SagSag, no. hunk. (∾ isl sök) 1) retssag; mellom at then sag begyndes, oc hun ændes. NdM VI. 203; then sag voldgiffue, førendt hun haffuer veret for dommere. Rsv* IV. 44; (1543). Rsv I. 74 (ovf. u. fersk); naar en sag bliffuer eder for suar, da lader hende komme faar mig. 5 Msb 117 (1550, 1607). – ik. (1452). Rsv* V. 304 (ovf. III. 390 b36; noger sagh. sst. (ovf. III. 532 b18)). Jf u. 6). – huad trætactige sager som ere inden dine porte. 5 Msb 178 (1550, 1647). – have vunden s. ɔ: have sejret, være lykkelig; nu har vi vunden sag. KPs 634; hej! nu har vi vundet sag. Dania IV. 147. – sige s. til ɔ: dømme at have tabt sagen; sagde the 7 neffningsmend thennom quit, och the 9 sagde thennom sagen tiil (1559). Rsv I. 263. Jf sige til. – tage s. med sig ɔ: være underkastet den af en sag følgende dom; C J, som er henrømbtt for gierningenn, haffuer thagett sagenn mett sig (1593). Rsv IV. 358. Jf dend, som flyer, tager sag paa bag. PSO I. 111. – være for s. ɔ: være a) sagsøger; maa den, for sagen er, tage offuer sin vederpart sex ugers paamindelse (1621). Rsv* IV. 329 (jf ovf. III. 652 b22). – b) sagsøgt; blive sagsøgeren ved den ret, og den, som for sagen er, bør der at svare. DL 1-2-27. 2) strid, tvist; then sagh forlicht er, som hwn aldrij giordh ware (1487). Hüb I. 60; alle the ærinde och saghe, som thennem emellom wærit haffde (1486). Hüb I. 55; om huilcke sagh the gaffue thennom paa begghe siidher utthi alle retthe (1545). Rsv I. 85. 3) anklage, beskyldning; j skullæ mæg aldrig giwe sagh lønligh appa myn bag. RD I. 196; Mickel ... som huer mand bekærde oc gaffue sag. HWR 56v; (1560). Rsv II. 284; VdS 287; dend, sag giver, bør det lovligen at bevise. PSO I. 281; – (1663). NdM II. 344 (ovf. II. 419 a16); kunde kongen aldrig lide dronningen, ellers tog sig en anden sag til hende, nemlig at hun skulde holdt af een af hans hofsinder. sst.; – ickæ ficthæ om sagher. Rkr k 6; CP I. 352; gaff tha oldermanden thisse efftherscreffne klage och sagher paa J och hanss tienere (1521). DM IV. 345; Mark 153 (CP). – få s. med ɔ: klage over, få ret over; at hand kunde få sag met louen oc sige til hende. Tdm I. 45v. Jf få bøn med (u. bøn). 4) brøde, skyld; (1408). DoB 345 (ovf. I. 281 b u. brode 2)); brødelig worder i tissæ sage. Rsv* V. 36, 306 (ovf. III. 434 b42); HWR 149 (ovf. u. forgøre 2)). 5) bøde; (1486). Kinch I. 366 (ovf. u. eftergå); were plictige under theris 40 marck sag at sidde dom (1558). Rsv* IV. 260; alle konninglige sager oc all andenn herlighed oc rettighed (1559). GhA II. 96. Jf bonde-, konges. 6) forhold, stilling, sag; TSd 94v (ovf. II. 207 a18); hand kand vrie sagen, huort hand vil haffue hende. Jesu Sir 1926; vaare denne sag end saa falsk, vil ieg hende dog købe om. HWR 178v; H foruende sagen oc gaff hende it smuct skin. Tdm III. 19v; Psd I. 177 a; al wredæ ... wii hauæ ... for noget sag tiil nogræ Danæ. GhA II. 17; – for thisse stycke oc sagh schuld (1406). DoB 225; – the tho førstæ sagæ æræ vos soo budæn. Luc 62; somme effter venskaff lade gaa alle sage. HWR 183v; saadane sage er gode at driffue. Rch 53. 7) grund, årsag; ænghæn var i sagh, thæt the tith komæ vdæn the sæluæ. Luc 27; ÆB Dom 183; CP I. 81, 158; PE 23; de hadede mig for vden sagh. Joh 1525 (CP; 1524 (og 1550): vthen aarsag); den anden sag, som kaldis caussa materialis. PlSk b 3; stundem suiger en den anden vden sag. HWR 90; Gvd gjør intet uden sag. PSO I. 4; – sagen er, at de kunde det icke holde. Tdm I. 45; – foræ manghe saghe skil. MR 26; PlSk l 8v (ovf. III. 563 b47). – sager der til er, at personerne ere aldelis wlige. Tdm I. 43v. – for s. ɔ: for skyld; ther hialp foa fore hennis ydeligh bønæ sake. HKv 927; thet giordhe han ey for pænning sage. RD I. 296; ville i thet gøræ fore myne saghæ. RD II. 202; finde the paa mange wraadt for armodtz sag. PE 165. Jf isl fyrir sakir (sökum). Jf bane-, bonde-, døds-, hoved-, kends-, konge-, løgn-, mumme-, nød-, or-, pante-, penge-, provste-, præste-, rov-, råds-, tjuv-, vån(e)-, års.Sag, no. 1) – flt.; Rsv* V. 306 (ovf. III. 434 b42); NdM VI. 203 (ovf. I. 757 b20), jf ovf. III. 660 b27 f.; – PG 178: sager. 6); RD I. 328 (ovf. III. 6 b9); TSd 109v; Hirds fort a 4v (ovf. V. 73 b43, 312 b39). Jf arve-, befalnings-, bjærke-, blind-, blods-, by-, drabs-, gifte-, gjalds-, gåse-, hals-, handværks-, himmel-, hore- (III. 545 a32), kanselli-, kapitels-, kræmmer- (V. 609 b50), livs-, løn-, om-, pave-, religions-, rente-, små-, ting-, trold-, tvi(v)l-, uære-, van-, venne-, volds-, våde-, ægte-, vænsel- (IV. 891 b42), ære-, ærendesag. Sagbunden, to. sagsøgt. M.Sagefald, no. (æn sakfall, fsv sakfal) = sag 5); hwes jech vpbær noghet aff forde capitels ræntte, wragh æller saghefaldh (1445). DVb 34; (1523). DM IV. 224 (ovf. III. 565 b3); bliffuer ther en stor saghefalld aff the, som haffue giort opstøødt (1523). NdM V. 14; PE 157, 476; (1580). KD II. 394; hand skulle udlegge och rettgiøre hinde hans sagefaldtt epther thend doms liudelsse (1580). Rsv III. 332; de haffde affstaaet hues sagefald, penitentz oc straff for bands sager, som kronens bønder vaare faldne til dennom. Hvf IX. a 2. Jf fald 5).Sagefald, no. Jf øres. (IV. 993 b48).Sagfalden, to. dømt; uden den sagfaldne vil skiude sig ind til høyre ræt. ComD § 664 (= l condemnatus); M. Jf falde 5).Sagfældig, to. (t sachfällig) skyldig, dømt; hvo der flyer, gjør sig selv sagfældig (ɔ: skyldig). PSO I. 111. Jf fældig 2).Saggive, go. sagsøge; sagsøger, saggiver. Steph II. hhh 5v (men 3526: giver sag); M.; som anden vil sigte og saggive. DL 1-14-1. Jf give sag u. sag 2).Saggivelse, no. sagsøgning; condictio ex lege, saggivelse efter loven. Steph I. 300 a; M. Jf givelse.Saggivelse, no. – klage; saggivelsen bestod deri, hun ene vilde raade. DV IV. 261.Saggiver, no. sagsøger. M. Jf æsv sakgivi.Saghørere, no. dommer; PB lanzsthingzs sachørare y Borendholm (1433). DM III. 229. Jf tingh., høring.Saghørere, no. Jf ovf. II. 746 b35.Sag(es)løs, to. 1) (isl saklauss) uskyldig, uden skyld; han wil frælsæ then sagløs møø! RD I. 119; RD II. 226 (ovf. III. 390 b41); kommer det aff storm, er ledsageren sagløss. NdM VI. 106; sageløsse. sst. 170; sidenn maa de sagløss sammengiffuis och wies. Rsv* V. 531; naar de bleve uskadde, skulde de være skære og sageløse. PG 515. – sagisløs. DL 6-9-4; 6-12-2. – uden bøde; thi jeg mener, hvor bonden ikke kjærer, er han konning sagesløs (1605). DM4 IV. 131 (frgd. o. ovf. II. 351 a28-30; jf bonde 3)). 2) (t sachlos) uden virkning, uden at udrette noget; laa KC for samme slot med et stort tal krigsfolk, endog Gud gav bedre lykke, og PS beholdt samme slot og de droge sagesløse derfra. DM3 III. 92. Sagsmand, no. 1) = saggiver; sagsmand, actor. Dict; M. Jf isl. sakamaƀr. 2) se u. sage, no. Sag(e)mark, no. mark, der modtages som bøde; hvorledes sagmarker bør at tages og udgives, naar nogen falder til hans 40 mark, 3 mark, eller andre bøder (1578). DM VI. 192; begynte tønde Rostocks øl at gielde først atten skillinge, tilforn galt den ickun en sagemarck, er tj skillinge. Hvf V. 270. Jf sagerøre.Sag(e)mark, no. Jf BrunsmK 371.Sagskyldig, to. skyldig; eximere reum, hielpe den sagskyldig udaff rætten. Etym 350, 1061; Steph II. 559; NL 1485.Sagskyldig, to.; kan thet hannom bewysæs ouær, ther saghwolder er, ath han sagschyldich er. Rsv* V. 237.Sagsøgere, no. (fsv saksökiare) sagsøger; actor causæ, sag søgere och den, som klager. TV 367.Sagsøgere, no.; – HenrOG 233 (ovf. V. 109 b20); DL 1-24-41 (ovf. u. ankynde).Sagevold, no.? om sageuolds boed ... hand bøde først moed kongen och mod hannem, som schaden fick. Rsv* V. 508. Sst. 643 foreslås at læse sagefalds boed. Mon ikke snarere: voldssags b., jf overskr. til frgd. §: worder nogen slagen udi staden? CP I. 32 synes voldsagere at staa for sagvoldere.Sagvolder, no. = saggiver; hvilken lavs brodher som taler vppa syn lavs brodher noger the stykkæ, ther hans æræ ma kreinkæ, bædre imo[d]h sagvolderen effter firæ brødhre seyelse. Stadfeldt 85; Rsv* V. 32; (1495). Rsv I. 26 (ovf. III. 594 b20); Rsv* IV. 93; han skall først bødhæ modh sagwolleren, sien modt byæn (1549). NdM I. 93 (frgd. o. ovf. u. falde 5)); der som saguolderen eller den, som kærer, kan sligt beuise. HWR 191v; VdS 102; actor, sagvolder, anklager. Etym 23; fodres den skyldige frem efter sagvolderens begiering. ComD § 659 (= l actoris seu litigatoris). Jf mnt sakewolde. Sagvolder, no. 2) den i en sag skyldige; saghvolderen schal bætheræ for thet weldæ, han giorthæ. Rsv* V. 221, 237 (ovf. l42).Sagerøre, no. (isl sakareyrir) bøde; sagherøre, thieniste oc all annen rættighedh. DC 60. Jf sag(e)mark.Sagerøre, no.; landskyld, sagerøre oc all kongelige rente (1532, Fr Jessen).Sage, no. (fsv sake) tilfælde; worde thet saa sage, ath these messer æy hollendes bleffwe (1493). GhA III. t. 19.Sage, go. (isl saka) 1) sagsøge, anklage; scal om alt thettæ aldre meer øppes eller up saghes (1397). DoB 72, 40 (ovf. u. aldre), 258; Etym 188 (u. accuso); – med personen som gst.; sager borger anden paa tinge och kaller hanom tiuff. Rsv* V. 514; met nagher ret at saghe eller tiltale hr. S. S. (1483). GhA II. 49; J J haffuer esket M R aff hannom och sagitt hannom thertill om (1551). Rsv I. 164; – grdo. v. lf.; huilken som oc sagis, oc kand skelligen bewises offuer, at were jomfrukrenkere (1547). Rsv* IV. 235; den karl, som derfor var saget (1582). KhS V. 619. – med gst. og omsagnso. hertil; da hun ikke det beviste, sagede J J hende en løgner (1635). Wulff, 107; – med dobbelt gst.; lod J B fordele K J efter doms indhold, sagende ham rigtigt regnskab. (1641). Wulff 197; tog P C tredje ting til J B sagende ham skjøder paa de ejendomme (1642). Wulff 233. 2) anklage, give skyld; sckall nogen menniscke ther fore sagis, tha tørff hand inghen andhen beklage wden teg. PE 59; hand mente hannem at haffue hemeligen saget sig for sin suogers død. VdS 135 (= exprobratum sibi parricidium judicante. Sax 320). 3) skade, mangle; hade icke wor banermæster flyth, tha hade oss enthet saketh. RD III. 2420 (= hagde oss inted skadet. CP V. 1834); – lodh han vplade thæn offuen, oc hun gick vt oc sacke icke. HKv 4910. Jf for-, foror-, forår-, or-, års., samsaget.Sage, no. (æsv saki) skyldig mand; ath mandt ey kandt fange rett aff them, som saghere er. Rsv* V. 286. Jf til flt.: iomfrwere; nonnere (ovf. II. 443 a37, 34); fangere. Heg 126. Jf fsv og nysv saker ɔ: skyldig.Sægte, go. (æd sæktæ, isl sekja) anklage; sechtis noger man her foræ æller for annen sagh. Suhm I. 2. 49; then, som sectes for noger sagæ. NdM VI. 183. – tm. skyldig; forsumttis wor nadigste herris rett mett norfarer oc andre, som sæcther ware oc seglede theris ferd (1521). DM IV. 347. Mulig = isl sektar, ef. Jf sigte.Sagefaldsfoged, no. opkræver af kongens s.; kongens sagefaldsfoged. Kinch II. 637.Sagsøge, go. i nuv. bet.; Steph II. hhh 5v (ovf. III. 661 a25); NL 1485 (= reum facere). Jf æsv saksökiande.Sagsøgning, no. i nuv. bet. M. Vis mere +