SjelverS(j)elv(er) (sjalv), to. (isl sjalfr, fsv siälver) selv; Gudh skal siælff foresee offreth. ÆB 1 Msb 228; thet, ssom er wildfarelsæ i segh sielff. T 174; TSd 55 (ovf. III. 255 a29); hørde Christo sielff til. TdmH a 2; huilcket thennom sielff gaat siønis (1576). Rsv* IV. 294; at du met ydmyghed kiender dig sielff. Kemp* 60; – som han siellwe ether vnderuisse kand. Allen 173; – ieg selffuer seer stor vsyn paa mit legeme. CP II. 378; (1531). NdM VI. 115 (ovf. III. 438 b29); – han oc selffuer sagde saa. Dial 31; – lede mek vp mæt selffuer seck. RD II. 136; – kungiorthe ther selff (1421). Antisl XIII. 111; sig orket ey self at hielpe. HKv 463-4; huer betencke det til alle gode, som hannem selff ligger mact paa. PlSk c 2; vilde haffue stunget sig selff ihiel. HWR 45. – pawen haffuer det selffue wit. Dial 32; du stieler fra dig selffue. PlD b 6. – flt.; the swighe seg sielfwe. HS 553; j siælwe wthwolde herræn. ÆB Josva 2422; – afgude, ther the sialue giorde. HKv 296; – Luc 27 (ovf. III. 660 b33); the jkcæ sælwæ kundhe tidh kommø. MR 311; som min fruæ oc her Folmer ther seluæ nærwærendes woræ (1406). DoB 301; (1415). Rsv* V. 84; (1431). årb 1874. 421 (ovf. II. 877 b13); wj selffwe wæpnædhe skullæ gonge j Canaans land. ÆB 4 Msb 3232; DC 332 (ovf. III. 438 b36); (1483). GhA II. 52 (ovf. u. færde); (1499). Hüb I. 87 (ovf. II. 433 a5); CP I. 244 (ovf. III. 41 a18); saa framt the ey selffue skulle stande oss tiill rette. Rsv* IV. 98; PlSk d 6v (ovf. III. 635 b12); HWR 60v (ovf. u. desemellum); selve rives ulve, naar de have ikke kalve. PSO I. 105. – forstærkende ejef.; kronens sellffue jordt egnæ bønder gorde (1528). NdM V. 312. – af (sig) s. ɔ: i sig selv, fuldt ud; RD I. 25 (= sst. II. 154, ovf. u. af 7)). Jf isl ágætr (góƀr) af sjalfum sér (at sér), se Fritzn2 I. 9 a og b, 82 a. – 3 g. thw siælfst ær swæghen. ÆB Dom 1135; – under selveste assessorens ledelse. Dgbl 8/5 1900 sp. 4. Jf Rdqv II. 548. – Jf Ark XI. 192 f; råds ovf.S(j)elv(er), to.; – Anch II. 568 (ovf. III. 781 b5); kommer han til ordz oc maa tale sel. HWR 183v (rimord: vel). – han (hun) s. ɔ: den rådende; hand-selv pro manden i huset, hun selv pro qvinden udi huset. PG 260. Jf: til de Selve kom tilbage. Sibbern, Gabr Br4 I. 55; FeilbO: selv 2); Rietz: sjalver 2); PG 260. – med et ordenstal ɔ: en af de til dette svarende grundtal; (1553). DS III. 78 (ovf. II. 170 a5); er kommet selv anden at tælle mit korn (1660). KhS5 III. 539; – (1552). ovf. I. 373 a3; hand drog selv fjerde der hen. PG 442; – han var selvtredie eller selvfjerde med kaptajnen. HT8 III. 164; – holte ieg mig i arcken sielff ottende. Jac 13; – (1474). DD 106 (ovf. III. 732 b23); (1541). DM4 IV. 219 (ovf. V. 358 a2); – haver han ganget selvanden og undertiden selvtredie (1605). DM4 IV. 129. Jf selvanden; Sdw II. 346 a18 f; SchuL IV. 464 a21 f. – af sig s. 2) (sv af sig sjelf) af egen drift; Etym 1471 (u. voluntarius); NL 2116. – for sig s. (sv för sig sjelf) ɔ: alene, særskilt; Etym 207 (u. discrete), 1189 (u. solus), 1424 (u. seorsum); FD 28 D (ovf. V. 119 b23); jeg haffuer siden sidid stille for mig selff och leffuid udi min enlighed (1658). NdM IV. 73. – Om brugen som bio. se Brøndum-Nielsen, Forfatterbestemmelser 127. Selvanden, to. 1) i følge, i fællesskab med en anden; der er en enlig oc icke selff anden. Præd 48 (1550, 1647; Luth: selbander). Endnu brugeligt. 2) frugtsommelig. M. Fynsk. Jf isl eigi einsaman se Fritzn2 I. 309 a.Selvbegærlig, to. ønskelig (af en selv); att ieg paa min tillbage komst maatte finde edersz mayst wed all sellffbegerlig prosperitet (1661). DS2 IV. 254–5; befalendes eders kierl. den allerhøyestes trygge beskermelse till all sielffbegierlig velstand (1676). Vaupell, Griffenf II. aktst 55, 57; ønske eder all selffbegiærlig velstand oc lycksalighed. RFII 452. Jf begærlig.Selvbo[ø]den, tm. (sv sielfbjuden) selvbuden, uden indbydelse; wi tho vil selboden komme. Rch 65; – parasitus, snyltegiest, selfbøden. Steph I. 292 a; den samme skulde komme selffbøden om anden dagen igien. SkP 381; selv-bøden steg lukter. PSO I. 144; -selv-buden. sst. 422. Jf bjude.Selvdigtet, tm. (mnt sulfdicht) op- digtet; menneskens selffdictede regle oc paafwndt. Mb 43v.Selvdynkenhed, no. vilkårlighed; skulle saaledis opthagis och retferdigis epther nogen serdelis wild eller selffdynckenhedt (1585). KD IV. 670. Jf dynkelhed ovf. III. 139 a51 og smsætn. med dynkel.Sjelvdød, to. (isl sjalfdauƀr) selvdød; i skullæ haffwe asænæs siælffdøth taliæ. ÆB 3 Msb 724.Sjelvdød, to.; – naar du aff selffdød koe bereeder dig en hud. Skd 12; naar du sielfdød dig betænker. SD d 3. Selvsed, no. egen ed, ed af pågældende (modsat: ed af mededsmænd el. vidner); dyllæ meth sælfs eed. Rsv V. 31.Selvegen, to. 1) havende i eje; same selffeghne bøndher, som i same gaarde bor, skulle giffue then arligen skyldh (1527). KhS VIII. 148. 2) værende selvejendom; sielffeigne eller skatte gaarde. Bernts III. 408. Jf t selbsteigen.S(j)elveger(e), no. (sv sjelfägare) selvejer; hand er en selffeyere till samme gaardtt (1591). Rsv IV. 306; – flt.; han selff tolffthe med godhe selffeygher giordhe syn laffheffdt (1474). DD 106; Tvd 12025 (ovf. II. 711 b4-5), 2320; – bønder oc sælægher (1496). Tvd 2225. Jf egjere.Selvejgergods, no. selvejergods; giøris wæderlaug med selffejger gods. Bernts II. 70.S(j)elvej(g)ergård, no. selvejergård; sielffeiger oc skattegaarde. Bernts III. 408.Selvejergård, no.; Fdg 30/4 1692 § 9 (ovf. II. 777 a26).Selvejgerskov, no. selvejerskov; selffejger skouffve bønderne selff skal tilhøre. Bernts II. 70.Selvfaldende, to. faldende af sig selv. M.Sjelvfordærv, no. ødelæggelse af sig selv; o egen sielf-forderf, o blinde haabnings længsel. SP c 3. Jf fordærv. S(j)elvføding, no. (n sjølvføding) et enligt menneske med egen husholdning; alle piger, som ere selffødinger, skulle giffue thennem y tienniste (1549). MbG; KD II. 445 (ovf. III. 445 b33); hudde, stude, løsgengere och sielf fødinger (1606). KD II. 538; thienneste løse folck, arbeider, daglønner, sielffødinger och andre deris lige (1610). KD I. 585; løsgængere eller selvfødinge, mands- eller kvindespersoner (1629). DS VI. 115. Jf føding 2).Sjelvfødt, tm. født af sig selv; skulle wij oc lade desse sielffødde christne fare, hijne giendøbere eller tilbagedøbere. TVd 103v.Sjelvgirig, to. begærlig efter at få sin vilje frem; alle sielffgirige oc egenwillige menniske. TVd 154. Jf girig.S(j)elvgod, to. 1) (sv sjelfgod, n sjølvgod) god i egne øjne, indbildsk; hand skal icke weræ for sielffgoedh. T 31; aldhæ falskæ meeninghæ och sielffgodhæ tyckæ. T 36; saadane som ij deres egen mening ere saa sielffgode oc ij alle menniskers aasiun wille for saadane deres gierningers skyld were de beste. TVd 144v. 2) egennyttig; mangen egennyttig oc selffgod. HWR 115 (= nt egennüttiger. udg. 1549. 105); findis nogen saa wfrom oc selffgoed, om hand bliffuer ombedit, och will iche hielpe at driffue queg aff wongenn. Webers Saml. I. 88.Sjelvgodhed, no. hunk. selvretfærdighed, indbildskhed; saadan er den opbleste sielfgodhed oc pharisaiske fromhed for Gud, endog hun siunes meget anderledis for menniske. TSd 203.Selvgro(et), tm. groet af sig selv (i sin form) ikke dannet; RsJ g 1v (ovf. II. 711 a25); KC* a 4 (ovf. II. 560 a45); PSO I. 459 (ovf. II. 711 a27).Selvhave, no. (fsv siälfhava) eget eje; selffhaffue er altid bedre, end mand skal gaa at Kiler gade met hatten i haanden oc biude der vd ti eller tolff af hundret. VdG b 7v; selv-have er en herre. PSO II. 242. Jf have.S(j)elvhellig, to. hellig i egne øjne; hijne sielffwise oc sielff hellige. TVd 71; de howmodige, sielfhellige skulle ydmyge seg. TVd 35v (MbG sidetal uret); jøder og papister, som vaare meget superstitiosi oc selffhellige. Mariager b 7v.Sjelvhellig, to.; 2 prøvest.; sidetallet er 35v (som i MbG).Sjelvhellighed, no. hellighed i egne tanker; aff stor opblæst sielff hellighed oc aandelighed. TVd 104.Selvkommen, to. kommen af sig selv. M. S(j)elvkommende, tm. kommende af sig selv, ukaldet; hwad vløst Gud haffuer til saadane sielf kommendes aander. TSd 180.Selvkravendes, to. ukrævet, af sig selv; wil han thet ey betale selffkrauendis, tha skal han annen tijd betale twifald. Suhm I. 2. 51. Jf isl sjalfkrafi, krave ovf. II. 618 b.S(j)elvkær, to. (sv sjelfkär) egenkærlig; sielv-kier (overskr.): mit sind fornøyer sig ved penge, sølv og guld. SD d 7v; selv-kjer er ingen kjer. PSO I. 37.Selvlju[y]dende, no. (sv sjelfljudande) selvlyd; de Bemer skrifve tidt stafvelser uden selvlydende. PSB 29; vocaler eller selffliuddende. Pros 247. Se også ovf. III. 65 b16, 20. Jf ljude. Selvlærd, to. lærd uden at gøre sin kundskab frugtbringende; selv-lærd intet værd, lærdom uden brug er ej bedre end skyvlt uvidenhed. PSO I. 259.Selvmindt, tm. (n sjølvmint) af egen drift, af sig selv; at der skal komme nogle stegte kyllinge selffminte flygendis i munden paa hende. PlT a 6; alt det, hand hafver lofvet oc tilsagt hannem (enten self mindt oc unød eller budden). ComD § 856; – der som nogen selff mindt kløgis. WD II. 129. Selvmodighed, no. egenvilje, egenrådighed; altingh er nu sett y wor eghen selffmodighedt, huilken then haffuer, hand er wyss och lerdt nock. DM V. 262. Jf mnt sulfmodich.Selvmyndig, to. (sv sjelfmyndig) uafhængig; KPs a 3v (ovf. II. 726 b36); M.Selvmyndighed, no. (sv sjelfmyndighet) myndighed. M. Selvråd, no. isl. sjalfráƀ) egenvilje; lad tilsammen, hvad Gud vil, selv-raad ellers vil bedrage. AB I. 197.Selvrådende, tm. (isl sjalfráƀandi) selvrådig; vi ej ville smigre med denne uskjønsomme og selvraadende verden (1555). KhS V. 309; faa de methold aff den wskønsomme oc selffraadende almue. Heg 95. Selvrådig, to. myndig, uafhængig; saa vaaxen oc selffraadig, at hand kunde lade sig bruge i krig. VdS 312; Gud er alene en selfraadig herre offuer døden. VdPs c 8; udi alle ting være sig selffraadig. GHD I. 120. Selvrådig, to. 2) (sv sjelfrådig) ustyrlig (egenrådig); vil syndre didvandre selfraadige fort. SortSk 72 (jf trykfejl sst.); SortS 71 (ovf. II. 637 b40).Selvskifter, to. delende sig selv, let at dele; sijldh ær selff skiffther madh. PL** I. nr. 34. Selvskin, se seldsjun.Selvskyldiger, no. borgen, kavtionist; som selfskyldiger och forlofver hannem for hofvidstoel at tilfridsstille. SR II. 228. Jf t schuldiger; nuv. selvskyldner (t selbstschuldner ɔ: den egentlige skyldner). Selvsort, no. = sulsort. M. Jf VSO: sælsort.Selvstrid, no. strid med sig selv (fornuftens kamp med drifter). M. Jf sv sjelfstridig.Selvstævnt, to. mødt uden stævning. M.Selvtagen, to. påtagen; ieg dulde min visdom vnder selfftagen vanuittigheds skiul. VdS 64.Selvva[å]ren(de), to. uden tilsigelse; huer midtfaste søndag skall werre selffuorende gildis steffne (1598). HT I. 458; dend dag at holdis selfvaarende stefne (1706). Matzen, Panteret 66 not 4 (= FS IX. 163); – skall siellffvaaren steffne holldis paa hellig træ konger dag. Bendz 108; siellffueren. sst. 113. Jf vare stævne (u. vare). Selvvild, to. klog i egne øjne. M. Jf vild.Selvvillende, to. (isl sjalfviljandi) villig, frivillig; thit blodh, huilket tw sælffvillendhe vtgøst. T nr 553 57. – som andelighe ok sælfwiliende ære fatike. Evg 49.Selvvillende, to.; jek fiæll sælffuillende i synden. T 553 30v.Selvvillig, to. (isl sjalfviljugr) 1) = selvvillænde; hwo ssom icke sielff wil sielwilligh lycke øghnenæ. T 169; – PlV 451 (ovf. u. bandskrop); VdS 170; Heg 5; fantes de selffuillige til at fly hannom skibe. Hvf VIII. 265; der os at giøre frii self-villig lood dig fange. Hex 207; Etym 1471 (u. voluntarius); (1654). KhS II. 183; Sigvard her selfvillig lod sig binde. KK b 3v; de Svitzer faldt aff oc begafve sig selffvillige til G. RFII 350; ja selffvillig for mig døde. KPs 535. 2) selvvalgt; Seneca kalder druckenskab en selffvillig galdskab, som mand velvilligen giffuer sig vdi. SkP 428 (= velvillig g. BT III. 199); det er et selfvilligt onde, som henger af voris egen villie oc anordning. BT I. 166; PSO I. 71 (ovf. II. 5 b18). 3) (mnt sulfwillich) egenrådig; denne vor søn er selffuillig oc wlydig. 5 Msb 2120, 18 (1550; T og 1607: egenwillig). – Som bio. 1) i bet. 1); denne stad, som giffuer sig selffuillige vdi vore hender. VdS 443; selffuillige giffue sig i døden. Lysch 135; Etym 1218 (u. sponte), 1471 (u. voluntario); vlfven flyr selffvilligen. Buc f 5v; hvilcke aff indbyggerne som vilde selff-villigen gaa hannem til haande. RFII 91. 2) i bet. 3); SR II. 171 (ovf. III. 522 a51); borgm. og raad har selvvillig tiltaget sig myndighed at sætte skatten (1639). Wulff 190. 3) af sig selv; effterdi hand skulle fare offuer Thamesin, drucknede sig mange aff hans folck selffuilligen. Hvf I. 130; hafde hun selfvilligen, unødt bekient. SR I. 163; hvor til naturen findis selfvillig bøyet. SortS 30.Selvvillighed, no. frivillighed; selffvillighed. Etym 1218 (u. sponte).S(j)elvvis, to. (sv sjelfvis) selvklog; TVd 43v (ovf. u. dynkelklog); 71 (ovf. u. s(j)elvhellig); gaa de heden sielffwise ij deres egen wrange forstand. TSd 80v. – de selffuise skulle huercken vere læredrenge eller mestere. Pass fort 4; gamle ere selv-vjse. PSO I. 15. Se også ovf. II. 15 b24.S(j)elv(s)vold, no. (fsv siälfs vald) 1) egenrådighed, tøjlesløshed; leffwis i synd, sielffs wold oc løssagtighet. Gensv l 4v; – eet syndeligt sielffwold. sst. b 1; qwædschaff, glædschaff, lædie, søffn oc selffwold. PE 427, 456; nar swodan friihet icke andet ware end ett forderffweligt selffwold. Gensv g 2; aff formegett sellswold wanarther seg. ErF 3v; – icke wanarte seg heller skrøbelige folckis seeder til for meget selffuold. ErU d 1, e 3v, h 5; 2) uafhængighed; selv-vold bedre end guld. PSO I. 134.S(j)elv(s)vold, no. 2) Horsens, Om Tienere 33 (sp. a30).S(j)elvvoxen, to. (mnt sulfwassen) 1) selvsået, vildtvoxende; herba voluntaria, sielffvoxt vrte. Etym 1471. – selvkaldet; de ny sielffvoxne propheter, som da vare opkomne. LthK fort 4. 2) egenrådig, ustyrlig; NdM VI. 54 (ovf. II. 219 a1). Jf selvgro(et).Sjelvvoxende, to. = sjelvvoxen 1); Etym 1158 (u. insativus); M.Selvvæxt, no. selvvoxen væxt. M.Sjelvvyrding, no. (isl sjalfvirƀing) indbildskhed; vræges bort aff sielf vyrdhing. HS 18518. Jf vyrd(n)ing. Selvende, sto. = selv; Hex 210 (ovf. u. drillepas); M. Jf sammene.Selvbeden, to. selvbudt; PG 259.Selvbrugelig, to. brugelig til egen nytte; T 131 (ovf. III. 76 b48).Selvboden, to. – handlende af egen drift; ieg vil elske dem selffbuden. Hos 145 (1607, 1647); – hun fem ducater selv bøden loed mig sende. Wiel VI. 194.Selvejerbonde, no. = s(j)elveger(e); (1558). Rsv* IV. 273 (ovf. I. 443 a10), 331; DL 5-3-1 (ovf. II. 211 b45, 724 a29).Selvejerbondegård, no. gård tilhørende en s.; blev hans selvejerbondegaard aldeles afbrændt (1661). HT8 III. 119.Selvejergods, no.; Suhm* I. 203 (ovf. V. 646 b47). Selvflydende, to. rindende af sig s.; manalis fons, selff flydende brynd. Etym 714.Selvgjort, to. (sv sjelfgjord) selvlavet; SmdLb fort a 7 (ovf. V. 758 a19); saadanne ræuffactige selffgiorde hælgen. SkR mm 1. – for stilt; VdP 145 (ovf. IV. 473 b13); viste hand met sin selffgiorde taabelighed sig saaledis at anstille. Deb 216.Selvhævn, no. (sv sjelfhämd) det at hævne sig selv; ald saadan selv-hevn er uchristelig. PSO II. 117; det gik alt ud i de dage paa selv-hevn. PSV* 691.Selvklog, to. (sv sjelfklok) i nuv. bet.; PSO I. 378 (ovf. V. 307 b4); – selvkloge og mundstærke unge mennesker. Tullin, Skr III. 235.Selvkyndig, to. kyndig i egne øjne? PG 259; M (= sciolus).Selvløbende, to. flydende af sig selv; selffløbende vand oc pis, diabetes. Dict.Selvmægtig, to. (t selbstmächtig) havende magt i sig selv; er hand (ɔ: Gud) wdødelig, vijs oc selffmectig. Gødissøn, Ligpr o JRosenkr a 7v. Jf MbO: selvmagt. Selvrådighed, no. uafhængighed; de alle tracte effter frihed oc selffraadighed. Hors, Om Tienere 6 (= sielffr. sst p 3); selffraadighed, huilcken Skaaninger kalder selffsvold. sst 33; dend selvraadigheds begier indbyrdis selv sig tærer. SortS 49.Selvsamme, sto. i nuv. bet.; Etym 511 (u. germanus), 1018 (u. putus); ErB b 3 (ovf. III. 163 b49); PG 259; Slange 1245 (ovf. I. 144 a3).Selvskud, no. (sv sjelfskott) ladning, der går af ved berøring; gildrer mand og lægger selv skud for ulve. ChrVL 5-10-9.Selvskyldner, no. (t selbstschuldner) i nuv. bet.; stande til rette som selvskyldner og som for anden ulovlig gerning (1660). HT8 III. 130.Sjelvspringende, to. springende frem af sig s.; viva aqua, sielffspringende vand. Etym 1454; NL 2091.Selvstændig, to. (sv sjelfständig) kun afhængig af sig selv; den sande oc selffstendige Gud. MP 2; PG 259.Selvudvælgende, to. selvvalgt; (1706). Fdg 2/10 1706 (ovf. V. 568 a48).Selvvillige, no. (isl sjalfvili) egenrådighed; DM V. 263 (ovf. V. 209 b20). Jf ovf. III. 742 b4; IV. 825 a3. Mulig: selvkærlighed; at tage o. som to. giver ingen god mening.Selvviljelighed, no. frivillighed; o ihu xpe gyd nw sælffuillielighetz myldhedh. T 553 11v; ejef brugt som to. = af egen drift? Vis mere +