SkredSkre(d) (skræ), to. glat; HS 13318 (ovf. II. 130 b20); labina, sletnyng, som skred er. CPV; kommer saa reddelige, som thu ginge paa een skræe iiss. T 145; falt vi begge thil jorden, thi det var skredt paa samme sted (1600). RdU IV. 481; var meget glat oc skre aff issløb. RFII 195. – blive s. ɔ: glide; hyndis ganger bleff skree. DgF II. 65 b = skregnede. sst. 66 a.Skred (skrid), no. (isl skriƀr)
1) bevægelse, glidning; thu haffuer reddijdt mijn siell fra døden oc mijn fodt fra sckrijdt. Ps 1168 (FV, 1550; CP: fra faldet). – på s. færdig til afgang; hesten stander til redde, och skybbenn leeger paa skredde. DgF II. 267 b (= ligger rede. sst. 271 a).
2) gang? tthi begynntte enn lidenn dantz vdj den grønne skreed. DgF I. 224 b (= de grønne stee. sst. 226 b). Jf klippes.Skred, no.
1); lapsus, skridt. Etym 611. – stå i s. ɔ: være ved at skyde ud af strået; kornet skrider (staar i skrid). ComO* hh 8.
3) skridt (som mål); skrid 5 fødder lang. Steph I. cc 3v; ComD § 762 (ovf. IV. 441 a20); – skridt. NL 1182. Skredsko, no. (sv skridsko) skøjte; callopodium ferratum, skeiter, skride-skoe. Steph I. 181 a; nogle quindfolch løber paa iss met schredschou (1650). DS II. 160; skridskoe, skeite, der schlitschuch. ComO 418.Skri(d)e, go. (isl skríƀa) glide; theræs foodh skal skridhe. 5 Msb 3235 (ÆB og flgd. overs.); paa iiss at skride. Bredal 157; Etym 610 (u. labor); Steph II. 829; det er ikke godt at skride paa fandens iis. PSO II. 41 – der burde skiben at skrie oc gaa. LyschG q 1; dend baad begyntte at skrie. sst. r 3v; skibet af kaasen viide skrier. Hex 133. – dat.; kongen skred med den ene fod i læret. ClS 188; – skrey hun (ɔ: skibet) offuer lencken aldelis vskad. CP V. 41529. – glide ud, falde; then bygning kan ther ey længhe staa, han tagher til at sckridhæ. HM 176. – (om dagen) gå til ende, være forbi; dies inclinata, naar dagen skrider. Etym 233, 174 (ovf. u. fald 1)); nu skrider dagen under, og natten vælder ud. Vægtervers til kl. 9. Jf af- (ovf. I. t. 7 b), hen-, op-, på-, uds.Skride, go. – til s. 814 a6; PWR 182 (ovf. V. 719 a41). – gå; sandhed skred at porten vd. BruunV 47; mod vaaren, der vinteren gick oc skreed. LyschG g 3; – Tdm II. 95v (ovf. I. 761 a16). – rykke frem; Raun 61 (ovf. V. 624 a48 = l succedere incipit. III. 138). – skyde ud af strået; mit korn som skridende mon staa. Buc a 5v; se l40. Jf bort-, fram-, overs. Skregne, go. (isl. skriƀna) = skride; DgF II. 66 a (ovf. u. skred).