SindSind, no. (fsv sin, mnt sin) 1) sans; andhet sindh ær hørelssæ ... trediæ sindh ær smagelsæ. Mc 3, 7; odoratus, det sind luct. Etym 837; det er det første sind, følelsen. ComD § 323. – twinge thine syn wndher tyktugheth. Kemp 355 (= l sensus tuos); HS 14730; HM 131; Mc 3, 1; deriss fem sind. CP II. 119; tror ieg ther att wære brød oc wiin, thy miine sind lære mig thet. T 148; PE 14; hwilckit Gud giør mig lige som sindelig oc smagelig i de begge sacramenter, at jeg aff mine udvortis legemlige sind, aff seen, tagen, finden, følen, smagen. JDV k 8v; BT I. 90; vin prøves med alle sindene. PSO II. 91; (1685). DS V. 224; – sa ønkelig sorig ther hwn fæk, ath allæ hindis sinnæ nær for gik. RD II. 97; ath jek maa ther jngangæ mz allæ myne fæm synne. T nr 553. 7; vort legem oc fem sinde. Hex 255. 2) tanke, sind, bevidsthed; thz kunne ey gaa wdaff myn sind. Rkr p 1; haffuer vend min sind til slige fortrøstninge. TP b 4; det gør mig ont i al min sinde. Heg 82; ere baade sind oc fornufft, maal oc mæle borte. VdIG c 8v; sla all vor sind oc santz, hu oc hierte, fra dette iordiske. Kemp* 14; slager sin sind fra sine regnskaber oc forrige gierreskab. JDV q 10; de ret dannede sinde. BT II. 73; sindets. sst. – give s. ɔ: give agt; paa scriffthen, ther stodh, gaff hwn oc syndh. Rkr c 5 – særlig i udtryk om at være (ikke v.) ved fuld samling (afsindig); det hielper den siuge meget, ath han kommer til sinde igen. CPU 4v–5; compos animi, er ved sit sind. Etym 977; – da miste hwn sine sind oc begynte at tale galne ord. CP I. 291; PE 287; halffgalen oc icke vel ved sindene. Tdm II. 136v; VdS 40; forbistris oc berøffuis deris sind oc fornufft. VdPs d 7v; Urfé I. 43 (ovf. u. findelse); frykt borttager raad og sind. PSO I. 137; Jm 29; – særlig fra s. ɔ: afsindig; mente captus. som er fraa syndhe. CPV; ath han skal icke bliffue galen eller fra sinde. CPU 4v; naar i hafve nected den vjse at kunde være fra sinde. BT II. 201; Isegrim er fra sine sind. HWR 251v (= nt nicht bi sinnen. Schröders udg v 5857); – hwn er fra sine synne. ÆdS 116; de sagde, hand kommer fra sindene. Mark 321 (1550; 1524: er worden vsindige; CP: vaar galen; 1607: er forryct; Luth: von sinne kommen); styrcker hiernen oc hiertet, oc om nogen fra sinde vaare, giffuer sindene igien. SmdLb VI. 74; I. 23. Mulig af bet. 1), jf nuv: ved sine fulde fem, se OG 420; FeilbO: fem. 3) mod; toog hand sind og raad fra kong E. VdSv 172; toge de sind oc mod til sig. Hvf I. 62; redintegrare vires, tage sind oc mod til sig. Etym 1287; som haffue med deris mod, ja med sind oc dapperhed indtagit sig lande. SkP 210. 4) tilbøjelighed; thet Gud forbiyde, wij haffde sijnd til nogen ny tynge eller beswaaring. PE 110; VdS 67; kand din sind till pigen falde. TK 52; en hafver sind til gierighed, en anden til ofverdaadighed. BT I. 90. 5) råd, middel; tencke ther sin oc made till, at then forderffuelige kriigh matte afflegges. DC 216; ati wele hertill tencke the beste sindh, hworledes thet kwnde best tilgaa vden forfang (1497). DM3 II. 23; (1525). NdM V. 42; det flyde hand saa met lempe oc sind. BR a 2; PE 428; han (ɔ: Gud) wil tencke ett sind der til oc søge seg andre discipler. TVd 196. 6) mening, indhold; lyddæ effter thette synd, som effter kommer. DC 195; framsagde syne ordh widh thette synd som her efftirfølger. DC 283. 7) i s. ɔ: i tanke; Rch 196 (ovf. I. 496 b8); kong Knud tog sig i sinde, at keyseren vnder det bryllups skin skulle vilde locke hannem vdaff landet. Hvf II. 26; kom hannem i sinde, huad den stolte jomfru hafde sagt. ClS 49. 8) med s. ɔ: med værdighed, sømmeligt; the, som wæl meth tucht kunnæ oc gothe synnæ (1406). Nyrop, Skråer II. 23; han feld i kne medh twkt och sinde. RD II. 25; her H ind at dørren treen med tucht och megen sinde. DgF II. 97 b; III. 193 a; den iomfrue fagnet thennom met thogt oc sind. DgF IV. 57. 9) til s. – a) blive (være) t. s. ɔ: få (have) i sinde; bleff kongen anderledis til sinde. 2 Makk 1322; hand blef ævig tilsinde vd i verden at gaa. Hex 11; bleffve de tilsinde endræcteligen at drage need. RFII 129; – nogen af vort raad skulle være tilsinde at opskrive os huldskab og mandskab (1523). NdM II. 148; hvorledis hand var til sinde med rysseren oc den ljfflandeske handel. RFII 300; – bleffue de til sinds at ville seyle imod hannem. VdS 51. – b) føre til s. ɔ: minde om; se ovf. u. føre 10). – føre sig t. s. ɔ: lægge mærke til, give agt på; huor fore vi haffuer os forberørte leylighed billigen tillsinde ført (1634). KD III. 138–139. – c) til behag; thenom falder tillsinde huerckin the gamble eller the ny seedijr. PE 436, 200 (ovf. III. 60 b38); ErU d 1v (ovf. III. 514 b14); strax mand giør noget, dem icke falder til sinde, ville de icke forlade. Tdm II. 75; som j wiide, huorledis saadant er oss thillsinde (1588). DM4 I. 363. Jf hveges., ensindes.Sindebillede, no. (sv sinnebild, t sinnbild) sindbillede, tegn; om det bliffver udi it emblemate eller sindebillede forknyttet. Pros 558. Ordet udgår snarere fra sind 1) (jf Grundtv Hdob.) end fra s. 2) (jf NMP Myth 1).Sindebillede, no.; TkH 25 (ovf. IV. 935 a28), 11.Sindefald, no. stemning, tilbøjelighed. M.Sindefang, no. bevidstløshed, ligfald. M. Jf fang 8).Sindefrygt, no. frygt i sindet; hvad sinde-frygt og fare, som dend u-vaanlig syyn sig kunde efterlat. KC* d 1. Sindfuld, to. forstandig; han var aff vise mænts tal, som framtalet thettæ sinful ord. HS 15031.Sindegrib, no. indfald, tanke; sit sindegriff oc poëtiske dict med siirlige ord beklæde. Pros 5. Jf grib.Sindklemt, to. beklemt, ængstelig; hãr giort dig sorrig-saar, sind-klemd oc hierte-bange. Hex 207.Sind(es)løs, to. (mnt sinnelos) 1) uforstandig; vi, som vare sinløss. HS 7633. 2) bevidstløs; hand vaar maalløs oc sindis løs en tid lang. Hvf VIII. 75.Sindløshed, no. sansesløshed, uforstand; 5 Msb 2829 (T (ovf. III. 556 b12); 1550: wsindighed).Sindmaling, no. = sindebillede. M. Jf malning.Sindre, no. stemning. M. Ordets sidste del er vist = re(d)e, jf bet. 6). Den i VSO fremsatte forb. med isl sindra (jf sinder ndf.) er urimelig.Sinderig, to. forstandig; saa dyderiig, saa sinderiig i vaar i alle tjde. HenrJR tt 3. Sv sinnrik; t sinnreich efter nuv. brug.Sinderig, to. – kløgtig; Bernts I. 318 (ovf. V. 414 a43); den sind- og kunst-rige CV. AB I. 127; saa store skialdrers sindrige hierne-børn. Brink, Salom Høje Sang (1695) fort a 6.Sindvendt, to. omstemt. M. Jf hugv.Sindagtelighed, no. sanselighed; the, som æffterfølge there synaktelighedh, besmitte theres samwidh. Kemp 45 (= l sensualitatem); tillok thin sinaktelighetz dør. sst. 8518 (= l sensualitatis). Jf sst. 221.Sinde, go. 1) (mht sinnen, ags sinnan) sanse, mærke; odorator, som synder noget mz luct. CPV. 2) (isl sinna, t sinnen) tænke (på); i det vi sinde oc sandse deruid oc ved troen tilegner os hans lidelser. Rosenkrands, Undervisn 26; sindede han derfor idelig paa hielpemidler. Lund, Egede 28. Jf be-, fors. og egen-, en-, from-, hvege-, hvegel-, kort-, krig-, mild-, pir-, prip-, tung-, tvesindet.Sinde, go. Jf efters.Sind(e)lig, to. (mnt sin(ne)lik) i stand til at sanse; en sindlig oc sandslig siæl. BT III. 112. – Som bio. forstandigt, snildt; viismanden Syrach giør det oc ret sindelige. Hex 78; naar de (ɔ: traner) i luften klar fiin sindelig marchere. Hex 210; Etym 521 (u. ingeniose). Jf af-, be-, egen-, ret-, skarp-, særs.Sindelig, to. 2) (ht sinnlich) opfattelig gennem sans; JDV k 8v (ovf. III. 725 b25). 3) forstandig; som sindelig ved alterens høyre side mon staa. RFK d 4v (jf sst. d 5v: en fin, lært mand). Jf kald-, sam-, us. Sindelighed, no. sanselighed; leghems lyst oc sinnelighetz begerels. HS 18431. Sindelighed, no. 2) forstand; jek offær tek alt myth leffnet oc synnelighetz tanckæ oc alle mynæ ordh. T 553 40v; RFK g 7 (ovf. V. 347 a37). Jf ubes.Sindig, to. (fsv sinnogher, mnt sinnich) 1) forstandig; Etym 521 (u. ingeniosus), 1001 (u. prudens); de edrue oc afholdne ere sindige (ved god forstand). ComD § 823; – han vilde høre hendes raad, hun var paa landet fast den sindigste matrone. Ped Pårs B 2, S 3. 2) sindbilledlig; et emblema eller sindig maling. PSO II. 36. Jf en-, from-, høj- (u. høg), lang-, let-, næm- (u. nam), ond-, ret-, sagt-, stiv-, sær-, tve-, us.Sindig, to. 3) besindig; wogende, edrug, syndig. 1 Tim 32 (1524, CP). Jf af-, blød-, dyb-, fra-, ild-, kald-, klejn-, knap-, sam-, skarp-, stor-, vankel-, van-, vild-, vrævls.Sindiglig, bio. = sindelige; din gang paa tolf aars tiid du (ɔ: planeten Jupiter) sindiglig forandrer. Hex 57. Vis mere +