SkarnSkarn, no. (isl skarn) 1) i nuv. bet.; fødh koo oc tagh skarn i geen. PL** nr. 268; hand opløffter den arme aff støffuen oc ophøyer den fattige aff skarnet. 1 Sam 28 (1550, 1647); Etym 236 (u. coenum), 1233 (u. stercus). 2) uselhed, noget ringe; ieg achter thet for skarn. Fil 38 (1524 og flgd. overs.); deris herlighed er skarn oc orm. 1 Makk 262 (1550, 1647); hand holder oss for skarn. Visd 216 (1607, 1647; 1550: at vere wduelige). – ejef som to. slet; miles stercoreus, en skarns krigsmand. Etym 12231; Werner V. 401. 3) usandhed, opdigtelse; agere nugas, tage sig skarn oc kladder till. Etym 22; ted er skaarn, ted Rassmus siiger. ChrIV* I. 243; er det usandfærdigt og skarn, er det, siger jeg, skarn og digt (1676). Vaupell, Griffenfelt II. 121. 4) syg; min kone er skarn, er noget skarnvorn i disse dage ɔ: svag, upaslig. Nysted 15. 5) slet menneske; naar skarn ophøyes iblant menniskens børn. Ps 129 (1607, 1647; CP: de verste; 1550: løst folck). – ejef. som to. ond; it skarns oc slemt menniske. Etym 236. Jf duve- (I. t 52), folke-, negle-, næse-, samle-, sko-, skrabe-, svales.Skarn, no. 2) – til s. 768 a19; PlV 4513 (ovf. III. 450 b52), 997 (ovf. u. dandekvinde); TkA III. 127 (ovf. III. 524 b44); PSO I. 206 (ovf. I. 532 a7). 5); PSB 130 (ovf. u. doven); NL 812 (ovf. II. 846 b38). Jf eje-, gede-, gulv-, ko-, lande-, øgne-, øres.Skarnager, no. bortkører af skarn (fra gader og huse); skarnaggeren skall haffue kister, som er bag till med en fiell, som mand kand drage op (1640). KD V. 227. Jf sanda. Skarnbøddel, no. skarnbasse; røget oldenbørre, bremser stegt, frøer figen, skarnbødel confect. TK 57. Jf: skarnbasse, Jydernes skarnbøddel. PAtl I. 665 a; Nemn II. 1238; VSO: skarnbøddel 1); skarnvrippe ndf. Skarnbøddel, no.; SkM 235 (ovf. IV. 420 b39).Skarnfoged, no. tilsynsmand med gadernes renselse; schulle scharnfougden were forplichtet wrenssellse at lade sammenfeye (1620). KD II. 622; scharnfogderne, som lønnis aff byen, iche tiener saa trolig, som det sig burde. KD II. 754; huo sligt [ɔ: ophugning af rendestene] forsømmer och icke effterkommer, naar aff skarnfogeden derom tillsiges (1647). KD III. 281.Skarnkiste, no. beholder til gadeskarn; then skarnkisthe wed myndricke broen ath fferdhe. KD I. 269; bortføre fra alle stadtsens skarnkister ved stranden (1543). KD II. 261; bortføre, huis møgh som bleff opkast aff alle scharnkister langs wed stranden (1610). KD II. 572.Skarnpenge, no. udredelse for bortførelse af gadeskarn; huis skarnpenge de gaarde er satt fore (1621). KD II. 651.Skarnpuds, no. (fsv skarnputz) dyndet pøl; sterquilinium, mødding eller skarn pudz. CPV; draffweth och søleth en ighiennem skidhnæ skaernpwdzæ. T 84; han i en skarn pudz kom. HWR 66v. Jf put(s). –Skarnralle, no. skralde, som skarnageren skralder med (for at tilkendegive sin nærværelse). M. Jf KD VI. 731.Skarntjude, no. skarntyde (conium maculatum); han aadh skarntywdæ. PL** I. nr. 1120 (= skarntyde. PSO II. fort b 3v); – skræpper och skarn tyder CP. III. 285-6; se også ovf. II. 296 a21-30; – skarrentude. JT 22. Om ordets sidste del jf Jess 210. Er den = n tita ɔ: skud, væxt, se Aasen?Skarntjude, no.; efter FoTWb er o. sidste del = tud(e) (på grund af den hule stilk), jf ovf. IV. 471 b52.Skarnvogn, no. vogn til at bortføre gadeskarn og lign.; sckarnwognene haffuer werit meget vdigte (1643). KD V. 262; alle vognmænd oc sandagere, huer med sin skarnvogn (1680). KD VI. 731. –Skarnvrippe, no. = skarnbøddel; bruger mand skarnvrippe oc bryder vjngerne aff dennem. Holst VIII. 39. Jf ags scearnvibba; svd vrepp? En mængde navne på insektet begynde med ord af samme bet. som skarn; jf Nemn II. 1238; nuv. skarnbasse, også i æ. Dsk., se Etym 1114; Steph I. 127 b; NL 1562.Skarnvorn (-uren), to. 1) smudsig; sordidus, skiden, skarnvorn. Etym 1195 (Dict: skarnwren) 2) slet, usel, ond; vellysten, som er den skarnvurnste af alle laster. BT I. 79. (= l inertissimum vitium) den allerforacteste oc skarnvurnste kand hafve. BT III. 215 (= l contemptissimo ac turpissimo); hun war i alle maader en skarneworn quinde, vnte icke en fange ett stycke maed. Jm 147 not 2; nogle uretsindige skarnvorne proprietarier (1701). HT5 IV. 550; præsten gav denne qvinde et saare slet skudsmaal for et skarnvornt levnet (1703). Bircherod 429.Skarnvurenhed, no. slethed, ondskab; giffve sig til ørckeløsshed oc skarnvurenhed. GH 144; hvorhos eftertrykkeren ey har kundet undgaae foruden sin aabenbare skarnvurrenhed at røbe sin vanvittighed (1725). Stolpe III. 15.Skarnagerpak, no. hånsord om skarnagere; SP c 4v (ovf. II. 93 b40).Skarnbasse, no. scarabæus stercorarius; MP 256 (u. scarabeus), se ovf. III. 768 b44.Skarnfejning (-rydning), no. fejeskarn; sordes, skarnrydning, feining. Etym 1195 (Dict: skarnfeining, skarnr.). Vis mere +