Spring til indhold

Alle ordbøger

Moderne dansk 1950-
Moderne dansk 1950-
Nyere dansk 1700-1950
Nyere dansk 1700-1950
Ældre dansk 1100-1700
Ældre dansk 1100-1700
Klassiske sprog
Klassiske sprog
RoRo (rov), no. hunk ( isl ró)
1) hvile, fred; i skulle fonge ro oc lise ... denne ro begyndiss her i verden, oc hwn fuldkommiss i hiemmerige. CP I. 222; haffde wort kødt ingen roo. 2 Kor 75 (1524 og flgd. overs.; 1550: rolighed); Etym 190 (u. cessatio), 1033 (u. tranquillitas); NL 1929; – haffde ieg icke row vti myn aand. 2 Kor 213 (1524; CP: ro; 1550: rolighed); the skulle hwile seg och haffue row aff theris arbeide. Disp 51; huad som icke haffuer row ebland med, det kand icke ware wed (1539). RdKl I. 95; Bredal 4 (ovf. II. 284 b54).
2) (sv ro) glæde, fornøjelse, adspredelse; ther war gledhe och mygel roo. RD I. 216; Kv v 504 (ovf. II. 349 a14); du forventede dig større ro oc glæde ... dersom du vilt bekiende, at du hafver haft stoer ro af hannem. BT II. 274; min glæd og største roo. PSB 158; blant eder før var hendes roe at sanke blomster. AB I. 263, 242; – der war glede och halff større rou. DgF II. 306 b; V. 67 a; det er hans lyst, hans største rou. Rch 60, 237 (ovf. u. fikant). Jf hug-, mor-, natte-, rejse-, senge-, uro.
Ro, go. (fsv roa) hvile, have ro, opholde sig; thw skalt ey roo j ællær blant the folk. 5 Msb 2865 (ÆB; 1550: ingen bliffuendis sted haffue, 1607: ingen roo h.); Heg 82; da svarede Birthe: alt roede i noget i nat (1620). Grønlund 129; requiesco in illius spe, huiler oc roer. Etym 1032; af alle dem, udi Danmarck rooe. Hex e 2; naar eders beene hviler oc roer. HiørP dedik b 3v (trykf. for b 2v).
2) tilbagevirk. (sv roa sik) a) = ro 1); ieg vil mig sætte her ned oc roe mig vnder den tycke skygge. Heg 42; paa det folcket noget kunde roe sig oc vederquægis. RFII 23. – b) berolige sig, stole på; vil end lowen mig forbande, ieg har Gud at roo mig ved. KS 36; Psd I. 395 (ovf. III. 604 a50); der med tier hun og troer og sig paa hans løffte roer. KPs 592.
3) more, glæde (sig); hand haffde icke andit at ruo seeg weed, saa legte hand paa syn lier. DgF II. 466 a; den roer sig ved sin egen vellyst. BT II. 74, 224; alt det, hand har at roe sig ved, sit sind tilfreds at stille for hver en modig stig og fied. Wieland IV. 26; kand vort gemyt sig der ved ro og som inderlig smaa-glædis. SortS dedik 5; Tychonius 307 (ovf. II. 714 a15). Jf bero, uro.
Roseng, no. hvilested; legemet kommer i sin roseng oc soffue-kammer. SthU f 1v. Jf t ruhebett og hvileseng.Rosted, no. (t ruhestatt) = roseng; Hex 42 (ovf. u. blåbolster).Rotime, no. fritid; hvis arbejde vores betiente udi deris roe-timer er bevilliget at maa forrette. Fdg 8/4 1690. Jf t ruhestundeRo(ve)lig, to.
1) (isl róligr) i nuv. bet.; Etym 1032 (u. quietus), 1033 (u. tranquillus), 1371 (u. inturbidus); NL 1438, 1929, 1958.
2) (sv rolig) glædelig, fornøjelig; boglige kunster, som ere rolige oc tæckelige. BT II. 78; det er roligere for en kunstner at male end at hafve malet. BT III. 15; – alle the hannum i werden kiænde, sculle nv faa een rowelig ændhe. Dommed b 1. – Som bio. i bet. 1); roueligenn, wenligen, troligen och udi en rett godt welmeningh (1536). Rsv* IV. 162. Vel nærmest fredelig, i fred, jf raaligen. Etym 939 (u. placide); rolig. NL 1264 (u. placidus).
Ro(ve)lig, to.
1); HKv 1127 (ovf. u. af, bdo.); T 87 (ovf. II. 49 a47); (1573). Rsv III. 211 (ovf. II. 142 b16). – stadig? ej heller haver jeg faaet nogen tiende, som rolig været haver, af den herregaard i 4 samfælde aar (1660). KhS5 III. 530, jf ovf. III. 645 b11. Jf himmel-, ur.
Ro(ve)lighed, no. (sv rolighet)
1) rolighed, tryghed; 2 Kor 75; 213 (ovf. u. ro 1)); Etym 1033 (u. tranquillitas), 860 (u. pax); NL 1929, 1193. – også tryg, ukrænket tilstand; suodane stycke som uore vndersate kunne komme til bestand, friid oc rouelighed (1477). FA I. 25; rolighedt. sst.; ieg vil giffue fred oc rolighed offuer Israel. 1 Kr 229 (1550, 1647); huilckett the meener hinde att giøre emod theris privilegier, stadfestelsse, alder och rolighed (1590). Rsv IV. 199.
Roskab, no. = ro 2); som dem løster, de haffue oc deris roskaff der aff. Laur k 1v; Gud haffuer forlatt deg wdi denne øde ørck wden all roskaf oc næring. TVd 170. Rosommelighed, no. rolighed; christelig fred oc rosommelighed at begiere. Hvf VIII. 301. Jf mnt rouwesamelik.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind III

I andre ordbøger

I andre opslag