SandSand, no. (isl sannr) sandhed, virkelighed; ieg kom tha i righz ind, som meg wel burde i sande. Rkr p 1. – (o)på s. (fsv a san) ɔ: så det er sandt (efter overbevisning); saffdhe oppa theres godhe trowff och sanne (1473). DD 111; – wonne paa tro, seil (!) oc sanne (1520). Tvd 8018; thet sigher ieg teg paa myn sandt. ÆdS 104; SK v 50; PSm a 2; det siger ieg paa min sand. HWR 15; ieg siger eder alt paa myn chrestelig sand. DgF II. 466 b; pa theres troo oc sannæ. DC 211; huilche dannemend ther vontne paa truff oc rette sannde (1556). DVb 319; – jech vill ether følgæ a myn san. RD II. 241; the neffndhe meg ther aff hylletandh och ickæ for anneth paa myn sandh. Rkr f 4. Sanddru(g) (sannendry), to. 1) sanddru, sandfærdig; sanddrug i syne ord. Br 29124; the vidnitsbyrdtt offuerveye och forfare, om the kunde findis sandruge att vere (1580). Rsv III. 333; bevises sadane ord och tilsagn at veret sandruff (1585). Rsv IV. 72; – hans vindesbyrdt hagde inthet paa seg, thett sandrutt vor (1537). Rsv II. 55; hues hand haffde soeridt, skulle befindis sandruitt att were (1591). Rsv IV. 317; it sandruet menniske. Heg 251; – tolff welbornæ sannendrye, aldernæ oc bofastæ mæn (1417). KD I. 143. 2) sand, virkelig; mange sandrwge ierteghen. PE 185; som siwnis att wære fabill meer en sandrwghe gierninger. PE 294; mange christelige exempill och sandruge historier. ErU a 2; grandgiffueligen forfare om de mirackler huad heller de vaare sandrue eller icke. Hvf II. 47. Jf dru(g), us.Sanddru(v)e, go. bekræfte, bestyrke; sandhed sandruer oc forklarer seg wel sielff hoss de andre med tijden. TSd 94v; hand icke met nogen schellige vidnisbiurd viste at sandruffe sine ord (1585). Rsv IV. 73. Jf dru(g)e 2). Sanddruelig, to. = sanddru(g) 2); Bunt* II. 21 (ovf. III. 600 a2). – Som bio. 1) sandt, sandfærdigt; graviter narrat, alvorligen oc sandrueligen. Etym 539, 1425 (u. verissime); NL 561; vidne sandrueligen. GHD I. 418. 2) i sandhed, virkelig; seer sandrueligen til det gode. Test k 4.Sanddruelig, to. – Som bio. 2); det kunde sandrueligen hielpe de gamle mend at forlyste sig met deris vnge koner. KP pp 1.Sanddrug[-dryv]hed, no. sanddruhed, sandfærdighed; Gudtz propheters sandrwghedt scall ther mett bewijsis. PE 292; veracitas, sandruehed. Etym 1426; Steph I. 261 b; – Præd 24 (ovf. III. 521 b54).Sand (sænd), to. (isl sannr, ik satt) 1) i nuv. bet.; huat ær thæt hælder sath, ther thu sigher mik. HKv 5521; thet jech wedh wæræ for Gudh sath. RD I. 187; jech seyer edher sat. RD II. 99; ræffuen sagde, frende i sige sat. HWR 184; – AnchG 110 (ovf. III. 436 b21); ethimologia, sendh tale. CPV; – mangæ menniskæ tro, at tet er sent. MR 4110; – thæt ær sæt, Alexander konung han prøuæthæ thæt. AM 187 5211; hwilkedh som helder er nw sæth. Rkr a 4; ieg sier teg setth. ÆdS 46; huo stedze liuer, siger aldri set. HWR 18v i r.; PSO I. b 6. – s. for s. ɔ: fuld sandhed; ladh hanum ther aff santh for sant for stande. RD I. 301 (= sanden at wijdæ fanghe. sst. II. 301). Jf nuv. dag for dag. – for s. (fsv for sanno, f. sant) ɔ: i sandhed (som bekræftelse); seyer iech edher for sand. RD II. 99; y sigger meg thett forsant. DgF II. 466 b; tror mig for sand. HWR 77; Psd I. 84 a; marcken klædde du met faar oc dalene forsande. AA II. 84. Jf for sanding. – med s. (isl meƀ sönnu); thet maa ieg sighæ met sennæ. HM 13; bewises han thet met sænnæ. HM 74. – så s. som ɔ: fordi, hvis (indledende en bekræftelse); saa sant vnde mig den leffuendis Gud at faa got aff det oc aldri sandere mere! PlV 8020-22; saa sant migh gud hielpe euindelige och alderigh sandermere (1586). DM3 III. 167; medius fidius, saa sant hielp mig Gud. Etym 435; – faa hun skam, ssaa sseeth ssom hun haffuer alth weredtt her (1549). DM3 I. 325. – til s. (isl tilsanns) = o(på) s.; vill iech sige ether thet til saanss. RD II. 131; hand burde sith euentiir oc sagde til sans. RD II. 133. 2) sanddru, pålidelig; ssom the kunde vdspørije af sandt mandt oc sandt quinde, som tiill thro kunde stoo (1538). FA II. 153; the ey rettere hagde hørtt eller spurdt aff sanndt manndt och sannd qvinnde (1558). Rsv II. 213. 3) ret, virkelig; hand vor sand arffuinge (1539). Rsv II. 97 (= rette arffuinge sst.); AM 187 12-3 (ovf. II. 871 a53). 4) skyldig; Rsv* V. 514 (ovf. II. 605 b21); HKv 733 (ovf. III. 515 b26); om i ær sand i thenne sag. RD II. 115; hand er sand for sag ɔ: sandskyldig. PSO II. 164. Jf us.Sand, to. 1) – så s. forstærkende; (1540). DM I. 174 (ovf. III. 686 b7); Gud bedre saa sandt mine stackell børn (1655). DS2 II. 310. Jf dags. Sandfærde[dig]lig(en), bio. (fsv sanfärdhelika) i sandhed; som hand self sandferdeligen sammendragen haffde. Hasenmüller a 2; dicter, liuger, tall icke sanferdeligen. Etym 439; Wulff 20; Brochmand I. 560 a; hvad sandfærdelig i denne beleyring er observeret. HiørP dedik b 3; Rothe, Griffenfeldt II. 168 (ovf. II. 233 a18); klarligen oc sandfærdeligen forfare. RFII 113; – er aff et uskickeligt lefnet sandferdigligen berøctit. JDM a 8. Jf sandfærdig, også i æ Dsk; Etym 248 (u. cordatus), 309 (u. veridicus), 688 (u. luculentus); us.Sandfør, to. sandhedskærlig; dørren lukkes hart i laas for sandfør mand. PSO I. 375.Sandgøre, go. godtgøre; huilchet jeg vil bevyse och sandgiøre. Rsv* IV. 24; scriffthen oc gudtz ordt ere sandgiort oc fulkomne. Art a 1v; effter saadant er beujst oc sandgiort. Hvf V. 148 (= l probatis probandis. DC 169). Jf isl gera satt.Sandlevende, to. levende i sand gudsfrygt; alle sandleffuende, tro Guds børns gierningers rætfærdighed (1640). KhS3 VI. 641. Jf isl sannlifa. Sandermere, bio. 2 g i sandhed mere, fuldere; badt hun gud saa ssandt hielpe seg aff all hendes nødt oc icke sandermere (1540). DM3 I. 174; the 16 kunde ey sandermere udlede eller spørge (1590). Rsv IV. 194. Jf ovf. Sand[sænd-]sage, no. 1) (isl sannsaga) sandt udsagn; du faar iche aff den skiønne iomfru, foruden du siger mig di sandsager tre. DgF II. 97 b = thry ord saa sand. sst. 96 a. 2) (sv sannsaga) fortælling; denne godhed betegner Christus oss med den glædelige sandsage. TSd 131v; saadanne sandsager oc mirackel. HWR 263v; – Gensv o 1 (ovf. III. 451 a20); – historier, krønicker, ewentyr, sendsager, CP IV. 22715; PE 386 (ovf. III. 314 a1). Jf sage.Sandsage, go. 1) stadfæste, bekræfte; Iesus nu sielff sandsager oc stadfester engelens ord. TVd 50v. Jf isl sannsegja. 2) spå; sagd e hannom, sandsage oss. Mark 1465 (∾ Luk 2264) (1524; 1550: spaa); Z sandsagit sigendis. Luk 167 (1524; CP, 1550: spaaede). Jf t wahrsagen.Sandsager, no. sandsiger, spåmand; en pyge, huilken ther haffde en sandsagers aand. ApG 1616 (1524; Luth: wahrsagergeist); du est en sandsager vjss. VdV I. nr. 8 v 6; spaamend, stiernekigere, chaldæer sandsagere. Dan 511 (1607, 1647); verator, spaamand, sandsager. Etym 1426.Sand(e)sagn, no. = sandsage 2); effter deris sandsagn ført meget ind vdi denne min historie. VdS fort 30; – thz skal man wide for sendhe saffn. Rkr a 4v. Jf sagn 1).Sand(e)sagn, no. 2) spådom; de spaa eder falske syner oc sandsagn. Jer 1414 (1607, 1647).Sandsigere, no. = sandsager; nogen sandsigere eller tegens vdleggere. 5 Msb 1811 (1550, 1647); det hemmelige kunde icke stiernekigere, spaamend, sandsigere giffue kongen tilkiende. Dan 227 (1607, 1647).Sandskyldig, to. (fsv sanskyldhogher) 1) ret, ægte, samme; ipsissimus, hand er den sielff samme, rætt sielff samme, sandskyldig. Etym 597; nothus, wecte, icke den rette eller sandskyldig. Etym 821, 1425 (u. verus); som med dette kald skulle handle, at de uden al vild og venskab maae ramme paa den sandskyldige (1658). KhS II. 219; en tings sandskyldig begribelse er videnskab. ComD § 357 (= l vera). 2) skyldig; ieg veed mig wskyldig, de finde vel paa den sandskyldige. Tdm II. 69; seer ickun paa hendis øyenlade, hun er sandskyldig i alle made. Heg 79; vndersigis oc dømmis at være sandskyldig. Heg 88; nu seer i, hvem den sandskyldige er, som har fundet og fordulgt eders guld-armbaand (1667). Bircherod 110 not. – PSO II. 164 (ovf. 686 a32).Sandespart, to. usand; huelcken theres vnyttig och sandespardt brasch ther haffuer nw om sider vth nøid oss paa banen medt them. Præd 24. Jf spare sandhed (u. spare). Sandspå, to. (isl sannspár) sand i sin forudsigelse; gid du bliver blaa, før du bliver sand-spaa. PSO I. 404. Jf spå.Sandsættelse, se samsættelse.Sandtalen, to. (n sanntalande) = sandfør; sandtalen qwinne haffwer faa wenner. PL** I. nr. 368. Jf ren-, rundt.Sandagtig, to. sand; huadsom sandtafftight er. Fil 48 (1524; CP, 1550: sant; Luth: wahrhaftig).Sandagtig, to. (sv sandaktig) sandet; store sandactige ørckene. Bunt* II. 9; paa sandactig udyrket iord. Kyll 105 d.Sande, go. (isl sanna) bekræfte, godtgøre sandheden af; met tw eller try vidne skulle alle ord sandis. Matth 1816 (CP = stadfestis. 2 Kor 131 (CP)); Jf: matte han thet sanna meth twigge withirlaghamanna witne. Rsv* V. 4; Lund; VSO.Sande, go. (sv sanda) bestryge med s. M.Sande, go. – erkende; hand jo skal sande det, at hvilen jo er god. DV IV. 297. Jf bes.Sand(e)mand, no. (isl sannanarmaƀr) 1) sandhedskærlig mand? mectige herrir fattis icke andhet en sandmendt, ther thennom burde oc schulde rwndelighe paa mijnde oc vnderwijse wdi all theris brøst. PE 171. Jf: sannæ men. ErL 134. 2) en til meddommer (på livstid) udvalgt mand; (1483). Tvd 12020 (ovf. II. 748 a46); nar som sannemennene i Suineborgh vpkreffues till ath giøre togh (1504). FA I. 92; sandemennene i wor stad Othensse. sst.; sannemennd skwlle icke suerre om eidom epther thenne dag (1523). GhA II. 75; (1548). DM4 II. 109 (ovf. II. 746 a46); om dennem vdi førstendommet kom nogen marcktrette imellem, skulle icke sandmend der til komme. Hvf VI. 103; (1609). HübB 571; klagis der, at sandmænd icke vide ret marcke-skæl. Bernts III. 471; sandemænd skulle være otte lovfaste og boesatte dannemænd, og af fogden til tinge udnævnis, i herret, birk, eller bye, i tviflsom drabs sager, og naar der tvistis om markeskiel. DL 1-16-1. Se også ovf. III. 595 a26 ff. Jf sanænd mæn. JL 2, 1; Stm 186 ff. 3) skimmel (på øl o. lign.). M.Sandmand, no. (t sandmann) sandsælger. M.; – v Aph I. 575 a.Sand(e)mændsbrev, no. skriftlig udtalelse af sandemænd; en. sandmendtz breff, szom er giortt wtj Harim marck oc ther skildt hans endels marck att (1550). DVb 279. Jf brev 1).Sandemændsbrev, no.; (1541). Rsv I. 67 (ovf. u. bemælde 1)); (1541). DVb 223 (ovf. V. 319 a53).Sandemændsed, no. sandemænds ed (ved en afgørelse); thette forscreffne skiell giørde the meth theres sanemends edh (1510). Tvd 12717, 36. Sandemændsgang, no. sandemænds virksomhed ved at fastsætte markeskæl; thuende sandmendtz gange ath wære giortt (1596). Rsv IV. 463; der ikke mældes om, at der tilforn på hine åsteder havde været drevet nogen sandemændsgang. SR I. 297. Jf olding(e)gang.Sand(e)mændspenning, no. en udredelse til sandemændene (når deres skøn krævedes)? for skade, the thennem giordh haffwæ, och for sanmenz penningh, som the haffue there for vtgiffuith och loffuith (1488). Hüb I. 61. Mulig bøde efter sandemændenes skøn? Sandemandssten, no. en af sandemænd sat skælsten; droge the vester opaa till en andenn sandmandz stienn (1556). Tvd 5823; jf sst.19-21: thend stienn, som sandmend satte. Sandemændstog, no. 1) sandemænds afgørelse; (1527). Rsv IV. 139 (ovf. II. 727 a22). 2) virksomheden som sandemand; (1496). Hüb I. 83 (ovf. III. 298 b37). Jf tog.Sandemændstog, no. 1); thet er thet samme marckeskiel oc sandmentztwg, som ther vor gort (1514). Hüb I. 110. 2); GP § 10 (ovf. III. 284 b51).Sandelig, to. (isl sannligr) sand, sandfærdig; ladt thet nw wære saa sant, ath inthet er meer sande ligt. PE 67; at giøre saaledis deris klage dismere sandelig oc trolig. Heg 43. – Som bio. i sandhed; HS 1537 (ovf. II. 795 b41); om han gonger vid æy so klarlige oc sanneligh. NdM VI. 195; hand vaar sandelige skyldig for sag. VdS 492; – sennælig tha fiæl kronæn af danskæ mæns howet. NdM V. 188; RD II. 168; certe, visselige eller sendelige. CPV; SmdH 41; PE 44; han war sennelige ophøghz. Ps 625 (FrV, sannelige. sst. 623).Sandelig, to. – virkelig; met hwilked hanss sandelige mandom oc alder mectigste gwddom merkiss kwnde. CP I. 205. – Som bio. – sandfærdigt; Br 15612 (ovf. II. 804 a12).Sanden(sænden), no. sandhed; om mand maa prøffue sanden. Rsv* V. 141; (1470). DM I. 268; RD II. 7; i skulle kende sanden, oc sandhed skal gøre eder fri. Joh 832, Rom 91 (CP; de andre overs. begge st.: sandhed); det er sanden, som Esaias tilforn sagde. TdmU f 5v; DgF III. 100 a (ovf II. 94 a15); Kv v 2046; VdS fort 29; mit sanden maa ieg bestaa. Heg 176; BT III. 127; GFK 57; det er ej alt sanden, som er sandingen ligt. PSO I. 282; – vestæ ey megit at suaræ mod sennen. MR 7413; Rkr c 2v (ovf. u. framslå). – Guds s., se ovf. II. 94 a15. – (o)på s. ɔ: for (som) sandhed; wonne alle endrecteligh oppo theris gode tro oc sannen (1486). DM IV. 18; – huilcke men vontne paa sæle oc sanden (1507). DVb 128; – wonne paa tro, siel oc sanghen (1532). Tvd 651. Jf us.Sanden, no. – for s. = for sand; som manghe for sennen thage aff røøn. Dyrerim 1.San[sæn]dende, no. (isl sannindi) = sanden; HKv 4019 (ovf. III. 515 b12); hwat ræt ok sannende er ther vm effter rikens ræt (1421). Antisl XIII. 111; RD I. 333 (ovf. III. 653 b14); thet er dog saninde, iech seyer eder. RD I. 39 (= sant. RD II. 167); – hwa som wrthær opstæffændæ at syghæ sænnændæ om naghær sagh. Bl I. 153; AM 187 3311 (ovf. III. 653 b4). – til s. ɔ: til bekræftelse; till wissen sanninde oc witerligheyt. DC 5; – tiil sænændæ allæ tiissæ stikkiæ [ladæ] wy waræ jnciglæ hengæ foræ thettæ breff (1404). DoB 177; – ved s. ɔ: i sandhed, trolig; with war godz tro oc sannend. DoB 16.Sandhed, no. hunk. (∾ fsv sanhet) i nuv. bet.; Psb I. 55; T 145; Psd I. 34 a; Gudz sandhed hwn bliffuer lige vell sandhed. LaurU 6; køb sandhed oc selg hende icke. Ordspr 2323 (1550, 1607); sandhed til gode (i det de ville hende icke høre). HWR 257; Heg 153; sandhed kand mand vel perse oc trycke, men aldrig skal mand hende quelle. Pouch a 4v-a 5; Kemp* 57; SkR kk 3v; sandhed er en suur kost. der vil salt at drysse hende med. PSO II. 226. – sondhed. T 256. – Guds s., se ovf. II. 94 a12 ff.Sandhed, no. – MR 13025 (ovf. IV. 769 b45); thet swo i sændhet ær (1493). CodE 181, 355.Sandi(n)g (sændi(n)g), no. (fsv sanning) = sandende; han skal ey spøre sannyngen af dødhe. ÆB 5 Msb 1811; CP I. 16, 30; siiger andit, endt thet sandningen er. Rsv* IV. 36; T 149; sandingen ieg nu sige vil. HWR 55v; VdS 47; meening er ej altiid sanding. PSO I. 216, 282 (ovf. u. sanden); – om thet er sandighen, Gwdh sigher. T 92; – questio, pyne at vd spørge sennyngen meth. CPV; – vero, at syge sendigen; verax, som siger sendigen. CPV; – thette skulle i gode men wiide i sagningen, at ieg haffuer Danmarcks riges radz dom. HübB 81. – Guds s., se ovf. II. 94 a6 ff. – for s. = for sand; ieg siger eder for sandinghen. CP I. 84; DgF II. 2 b. – (o)på s. = (o)på sand; winne thet upa wor gode tro oc sanningen (1482). Rsv I. 19; Tvd 2220; – soere paa siell och sandigen (1587). Rsv IV. 106. – til s. = til sandende; tiill ytthermere sandynghen herom (1542). DM I. 341. Jf us. Vis mere +