SkilSkil, no. (isl skil, flt, fsv skil) adskillelse, skæl; Falckenberge bro skal giøre skillet. Hvf III. 128; LyschG q 2 (ovf. III. 775 b36); stenderne skulle før skilssmys oc skil hans gester paa raadhusit være. LyschC b 37. Jf ads.; skæl.Skil, se skæl (III. 757 a25).Skilager, no. ager som gør skæl imellem to ejendomme. M. Skilager, no. Jf skæla.Skilklæde, no. forhæng; tempelns skilclede. Matth 2751 (1524; CP: dwgen; 1550: forhenget).Skilsmand, no. (æsv skilamaþ;er) mellemhandler, voldgiftsmand; disceptator, skils mand, vnderhandler. Etym 164; Werner II. 723.Skilsmis(se) (-møs(se)), no. hunk. (∾ fsv skilsmässa) 1) forskæl; denne skilssmisse er nyttelig, at mand mercker hende vel. Tdm I. 139v; – NMP II. 208 (ovf. I. 360 a4); denne skilssmysse om paakaldelsen staar besynderlige i tuende stycke. TdmU c 7v; gøre skilsmis imellem christne oc hedninge. PlSk k 2v; PlV 3432; VdS 466; at de kunde giøre skilsmisse oc vide, huad paa saadan sted christeligen forhandlis (1643). Rsv* IV. 357; – Galenus henfører alle vijnens differentias eller skilsmisser til fem slags. FD 393 F; – giøræ skielssmøss paa lerdom. T 62; paa det i kunde gøre skilsmøsse mellem det, som er helligt eller whelligt. 3 Msb 1010 (T: skilsmøs; 1607: skilsmisse). 2) adskillelse, skæl; ik.; den aae Mylde, huilcken er it skilsmisse imellem Mildsteder marsk oc Eydersted. Hvf II. 222; før dette skilsmisse skede, hafde Ricard affled med Estrid en daatter. Lysch 203; saa lenge fryctede de sig for dette skilsmisse, som det var varigt. BT I. 56; – imellem begge lande giører haffuit skylsmyss. VdS fort 31. – fk.; wor det ingen drøfuelig skilssmøs, att Jesus skildtes fraa dennom. TSd 41-41v; – mure oc volde gøre skilsmøss vdi nogen maade. HWR 4. Jf ægtes.; skælsmisse.Skilsmis(se), no. 3) afsked; tilsted mig først at gøre en skilsmisse met dem, som ere i mit huss. Luk 961 (jf ovf. V. 234 b14); PSO I. 348 (ovf. II. 787 a41).Skilsmøssebrev, no. skilsmissebrev, se u. skilsmålsbrev.Skilsmøssebrev, no.; – thet skielsmis breff att were giordt emod Christi bud (1568). KhS3 IV. 435.Skilsmål, no. (n skilsmaal) 1) = skilsmis(se) 1); CP I. 118 (ovf. u. adskil; 1524: vndersked); wden all skilsmaal paa tiider eller dage. Mb indl VII.; giøre skyllssmaall paa mad eller dage. Art (v Rørdam) 25 (= Hvf VIII. 203); stor skilsmaal findes mellom christne kloster och de paueske kloster. LaurU 63, 9, 74. 2) = skilsmis(se) 2); the 2 fremmeste tender the vorde store ok bredactige, meth nogit skilsmoel mellom them. Br 29110-12; sømmer thet icke mennisken at giøre skilssmol met siin husfrue. Matt 193 (1524); hwilket ith suart hinder och skilsmaall er der mellem oss oc dig. CP IV. 3215; maanen skal gøre skilssmaal paa maanedene oc vddele aaret. Jes Sir 437. 3) skæl, hegn; ej heller skal settis baandgarn nærmere, end det skilsmaal udviser. DL 5 - 10 - 45 (= skelsmaall (1546). ChrIII. Hist. II. 174; Rsv* IV. 280). 4) afgørelse, dom; then dom oc skiillssmaall, szom mesther AF tennom emellom giortt hagde (1540). Rsv II. 120.Skilsmålsbrev, no. skilsmissebrev; huo somhelst skiller seg wijd syn hussfrue, hand skal giffue hendne skilsmolss brieff. Matt 531 (1524 og flgd. overs.), 197 (1524, CP; 1550: skilssmøsse breff; 1589 og flgd. overs.: skilsmisse breff); ieg forlod hende oc gaff hende it skilssmaals breff. Jer 33; Jes 501 (1550; 1589 og flgd. overs. beggest.: skilsmisbreff).Skilsten, no. skælsten, grænsemærke; limes, skilsteen. MP 286; – skælsteen. Etym 661.Skilsten, no. 2) = mærkesten (III. 40 a53); psalterens 15 sckilsteenæ. HM 79.Skilagt(ig), to. uenig; skal vere fem vti it huuss skilachte, tre emod two. Luk 1252 (1524; CP: skilactige); som uden al forsæt uforuarendes paa deres kirkefred kunde blive skilagtig (1589). RdKl II. 468; bliffver kongen oc underdanerne skillactige som i Roboams rige. GHD I. 209; NL 1602 (u. dissideo). Jf skælagtig.Skilagtighed, no. (sv skiljaktighet) uenighed; det er smuct, at skilactigheden begynder aff en anden oc forligelsen aff dig. Mariager l 1v; ingen oprør, skilactighed eller tuedract at opuecke. Hvf IV. 517; hastig skil-agtighed og klammer bryder ej aldmindelig fred. PSO I. 538.Skilje (skille), go. (isl skilja) 1) skille; naar sielen skiliess der fra. CP II. 365; huo wil skillie oss fran guds kerlighed. Rom 835, 39 (1524, CP, 1550; 1607: skille); fra dem skalt du aldrig skylye dig. HWR 34v; – saa skillies ved alle synder mine. PSm h 4; skilie deris vndersaatte ved fred. VdS fort 16; skillie i os ved dette timmelige ljff. Brochm I. 321 b. – skille. Tdm II. 101v (ovf. III. 583 a4); skill fra hinanden. Etym 603. 2) gøre forskæl, gøre det bedre (el værre?); tøcker eder noghet her at skilliæ, thet skal weræ effter eder williæ. RD I. 314 (= sv skilia. Flores o. B v 839); huadh iech hauer giort mot myn villie, tha vil iech soa foræ skillie. RD II. 276 (= sv skilia. Iv Lejonr v 5118). 3) skønne, se; han matte at skilliæ faa, hwo thet war. RD I. 338 (= see. RD II. 332; sv skilia. Flores o. B v 1546); for konningens pawlon man thet skildhe. RD I. 220 (= sv skylde. Fredr. af Norm. v 472). Jf Holb., M poet Skr. 403. 4) dømme, afgøre; skulle sandemendt therom skille (1537). Rsv* IV. 176; hand haffde tillfundit thennom, at schulle schillie om thend sagh (1586). Rsv IV. 89; SR II. 31 (ovf. III. 94 a33); de gaffue den sag en bonde søn, en lavmand køn, hand skulle den skønne oc skille. LyschG e 3. – s. sig ɔ: afgøre indbyrdes; huor som to trættis, de skilie sig ved kamp. VdS 100. 5) være forskællig, være ældre; den eldste søn, som skilte iche mange aar fra mig. Monrad 65; M. 6) s. ad a) i nuv. bet.; til sso lenge, at and oc siel skillies at. Hebr 412 (1524; CP: skilyer ath; 1550: atskil); Etym 603 (u. dejugo), 1080 (u. abrumpo), 1437 (u. viduo). – gøre forskæl på; penge skille os ad, men døden gjør os lige. PSO I. 351. Jf adskilje 1). – b) være forskællig; theræ voxt skyl ath. Luc 59; so som the hauæ meræ got giort hæræ, so skil theræ pinæ at i hæluedæ. Luc 63; om oqwedens ord ... skil them at om talen, tha kreffue fogeden neffnd til (1485). Rsv* V. 170. Jf adskilje 3). 7) s. af ɔ: a) skille fra; skilier hand hende aff fra alle hedninger. PlSk b 3. – b) = bet. 4); skwlde the haue skild thet forescreffnæ aff meth rættæ (1409). NdM VI. 13. – c) s. af med ɔ: fratage, berøve; du skiller oss aff met dette næruerendis liff. 2 Makk 79 (1607, 1647; 1550: tager fra); skiller en aff med, privo. Dict. Jf fly af med. Endnu brugeligt. – s. sig af med ɔ: skille sig ved, frasige sig; skil dig aff met hende. Matt 1523 (1550, 1647; 1524: lad faare hendne; CP: l. h. gaa); repudio, forskiude sin hustru oc skille sig aff med hende. Etym 1005; Steph II. 1224; NL 261. 8) s. ved ɔ: a) være forskællig fra; skil boel ved andet, da kommer den, der paakærer, den gandske mark til reebs. DL 5-10-14 (= JL I. 45). – b) s. ved vin ɔ: drikke drukken; deponere vino, skille ved vinen. Etym 964. Jf ad-, af-, bort-, fra(n)-, oms.Skilje, go. 1); – (1537). Rsv II. 51 (ovf. u. afsige 2)). Jf adskilje 2). – s. fra sig ɔ: lade drage bort; NdM VI. 253 (ovf. I. 604 a13). 3); LyschC a 2 (ovf. IV. 312 b50). – 6 a) – afgøre; RD III. 3813 (ovf. IV. 467 b52); – discepto, skiller trætte ad. Etym 164; Steph II. 457. – b) være uenig; skille sandemænd ad, da skal det stande, som de fleeste giorde. DL 1-16-15 (jf skil them a. JL I. 52; II. 7; ovf. u. adskilje 3)). Jf ovf. V. 6 a49-50, 239 a16. – 7 c); jf ovf. IV. 272 a17; V. 706 a11. – 8 c) handle med; nogher ssølff pendinge, ssom the fwnde wdj iorden oc ycke skylde thennom lowlig wed thennom (1534). Ann 1858 176. Jf uden-, ud-, unders., uskilt.Skillekyng, no. menstruation. M. Jf kyng; fraskiljelse 2). Skilleline, no. synskreds, horisont; solens sted under horisonten eller skille linen. BrunsmK 229. Jf lin(j)e. Skillenål, no. hårnål. M.Skil(je)rum, no. skillerum; (1560). Terp 209 (ovf. III. 213 b26); – skillerum. NL 784.Skil(je)rum, no.; – weggen, som wor ett skillerom emellom iøderne oc hedningene. TSd 31v; 2 Kr 614 (ovf. II. 571 b8); – denne skillrom, huilken der aff skiller den øffverste part (1601). NkS 351d (4°) 40.Skillelse, no. noget udskilt, indviet; den gantske skillelse hand skal vere en hellig affskillelse til stadens eyedom. Ez 4820 (Luther: absonderung). Jf ad-, fras. Skilling, no. (isl skilning) 1) adskillelse. M. 2) (mnt schelinge) uenighed, tvist; mange andre skillinger, som them i mellom wore (1458). DC 103; all twedregt, vuillige, vprør och skyllinger, som er emellom bispernæ oc menige almwe (1527). NdM V. 289; were om alle sager, skiildinger oc brøst fordragnne (1536). Rsv* IV. 170; om all vor wenighed, skielding oc tuedract. Hvf III. 620. Mulig blandet med skylding, se ndf.Skillingemand, no. voldgiftsmand; om anden skyldning skal føris til skielinge mend paa baade sider, at skielne dem imellem. Hvf IV. 373 (= skællighæ mæn. DM4 I. 356). Ordet synes dannet af Hvf., jf skilsm.Skilnad, no. (isl skilnaƀr, fsv skilnaþ;er) adskillelse; at engen skilnath worther mellom righen, thet the jo samen bliue (1438). GhA II. 40. Mulig kun sv. Jf ads.Skilne, go. skælne, skille; skilne emellom Gudts skick oc ord oc menneskens dict oc paafund. Mb 12v; forhenget skal skilne imellem det hellige oc det allerhelligste. 2 Msb 2633 (1607, 1647). Skilne, go., se også u. skælne.Skilne, no. = skilnad. M.Skilleprik, no. skilletegn (trema); somme bruge skille-prikker over selvlydende f. e. leër. PSK 9.Skilletegn, no. (sv skiljetecken) i nuv. bet.; PSK 9 (ovf. V. 295 b53). Vis mere +