SkindSkind, no. (isl skinn) i nuv bet.; ey ær thet skindh, ey haffwer two liwskæ. PL** I. nr. 340; hon omgaff hendernæ meth kidenæs skin. 1 Msb 2716 (ÆB og flgd. overs.); Etym 289 (u. cutis), 342 (u. exuviæ), 901 (u. pellis); Steph I. 96 b, 112. – s. og ben ɔ: magert menneske; scutilus, hud oc been, skind oc been. Etym 1129. Endnu brugeligt. Jf sv det är bara skinn och ben på honom. – hinde på planter; AM 187 87 (ovf II. 539 a53). – klædningsstykke af (el. fodret med) skind; axeller hand synn skieend. DgF V. 1. 93 a; II. 241 a (ovf. u. axle); III. 55 a; – hanndt suøber sig hoffuitt y skinndt. DgF II. 242 b; V. 1. 195 b, 196 b (= sueffuer hand sig i skind. sst. 194 b; Dannerdronning svøber sig i skind. sst. 196 b). – som en høflighed lagdes skindklædningen imellem ved brugen af dørhammeren; hun klapitt paa lofftis-dør met sin skind. DgF II. 41 a, 103 a; III. 113 b; IV. 231 b, 493; hand klaped paa døren med kiste, fordi hand hafde ey skind. DgF II. 496 a; her Lave klapper paa døren med skind. PSV 670, jf: hand støtte paa dørren med skiold og spiud. sst. – krybe (løbe) af s. ɔ: blive hidsig; han kryber slet af skindet. Mb Ordsp 348; – løbe af s. M. Jf nuv. gå ud af sit gode s., holde sig is. (se VSO, MbO, OG); sv krypa ur skinnet, t aus der haut faren. – syt i s. ɔ: lille; pumilus, syd i skind, karl som en knyt næffue. Etym 1012. Jf djur-, for-, før (se får)-, grå-, guld-, ildener-, kalve-, lam-, per(g)men-, rola-, romein-, rubbe-, rumle-, ræde-, rødlas(k)-, røtte-, sabel-, sjæl(le)-, skarlagen-, vædder-, gnies., samt runken-, skødskindet.Skind, no. – flt.; PG 181; PSK 13; HøjsgG § 104 a (jf § 77 d); – ey andet gavn end aarer og nogen skinde. LyschG* 77 (rimord: vinde). – til s. 793 b25 jf årb 1912 73 f, 299 f. – få brudet s. ɔ: lide skade; deraf fik hand et braadet skind og strax begyndt' at lamme. Wiel V. 98. Jf ovf. V. 707 b5, 141 a33-4. – af s. ɔ: fra samling; ferdig var af eget skind at rende. DP 23; som jager med sin mund sin mand af huuset ud, ja af sit eget skind. Helt 169. – holde sig i s. (sv hålla sig i skinnet) ɔ: h. sig rolig; at holde sig i skindet. Rhet* 10. Jf ovf. II. 281 a15 f. – i eder: saa i djævlens skind og ben. GFK 28; – Helt 221 (ovf. V. 815 b28). – under s. ɔ: iført s.; hand smiller vnder skiennd. DgF III. 351; VdT 54 (ovf. IV. 6 a28); Wiel X. 421 (ovf. V. 453 a20). Jf årb 1912 312 f. – menneske (skrog); Rhet 17 (ovf. V. 616 b42). Jf ovf. hud 2). – Jf benfoder-, b(j)æver-, bjørne-, boran-, buk(ke)-, fru(g)er-, føl-, ged(e)-, grævinge-, hare-, hose-, hunde-, ilder-, jomfru(ge)-, katte-, klippinge-, losse-, marder-, mule-, odder-, pølse-, rinkalve-, rump-, rå-, safian-, snoge-, snærpe-, uld-, ulv-, vibe-, vildkatte-, vrip-, åles., hel-, skrubskindet.Skindbrog, no. (isl skinnbrækr) skindbenklæder; snart er en skinbraag svøbt om rompen paa vor dreng, som den der paa var støbt. SP b 4. Jf brog.Skindfel(d), no. (isl skinnfeldr) skindtæppe; lodix id est skinæfeld. Smst 297 (jf sst 48); PL** I. nr 492 (ovf. III. 409 b42, skindfeldet. PSO I. 295; skindtekenet. sst.); de icke skulle recke foden lenger vd, end skindfællen recker. Hvf IV. 571.Skindhjønde, no. skindpude; 2 huide skyndhiønde (1534). DM4 II. 13. Jf hjunde.Skindkjortel, no. (isl skinnkyrtill) skindklædning, skindkappe; 6 ß til een skinkiortel (1471). NdM V. 205; KD III. 26 (ovf. III. 27 a36); the ere omgongne vti skindkiortele. Hebr 1137 (1524, 1550); giorde Gud Adam oc hans hustru huer en skindkiorttel. PlH b 2; vestis pellicea, skindklæder, skindkiortel. Etym 901. – 9 skyngkiortle (1533). FS IV. 314. – i udtryk om livet; ligerviis som hand skulde været redder for skindkiortelen og ikke skulde nu torde krævet bood for sin faders bane. VdSv 124; Rch 145 (ovf. II. 281 a32). Jf: vove sin trøje. – sætte lopper (lus) i s. ɔ: volde fortræd, gøre skade; naar som nogen vil giøre en anden it skalckhed oc sætter lopper i en andens skindkiortel. SmdLb IV. a 5v; du tørst icke sette luss i skindkiortelen ... wi tørffue icke gøre oss flere synder selff. PlV 10324-25, 1299 (ovf. II. 850 b34).Skindkjortel, no.; til s. 794 a26; jf Hvf VII. 57; Pros 238 (frost i s. sst. 243). – den pung maa vel hænge ved den skind-kiortel, sagde fanden, han jog giedderne i sin moders rumpe. Lade, Phrases rar b 4. Jf ovf. III. 528 b39.Skindløs, to. omskåren. M. Skindmes(e), no. (fsv skinmes) bundt huder; for pakkæ klæthæ ... for ien ryll watmal ... for hwær skin mees ien ørtigh (1284) Rsv* V. 420 (= SSR 96); 1 ß for huer skynmeess, som tilhobe slages i forneffnde huss. DM3 I. 113 (uret forkl. sst. not. 7); aff en skyndmese 5 march. Rsv* IV. 133; aff en lest huder 1 ß, aff en skindmeesz 1 ß (1553). JS II. 139. Jf me(r)s.Skindmude, no. lodden finneklædning. M. Jf Rietz: mudd.Skindpenge, no. bod for slag. M.Skindrasse, go. gøre tilgode. M. Jf isl hressa; ratte 5) ovf.Skinderum, no. mellemrum mellem hud og kød; coriago, morbus bubuli pecoris, cum scilicet pellis ita tergo costisque adhæret, ut appræhensa manibus deduci a costis non possit, ingen skinderum. Etym 251. Skindry, no. loddent sengetæppe. M. Jf ry.Skindeskabet, to. skrabet på skindet; SortS 71 (ovf. II 646 a4). Jf skave.Skindskud, se skinderskud.Skindstak, no. (isl skinnstakkr) = skindkjortel; Hex 238 (ovf. u. brakker). Jf VSO.Skindstak, no.; Fdg 16/3 1691 (ovf. sp. a44).Skindstikker, no. den, der hænger skind op til tørring; det er ont at kiøbe pinde aff skindstickeren, hand haffr dem selff behoff. Pouch m 5; PSO I. 228, i ordl: som opfester skind at tørres.Skindsulten, to. meget mager. M.Skindsuppe, no. kallunsuppe. M. Skindtig, no. (isl skinntík, som skældso.) køter, uægte hund; canis hybris, ex venatico & villatico natus, skind tig. MP 240; Steph I. 113 a; NL 614; lidet baader rakke at lege med skindtig. PSO I. 256; skindtig faar ej sød melk, uden der drukner muus i. PSO I. 354. Jf tig.Skintighund, no. = skindtig; skintig-hunde bedre spilte deres kort, da de kunde hos en bonde jage sviin og staader bort. Reenb II. 441.Skinting, no. gammel, mager hund. M. Jf MbD. Vist omdannelse af skindtig, jf skidtting. VSO.Skindtæk(ken), no. skindtæppe; 2 skynteyghen (1494). DM3 III. 283; – 2 skindtegenn (1534). DM4 II. 14; – vestis pellicea, skind tecken. TV 61; 1 gammelltt skynd tecken (1611). Progr f Herlufsh 1880. 27; PSO I. 295 (ovf. u. skindfel(d)); – segestria, skindtæck. Etym 1142. Jf tække(n).Skinde (skene), go. (sv skinna, mnt schinden) 1) flå; Cambyses for din grove svig dig skulde flaa og skinde. AB I. 86 b; hand er af det slags skindere, der har lært at skinde og skave fattige folk, indtil hand faar slet skindet af dem. Nysted (1727) 43. Denne bet. i Dsk sent optagen fra T, skønt stammens grundbet. 2) (fsv skinna) røve, plyndre, udsuge; Rkr i 1 (ovf. III. 418 b17 = skyndhæ. Rkr* 75); skene. Rkr p 4; repetundæ, skinderj, at mand skinder vndersatene. Etym 926, 1395 (ovf. III. 774 a39); Steph II. 476; haffuer taget det, som mig icke tilkommer eller skindet nogen sin armoed fra. Ulfeld, Æresforsvar 50; TkA I. 131 (ovf. III. 774 a42); HiørP f 3v (sst.43); AB II. 154 (ovf. III. 580 a6); arme herrer skinde mest. PSO II. 115; – hver anden skinder ud oc fra hver andre tære. Hex 242. Jf skindre.Skinde, go. Jf fras. Skindelig, to. af skind; ÆB 2 Kg 18 (ovf. II. 804 b61; Vulg: zona pellicea). Skinden, no. røveri, udsugelse; hvor skinden, skænden, moord sig til os nermer. PSB 184-85. Skindere, no. (isl skinnari) 1) skindbereder, garver; skinnere (berghe sik) aff sit embede (1422). KD I. 151; pellio, skyndere. CPV; skindere eller bundmagere. TV 101; PE 74; CP III. ix; Dial 8; (1537). Rsv* IV. 180; er skomaggerne her, er skinderne her. KP ii 3; Etym 251 (u. coriarius); GFK 30; hvor der ere hvide katte, did haver skinderen erinde. PSO II. 19. 2) udsuger; vdi byer ere skindere oc aagerkarle. SkP 352; skindere oc prangere, som skulle vel været tilfreds, de hafde suedt den fattigis blod. HiørP i 2v; en aager-karl oc skindere. ComD § 864; blodsuere man nok og skindere her seer. Ped. Pårs B 4, S 1. Jf DyrlT 71 not 39.Skindere, no. 1); s. syede også skindvarer, især klæder, jf Tdskr f Industri IV. 25 ff. Skinder(e)embed(e), no. skinderlag; hwem som skynder embet skall vinde (1515). KD III. 26; budmagere och skindere embede (1525). KD I. 357. Jf embede 3).Skinder(e)gærning(e), no. skinderhåndværk; nogenhande embede, som er sudergierning, skindergierning. Rsv* V. 131; (1443). KD I. 170. – engen scall arbeide bontthemagere eller skindere gerninge her i K, vden han gør fwlth fore embidhet (1495). KD II. 170; III. 26.Skinderkarre, no. (t schinderkarren) karre til ådsler, rakkerkarre; hand skal udføres paa skinder karren fra fengselet (1707). KD VIII. 7; sst. 8.Skinderlag, no. skindernes lag; at du wed retten tilltaler schinderlauget (1662). KD VI. 378.Skinderlag, no.; enn partt till byenn och tridye partt till schindere laweth (1541). DS VI. 367.Skinderpøbel, no. usel pøbel; de er der til fort høyt opflyt fra skinderpøbels skare. Wiel II. 119.Skinder (skindel-) skud, no. sammenskud (til fælles gilde); kirkerne ere saa arme, at de ikke kunne faa vin og brød til sakramentet, uden at bønderne skyde skinderskud (thi denne glose bruge de forfængelig, ligesom de sad til gilde og dennem fattedes øl) (1569). KhS IV. 509; collecta, skinder skud. Etym 640, 1274 (u. symbola); – coena collaticia, skyndelskudz maaltid, skynderskud. Etym 421 (∾ i Dict); – skindskud. M. Omdannelse af skyndingskud (se d. o.), men skinder vist taget i bet.: usel, fattig el. gnier, jf skinderagtig 2).Skinderagtig, to. 1) hørende til en skinder, røverisk; der danske-manden skammede sig ved at giøre oc øffve saadan skinderje oc gruede ved at haffve skinderactige flecke oc tale efter sig. HiørP f 4v. 2) karrig; sordidus, suttelvorn, skinderagtig. NL 1707; Werner V. 360.Skinderi, no. (mnt schinderie) udsugelse; (1612). NdM II. 175 (ovf. III. 485 b38); Etym 926 (ovf. u. skinde 2)), 1195 (u. sordes); de gjærige hofveder ved udsuen, aager oc skinderi reeff huden aff deres arme undersotter. PBd 225; der under bruger største forprang oc skinderie. Fdg 21/1 1663. Skindre, go. = skinde 2); j then fornæff[n]dæ øø skinrethe the ok røwæthe. Bl I. 68 (uret forkl. sst.); haffue de røffuit oc skindrit fra hannom. Hvf VII. 151; den, som kiøber, iche paa dett høyeste skindres och vdsues (1626). GhA III. t 96.Skindbuxer, no. (sv skinnbyxor) benklæder af s.; 1 skindstack, 1 par skindbuxser. Fdg 16/5 1691. Skindklæder, no. (isl skinnklæƀi); Etym 901 (ovf. III. 794 a18), 721 (u. mastruca). Jf læderskindklædt.Skindpels, no. (sv skinnpels) pels af s.; Wiel XII. 538 (ovf. V. 324 b34); NL 1486 (u. rheno).Skindskat, no. (fsv skinskatter) skat i s.; skindskatten i Jembteland er den ene jordebogs gandske indkomst. Bernts II. 111. Skindskørt, no. skørt af s.; LA 164 (ovf. III. 462 a40).Skindsyg, to. skinsyg. M; – v Aph 600 b. Om opr. jf FogT, Wb.Skindsæk, no. hank. sæk af s.; skindsecken, hertil han er vel god. HWR 129, 114; 750 skindsække (1604). BlomA 344; de skulle syes i en skindseck. Hors i 1v. Jf sæk.Skindting, no.; du køters slegt og skintings søn. DV II. 118.Skintinghund, no. = skinting; skal ingen holde skintinghunde her i byen (1631). JS VI. 252 (uret forkl. sst.).Skindtrøje, no. trøje af s.; Etym 1063 (u. rheno). Vis mere +