extricabilis). Jf ur.Redning, no. (sv redning) tilberedelse, smykning; kvinders redning varer længe (dum moliuntur). PSO I. 240. Jf be-, til-, udr. Redning, no. (sv räddning) i nuv. bet.; se ovf. III. 561 a50; til hielp oc redning. ålbL* 106; GHD II. 149 (ovf. II. 108 a48).Redning, no. – udrustning; vdtackling oc reedning det gick foert frem. LyschG x 1v.Redsel, no. (svd redsel, n reidsla) 1) = rede 3); giøre almwen saadan redzle och thienesthe, som en goodh sogneprest bøør at giøre (1529). DM II. 32. 2) udredelse, afgift, pligtarbejde; hans fadher aldry gaff eller giorde nogher tinge eller retzell (1408). DoB 359; (1446). Tvd 4220, 31 (ovf. II. 768 a10); (1459). DC 108; kronens skatt. ritzel och tyngsel (1488). Hüb I. 64; (1527). Rsv* IV. 138 (ovf. III. 188 b28, jf NdM V. 300); PlV 463, 13813; (1604). KhS3 VI. 470; redsel aff en gaard oc grund, tributum. Dict; RFII 55 (ovf. III. 269 a9). – flt.; skatthæ dog icke mere æn foor en gard oc ey gøræ flere retzsler (1499). GhA V. 85; – landgilde, gesterii, sagefald, og andre smaa retselle (1523). DM IV. 224; landgille oc smaa redsle (1559). Rsv I. 278; alle andre bede och retsle, ssom ther pleyer aff att gaa (1530). FS II. 152; alle andre retzel. sst. – skoffvogne oc andre redssell (1551). Rsv I. 155; JJ som har været under én redsel, nu måtte give tvende redsel SR II. 51. Jf be-, bonde-, degne- (till I. 47 b), mad-, præste-, sogner. Redsel, no. Jf land-, senge-, små-, til-, udr.Redselsgård, no. gård, der svarer redsel; fem fulde redselsgaarde (1561). Rsv II. 301.Redskab, no. fk (∾ fsv reþ;skaper) 1) udstyrelse, tilbehør; redscap til een trøyæ (1474). NdM V. 205; fand hand en liden baad ligge met aarer och anden redskab. CP V 33011-12. – særlig om rigning på et skib; lade bode thend redskaff, mig ere sonder skutt. Wad I. 22; redskaffuid. sst. I. 316. Jf MO og redeløs 2). 2) i nuv. bet.; astrolabium, en redskaff, som stierne kiger haue. CPV; tag nu din redskaff. 1 Msb 273 (1550; T og 1607: dit redskaff); hand er meg en vduald redskab. ApG 915 (1524; CP: min r.; 1550: it r.); – at hans mayttz: maatte vere Guds æris ridskab. Lysch 695; – ik. som samlingsnavn; KhS I. 460 (ovf. III. 69 b45); deris paulun, alt redskaffuet. Jer 4929 (1550; 1607: alt deris redskaff; Luther: alle geräthe). – flt. SS; fiske meth ander resskab (1507). Rsv* V. 298; adskillige afguder oc afgudiske redskab. Arøb T 56. Jf medelr.Redskab, no. 1); wor thend lybske omerall wferrig baade med segill, ridskaff oc anditt (1565). DM3 II. 85; BruunA 385 (ovf. IV. 328 a48). 2) – flt.; – Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 173 (ovf. V. 546 a45). Jf be-, bonde-, brygger-, fisker-, færje-, gårds-, jærn-, krigs-, køkken-, plog-, skibs-, smidje-, vognr.Redskabe, go. (fsv redhskapa) forsyne; embitzmen, som slotten ynnæ haffue, the spysæ them væll oc bemanne them oc redhskapæ them vell (1396). Anch II. 360 = rodscaphæ. GhA V. 56 (jf not 4); DoB 59. Vis mere +